Museer, komplekser og osmanniske markeder i Selimiye-området.

Museet ligger cirka femti meter fra Selimies østlige indgang, på Kadirpaşa Mektep Caddesi. Før du går ind i bygningen, bør du kigge på de osmanniske gravsten, der er udstillet i det åbne område ved siden af. Formerne på hovedbeklædningerne (sarık og kavuk) på gravstenene er som et sprog, der fortæller om afdødes erhverv og status; det er en god start på besøget at stoppe op ved et par af dem og sammenligne formerne. Den nuværende bygning blev opført efter tegninger af den fremragende arkitekt İhsan Kıygı og åbnede den 13. juni 1971 under navnet Arkæologisk og Etnografisk Museum. Men museets historie i Edirne går langt tilbage. Byens første museum blev oprettet i 1925 i Selimies Darülhadis-medresen, og da samlingen voksede, blev den flyttet til andre af klosterets bygninger.

Indenfor bør du først besøge den arkæologiske afdeling, da udstillingen er arrangeret kronologisk. I de første vitriner finder du tænder, kæber og ryghvirvler fra elefanter, næsehorn og heste, der er fundet i Edirne og omegn. Disse fossiler giver et godt indblik i landskabet i Thrakien, længe før menneskene ankom. Derefter kan du se fund fra den kalkolitiske periode og gravsten, der viser thrakiske ryttere. Vær opmærksom på rytterens positur og dybden af relieffet på disse stene; de er nogle af de mest markante artefakter, der giver et indblik i regionens befolkning før romertiden. En betydelig del af de udstillede genstande stammer fra udgravninger i den antikke by Ainos, der ligger syd for Edirne, nemlig det nuværende Enez. Giv dig tid til at se de dekorerede amphoraer, de lerfigurer og de små smykker. Møntsamlingen er også et område, som Kulturportalen fremhæver.

Efter de arkæologiske sale kan du besøge den etnografiske afdeling. Her udstilles regionale kostumer fra Balkan, eksempler på kalligrafi, tæpper og kilimter. De mest populære afdelinger er de, der genskaber et bryllupsværelse og en stue i et traditionelt hus i Edirne. Ved at kigge på de træskabe, de polstrede gulvmåtter og farverne på tekstilerne kan du forestille dig, hvordan livet var i de gamle byhuse. I denne afdeling findes også nogle personlige ejendele, som Atatürk brugte under sine besøg i Edirne.

Hvis du vil tage billeder, skal du undgå at bruge blitz, og for at undgå refleksioner i vitrinerne, skal du holde objektivet tæt på glasset. En time er tilstrækkelig tid til at se begge afdelinger uden at stresse. Tjek åbningstiderne, åbningsdage og adgangsforhold på Kultur- og Turisme Ministeriets hjemmeside, før du besøger museet. Når du forlader museet, vil du se Selimies fire min

Start din besøg i Selimiye ved at gå rundt i den ydre gårdsplads i stedet for at gå direkte ind. Bygningen er placeret på en bakke, der kaldes Kavak Meydanı eller Sarıbayır, og som giver udsigt over Edirne. Mens du går rundt i den ydre gårdsplads, vil du se to madraser (religiøse skoler), der er symmetrisk placeret på hver side af moskeen. Darülkurra Madrasen er i dag et fondsmuseum, mens Darülhadis Madrasen er et museum for tyrkiske og islamiske artefakter. Hvis du har tid, kan du overveje at besøge en af dem. Derefter skal du kigge på minareterne, der står i hvert hjørne af moskeen. Hver af dem har tre balkoner, og deres højde er angivet til 70,89 meter, hvilket gør dem til nogle af de højeste minareter, der er bygget af osmannerne. Mimar Sinan placerede minareterne i hjørnerne af det indre rum i stedet for i hjørnerne af gårdspladsen, hvilket rammer kuplen fra alle sider. Ifølge kilderne fører tre separate trapper, der ikke krydser hinanden, op til balkonerne i de to minareter, der er placeret på indgangssiden. Gå ind i den indre gårdsplads gennem den enkle dør i nordvest. I midten af gårdspladsen, der er omgivet af arkader og små kupler, finder du en marmorfontæne, der er et af de smukkeste eksempler på stenhåndværk fra den periode. Bemærk, at den sidste arkade, der fører til det indre rum, er væsentligt højere end de andre tre arkader; dette er designet til at lede blikket direkte mod kuplen. Størrelsen af gårdspladsen er omtrent den samme som det indre rum i moskeen; begge er omkring 60 meter lange og 44 meter brede. Når du tager dine sko af og går ind, vil du straks bemærke, at rummet er samlet under en enkelt kuppel. Kuppelen hviler på otte store søjler, og da disse søjler er integreret i de ydre vægge, opdeler de ikke det indre rum. Kuppelens diameter er omkring 31 meter, og højden er angivet til at være mellem 42 og 43 meter. I sin biografi siges det, at Mimar Sinan sagde, at denne kuppel overgik kuplen i Hagia Sophia. I midten af rummet, lige under kuplen, er der en træbalkon til muezzinen (kaldende til bøn), der hviler på tolv lave buer. Den lille marmorfontæne nedenunder er også værd at se. Ifølge legenden er der et omvendt tulipanmotiv under en af søjlerne i balkonen, som er en minde om den tidligere ejer af grunden. Gå derefter hen til mihraben (bederetningen). De Iznik-fliser på hver side af mihraben og den udskårne marmorprædikestol er fremragende eksempler på stenhåndværk og fliser fra det 16. århundrede. I det østlige hj Længden angives i forskellige kilder som værende mellem to hundrede og toogtyve og to hundrede og femogtyve meter. Det fortælles, at under kuplen i midten, hvor der er et bederum, lover handlende hver morgen at handle ærligt. Man kommer ned til bedestedet ved at gå ned ad bakken fra markedet i retning af den gamle moské. Kilde: Kulturportalen, Selimiye-moskeen og Selimiye-markedet; Wikipedia.

Bedesten ligger ved den sydvestlige side af bakken, hvor Selimiye er placeret, og ligger lige ved siden af den gamle moské. De to bør betragtes sammen, da bedestenen blev bygget som en del af den gamle moské. Ifølge Kulturportalen blev bygningen opført af Sultan Mehmed II i årene 1417-1418; TDV Islamisk Encyklopædi tilføjer, at byggeriet begyndte i perioden under Musa Çelebi. Lejen af butikkerne dækkede vedligeholdelsen og driften af moskéen. Således træder du ind i en kopi af den orden, du så i Selimiye-markedet, men fra omkring et halvt tusinde år siden.

Før du går ind, skal du observere bygningen udefra, fra et hjørne. Væggene er beklædt med tofarvet sten, og der er rækker af mursten imellem. Øverst er der fjorten kupler dækket med bly, arrangeret i to rækker. Under hver kuppel er der et spidsbuet vindue, og lyset, der oplyser indersiden, kommer fra disse vinduer. Der er en dør på hver side af bygningen, så uanset hvilken gade du kommer fra, vil du finde en indgang. Kulturportalen angiver bygningens dimensioner til at være omkring fyrre gange syvogfyrre meter.

Når du træder ind, skal du se de seks søjler, der er arrangeret i en enkelt række langs den centrale akse. Disse søjler opdeler rummet i fjorten afsnit, og hvert afsnit er dækket af en kuppel. TDV fremhæver, at denne opdeling ligner meget den i Bursa Bedesten; hvis du har besøgt Bursa, vil du straks bemærke ligheden. Butikkerne er placeret langs væggene: ti på hver af de lange sider, og fire på hver af de korte sider. Læg mærke til den omhyggelige placering af butikkerne, der er placeret ved døre og hjørner.

Bedesten var et overdækket marked i osmanniske byer, hvor værdifulde varer blev solgt og opbevaret. Evliya Çelebi skriver, at smykkerne her var af en værdi svarende til flere egyptiske skatte, og at de blev bevogtet af halvfjerds vagter. Rejsende bemærkede også, at der var et gammelt og et nyt marked i byen; ifølge TDV står kun det ene i dag, og placeringen af det andet er ukendt. Omkring bedestenen blev der med tiden opført karavanserajer og markeder, hvilket skabte et stort handelsområde. Nogle af disse er ikke bevaret, men Selimiye-markedet og Ali Paşa-markedet er stadig til stede.

Bygningen har gennemgået omfattende restaureringer i de seneste år og bruges i dag igen som et marked. Gå langsomt rundt mellem butikkerne, observer lysændringerne under kuplerne, og prøv at tage et billede, hvor du står ved den ene ende af den centrale akse og fanger rækken af søjler i ét billede. Når du forlader bedestenen, kan du med en kort gåtur mod vest nå en af ind

Ali Paşa Bazaar er en lang, overdækket markedsplads, der ligger i hjertet af Edirne, ved krydset mellem Saraçlar Caddesi og vejen mod Kapıkule. Markedet blev bygget af Semiz Ali Paşa, som var storvezir i perioden 1561-1565, for at skaffe midler til velgørende projekter i Babaeski. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi nævnes bygningens navn i "Tezkiretü'l-ebniye", som lister Mimar Sinans værker, og det fremgår heraf, at arkitekten var Sinan. Byggeåret er fastlagt til 976, svarende til 1568-1569, baseret på et digt skrevet af en digter fra Edirne. På den måde ender man sin rute i en bygning, der er bygget i samme periode som Selimiye-moskeen.

Det er bedst at gå ind i markedet gennem en af de yderste porte, så man kan få et overblik over dets længde. TDV kalder de to yderste porte for "Kule Kapısı" (Tårnporten) og "Balıkhane Kapısı" (Fiskemarkedet). Derudover er der fire porte, der giver adgang fra sidegader. Tag et nærmere kig på portenes buer: buerne er lavet af farvede sten, mens rammerne er lavet af hugget kulfir. Resten af bygningen er opbygget af mursten, med rækker af sten imellem.

Indvendigt er markedet en enkelt vej, der strækker sig cirka tre hundrede meter og er dækket af et hvælvet tag. Taget understøttes af buer, og hver butik åbner ud til denne vej med en bue. Det stribede udseende af hvælvingen og buerne er markedets mest fotograferede side; det bedste billede tages fra midten af vejen, hvor man kan fange hele rækken af buer i perspektiv. Mens man går, vil man bemærke, at butikkernes indgange ikke er placeret præcist i midten, men er skæve. TDV tilskriver denne uregelmæssighed kravet om at tilpasse sig den eksisterende gadeplan i den periode og betragter det som et træk ved den gamle osmanniske byplanlægning. Da markedet er bygget i en lige linje, er der et kvadratisk område i midten, der understøttes af fire søjler; i tidligere tider blev dette område brugt som et bedested.

Antallet af butikker varierer i forskellige kilder, og denne forskel fortæller også noget om markedets historie. I vakf-registret nævnes 211 "øjne" (butikker) og tyvefem "celler". Evliya Çelebi angiver en længde på tusinde skridt og 360 butikker. Lady Mary Wortley Montagu, som skrev breve fra Edirne i 1718, beskriver sandsynligvis dette marked og nævner 365 butikker og en "ekstraordinært ren" fortov. TDV angiver, at der i dag er omkring hundrede til hundrede og ti butikker inden for den arkitektoniske ramme.