Yıldız-paladset: Sultan Abdülhamid II's verden.

Dalgetningen mellem Beşiktaş og Nişantaşı, kendt som Ihlamur-dalen, var et populært rekreativt område fra det 18. århundrede til begyndelsen af det 20. århundrede. Den var kendetegnet af en flod, skyggefulde lindetræer og plataner. I perioden under Sultan Ahmed III blev området omdannet til en privat have til sultanen. Der står stadig målskiver på skråningen, som viser, hvor Sultan Selim III og Sultan Mahmud II afholdt bueskydningskonkurrencer; på dem er afstandene og datoerne for skydningerne angivet. Den franske digter Lamartine besøgte stedet i 1846 som gæst af Sultan Abdulmejid og noterede sig, at sultanen var meget glad for denne lille pavillon. Abdulmejid lod to palæer bygge i stedet for den gamle pavillon i perioden 1849-1855 og gav stedet navnet Nüzhetiye, som betyder "friskhed" og "glæde".

Foran Merasim-palæet, som blev brugt til ceremonier og modtagelser, kan man se de barokke trapper og de detaljerede relieffer. Indenfor findes møbler i europæisk stil og en dekoration, der er påvirket af Vesten. Maiyet-palæet, der var reserveret til sultanens følge og haremet, er mere enkelt: det har et traditionelt layout med hjørneværelser, der åbner op til en central gård, og stukkatur på væggene, der efterligner marmor. Palæerne blev omdannet til Tanzimat-museet i 1951, overgik til Milli Saraylar (De Nationale Palæer) i 1966 og åbnede som et museum-palads i 1985. Hvis man besøger stedet mellem februar og juni, kan man se magnoliatræerne i fuldt flor omkring dammen; ifølge Milli Saraylar blev magnoliatræerne introduceret i paladshaverne i perioden under Sultan Abdulaziz, og deres antal voksede i perioden under Sultan Abdulhamid II. Palæet er lukket om mandagen, og der er også mulighed for at købe en separat billet til at besøge haven.

Kilde: Milli Saraylar Başkanlığı; Vikipedi.

På toppen af Barbaros Boulevard, ved indgangen til Yıldız-paladset, ligger en moské, som II. Abdülhamid lod bygge ved siden af paladset som en fredagsmoské. Selvom dens egentlige navn er Hamidiye, er den mest kendt som Yıldız-moskéen. Ifølge TDV Islam-encyclopædien blev den bygget mellem 1881 og 1885, og arkitekten var en håndværker ved navn Nikolaki Kalfa, som arbejdede i paladsets bygningsadministration; nogle kilder nævner Sarkis Balyan. Ifølge beskrivelsen fra Milli Saraylar fortsætter paladset den tyrkisk-islamiske paladstradition med en plan, der består af paladset i øst og fredagsmoskéen i vest, og denne moské udgør den vestlige ende af den plan.

Bygningen kombinerer orientalske og neogotiske elementer, der var populære i datidens smag. Den rektangulære gårds lille, høje kuppel er placeret tættere på indgangen end på mihraben (bederetningen). De neogotiske vinduer i de seksten vinduesåbninger lader masser af lys komme ind. Inde i bygningen kan man se op mod kuplen: stjernerne på den mørkeblå baggrund er det samme motiv som paladsets navn. I stedet for de sædvanlige to minareter, som man finder i sultan-moskéer, har denne en enkelt, spids minaret. Det siges, at de fletværkslignende afskærmninger i "hünkar mahfili" (en balkon for sultanen) er udført i cedertræ af II. Abdülhamids egen hånd; træarbejde var en af sultanens mest kendte hobbyer. Klokketårnet ved siden af moskéen er fra 1890 og er i samme stil. I Abdülhamid-perioden blev fredagsbønnerne afholdt her. For at besøge moskéen, undgå bedetider, især fredag formiddag. Klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ. Kvinder skal dække deres hoved. Tag skoene af ved indgangen og tal lavt inde i bygningen.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Milli Saraylar-præsidentkabet; Wikipedia.

Parkerne, hvor Yıldız-paladset ligger, har siden Kanuni-perioden været et jagtområde for sultanerne, og i det 17. og 18. århundrede var de også et sted for jagt og afslapning. Den første pavillon i området blev bygget i perioden under Selim III til hans mor, Mihrişah Sultan, og både Abdülmecid og Abdülaziz tilføjede flere pavilloner. Men paladset blev især forbundet med Abdülhamid II: Sultanen gav det navnet Yıldız-paladset, gjorde det til sit primære hjem og tilbragte 33 år af sin regeringstid her. Ifølge Milli Saraylar (Det nationale paladsadministration) bestod paladset af tre dele: den centrale paladsbygning, der indeholdt bygninger relateret til statsadministrationen, en privat sektion for sultanen og hans harem, og den ydre have, som i dag er Yıldız-parken. Efter 1924 blev bygningerne overdraget til militære skoler, men i 2018 blev de overdraget til Milli Saraylar, hvorefter de gennemgik en omfattende restaurering, og paladset åbnede som museum i 2024.

Under dit besøg i museet, afsæt tid til at se harembygningerne, Küçük Mabeyn og Hasbahçe. Vær opmærksom på, at Milli Saraylar-museets billet ikke inkluderer adgang til disse tre områder, så køb din billet i overensstemmelse hermed. Dammen i Hasbahçe er anlagt, så den ligner en naturlig flod, og der er små pavilloner rundt om den. Chalet-pavillonen er en af de tre bygninger fra den ydre have, der er bevaret til i dag. Den blev udvidet af Sarkis Balyan i 1877-1879 og 1889, og af Raimondo D'Aronco i 1898. Den er kendt for sin perlemors salon, der blev bygget til besøg af den tyske kejser Wilhelm II, og for sin storslåede sal med et enkelt stykke tæppe, der er større end 400 kvadratmeter. Tjek med Milli Saraylar for at bekræfte, om indendørsområderne i pavillonen er åbne på dagen for dit besøg. Paladset er lukket om onsdagen.

Kilde: Milli Saraylar Başkanlığı; Kültür Portalı; Vikipedi.

Denne bygning, beliggende langs den øvre kant af Yıldız Parken, på Palanga Caddesi, er både et museum og en stadig fungerende fabrik. I begyndelsen af 1890'erne lod Sultan II. Abdulhamid Yıldız Çini Fabrika-i Hümayunu blive etableret i paladsets have for at genoplive den traditionelle flise- og porcelænskunst. Fabrikken var inspireret af porcelænsfabrikker tilknyttet europæiske paladser. Bygningen blev i 1894 alvorligt beskadiget og blev det samme år genopbygget af den italienske arkitekt Raimondo D'Aronco. Formålet var at dække paladsernes og kasinernes behov for porcelæn og at præsentere Det Osmanniske Rige for verden gennem produkterne; nogle specielle stykker blev givet som gaver til udenlandske kongelige.

Hvert produkt fra fabrikken er mærket med en halvmåne og stjerne, og nedenunder står fabrikkens grundlæggelsesår samt året, hvor produktet blev fremstillet. Tallerkener og vaser, der realistisk afbilder datidens pavilloner, haver og arkitektur, er også værdifulde som dokumentation af bygninger, der i dag er forsvundet. Efter at Abdulhamid blev afsat i 1909, stoppede produktionen; den genoptoges i 1910, da fabrikken blev knyttet til Müze-i Hümayun, og fortsatte indtil 1920. I 1959 blev fabrikken overtaget af Sümerbank og har siden 1995 været en del af Milli Saraylar. I dag producerer fabrikken vægfliser, vaser, sukkerdåser, kaffestel og te-service, der er inspireret af traditionelle motiver. Besøget omfatter fabrikkens afdeling for hånddekoration, og billetter sælges kun til denne afdeling. Fabrikken er lukket på helligdage og religiøse højtider; tjek de aktuelle besøgsforhold på Milli Saraylar's hjemmeside.

Kilde: Milli Saraylar Başkanlığı; Vikipedi.

Yıldız Parken er paladsets ydre have. Haven, der oprindeligt var baghaven til Çırağan Paladset, blev efter 1877 udvidet og omdannet til den ydre have til Yıldız Paladset. I løbet af sultanperioden var dette område kun åbent for paladset, men i dag er det en offentlig park, der dækker over 36 hektar. Ifølge Milli Saraylar (Det nationale paladsadministration) er det kun tre af de mange pavilloner i den ydre have, der er bevaret til i dag: Çadır, Malta og Şale.

Du kan komme ind i parken fra siden af porcelænsfabrikken og gå ned ad bakken, hvorefter du først når frem til Malta-pavillonen. Denne pavillon, der blev bygget med sten fra Malta i sultan Abdülazizens tid, er designet af Sarkis Balyan, ifølge den engelske Wikipedia. Du kan kigge ind for at se de dekorerede lofter, de marmorerede detaljer og spejlet med bladguld. I dag bruges pavillonen til servering af mad og drikke.

Længere nede, foran en af parkens to store damme, ligger Çadır-pavillonen, som blev bygget i 1871 efter Abdülazizens ønske. Facaden, der er bygget af tilhuggede sten i hvid og rød, er enkel, men elegant, med en snoet trappe og en symmetrisk plan. I parken finder du også damme, vandfald, træbroer og stier. En hængebro strækker sig over en kunstig kanal, der starter ved indgangen fra Çırağan Caddesi. Tag en pause ved et af udsigtspunkterne med udsigt over Bosporus og forestil dig, hvordan paladsets have engang strakte sig helt ned til havet. Ruten slutter ved indgangen fra Çırağan Caddesi. Herfra kan du gå langs kysten til enten Beşiktaş eller Ortaköy.

Kilde: Milli Saraylar Başkanlığı; Wikipedia.