Passagerne og biograferne på İstiklal Caddesi.

Fra Taksim, gå ind på İstiklal Caddesi fra starten og gå de første hundrede meter, og kig kun opad. Selvom butiksvinduerne i stueetagen ændrer sig, bevares de murstensfacader, karnapper og vinduesdekorationer fra slutningen af det 19. århundrede. Dette udseende af gaden er et resultat af en omstilling, der accelererede efter Tanzimat-perioden, især i sultan Abdülaziz' tid.

Når du når Ağa Camii, stop. Den store bygning lige ved siden af moskeen er Rumeli Han. Denne han, bygget af Sarıcazade Ragıp Paşa, sultan II. Abdülhamids chefminister, åbnede i 1894; åbningsåret er skrevet med romertal over indgangen på İstiklal-siden. Arkitekten er ikke kendt med sikkerhed, men det menes at være enten August Jasmund eller Konstantinos Pappas, som også designede andre bygninger for Ragıp Paşa. Den generelle stil er neoklassisk, men hovedporten, der vender mod gaden, er i en eklektisk stil, og barokke og empire-dekorationer er særligt fremtrædende her. De tre haner, bygget af Ragıp Paşa, blev opkaldt efter regioner i imperiet: Rumeli, Anadolu og Afrika.

I de første år husede hanen tekstilhandlere, cykelforhandlere og tæppeforhandlere. Efter 1990'erne flyttede teatre, koncertsale og kunstneratelier hertil, og bygningen blev lukket i 2012. Under renoveringen blev der fundet en passage under bygningen, der angiveligt forbinder den med nabobygninger, og denne passage er siden 1978 blevet bevaret som et registreret monument. Da renoveringen stadig er i gang, bør du ikke forvente at kunne komme ind. I stedet kan du beundre dekorationerne på hovedporten og hele facaden fra fortovet på den anden side af gaden, og fortsæt derefter din gåtur i retning af Galatasaray.

Kilde: Smart Beyoğlu; Kulturinventar; TRT Haber; Wikipedia (İstiklal Caddesi).

Efter et par minutter kommer I til foran en af de mest imponerende bygninger med den bredeste facade. Ifølge kulturarvsregistret blev denne bygning, designet af Alexandre Vallaury som en bolig til Abraham Paşa, åbnet i 1883 og husede kort efterfølgende en af imperiets første sociale klubber, Cercle d'Orient. På det tidspunkt var den den bygning med den bredeste facade på İstiklal-gaden.

Salen på bygningens side mod Yeşilçam-gaden blev før den blev en biograf, brugt som gymnastiksal, cirkus og skøjtebane. Salen, der åbnede i slutningen af 1924 under navnet Melek-biografen, fik sit navn fra de to Art Nouveau-engelstatuer, der stod på hver side af lærredet; den nuværende operatør forbinder navnet med "Melek Apartmanı" (Engel-lejlighedskomplekset) ved indgangen. Salen, med sine forgyldte lofter og barokke og rokoko-dekorationer, har plads til omkring 875 personer. I de følgende årtier var biografen kendt som Emek og var en af biograferne på Yeşilçam-gaden.

Biografen lukkede i 2009. Bygningen blev revet ned og genopbygget i 2013, og salen åbnede igen i maj 2016 på bygningens femte etage under navnet Emek Sahnesi (Emek-scenen). I den nye sal blev de gamle barokke og rokoko-dekorationselementer bevaret, mens sidearrangementet er arrangeret vertikalt i stedet for horisontalt, og der er plads til omkring 500 personer. I dag huser den arrangementer som filmvisninger, koncerter, teater og gallaunderholdning.

Du kan kun komme ind i salen med en billet til et arrangement; hvis du vil se en forestilling, skal du tjekke programmet på forhånd. Hvis der ikke er noget arrangement, kan du se facaden fra fortovet på den anden side af gaden og gå helt ned til enden af Yeşilçam-gaden; den næste seværdighed, Atlas Pasajı, ligger kun et par skridt derfra.

Kilde: Kulturarvsregister; Grand Pera Emek Sahnesi; Wikipedia (Emek Sineması).

Atlas Passagen er historien om, hvordan en villa blev forvandlet til en biograf, og biografen til et museum. Bygningen blev opført i 1870'erne som en vinterresidens for Agop Köçeyan, en nær ven af sultan Abdulaziz og paladsets skatteforvalter; kilderne angiver enten 1870 eller 1877 som byggeåret. Ifølge AKM (Atatürk Kültür Merkezi) blev bygningen, som har neoklassiske elementer, i perioden 1918-1922 brugt som domstol af de britiske besættelsesstyrker, hvorefter den blev overtaget af Postvæsenet og i 1932 omdannet til et underholdningssted. Atlas Biografen, der åbnede i 1948, var en af de største biografer i Beyoğlu-distriktet med en kapacitet på 1860 pladser.

I 1992 blev bygningen overdraget til Kultur- og Turisme Ministeriet, og i 2019 blev den gennemgribende restaureret. Istanbul Film Museum åbnede i 2021. Museet består af tre etager, som kan besøges med én billet. De to første etager er dedikeret til permanente udstillinger, mens den tredje etage er reserveret til skiftende udstillinger. Her kan du se voksfigurer af berømte Yeşilçam-skuespillere, genstande fra kendte instruktører, filmplakater og et interaktivt område kaldet "digitalt minde". I den restaurerede villa-sektion kan du også se fresker på loftet og væggene; kilderne tilskriver disse dekorationer den franske maler Hippolyte Berteaux.

Atlas Biografen viser film igen, og programmet inkluderer både klassikere og nye film. At se en film efter besøget på museet er den perfekte måde at afslutte oplevelsen. Passagens del, der vender ud mod gaden, er stadig en passage fyldt med butikker. Tjek museets og biografens aktuelle åbningstider, program og billetinformation på deres officielle hjemmesider, før du besøger dem.

Kilde: AKM Istanbul; Atlas 1948 officielle hjemmeside; Wikipedia (Atlas Pasajı).

Når du går mod Galatasaray og når hjørnet af Sahne Sokağı, vil du se en tre etagers bygning foran dig. Denne bygning, der oprindeligt hed Cité de Péra, er i dag kendt som Çiçek Pasajı. Den græske bankmand Hristaki Zografos købte grunden, hvor Naum Teatret var blevet alvorligt beskadiget i en brand i 1870, og fik arkitekten Kleanthis Zannos til at designe bygningen. Bygningen, der åbnede i 1876, bestod af en kompleks med 24 butikker i den overdækkede del og lejligheder på de øvre etager, og blev i de første år også kendt som Hristaki Pasajı.

Navnet "Çiçek" (blomster) kommer fra de blomsterhandlere, der åbnede butikker i passagen. Kilder knytter dette til forskellige perioder; nogle nævner de russiske immigranter, der ankom til Istanbul efter revolutionen i 1917, mens andre refererer til perioden under Sadrazam Küçük Said Paşa, som ejede passagen i 1908. I det 20. århundrede var passagen kendt som et mødested for forfattere og kunstnere.

Den 10. maj 1978 ændrede en pludselig kollaps bygningens skæbne. Den forsømte bygning kollapsede den nat og stod i den tilstand i ti år. Den blev genopbygget og åbnede igen i 1988, og blev renoveret igen i 2005. Den nuværende passage er i beton; den overdækkede gårdhave i midten af de tre etager er dækket af et glasloft og en glaskuppel.

Det, man primært bør bemærke ved dette sted, er facaden. Læg mærke til skulpturdekorationen, de karyatider og det romertal, der er på uret over indgangen, som ikke fungerer. Derefter kan du gå under det glasdækkede område og gå ud gennem en sideport til fiskemarkedet; indgangen til Avrupa Pasajı ligger få skridt derfra.

Kilde: Bellek Mekanları; Wikipedia (Çiçek Pasajı).

Et par skridt inde fra Fiskemarkedet kommer du ind i Europa Passage, som forbinder Sahne Gade med Meşrutiyet Boulevard. Denne passage blev bygget på grunden af bygninger, der blev ødelagt i en brand i 1870; ifølge kilder lå der før branden et hotel ved navn Jardin des Fleurs. Passagen, som blev bygget af den armenske købmand Onnik Düz og designet af arkitekten Domenico Pulgher, blev færdiggjort i 1874.

Passagen er en neoklassisk passage, der er cirka 56 meter lang, tre etager høj og har 22 butikker. Facaden er lavet af sten fra Malta, og gulvet er belagt med sten fra Trieste i Italien. Læg mærke til de store kvindestatuer, der står på de øverste indvendige vægge, og til at en del af loftet er dækket af glas. Ifølge kilder repræsenterer disse statuer forskellige håndværk eller figurer fra græsk mytologi. I de første år blev passagen oplyst af gaslamper, der stod foran de berømte spejle, og derfor blev den også kaldt "Spejlpassagen".

I de første år husede passagen skomagere, barberere, skræddere, købmænd, tekstilforhandlere, sæbefabrikker og tæppeforhandlere. Senere kom der også urmagere, klaverproducenter og modehuse. I 1929 blev passagen overtaget af staten, og i 1936 blev den solgt til Emlak ve Eytam Bankası. I dag sælges der postkort, keramik, souvenirs, tæpper og antikviteter i butikkerne.

Den bedste måde at opleve den neoklassiske stil er at stå midt i passagen og se begge ender på én gang. Når du tager billeder, skal du undgå at blokere butikkernes indgange. Hvis du går til venstre fra udgangen ved Meşrutiyet Boulevard og fortsætter i retning af Tünel, kommer du til bagindgangen til Hazzopulo Passage.

Kilde: Wikipedia (Europa Passage; tr og en).

Hazzopulo Passagen er en gård, der forbinder Meşrutiyet Caddesi og İstiklal Caddesi, og når man træder ind, forsvinder støjen fra gaderne øjeblikkeligt. Passagen, som blev bygget af den græske købmand Hacopulo, åbnede den 15. april 1871; forskellige navne nævnes i kilderne som grundlæggere fra familien. Den omtales også som "Rådgiverpassagen" eller "Handelspassagen".

Det er en murstensbygning i neoklassisk stil. Delvis to- og delvis fireetagers bygninger er placeret omkring en gård. Indgangen fra İstiklal-siden er en smal korridor, der er dækket af seks krydsede hvælvinger, mens der på Meşrutiyet-siden er tre hvælvinger. Læg mærke til stenene under dine fødder; gulvet er belagt med sten, der er blevet bragt fra Yalıköy, som tidligere hed Podima.

En af de mest interessante detaljer i passagens historie er relateret til pressen. Her var der et trykkeri, der tilhørte Ahmet Mithat Efendi, og det var her, at avisen "Namık Kemal İbret" blev udgivet. I passagen var der også frisører, skræddere og tæppehjandlere; på et tidspunkt var det et af de steder, hvor de "unge tyrkere" mødtes.

I dag er de nederste etager fyldt med teboder og små butikker. Kilderne nævner, at de øverste etager har været forsømt i lang tid, og at passagen venter på en restaurering på grund af ejendomsproblemer. Vær opmærksom på ikke at blokere passagen med borde, når de fylder gården, da det stadig er en passage mellem de to gader. At sidde i gården og nyde en te, mens man kigger op på vinduesarrangementet og etagerne, er den nemmeste måde at opleve det 19. århundrede, der ligger skjult bag butiksvinduerne på İstiklal. Fra her kan du gå ud på gaden via den smalle korridor på İstiklal-siden og fortsætte i retning af Tünel.

Kilde: Kulturinventar; Wikipedia (Hazzopulo Passagen).

Ruten slutter ved Botter-bygningen på nummer 235, İstiklal Caddesi, som er kendt som den første Art Nouveau-bygning i Istanbul. Bygningen, designet af den italienske arkitekt Raimondo D'Aronco i årene 1900-1901, blev bygget til den hollandske Jean Botter, som var den officielle skrædder og modedesigner for paladset under sultan Abdulhamid II. Ifølge Istanbul Metropolitan Municipality (İBB) var det den første bygning i det osmanniske rige, der fungerede som et modehus; Botters værksted fremstillede tøj til paladsmedlemmer og den osmanniske elite indtil efter Første Verdenskrig. I stueetagen var der en butik, på første sal var der et værksted og et lager, og på de øvre etager var der lejligheder.

Se på bygningen fra fortovet. De buede linjer, de botaniske motiver, blomsterdekorationerne og de menneskelige hovedmedaljoner prydet med blomster afslører D'Arancos stil; ifølge Wikipedia fortolkes de bølgede, smilende kvindehoveder på bygningens vestlige facade som repræsentationer af Demeter. Bygningen er en af de første lejlighedskomplekser, der anvendte en stålkonstruktion, og den er den anden bygning i Istanbul med elevator, efter Pera Palas.

Efter at Balkankrigene og Første Verdenskrig forstyrrede forretningen, solgte Botter-familien bygningen i 1917 og flyttede til Paris. Efter mange år blev bygningen restaureret af İBB's bevaringsteam og genåbnede i april 2023 som Casa Botter Kunst- og Designcenter. Der afholdes skiftende udstillinger i lokalerne i stueetagen. Ifølge İBB's hjemmeside er centret lukket om mandagen; tjek den aktuelle udstilling og åbningstider, før du besøger.

Det tager kun et par minutter at gå til Tünel-pladsen. På vej tilbage kan du tage F2-sporvognen ned til Karaköy eller tage den nostalgiske T2-sporvogn tilbage til begyndelsen af gaden.

Kilde: İBB Atatürk Library, Casa Botter-siden; Wikipedia (Botter Apartmanı).