Vedat og Kemaleddin, to arkitekter, og deres Istanbul.

Ruten starter ved Mindesmærket for Flyveofficerer, der ligger i Fatih Parken i Saraçhanebaşı. Mindesmærket er dedikeret til Fethi, Sadık og Nuri Bey, som er kendt som de første flyvere, der mistede livet i den tyrkiske luftfartshistorie. Disse piloter foretog en flyvetur på omkring 2.500 kilometer fra Istanbul til Cairo lige før Første Verdenskrig, men de mistede livet undervejs og blev begravet i Damaskus, ved siden af Saladins grav i Umayyad-moskeen. Mindesmærket, designet af arkitekten Vedat Tek, blev grundlagt den 2. april 1914 og færdiggjort i 1916. Det blev placeret overfor den gamle Fatih kommune, og bygningen bruges i dag siden 2010 som rektorbulegning for et universitet.

For at forstå mindesmærket, gå langsomt rundt om det. Den søjle, der rejser sig fra den marmorbeklædte sokkel, er bevidst brudt; den symboliserer den afbrudte flyvetur. På toppen af søjlen er der en bronzefjerkløvet laurbærkrans. På hver side af soklen er der forstørrede kopier af den medalje, som piloterne ville have fået, hvis de havde nået Cairo; på medaljen er der et billede af et fly, Beyazıt-tårnet og et billede af Istanbul. Mindesmærket er omkring 7,5 meter højt.

Denne lille stop er en god introduktion til de efterfølgende punkter på ruten. Vedat Tek havde allerede færdiggjort Post- og Telegrafministeriet, da han designede dette mindesmærke; den store facade, som du snart vil se i Sirkeci, og den simple, brudte søjle her, er begge resultater af samme arkitekts arbejde. Fra mindesmærket kan du gå til Laleli, det næste stop, på cirka ti minutter.

Kilde: Wikipedia.

Denne store bygning, der ligger i Laleli, langs Ordu Caddesi, ved siden af Laleli-moskeen fra det 18. århundrede, var det første store boligprojekt inden for bymuren. Efter en stor brand i 1918, der ødelagde store områder omkring Cibali, Altımermer og Fatih, blev en bygning bestående af fire blokke bestilt af arkitekten Kemaleddin for at give husly til nogle af de hjemløse. Bygningen blev placeret på stedet for Koska-madrasen, som tilhørte Laleli-komplekset, og som delvist blev ødelagt i et jordskælv i 1894 og brændte ned i 1911. Byggeriet begyndte i 1919 med midler fra offentlige donationer og blev færdiggjort i 1922. Bygningens oprindelige navn var "Harikzedegan," hvilket betyder "boligblokkene for de brandramte."

Ifølge den engelske Wikipedia-artikel er disse boligblokke blandt de første moderne bygninger i Istanbul, der er bygget i beton. De fire symmetriske og lige store blokke udgør tilsammen en helhed, forbundet af gårde. Bygningen indeholdt i alt 124 lejligheder, 25 butikker, et fælles vaskeri og et kulrum til hver lejlighed. Da bygningen blev færdiggjort tæt på slutningen af imperiet, kunne de brandramte ikke flytte ind. I de tidlige år af republikken blev bygningen overdraget til det tyrkiske flyselskab, og den fik navnet "Tayyare Apartmanları" og blev brugt som boliger indtil 1985, hvorefter den blev omdannet til et hotel.

Gå over til den anden side af vejen og se bygningen i sin helhed: Her kan man tydeligt se, hvordan Kemaleddins klassiske osmanniske dekorationssprog er kombineret med det nye materiale, beton, og et moderne boligkoncept. Da det er et hotel, afhænger det af virksomhedens tilladelse, om man kan komme ind. Fra her kan man gå til Laleli-Universitet sporvognsstation og tage toget til Sirkeci.

Kilde: TDV Islam Encyclopedia; Wikipedia; Wikipedia.

Det Fjerde Velfærdshus er det mest kendte af de velfærdshuse, der blev opført af Ministeriet for Religiøse Anliggender for at generere indtægter. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi udarbejdede Kemaleddin planer for de velfærdshuse, moskeer og skoler, som ministeriet planlagde at opføre, i perioden 1910-1911, og de fem velfærdshuse i Istanbul blev bygget i perioden 1911-1926. Dette hus blev opført i stedet for Hamidiye-komplekset, som tilhørte Sultan Abdulhamid I. Byggeriet begyndte i 1910'erne, men på grund af Balkankrigene og Første Verdenskrig kunne det først færdiggøres i 1926. I besættelsesårene blev den endnu ikke færdige bygning brugt som kaserne af franske soldater i perioden 1920-1923.

Bygningens facade, der vender ud mod Hamidiye Caddesi, er cirka 79 meter lang og 27 meter høj, og i begge ender rejser der sig hjørnetårne. De vestlige, sydlige og østlige facader er beklædt med hugget sten og marmor. Bygningen er konstrueret med et stålskellet, og den har 24 butikker i stueetagen samt i alt 148 kontorer af samme størrelse fordelt på de fire øvre etager, med 37 kontorer på hver etage. De to hovedtrappegange er placeret 30 meter fra hinanden i overensstemmelse med datidens brandregler, og de er suppleret med elevatorer. Med andre ord har facaden et klassisk osmannisk dekorativt udtryk, mens interiøret har et moderne kontorhuslayout.

I slutningen af det 20. århundrede husede bygningen også Istanbul-børsen. Efter at være blevet fraflyttet i år 2000, er bygningen blevet restaureret og har siden 2006 fungeret som hotel. Den bedste udsigt over facaden får man fra fortovet; her kan man se hjørnetårnene og stenhåndværket mellem vinduerne, hvorefter man kan gå et par skridt videre til den store postkontor.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Kulturinventar; Wikipedia.

Det Store Posthus er et af Vedat Tek's vigtigste projekter og et af de første eksempler på den første nationale arkitekturbevægelse. Vedat Bey blev i 1905 ansat som arkitekt ved Post- og Telegrafministeriet, og bygningen, der skulle fungere som ministeriets hovedkontor, blev påbegyndt i 1905 og færdiggjort i 1909. Posttjenesterne var blevet udført fra gårdspladsen ved Yeni Camii siden 1840, og i 1890 flyttede de til bygningen Postahane-i Amire i Eminönü, og i 1909 flyttede de til denne bygning. Bygningens navn blev i 1930'erne ændret til Yeni Postane (Det Nye Posthus), og senere til Büyük Postane (Det Store Posthus). Fra 1927 til 1936 blev Istanbul Radio også sendt herfra.

Se først bygningen udefra. Den fireetagers bygning har en indgang, der er hævet med trapper; de to hjørner af hovedfacaden er fremhævet og hævet, og dækket af en kuppel. Facaden er udført i skåret sten og marmor, og dekorationerne er præget af osmannisk stil fra det 16. århundrede. På den fliseudsmykkede panel over døren står der med gammel skrift "Posta Telgraf Nezareti" (Post- og Telegrafministeriet). Læg mærke til det tofarvede stenhåndværk, de geometriske flisemønstre, de kufiske skrifter og de mukarnas-udsmykkede hovedstykker; det menes, at murstenene også er designet af Vedat Tek.

Indenfor åbner hovedindgangen op til en rektangulær centralhal, der strækker sig over tre etager; loftet i denne hal er dækket af glas med primært orange og blå farver. I stueetagen er der stadig en postkontor i drift, og en del af bygningen huser PTT Istanbul Museum, som har fortalt om kommunikationens historie siden år 2000. Kulturinventaret anser bygningen som en af de bygninger, der er under restaurering; tjek om postkontoret og museet er åbne, før du besøger. Da det er en offentlig bygning i drift, skal du spørge en medarbejder, før du tager billeder indendørs.

Kilde: Vikipedi; Wikipedia; Kulturinventaret.

Denne lille moské, beliggende i Kamer Hatun-kvarteret i Beyoğlu, på Tarlabaşı-siden, er et af Kemaleddins værker fra hans tid som chefarkitekt for Evkaf (stiftelsesvæsenet). Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi var Kemaleddin chefarkitekt for Evkaf-ministeriet fra 1909 og var ansvarlig for restaureringen af mange moskéer og bedesteder i det nyligt oprettede Bygge- og Reparationsafdeling. Ifølge Wikipedia blev den første moské bygget i 1514 af Yavuz Sultan Selim til minde om hans adoptivmor, Kamer Hatun, men den var forfaldet i det 19. århundrede. Stiftelsen fik Kemaleddin til at genopbygge den; TDV daterer denne genopbygning til 1911. Kilder, der beskriver den første nationale arkitekturbevægelse, anser Kamer Hatun-moskéen som et vigtigt eksempel på denne bevægelse.

Moskéen er bygget på et areal på 565 kvadratmeter, men selve bygningen dækker kun 223 kvadratmeter, hvilket efterlader en lille gård rundt om. Væggene er bygget af mursten, taget er dækket med blyplader over et trækonstruktionssystem, og den ene minaret stiger op til venstre for mihraben (bederetningen). Efter at have besøgt de store moskéer fra Selatin-perioden eller de imponerende bygninger i Sirkeci, giver et besøg her en god mulighed for at sammenligne, hvordan det samme arkitektoniske sprog bruges i en mindre, lokalt forankret moské.

Moskéen er en åben moské, hvor der kan bedes. Undgå at besøge under bønnetider, tag skoene af, og klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ. Kvinder skal dække deres hoved. Vær stille indendørs. Du kan komme dertil ved at gå cirka ti minutter fra Tünel-pladsen langs Meşrutiyet Caddesi. Herfra kan du tage en bus, der kører til Taksim (sidste stop er Bebek) og følger kystvejen.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Moskéen ligger ved Bosporus, i Bebek-bugten, lige ved siden af Bebek-molen. Den officielle betegnelse er Hümayun-u Abad Moské. Bygningen, der blev opført i 1913 af arkitekten Kemaleddin, er bygget af huggede sten og står på stedet, hvor en tidligere moské, bygget af Nevşehirli Damat İbrahim Paşa, engang stod. TDV Islam-encyclopædien nævner også Bebek-moskéen blandt Kemaleddins værker, og den angiver året 1913. Samtidig arbejdede han også med Kuloğlu-moskéen i Bostancı og Amine Hatun-moskéen i Bakırköy, mens Mecidiye-moskéen i Yeşilköy var færdiggjort i 1909. Således er Bebek-moskéen et af de mange kirkeprojekter, som arkitekten udførte rundt om i Istanbul. Wikipedia beskriver bygningen som værende inden for den neoklassiske stil.

Planen for moskéen følger en klassisk struktur i lille skala: kuplen hviler på en ottekantet base og støttes af fire halvkabler på siderne. Fra molen eller kysten kan man få det bedste indtryk ved at gå lidt tilbage og vende sig om; på denne måde kan man tydeligt se den gradvise stigning fra kuplen til halvkablerne. Tænk på denne lille moské ved Bosporus sammen med den stålkonstruerede bygning, du så i Sirkeci tidligere på dagen: Kemaleddin brugte det samme arkitektoniske sprog i både et forretningskompleks og en lokal moské.

Moskéen er åben for besøgende. Undgå at besøge den i bønnetider, især om fredagen midt på dagen. Husk at tage skoene af, og klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ. Kvinder skal dække deres hoved. Vær stille indeni. Efter besøget kan du afslutte dagen med en gåtur langs Bebek-kysten og nyde udsigten over Bosporus. Bebek-kysten er også en del af andre ruter.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia.