Vandets rejse fra Kemer til byen.

Start ved den del af Atatürk Boulevard, hvor den passerer under broen, på Saraçhane-siden; herfra får man det bedste indtryk af broens længde. Bozdoğan-broen blev bygget for at føre vandet over dalen mellem Fatih- og Beyazıt-højene. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi skriver Semavi Eyice, at broen normalt tilskrives kejser Valens (364-378) og at den blev bygget i perioden 368-378; det er derfor, den er kendt som "Valens Vandbro" på vesteuropæiske sprog. Eyice tilføjer, at der muligvis har eksisteret en forgænger af denne linje allerede i Hadrianus' tid.

Tallene illustrerer bygningens dimensioner. Ifølge TDV er den 971 meter lang, 28-29 meter høj fra jorden og har en bredde, der varierer fra 3,40 til 5,65 meter. Wikipedia angiver den nuværende længde til 921 meter og bemærker, at broen faktisk er omkring 50 meter længere. Vær opmærksom: en del af broen består af enkelte buer, mens en lang del består af to lag af buer; ifølge TDV er det dobbelte lag mellem de 18. og 13. "vinduer" (åbninger). Væggene, der består af skåret sten og mursten, bærer også spor af de reparationer, der er foretaget gennem århundreder.

Broen fortsatte med at fungere efter erobringen. Fatih Sultan Mehmed restaurerede den; i perioderne under II. Bayezid og Kanuni blev vand fra Halkalı og Kırkçeşme tilføjet til denne linje; II. Mustafa restaurerede den østlige del i 1697-1698. Indtil det 20. århundrede førte broen vand til Süleymaniye-moskeen og Topkapı-paladset. Boulevarden blev anlagt, så den passerer under broen, som planlagt af byplanlæggeren Henri Prost. Gå tæt på broen fra de omkringliggende grønne områder for at se stenene på nært hold; kryds den trafikerede boulevard udelukkende via fodgængerovergange.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Når du bevæger dig langs Divanyolu og drejer af mod Çemberlitaş til Pierre Loti Caddesi, kommer du ned i denne cisterne gennem en moderne indgangsstruktur. Den har ingen inskriptioner; de arkitektoniske træk antyder, at den blev bygget i kejser Theodosius II's regeringstid (408-450), mens Wikipedia angiver en mere præcis periode på 428-443. På vestlige sprog er den kendt som Theodosius-cisternen; navnet "Şerefiye" stammer fra det distrikt, hvor den lå i det osmanniske rige.

Når du går ned ad trapperne, vil du se 32 søjler arrangeret i regelmæssige rækker. TDV Islam Encyclopedia angiver dimensionerne som 42,5 x 25 meter; fire rækker med otte søjler hver opdeler rummet i fem sektioner. Tag et nærmere kig på søjlehovederne; de er alle i korintisk stil og dateres til det 5. århundrede. Murstenshvælvingerne er forbundet over søjlerne. Hvis du har set Yerebatan-cisternen, vil du her finde et mindre og mere overskueligt eksempel på samme bygningsstil; det er også nemmere at aflæse planløsningen, da du kan se alle søjlerne på én gang.

I slutningen af det 19. århundrede eller i begyndelsen af det 20. århundrede blev Arif Paşa-huset bygget oven på cisternen; senere blev huset brugt som rådhus. Restaureringen begyndte i 2004, og mellem 2013 og 2018 blev den nuværende indgangsstruktur designet og bygget. Cisternen har været åben for besøgende som et museum siden 2018. Ifølge den officielle hjemmeside er den en af de ældste vandstrukturer i Istanbul med en historie på omkring 1.600 år. Den drives i dag af İBB Kültür A.Ş.; der afholdes digitale præsentationer og koncerter mellem søjlerne. Under præsentationerne er det nemmere at se søjlehovederne og hvælvingerne, da lyset bevæger sig over søjlerne; brug dette øjeblik til at tage billeder. Tjek den officielle hjemmeside for aktuelle åbningstider og arrangementer.

Kilde: Şerefiye-cisternens officielle hjemmeside; TDV Islam Encyclopedia; Wikipedia.

Med få minutters gang fra Şerefiye kommer du til denne store cistern, der ligger vest for Hippodromen. TDV Islamisk Encyklopædi omtaler Binbirdirek-cisternen som Philoksenos-cisternen, daterer den til Konstantin-perioden og beskriver den som den anden største overdækkede cisterne i byen. Wikipedia tilskriver konstruktionen til en romersk senator ved navn Philoksenos, og det siges, at cisternen tilhørte denne senators palads.

Selvom navnet er overdådigt, er skovlen af søjler inde i cisternen reel. Ifølge TDV understøttes cisternens hvælvinger, som måler 64 x 57 meter, af 224 søjler; ifølge cisternens officielle hjemmeside er 212 af disse bevaret. Det, der adskiller søjlerne her fra andre cisterner, er, at de består af to dele, der er stablet oven på hinanden med et forbindelsesstykke. Læg også mærke til hullet i midten; her går gulvet ned til selve søjlernes fundament, og viser dermed den fulde højde af de to lag. Vær opmærksom på de græske bogstaver på søjlerne; de er mærker fra de håndværkere, der bearbejdede stenene.

Efter at cisternen blev tørlagt, blev den brugt til andre formål. Ifølge TDV blev der bygget boliger oven på den i det osmanniske rige, og silkeværkerne udnyttede det kølige klima og brugte indendørsarealet som værksteder indtil slutningen af 1800-tallet; en gravering fra Thomas Allom fra det 19. århundrede viser disse arbejdere, der arbejder mellem søjlerne. Ifølge Wikipedia blev cisternen efter restaureringen åbnet for offentligheden med udstillingsområder og siddepladser. Når du besøger både Şerefiye og cisternen, kan du sammenligne de to steder: den ene har små, velordnede søjler i et enkelt lag, mens den anden har brede og dybe søjler, der er stablet oven på hinanden. Tjek den aktuelle information om besøg på cisternens officielle hjemmeside.

Kilder: TDV Islamisk Encyklopædi; Binbirdirek-cisternens officielle hjemmeside; Wikipedia.

Når du går fra Binbirdirek til Hipodrom og bevæger dig mod pladsens nordlige ende, vil du se denne fontæne, der er understøttet af otte søjler og har et kuppelformet tag. Den blev bygget i anledning af det tyske kejser Wilhelm II's besøg hos sultan Abdülhamid II i efteråret 1898. Dens dele blev fremstillet i Tyskland og bragt til Istanbul, hvor de blev samlet. Byggeriet begyndte i 1899, og åbningen var planlagt til den 1. september 1900, på 25-årsdagen for Abdülhamids tronbestigelse, men fontænen blev officielt åbnet den 27. januar 1901, på Wilhelms fødselsdag.

I designet er arkitekten Spitta, kejserens rådgiver, nævnt, mens arkitekten Schoele var ansvarlig for udførelsen. Arkitekterne Carlitzik og Joseph Antony bidrog også til projektet. Bygningen er i neo-byzantinsk stil. Gå først rundt om den ottekantede struktur, der hviler på en forhøjet sokkel, og gå derefter ind under kuplen og løft hovedet; indersiden er dækket af mosaikker med en gylden baggrund. Læg mærke til de otte medaljoner, hvor de to herskeres symboler gentages: Abdülhamids tughra og Wilhelms monogram, bestående af bogstavet "W" med tallet II.

Betragt denne fontæne, der er bygget århundreder efter de andre strukturer på ruten, ikke kun som en vandinstallation, men også som et dokument for datidens diplomati. Den osmanniske tradition for pladsfontæner er her blevet til en gave fra et venskab og er blevet genfortolket i neo-byzantinsk stil af et europæisk værksted. Sammenlign den med den nærliggende III. Ahmed-fontænen; den ene afspejler paladsets egen smag, mens den anden afspejler en udenlandsk herskers syn på byen. Foran fontænen kan man også se Hipodroms obelisker. Herfra kan du gå forbi Hagia Sophia og fortsætte til Topkapı-paladsets porte.

Kilde: Wikipedia.

Den ruten sidste stop er ved denne store springvandplads, der ligger mellem Topkapı-paladsets ydre port, Bab-ı Hümayun, og Hagia Sophia. Ifølge TDV Islam-encyclopædien blev den bygget i år 1141 (1728-1729) under Sultan III. Ahmeds regeringstid. Wikipedia beskriver den som det ældste og mest imponerende eksempel på den nye type springvandplads, der opstod i Tulip-perioden.

Planen er firkantet med fire facader. I midten af hver facade er der et springvand, og i de fire hjørner er der buer med tre vinduer, der stikker ud i en halvcirkelform. Se på vinduerne i buerne: her stod tjenestemænd, der rakte vand og sirup til de forbipasserende gennem disse vinduer. Taget er en trækonstruktion dækket med bly og afsluttes med brede tagudhæng. I midten er der en ottekantet kuppel, og over buerne er der fire små kupler, og på toppen af dem alle står forgyldte broncemønstre.

Dekorationen afspejler det blandede sprog, der kendetegnede perioden, hvor vestlig kunst begyndte at påvirke den tyrkiske kunst. Bemærk de udskårne blomster i marmoren, de forgyldte marmorrelieffer og de steder, hvor fliser er blevet brugt. På facaderne løber en fjortenværsdigtning af digteren Seyyid Vehbi, skrevet i talik-skrift. Ifølge TDV skrev Sultan III. Ahmed selv det sidste vers, som er placeret på den facade, der vender mod Hagia Sophia, og det er udført i celi sülüs-skrift. Ifølge Wikipedia var springvandpladsen et mødested og et samlingssted i den osmanniske periode.

Du har fulgt vandets rejse fra byen til springvandpladsen. Gå en tur rundt om springvandpladsen og sammenlign de fire facader og de fire buer, og du kan derefter gå gennem porten bag dig og ind på Topkapı-paladsets ydre gård, eller du kan gå til Gülhane Park. Tjek paladsets aktuelle åbningstider på den officielle hjemmeside.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia.