Vandruten fra den første dæmning i Republikken til Kurtboğazı.

Langs Samsun-vejen, 12 kilometer fra bymidten, ligger Ankara's lettest tilgængelige reservoir. Den jorddæmning, der ligger over Bayındır-floden, blev bygget mellem 1962 og 1965 for at forsyne byen med drikkevand. Den er 30 meter høj og kan indeholde 6,97 millioner kubikmeter vand. Søens overfladeareal er 0,71 kvadratkilometer. Tallene virker måske små i dag; faktisk sagde direktøren for ASKİ (Ankaras vandforsyningsvirksomhed) i 2011, da reservoirets status ændredes, at selvom den var fuldt fyldt, ville den kun kunne dække Ankaras vandbehov i en uge. Da større vandkilder som Çamlıdere blev taget i brug, blev Bayındır fjernet fra listen over drikkevandskilder og omdannet til en flodbeskyttelsesstruktur. Ruten starter derfor her: I løbet af dagen vil du kunne se omfanget af 1960'erne og sammenligne det med Kurtboğazı, som har en kapacitet på 101 millioner kubikmeter.

I 2005 omdannede kommunen området omkring søen til et rekreativt område med navnet "Mavi Göl" (Blå Sø). Området er 1.138.081 kvadratmeter og er indrettet med store træer, picnicområder og stier, så man kan tilbringe hele dagen der. Gå en tur langs kysten og se ud over søens blå farve fra toppen af dæmningen; navnet kommer derfra. Det er farligt og forbudt at gå i vandet; følg skiltene langs kysten.

For dem, der ankommer med offentlig transport, kører EGO-busser til området via Mamak; tjek det aktuelle linjenummer hos EGO. Kom tidligt om morgenen; i weekenden stiger antallet af picnicgæster om eftermiddagen, og parkeringspladserne bliver hurtigt fyldt. En time er nok: en tur langs kysten, et billede fra toppen af dæmningen, og derefter videre mod nordøst, til Çubuk-1.

Kilde: Ankara Storbykommune, nyhed om Bayındır-dæmningens status; Mamak Kommune, Mavi Göl; Wikipedia.

Byen ligger 11 kilometer nord for Çubuk-floden, og her står den første dæmning i republikkens historie. Undersøgelserne begyndte i 1927, beslutningen om at bygge en betonkonstruktion blev truffet i 1929, og mellem 1930 og 1936 blev den bygget af et tyrkisk firma med tyrkiske ingeniører og arbejdere. Den 3. november 1936 blev anlægget, som Atatürk indviede, en 25 meter høj betonbrodæmning. Den kunne indeholde 12,5 millioner kubikmeter vand, og sammen med det tilhørende filteranlæg udgjorde den Ankaras første moderne drikkevandssystem. Søen blev hurtigt et populært rekreativt område i byen, og kasinoen ved bredden var i mange år et populært sted for Ankaras beboere i weekenden.

Senere fulgte en nedgang: På grund af forurening af Çubuk-floden og ophobning af mudder i søen, blev vandindtagningen stoppet i 1994. I 2016 blev kasinoen og faciliteterne revet ned, og området blev forladt. I 2019 begyndte en renovering, hvor ASKİ-teams fjernede 550 lastbiler med mudder. Området, der er 413.000 kvadratmeter stort, blev genåbnet den 29. oktober 2020, og dæmningen begyndte igen at opsamle vand ved udgangen af 2021, efter en pause på 27 år.

Hvad man kan opleve: Gå op til toppen af brokonstruktionen og se på betonbuen. Her kan man fornemme omfanget af projektet fra 1936. Gå gennem den indskrevne port og besøg Atatürk-huset og udsigtsplatformen "Bayrak Tepe". Der er en 736 meter lang natursti og en 520 meter lang cykelsti, der omkranser søen. Der er borde og grillpladser på det 219.000 kvadratmeter store picnicområde, og der er en stor parkeringsplads med plads til 619 biler. For dem, der ankommer med offentlig transport, kører EGO-busserne i retning af Çubuk til området; tjek det aktuelle linjenummer hos EGO. Dette er det længste stop på ruten; afsæt halvanden time, og tag din frokostpause her.

Kilde: ASKİ, nyhedsartikel om Çubuk-1 dæmningens rekreative område; ASKİ, historien om Ankars vandforsyning; Polatoğlu 2019, Atatürk Yolu-magasinet; Wikipedia.

Omkring seks kilometer nord for Çubuk, med en kort afstikker fra byens centrum. Her ved dette sted skal man blot observere; årsagen er forklaret nedenfor. Da Çubuk-1 ikke var tilstrækkelig, blev det næste skridt taget opstrøms: Dæmningen, der blev bygget mellem 1961 og 1964, er 61 meter høj og danner et søområde på 1,2 kvadratkilometer, hvor den kan opbevare 22-24 millioner kubikmeter vand. Den får vand fra floderne Mendek, Kışla, Hacıkadın, Bağırcan, Çayır og Kırkpınar; vandet transporteres via en 34 kilometer lang rørledning til rensningsanlægget i Pursaklar og distribueres til både Ankara og Çubuk. Mens dæmningen fra 1936 er blevet udfaset, er denne dæmning stadig i drift.

Det faktum, at den er i drift, sætter grænser for besøget. ASKİ har erklæret området omkring dæmningen, som forsyner byen med drikkevand, som et beskyttet område: Det er forbudt at bade, picnicere, lave bål og efterlade affald; i weekenden foretager patruljer tilsyn. Begrundelsen fra institutionen er klar: enhver forurening i området påvirker direkte omkostningerne til rensning og prisen på vandet. Çubuk kommunes hjemmeside nævner stedet som et rekreativt område; vi henviser til reglerne fra ASKİ og anbefaler ikke at gå ned til bredden eller slå sig ned med en picnickurv.

Det, man kan gøre, er at observere dæmningen og søen på afstand og fotografere forskellen i størrelse mellem Çubuk-1 og denne dæmning: 25 meter mod 61 meter, to generationer af den samme flod. Fortæl børnene dette sted, den bedste måde at forklare, hvorfor vandet, de går i ved søen om morgenen, er beskyttet i dag, er ved at vise disse to dæmninger side om side. Et ti minutters besøg er tilstrækkeligt; vend derefter tilbage til Çubuk og følg skiltene til Karagöl; foran dig ligger en 28 kilometer lang, snoet stigning.

Kilde: ASKİ, Çubuk II Dæmning; ASKİ, advarsel om forbud mod adgang til dæmninger; Çubuk Kommune; Wikipedia.

Efter 28 kilometer fra Çubuk, og 68 kilometer fra Ankara, stiger vejen til 1.630 meter og følger derefter ned i et skovklædt område, hvor Kavak Dağı og Yıldırım Dağı mødes. Karagöl er en lille kratersø, dannet mellem vulkanske formationer; den er meget større, end man umiddelbart tror, med en overflade på 23,5 hektar og en dybde på op til 70 meter. De omkringliggende andesitiske og dasitiske bjergarter dateres til mellem 12 og 21 millioner år siden, og er en del af den samme vulkaniske aktivitet som i Kızılcahamam geopark. Ifølge lokale myndigheder er søen dannet i en udgravning forårsaget af et jordskred fra Işık Dağı i nord. Andre steder langs ruten er menneskeskabte vandløb; her er det naturligt.

Området er et naturreservat, og driften er blevet overdraget til kommunen gennem et udbud. Efter udbuddet er der blevet bygget diger langs kysten. Det er tilladt at picnicere og vandre i naturen. Der er en restaurant, toiletter og parkeringsplads ved indgangen. Skoven består af en blanding af egetræer, fyrretræer, poppel og fyr. Der er registreret 27 forskellige mosser i området. De lokale myndigheder beskriver området som en overgangszone mellem det kontinentale klima i det centrale Anatolien og fugtigheden fra Sortehavet; selv om sommeren er det køligt, så medbring en jakke.

Gå hele vejen langs kysten; kun fra den anden side kan du virkelig få en fornemmelse af søens størrelse. Da det er en lukket sø, har den ingen udløb; det er forbudt at bade, og det er vigtigt ikke at forurene. Omkring 100.000 besøgende hvert år, og det kan være overfyldt om eftermiddagen i weekenden. Afsæt en time og et kvarter og tag afsted til Kurtboğazı.

Kilde: Ministeriet for Landbrug og Skovbrug, 9. Region, Çubuk Karagöl Naturreservat; Çubuk Kommune; Wikipedia, Karagöl (Çubuk).

Det sidste stop for dagen er ved Kurtboğazı-dæmningen, som ligger i Ciğir-kvarteret i Kahramankazan, kilometer 56 langs vejen til Istanbul. Dæmningen, som er en jorddæmning over Kurtboğazı-floden, blev bygget mellem 1963 og 1967. Den er 54 meter høj og kan indeholde 101,5 millioner kubikmeter vand ved normal vandstand. Sammenlign det med de 7 millioner kubikmeter, du så ved Mavi Göl – det er næsten femten etager. Den leverer 67 millioner kubikmeter drikke- og brugsvand om året og vander også 3.780 hektar landbrugsjord. Den får vand fra floderne Bahtılı, Kınık, Pazar og Uzunöz, og fra Eğrekkaya-dæmningen, som blev bygget mellem 1985 og 1992, ledes vandet hertil via en 15 kilometer lang rørledning. Akyar forsyner igen Eğrekkaya. Vandet ender i Zincir İvedik-rensningsanlægget. Çamlıdere, som blev taget i brug i 1985, er Ankaras største vandkilde, og Kurtboğazı-systemet er den anden vigtige kilde.

Det, der adskiller denne dæmning fra andre drikkevandsdæmninger, er den rekreative område, der har været i drift ved bredden i mange år. Kahramankazan Kaymakamlığı's hjemmeside nævner vandreture, picnic og fiskeri; de fiskearter, der findes i søen, er spejlkarpe, skinnende karpe og sølvfisk. Der er picnicborde og en restaurant. Ankara Valiliği nævner også swimmingpools og vandsport, men det er vigtigt at undersøge den aktuelle situation på stedet. Det er forbudt at bade i vandet; ASKİ's regler gælder også her, og det rekreative område opererer inden for disse regler.

Om aftenen kan du se dæmningen fra bredden i det bløde lys. Den første dæmning var 25 meter høj, denne er 54 meter. Fra D750 er der en lige vej tilbage til Ankara. Hvis du kommer i weekenden, så tag afsted tidligt, da området bliver fyldt op i løbet af dagen. Husk at tage dit affald med dig.

Kilde: Kahramankazan Kaymakamlığı, Kurtboğazı Barajı; ASKİ, Su Kaynaklarımız; Ankara Valiliği, Barajlar; Vikipedi.