Moskeerne i Üsküdar, fra kajen til Çamlıca.

Den første store bygning, som folk, der ankommer til Üsküdar med båd, ser, er Yeni Valide Moskéen, der ligger lige bag havnepladsen. Den blev bygget af Gülnuş Emetullah Sultan, som var moren til Sultan Ahmed III. Byggeriet begyndte i november 1708, og moskéen blev færdiggjort i marts 1711. Arkitekten er ikke kendt med sikkerhed, men nogle undersøgelser nævner Kayserili Mehmed Ağa. TDV Islamisk Encyklopædi beskriver komplekset som en samling af bygninger, der repræsenterer mødet mellem slutningen af den klassiske periode og Lale-æraens stil.

Når man træder ind i gården, er det først og fremmest størrelsen, der slår én. Den firkantede gård er større end haremet, og i midten står en ottekantet fontæne. Når man går ind i det centrale bederum, ser man, at den centrale kuppel hviler på et ottekantet bæresystem, og at der på hver side er bederum og tribuner på tre sider. De fliser, der omgiver mihraben (bederetningen), er fra Kütahya, og sultanens balkon, der ligger ved siden af mihraben, ligner en balkon med konsoller. To minareter med to balkoner omkranser indgangen til gården.

Når man forlader komplekset, bør man kigge på de ydre mure; her finder man nogle af de tidligste eksempler på fuglehuse. Gülnuş Emetullah Sultans gravkammer er dækket af en kuppel i form af et bur og omgivet af bronznet, så man kan se indeni. En polygonformet vandfontæne og en springvand med fint stenhåndværk fra 1709 er også en del af komplekset; inskriptionerne er skrevet af dygtige kallografer fra den tid.

Før man går ind, bør man tjekke bønnetiderne: undgå at besøge moskéen under bøn. Tag skoene af ved indgangen, kvinder skal dække hovedet, og skuldre og knæ skal være dækket. Tal lavt indeni, og tag ikke billeder af folk, der beder.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Gå fra den nye Valide-moskéen ned mod kysten og gå op ad bakken over Şemsi Paşa-moskéen. Rum Mehmed Paşa-moskéen, der ligger i en bydel med samme navn, er en af de ældste moskéer i Üsküdar, der stadig eksisterer i dag. Den blev bygget af Rum Mehmed Paşa, der var storvezir i en kort periode under Fatih Sultan Mehmed; den arabiske inskription med to vers over døren, beregnet efter det arabiske alfabet, angiver året 876, hvilket svarer til 1471-72.

Det, der gør bygningen interessant, er den side om side forekommende kombination af osmannisk og byzantinsk byggetradition. TDV Islam-encyclopædien nævner brugen af mursten, de bølgede gesimser og den runde kuppel som træk, der minder om byzantinsk religiøs arkitektur. Se på kuplen udefra: den runde profil af kuplen og murstenene i buerne giver et anderledes udseende sammenlignet med osmanniske moskéer fra samme periode. Planen er en del af gruppen af moskéer med et centralt rum, og den er i form af et omvendt T; den centrale kuppel støttes af en halvkugle mod kibla-retningen, og de tilstødende rum er dækket af små kupler. Minaretten er placeret mod vest og er anbragt tæt på ydervæggen; den har dekorative mukarnas-elementer under balkonen.

Af det kompleks, der bestod af moské, gravsted, skole, badehus og spisesal, er der i dag kun moskéen og gravstedet tilbage. Gravstedet, der har en ottekantet plan og en kuppel, og som ligger i haven bag kibla-væggen, menes at tilhøre Rum Mehmed Paşa. Bederummet blev ombygget i 1953.

Dette er en lokalmoské; døren kan være lukket uden for bønnetider. Hvis det er tilfældet, skal du undersøge den ydre arkitektur og haven. Hvis du kan komme ind, skal du tage dine sko af, dække dig til, være stille og, hvis der er en menighed, vente til side.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia.

Efter at have gået et par gader fra Rum Mehmed Paşa, kommer du til Ayazma-moskeen, som er kendetegnet ved sin halvcirkelformede trappe. Sultan Mustafa III. fik bygget denne moské til minde om sin mor, Mihrişah Emine Sultan, og sin bror, Şehzade Süleyman. Ifølge TDV Islam-encyclopædien begyndte byggeriet den 29. marts 1758 og blev afsluttet i januar 1761. Der stod tidligere Ayazma-paladset på stedet, og moskéen har fået sit navn fra dette palads. Encyklopædien nævner, at bygningsinspektøren, İshak Ağa, også stod for den berømte springvand i Beykoz, mens forskellige kilder nævner forskellige navne på arkitekten.

Moskéen bærer præg af den osmanniske barokstil. Man kommer op til bederummet via en trappe med ti trin, som er halvcirkelformet, og denne trappe er det mest iøjnefaldende element på facaden. Indvendigt er bederummet rektangulært og dækket af en enkelt kuppel, der hviler på fire buer. Mihraben, prædikestolen og platformen er lavet af marmor og forskellige farvede sten, der er sammensat med stor dygtighed; man kan se, hvordan stenene er blevet sammensat, når man ser dem på tæt hold. Til venstre for moskéen ligger et sultan-pavillon og en balkon med guldbelægning.

Når du går ud, skal du kigge på de små konsoller på væggene: her finder du fuglehuse, der er formet som miniature-pavilloner. I et hjørne af muren, der omgiver den store gård, står et stort marmorspringvand. Minareten er blevet revet ned og genopbygget to gange; moskéen blev genåbnet for tilbedelse i august 2022 efter en omfattende restaurering.

Du kan tage billeder på trapperne og i gården, men vis respekt for dem, der beder indeni. Afslut dit besøg, før det er bønnetid, tag dine sko af og vær opmærksom på dit tøj.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia.

Fra Ayazma til Toptaşı er der en afstand på cirka en halv kilometer i lige linje. Ruten fører dig til det mest arkitektonisk interessante sted. Atik Valide-komplekset blev bygget af Nurbanu Sultan, Selim II's konkubine og Murad III's mor, mellem 1570 og 1579, efter tegninger af Mimar Sinan. Bygningerne er placeret i terrasser ned ad en skråning, der vender mod Çavuşderesi-dalen. I de første år blev komplekset kaldet "Valide Sultan", men efter at Gülnuş Emetullah Sultan lod bygge et nyt kompleks på havnepladsen, fik det navnet "Eski" eller "Atik Valide".

Moskeen gennemgik tre faser, før den fik sit nuværende udseende. Den indskrift, der er placeret over døren, dateres til 1583. I perioden 1582-1583 blev haremmet udvidet med to kupler mod øst og vest. I perioden under Mahmud II blev "hünkar dairesi" (kejserens afdeling) og "mahfili" (balkon) tilføjet. Kuppelen, der har en sekskantet form og en diameter på omkring 13 meter, støttes af fem halvkugler. "Mahfiller" (balkoner) omgiver haremmet fra vest, øst og nord.

Start med at besøge fontænen: De overdækkede gange, der består af 38 kupler, omgiver gården på tre sider. I midten står en fontæne med en polygon formet beholder, og langs gårdens mur findes fire springvand. Indenfor er İznik-fliserne koncentreret omkring mihraben (bederetningen). På panelerne på hver side af mihraben kan du se påskeliljer og nelliker, der er udført i hvid, koralrød og mørkegrøn på en lyseblå baggrund. Vær også opmærksom på den dekorative "kavsara" (udsmykning) i den hvide marmor omkring mihraben og det fine, gitterlignende gelænder på "minber" (prædikestol).

Kompleksets "darüşşifa" (medicinsk afdeling), "medrese" (islamisk skole) og andre afdelinger er gennem årene blevet brugt til forskellige formål, lige fra kaserner til fængsler. Når du går ind i moskeen, skal du tage dine sko af, dække dig til og undgå at besøge den i bønnetider.

Kilde: TDV İslam Ansiklopedisi; İBB Kültürel Miras; Wikipedia.

Når du går et par hundrede meter østpå fra Atik Valide, kommer du til Çinili Mescid Sokağı i Murat Reis-kvarteret, hvor du finder den mindste, men mest farverige moské på ruten. Den blev bygget af Kösem Mahpeyker Valide Sultan, og inskriptionerne viser, at komplekset blev opført i 1640. Det menes, at arkitekten var Kasım Ağa, som var den kejserlige arkitekt i sin tid. Udover moskeen omfatter komplekset også en madrasa (islamisk skole), en vandfontæne, et vandbassin, et badehus, en skole for drenge og en anden vandfontæne.

Moskeen er rektangulær med en enkelt kuppel. I det område, hvor de sidste bedende sidder, er der ottekantede marmorsøjler, og minaretten med et enkelt balkon er placeret på højre side. Så snart du træder ind, forstår du, hvorfor den hedder, hvad den hedder: hele det centrale rum, inklusive mihraben (bederetningen), er dækket af fliser fra gulv til de øverste vinduer. TDV Islamisk Encyklopædi beskriver disse fliser som værende af Kütahya-stil, hvor der med en "underglasur"-teknik er malet tulipan-, nellike- og iris-motiver i blå, turkis og grøn på en hvid baggrund. Encyklopædien anser dem for at være blandt de sidste eksempler på klassisk flisekunst. Læg også mærke til, at kuplen og de dekorative elementer omkring den også er dækket af fliser.

Kuplen og de omkringliggende dekorationer blev renoveret i 1938, og minaretten blev restaureret af Generaldirektoratet for Stiftelser i 1965. Moskeen gennemgik en omfattende restaurering, som blev afsluttet i 2018. Badehuset, hvor der er separate afdelinger for mænd og kvinder, er også en del af komplekset.

Fordi moskeen er lille, kan selv få personer føles som en stor menneskemængde. Hvis du kommer i en gruppe, så gå ind skiftevis. Rør ikke ved fliserne, og brug ikke blitz. Undgå at besøge moskeen i bønnetider, tag dine sko af, og kvinder skal dække deres hoved.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Den rutes sidste stop er den store Çamlıca-moské, som viser, hvordan denne tradition fortolkes i dag. Vejen fra Çinili til Çamlıca-højen er lang og stejl, så det anbefales at tage bussen eller en taxa for at komme dertil. Byggeriet af moskéen begyndte i 2013 og blev åbnet for offentligheden i 2019. Milli Saraylar beskriver bygningen som den største moské i Istanbul og Tyrkiet. Ifølge Wikipedia er det de arkitekter Hayriye Gül Totu og Bahar Mızrak, der står bag det første design.

Dimensionerne er imponerende: ifølge samme kilde har kuplen en diameter på 34 meter og en højde på 72 meter, fire af de seks minareter er 107,1 meter høje, og de to andre er 90 meter høje. Det er beregnet, at moskéen kan rumme op til 63.000 mennesker ad gangen. Silhuetten, som kan ses fra mange steder i byen, når man nærmer sig toppen, er et resultat af disse dimensioner. Indeni kan man se de kalligrafiske skrifter på kuplens inderside og se, hvordan det store bederum er oplyst. Det er meningsfuldt at sammenligne, hvordan elementerne, man ser i klassiske moskeer, er genskabt i denne moderne skala.

Komplekset består ikke kun af moskéen; der er også et bibliotek, et kunstgalleri, en konferencesal og kunstværksteder. Islamiske Civilisationers Museum, der er en del af Milli Saraylar, åbnede den 8. april 2022. På de 10.000 kvadratmeter udstillingsareal præsenteres udvalgte værker fra Topkapı-paladset, det Tyrkiske og Islamiske Kunstmuseum og Istanbul Arkæologiske Museer, og dækker perioden fra det 7. til det 19. århundrede. Udstillingen er opdelt i femten afsnit, der omfatter temaer som Kaabaen, kalligrafi, tyrkisk flisekunst og videnskab i islam. Museet er lukket om mandagen; tjek den officielle hjemmeside for aktuelle åbningstider og billetinformation.

Her er bønnetiderne vigtige; moskéen er meget besøgt ved fredags- og helligdagsbønner. Overhold påklædningsreglerne, og vær stille indendørs.

Kilde: Milli Saraylar; T.C. Kultur- og Turismeministeriet; Wikipedia.