Fra Ulus İşhanı til Atakule: Ankara og modernismen.

Når man stiger ud af Ulus metrostation, kan man se de lave bygninger i den sydøstlige del af pladsen og den høje, prismatiske bygning bagved, som er Ulus İşhanı. Pensionsfonden udskrev en konkurrence i perioden 10. august 1952 til 9. februar 1953, både for bygningens design og for indretningen af pladsen; Orhan Bozkurt, Orhan Bolak og Gazanfer Beken vandt første præmie. Byggeriet begyndte i 1955; de lave bygninger, der vender ud mod gårdene, åbnede i 1960, og den høje bygning blev færdig i 1963. Bygningen består af syv blokke, der omgiver to gårde; de aluminiumsrammede vinduer, de store glasfacader og de skarpe, prismatiske former regnes som nogle af de tidligste eksempler på international modernisme i Tyrkiet. Ifølge Kulturinventaret er denne bygning det, der svarer til effekten, som Istanbul Hilton havde, men i Ankara. Det var også dette konkurrenceprojekt, der for alvor forvandlede Ulus-pladsen til en plads, sammen med monumentet fra 1927.

I dag huser den høje bygning Ungdoms- og Sportsdirektoratet, mens de lave bygninger fungerer som et marked; gå ind i gårdene og gå rundt, og observer, hvordan bygningerne åbner op mod hinanden, og se rækken af butikker, der vender ud mod pladsen. For at se tårnet i sin helhed, skal du gå over til den anden side af pladsen. På den anden side af gaden lå 100. Yıl Çarşısı, som Semra og Orhan Dikel vandt en konkurrence om i 1967, og som blev færdiggjort i 1981; den blev lukket i 1920 og revet ned i 2022-23. Et af de tre moderne markeder, der omgav Ulus-pladsen, er nu væk; derfor er Ulus İşhanı ikke kun en bygning, men også det sidste vidnesbyrd om pladsens moderne historie. Kom tidligt om morgenen, før markedet åbner, så er gårdene stille, og du kan observere bygningernes form uden menneskemængder. Bygningen Sümerbank, der ligger i den nordøstlige del af pladsen, er fra 1938 og er bygget i en stil, der er karakteristisk for den forrige generation; sammenlign de to generationer med et enkelt blik.

Kilde: Kulturinventaret; Wikipedia (Ulus İş Hanı, 100. Yıl Çarşısı, Sümerbank Genel Müdürlük Binası).

Tag metroen til Sıhhiye eller gå langs boulevarden. Det Tyrkiske Historieinstitut ligger i Kızılay Caddesi 1, i Hacettepe-kvarteret, lige bag boulevarden. Turgut Cansever og Ertur Yener begyndte designarbejdet i 1951; trykkeriet blev færdigt i 1955, og tegningerne for hovedbygningen blev endelige i 1961. Byggeriet startede i 1962 og blev afsluttet i 1966, hvorefter instituttet flyttede ind i 1967. Bygningen modtog Aga Khan Arkitekturprisen i den første runde i 1980; juryen beskrev den som et positivt skridt mod en arkitektonisk udtryk, der forener moderne byggeteknik med traditionelle koncepter og principper. Ifølge beskrivelsen af prisen er hjertet af bygningen en central gårdhave, der er tre etager høj og oplyses af lys fra oven. Den minder om den indadvendte struktur i osmanniske skoler, og alle de vigtigste funktioner er placeret omkring denne gårdhave. Aluminiumsvinduer er blevet brugt sammen med trægitre, hvilket fremhæver gårdhavens offentlige karakter og de omkringliggende rum. Udvendigt giver Ankara-stenen bygningen et massivt udseende.

I stueetagen er der et konferencelokale og bogdepoter, mens der på de øvre etager er et bibliotek, læsesale og kontorer. Biblioteket blev oprettet i 1931 sammen med instituttet og er et specialbibliotek inden for tyrkisk historie. Det er tilgængeligt for undervisere, kandidatstuderende og uafhængige forskere, mens bachelorstuderende skal have en anbefaling for at få adgang. Hvis du ikke er forsker, kan du observere bygningen fra Kızılay Caddesi og den offentlige gårdhave mellem trykkeriet og hovedbygningen. Læg mærke til rytmen i trægitrene og stenens massive udseende. Efter nogle ændringer, der ikke passede til bygningens karakter, blev den registreret i 2014 og restaureret. Cansevers bygning repræsenterer en anden vej inden for modernismen sammenlignet med de omkringliggende glas- og aluminiumsblokke: en vej, der kombinerer ny teknologi med lokale materialer og traditionen med en indre gårdhave.

Kilde: Aga Khan Award for Architecture; Kulturinventar; AYK (TTK Biblioteket); GZT; ttk.gov.tr.

Da, da ankommer til Kızılay-pladsen, finder du Emek İşhanı, en glasbygning, der rejser sig på den østlige side af boulevarden, på adressen Atatürk Bulvarı 117. Siden 2015 har den officielle navn været Kahramanlar İş Merkezi. Bygningen, designet af Enver Tokay og İlhan Tayman, med statiske beregninger af Yusuf Berdan, blev opført som en indkomstgenererende ejendom for pensionsfonden. Ifølge Wikipedia blev den bygget i perioden 1959-65, og "Ankara'da İz Bırakan Mimarlar"-projektet blev iværksat i 1958. Med 24 etager og en højde på 76 meter var den, da den stod færdig, byens højeste bygning og betragtes som Tyrkiets første skyskraber, samt den første anvendelse af en glasfacade. Inspirationen er tydelig: Lever House i New York og FN's sekretariat, nemlig et slankt, rektangulært tårn, der hviler på en lav sokkel. Du kan se hele bygningen, inklusive soklen og tårnets smalle facade, der vender mod boulevarden, fra Güvenpark.

Bygningen blev solgt gennem privatisering den 8. marts 2006, og navnet blev ændret i 2015. Da det er en privat ejendom, kan man ikke komme ind i bygningen, men man kan observere den udefra fra fortovet. Den er en af de femtio store bygninger, som Ingeniørforeningen har udpeget som væsentlige. Tokays andre projekter i Ankara fortsætter denne stil: i 1955 tilføjede han en tilbygning til Fakultetet for Politiske Videnskaber, og i 1958 designede han sammen med Behruz Çinici og Teoman Doruk hovedkontoret for Det Statlige Vandværk. Jansens plan for Kızılay-pladsen i 1930'erne forudså en lav, parklignende bydel; Emek İşhanı var den første høje bygning, der kom til området, og den satte standarden for alle de efterfølgende høje bygninger. Læg mærke til, hvor slank og elegant tårnet står i forhold til trafikken og skiltene, der fylder pladsen. Det bedste billede tages med et bredt perspektiv, hvor træerne i Güvenpark er i forgrunden.

Kilde: "Ankara'da İz Bırakan Mimarlar"; Wikipedia (Kahramanlar İş Merkezi); Wikipedia (Kahramanlar Business Center).

Gå sydpå fra boulevarden, i retning mod ministerierne. På den anden side af parlamentet ligger det høje kompleks, Büyük Ankara Hotel, med sin karakteristiske, mangekantede form, der vender ud mod boulevarden. Hotellet blev designet af de schweiziske arkitekter Marc Joseph Saugey og Yüksel Okan i 1960, med finansiering fra pensionsfonden. Byggeriet foregik i perioden 1960-66; ingeniørarbejdet blev udført af firmaet S.E.H.E.G., mens selve byggeriet var Emek İnşaat's ansvar. Hotellet har 22 etager og tre kældre, en højde på 67,66 meter og 194 værelser. Fra åbningen i 1966 og frem til 1986 var det det eneste femstjernede hotel i Ankara. Wikipedia beskriver det som et af de vigtigste eksempler på tyrkisk arkitektur fra 1960'erne og en af de mest fremtrædende eksempler på organisk modernisme i landet. Den oprindelige facades karakter blev defineret af aluminiums solafskærmninger; takket være det omvendte bjælkesystem opnåedes et rent og bjælkefri udseende under tagkanten.

I 2005 blev hotellet privatiseret og gennemgik en omfattende renovering. Fagforeninger protesterede mod den fuldstændige omstrukturering af interiøret og udskiftningen af solafskærmningerne med et blåt metalsystem på facaden. Bygningen genåbnede i 2009 og fungerer i dag som hotel. Da det er en overnatningsfacilitet, kan det ses udefra. Når du står på fortovet, forestil dig billeder fra 1960'erne: den facade, du ser, er den renoverede, men den brudte geometri og måden, det er forankret i jorden, er Saugeys og Okans design. På den anden side af boulevarden er det eneste sted, hvor du kan få både hotellets glas- og metalsystem og parlamentets facade af travertin i samme billede. Dette hjørne, hvor en bygning fra 1938, vinderen af en arkitektkonkurrence, står ved siden af en bygning tegnet i 1960, viser, hvor meget arkitekturen i Ankara har udviklet sig i løbet af tyve år.

Kilde: GZT Mimari; Wikipedia (Büyük Ankara Hotel, III. TBMM Binası).

Tag Kızılay-stationen og skift til Ankaray-linjen til stationen "Anadolu (Anıtkabir)". Derfra kan du gå op ad bakken til Anıtkabir. Denne rute har Anıtkabir som udgangspunkt: I 1941-42 blev der afholdt en international konkurrence, hvor 49 projekter fra forskellige lande deltog. Designet af Emin Onat og Orhan Arda blev valgt, og efter nogle ændringer blev grundstenen lagt den 9. oktober 1944. Byggeriet blev færdigt i oktober 1953, og monumentet blev åbnet den 10. november 1953. Det er et monumentalt udtryk for den anden nationale arkitekturbevægelse: et bygning i sten, der refererer til de forskellige lag af Anatolien – hittitterne, seldsjukkerne og osmannerne – og præget af et symmetrisk og storslået udtryk. På begge sider af den 262 meter lange "Løvevej" står 24 løver, der repræsenterer de forskellige stammer af Oğuz. Ti tårne omkranser ceremonilokalet. I Æresgangen findes en symbolsk sarkofag, og i det ottekantede gravkammer nedenunder ligger Atatürk's lig. Af de 750.000 kvadratmeter er 630.000 kvadratmeter dedikeret til Fredsparken.

Når du læser om de andre stop på ruten, vil du indse, hvor hurtigt sproget ændrede sig i midten af 1950'erne: Da Anıtkabir blev færdigt i 1953, var konkurrencen om Ulus İşhanı netop afsluttet, og to år senere begyndte byggeriet med aluminium og glas. Der er kun få år mellem det monumentale stenværk og facadebeklædningen. Gå langsomt langs Løvevejen; læg mærke til samlingerne i stenen, proportionerne af tårnene og belægningen på ceremonilokalet, for på denne rute er selve monumentet og stenhåndværket i fokus. Når du når frem til ceremonilokalet, vend dig om og se ud over byen; placeringen af Anıtkabir på toppen er også en del af designet. Åbningstiderne varierer afhængigt af sæsonen; tjek anitkabir.tsk.tr for mere information. Sæt også tid af til at besøge museet.

Kilde: anitkabir.tsk.tr; Wikipedia (Anıtkabir).

Fra Kızılay, tag EGO-linjerne i retning Çankaya, og fortsæt til Çankaya Caddesi. Tårnet ligger ved krydset mellem Cinnah og Çankaya, lige ved siden af Botanik Parkı. Atakule, designet af Ragıp Buluç, blev bygget i perioden 1986-89 og åbnede den 13. oktober 1989, i anledning af Ankaras 66 års jubilæum som hovedstad. Navnet er en sammensætning af ordene "Ata" (fader) og "kule" (tårn). Det 125 meter høje tårn stod over det, der på det tidspunkt var Tyrkiets næststørste, og Ankaras første indkøbscenter. På toppen var der en roterende platform og en udsigtsplatform, og belysningen var designet af Nergiz Arifoğlu. På kort tid blev det et vartegn i byen; i slutningen af 1980'erne definerede dette tårn Ankaras image på postkort. Ruten slutter her, da Atakule er en af de sidste store elementer i moderniseringsperioden, der strakte sig fra 1950'erne til 1990'erne: en tid, hvor beton blev brugt til at skabe højde, og hvor det blev en almindelig vane at se byen fra oven.

Indkøbscenterdelen blev revet ned og genopbygget efter 2014, mens tårnet blev bevaret. Det nye kompleks åbnede den 29. oktober 2018 og fik en terrasse mod Botanik Parkı og en plads ved indgangen. For denne rute er det især tårnet og udsigtsplatformen, der er interessante. Man kommer op med to glas elevatorer, og fra platformen kan man nyde panoramaudsigten over Ankara og den boulevard, man har gået langs hele dagen. Tag op omkring en halv time før solnedgang; på den måde kan man se både byens silhuet i dagslys og øjeblikket, hvor byens lamper tændes. Besøg atakule.com.tr for at få information om åbningstider og adgangsforhold for udsigtsplatformen. Mens man ser på tårnet, kan man også tænke over det spørgsmål, som Arkitera stillede i 2014, da nedrivningen begyndte: Hvordan vil den nye bygning "tale" med det gamle tårn? Svaret kan man se i dag, fra fortovet.

Kilde: Arkitera; A Tasarım; atakule.com.tr; Wikipedia (Atakule).