To dage i det gamle Hitit-kongerige fra Ankara.

I Ulus, ved foden af Ankara-borgen, findes to osmanniske bygninger: Mahmut Paşa Bedesteni (et overdækket marked) og Kurşunlu Han. Museet blev grundlagt i 1921, da Atatürk ønskede et museum for hittitiske artefakter. Det åbnede først i et tårn i borgen, kaldet Akkale, under navnet "Hittitiske Museum". Samlingen blev senere flyttet til Bedesteni i 1938, efter en restaurering. Den centrale del af markedet blev åbnet for offentligheden i 1943, og arbejdet blev afsluttet i 1968. I 1997 blev det kåret til "Europas Museum af Året", og det var det første tyrkiske museum, der modtog denne pris.

For at få mest muligt ud af besøget, bør du fokusere på de hittitiske udstillinger. Start med den kronologiske rækkefølge, fra paleolitikum og frem til hittitterne: Se solkurserne og bronestandarderne fra Alacahöyük-kongernes grave, de relieffer fra Alacahöyüks Sphinx-port, der viser kongen og dronningen foran et alter, akrobater, der sluger sværd og klatrer op ad trapper, musikere og jagtscener. Se også det originale relieff fra Hattuşas kongelige port og et brev fra den egyptiske dronning til den hittitiske konge fra Boğazköy. I morgen vil du se kopier eller tomme pladser, hvor disse genstande har stået, så vær opmærksom på detaljerne nu: se de fine detaljer i standarderne, figurenes bevægelsesretning i reliefferne og krigerens positur i porten.

Praktisk information: Adressen er Gözcü Sokak No 2, lige over vejen for stien, der fører op til borgen. Museet er åbent hver dag, og der er audioguide. Müzekart (et musee-kort) er gyldigt. Nogle af sale er periodisk under renovering, så tjek museets officielle hjemmeside for information. Afsæt to timer, og mindst en halv time til de hittitiske udstillinger. Hvis du ankommer tæt på åbningstid, kan du undgå gruppeturernes myldretid. Derefter kan du tage køretøjet og køre ad Haymana-vejen.

Kilder: Müzeler Genel Müdürlüğü (muze.gov.tr); Vikipedi, Anadolu Medeniyetleri Müzesi; Hittite Monuments, Alacahöyük.

Omkring 60 kilometer sydvest for Ankara, 12 kilometer fra Haymana og 2 kilometer nordvest for Dereköy, ligger en klippefyldt bakke, der rejser sig 60 meter over den smalle dal af floden Babayakup. Lokalt kendt som "Gavur Kalesi". På den sydlige side af toppen er der udskåret tre figurer i klippen: to store, mandlige guder, der går mod venstre, og overfor dem en mindre, siddende gudinde med spidse hoved. Guderne har hornprydede hoveder, korte skørter, sko med krumme tæer og sværd ved deres bæltespænder – et typisk eksempel på hitittisk stil, hvor den ene har skæg og den anden ikke. Gudinden er svær at se i dag uden forstørrelse; prøv at se den i sidebelysning.

Over udskæringerne er der en massiv mur af store sten, og bag den er der et stenhus, hvis funktion stadig er omdiskuteret. Der er blevet foreslået forskellige fortolkninger, såsom en kongelig grav, et helligt sted eller et observationssted, men der er ingen skriftlige fund, der bekræfter nogen af disse teorier. Bakken blev brugt i både hitittisk og frigisk tid. Den blev observeret af rejsende i 1860'erne, og i 1930 udgravede H. H. von der Osten fra University of Chicago den på Atatürks anmodning. I perioden 1993-1998 blev den undersøgt af Bilkent University. Artiklen af Ali Özcan, der blev offentliggjort i "Belleten" i 2014, er en aktuel kilde, der sammenligner udskæringerne med hitittiske tekster.

Praktisk information: Bakken ligger til højre på vejen fra Haymana mod Dereköy, i retning af Mandıra-kvarteret. Der er ingen information om billetpriser eller åbningstider i de tilgængelige kilder. Stigningen er kort, men klippefyldt, så der anbefales robuste sko. Kommunen annoncerede i 2021 et projekt, der omfatter asfaltering af vejen, hegn, en vandresti og belysning; kontakt kommunen for at få oplysninger om, hvor meget af projektet der er blevet gennemført. Rør ikke ved udskæringerne, og gå ikke ovenpå dem. Du kan nå bunden på 45 minutter og derefter begynde køreturen til Boğazkale; vejen er lang.

Kilder: Belleten, Ali Özcan (2014); Hittite Monuments; Haymana Belediyesi; Wikipedia, Gavur Kalesi.

Boğazkale ligger lige nord for, 190 kilometer fra Ankara. Byen, der blev gjort til hovedstad af Hattušili I omkring 1650 f.Kr., forblev centrum for det hittitiske rige indtil omkring 1180 f.Kr., da bronzealderen gik i opløsning. Derefter blev byen brændt og forladt. Charles Texier identificerede ruinerne i 1834, og Hugo Winckler begyndte udgravningerne i 1906 og opdagede arkivet med kileskrift. Kurt Bittel overtog arbejdet i 1931 på vegne af det tyske arkæologiske institut, og siden 2006 er det blevet fortsat af Peter Neve, Jürgen Seeher og Andreas Schachner. Arkivet indeholder omkring tredive tusinde tavler, og tavlen med Kadesh-traktaten blev også fundet her og befinder sig i dag på Istanbul Arkæologiske Museer. Byen blev i 1986 optaget på UNESCOs verdensarvsliste, og arkivet blev i 2001 optaget på UNESCOs verdensmindeliste.

En foreslået rute: Start ved det store tempel i den nedre by, og fortsæt derefter langs murene, der strækker sig over mere end seks kilometer. Løverne ved Løveporten er stadig på plads. Gennem Yerkapı-tunnelen, som er 70 meter lang, og op ad rampen. Øverst finder du resterne af Sfinx-porten, mens de originale sfinxer befinder sig på Boğazköy-museet. Ved Kongens Port finder du en kopi af en kriger, mens originalen blev set i Ankara i går. Büyükkale er det kongelige fort og stedet, hvor arkivet lå. Her finder du også hieroglyfiske inskriptioner, der er hugget ind i klippen i Nişantaş. I 2005 blev en 65 meter lang del af en mur af muddersten genopbygget ved hjælp af originale teknikker; her kan du virkelig få en fornemmelse af, hvordan den hittitiske mur så ud i fuld størrelse.

Praktisk: Det arkæologiske område er stort nok til at blive udforsket i bil, men kør rundt mellem portene. Husk gode sko, især til Yerkapı-tunnelen og opstigningen til Büyükkale. Der er ingen skygge, så medbring vand. Museumskortet er gyldigt. Se den officielle hjemmeside for åbningstider. Afsæt tre timer, og tag derefter videre til Yazılıkaya, som ligger to kilometer væk.

Kilde: Det tyske arkæologiske institut (DAI); KVMGM, Hattuşa UNESCO-side; Wikipedia, Hattuşa; Wikipedia, Hattusa.

Omkring to kilometer nordøst for Hattusha ligger Yazılıkaya, byens hellige område. De to åbne klippehaller er udhugget i naturlige klippeformationer; foran dem er der kun rester af de tempelbygninger, der engang vogtede indgangen. Mange af reliefkunsten blev udført i slutningen af det 13. århundrede f.Kr., under perioderne for Tuthaliya IV og Šuppiluliuma II, men området var i brug langt tidligere.

Hall A er en stor galleri: mere end halvtreds guder marcherer i procession, med mandlige guder på den venstre væg og gudinder på den højre. De to processioner mødes ved den bagerste væg: stormguden Tešup, der står over bjergenglene, og solgudinden Hepat, der står over en panter, med deres søn Šarruma og datter bag dem. De tolv underjordiske guder og bjergenglene er også til stede i denne hal. Man kommer ind i hal B gennem en smal passage, og hallen er mere intim: ved indgangen er der væsner med dyrehoveder og vinger, der fungerer som vogtere; inde i hallen står tolv underjordiske guder i række, samt krigsguden. Det mest berømte relief viser Šarruma, der omfavner Tuthaliya IV, med armen om kongens skulder. Det menes, at denne hal er et mindesmærke eller et minderum, der blev bygget af Tuthaliyas søn til minde om ham. Den generelle opfattelse er, at området blev brugt under forårsfesten for det nye år; en undersøgelse, der blev udgivet i 2021, hævdede, at reliefkunsten afbildede himlen, jorden og underverdenen, altså hele universet.

Praktisk: Skråt lys fremhæver reliefkunsten, mens figurerne bliver flade ved middagstid; det er bedst at besøge om morgenen eller om eftermiddagen. Rør ikke ved stenen; gå ned på knæ for at se forskellen i højden på figurerne. En time er tilstrækkelig. Se den officielle hjemmeside for information om billetpriser; museet ligger få minutter fra centrum af Boğazkale.

Kilde: Hittite Monuments, Yazılıkaya; Wikipedia, Yazılıkaya.

Museet ligger i centrum af Boğazkale, i Çarşı-kvarteret, 82 kilometer fra Çorum. Det blev åbnet den 12. september 1966, renoveret i 1911 og fik sin nuværende form det år. To sfinkser, der blev fundet i Yerkapı i 1907, blev ødelagt i en brand, der hærgede byen. Fragmenterne blev sendt til Berlin i 1915-1917 for restaurering. Den ene blev returneret til Istanbul i 1924, mens den anden blev i Berlin. Forhandlingerne om dens tilbagelevering fortsatte indtil 1938, men blev afbrudt af krigen og Berlin-blokeringen. De genoptoges i 1974, og i 1987 blev der søgt hjælp fra UNESCO. I 1911 blev der opnået enighed mellem de to lande. Sfinksen blev bragt fra Berlin, og dens pendant fra Istanbul blev også flyttet, og de har stået side om side her siden den 11. november 1911. De er udskåret i kalksten og stammer fra omkring 1300 f.Kr. De har en løvekrop, vinger og et menneskeligt ansigt.

Udover sfinkssalen fortæller museet om byens forskellige perioder, fra den tidligste stenalder til den byzantinske periode: en dør med et oksehoved, der menes at symbolisere en stormgud, kileskrift-tabletter og hieroglyfiske inskriptioner, modeller af Hattuşa og det store tempel, samt gravsten fra romersk og byzantinsk tid. Modellerne giver dig mulighed for at se ruten i Hattuşa fra et overblik, hvilket gør det til et godt sted at besøge før selve udgravningsstedet. Udstillingerne er understøttet af informationspaneler og rekonstruktioner.

Praktisk: Museet er åbent hver dag, og "Müzekart" er gyldigt. Se den officielle hjemmeside for de præcise åbningstider. Det er et lille museum, og en time er tilstrækkelig. Tag en frokostpause i Boğazkale og fortsæt mod Alaca. Vejen til Alacahöyük afgår fra Çorum.

Kilde: Müzeler Genel Müdürlüğü (muze.gov.tr); Wikipedia, Boğazköy Müzesi; Wikipedia, Boğazköy Sfenksi.

Området ligger femten kilometer nordvest for byen Alaca, i landsbyen Alacahöyük; halvtreds kilometer fra Çorum. Højden (tell) består af syv tusinde års lag: femten lag fra den tidlige kobberalder til det osmanniske rige. Der er to ting, der gør stedet berømt. For det første er det de kongelige grave fra den tidlige bronzealder i det 3. årtusinde f.Kr.: de døde er begravet med ansigtet mod vest, med bøjede knæ; ved siden af dem findes guldkroner, spænder, bronzefigurer og bronzestandarder, hvis formål stadig diskuteres, f.eks. solkalendere, hjorte og tyre. Gravene er restaureret og kan besøges; de originale artefakter er udstillet i Ankara. For det andet er det den sydlige indgang til den hittitiske by, Sfinx-porten: mellem to tårne er der to fire meter høje monolitter, hvor de nederste to meter er udskåret som sfinxer, og sfinxerne er stadig på plads. Reliefferne på de to sider af porten viser en scene med kongen og dronningen, akrobater, musikere og jagt; sammenlign kopierne med de originale artefakter, som du måske har set på et museum. Den generelle opfattelse i dag er, at stedet stammer fra det 13. århundrede f.Kr.

Udgravningerne begyndte i 1907 under ledelse af Makridi Bey; i 1935, på Atatürks anmodning, blev udgravningerne fortsat af det Tyrkiske Historieinstitut, først under ledelse af Remzi Oğuz Arık, og derefter af Hamit Zübeyr Koşay fra 1936 til 1970; fra 1997 til 2018 blev udgravningerne fortsat af Ankara Universitet. I nærheden af højden ligger Gölpınar, hvor den hittitiske dæmning, bygget omkring 1240 f.Kr. under Tuthaliya IV, blev restaureret og genopfyldt med vand i 1990'erne; der blev fundet et hieroglyfisk basaltstykke med navnet på gudinden Hepat.

Praktisk information: Museet blev grundlagt i 1940 og flyttet til en ny bygning i 1982; det blev renoveret i 2011; det er åbent hver dag, og Müzekart er gyldigt. Afsæt halvanden time; start med museet, og besøg derefter porten og gravene. Der er en lang køretur tilbage til Ankara; afrejse før eftermiddag.

Kilder: Müzeler Genel Müdürlüğü (muze.gov.tr); Hittite Monuments, Alacahöyük; Vikipedi, Alacahöyük; Wikipedia, Alaca Höyük.