Moskeer med træsøjler ved foden af borgen.

Gå ind gennem Hisar Porten (porten med klokketårnet), følg Kale Kapısı Gaden til Zindan Kapısı; moskeen ligger til højre på Alitaşı Gaden, lige efter porten. Dette er Ankaras ældste kendte moské; da der ikke findes en bygningsinskrift, kan dateringen aflæses på prædikestolen. Den arabiske inskription på prædikestolens træbeklædning er blevet læst på to forskellige måder på grund af slid: 574 AH (1178) og 594 AH (1197-98). De fleste forskere accepterer den anden læsning og daterer prædikestolen til perioden under Muhyiddin Mesud, søn af II. Kılıçarslan, som var hersker over Ankara. Navnet på moskeen stammer sandsynligvis fra en restaurering i perioden under I. Alaeddin Keykubad. Der er to restaureringsinskriptioner i de to nichedekorative elementer over haremporten: den ene fra begyndelsen af 1360'erne, fra Lulu Paşa, som var administrator af Ankara, og den anden fra 1433-34, fra Şerife Sümbül Hatun; derfor kaldes den også Muradije Moské i nogle kilder.

Indvendigt er den rektangulær, uden søjler, med et fladt træloft; i midten af loftet er der en sekskantet rosette. Seldsjuk-nischen, som blev afdækket i 1984, er dekoreret med mukarnas og har søjler med dekorative hoveder i hjørnerne. Prædikestolen er bevaret i en glasafskærmning; den er udført i en stil, der efterligner kündekari-teknikken, og har en inskription fra kunstneren på venstre side. Besøg også haven: på østsiden er der en murstensniche, der er hugget ind i bymuren. Dette er nichen fra den første moské, som blev bygget af Muhyiddin Mesud; man kan stadig se udskæringerne i muren, hvor der sad tagbjælker. Moskeen blev restaureret i 2008 af Generaldirektoratet for Stiftelser. De antikke sten i haven er samlet fra omegnen. Kom tidligt om morgenen; de indre gader i citadellet bliver overfyldte omkring middag. Vent til bønnetiden, tag dine sko af ved døren og vær stille indeni.

Kilde: İşçen, Cami ve Mescitler i Ankara før republikken; Ankara Valiliği, Ankara Vakıf Eserleri; Kültür Portalı; Vikipedi.

I bunden af vejen, der fører ned til Kaleden Samanpazarı, ligger Ahi Şerafeddin-moskeen, som ligger ved foden af borgen. Blandt lokalbefolkningen er den kendt som Aslanhane, hvilket refererer til en romersk løvefigur, der er indlejret i dens vægge. Selvom den er grundigt beskrevet i ruten for de eksisterende moskeer i Ulus, vil vi kun dvæle kort her, men det er et af de bedste eksempler på den tradition, som denne rute omhandler, og det er umuligt at fortsætte uden at gå ind. Insriptionen på døren til prædikestolen dateres til 1289-90, men ifølge TDV Islam-encyclopædien kan bygningen være ældre, og navnet på grundlæggeren ved den nordlige port antyder begyndelsen af det 13. århundrede. Prædikestolen er udført af tømreren Mehmed bin Ebubekir.

Indvendigt har den et tag, der understøttes af 24 træsøjler i fire rækker, som bærer romerske søjlehoveder. Det indre rum er opdelt i fem sektioner, der fører til mihraben (bederummet), hvor den midterste sektion er bredere og højere. Mihraben er et sjældent eksempel i Anatolien, hvor flisemosaik og stuk bruges sammen; omkring kavsaran (en dekorativ bue) er der flise- og stukornamenter. Minarets mur er dekoreret med blå fliser. I 2023 blev den sammen med Beyşehir Eşrefoğlu, Sivrihisar Ulu, Kastamonu Mahmut Bey og Afyonkarahisar Ulu moskeer optaget på UNESCOs verdensarvsliste, hvilket udgjorde den første serie af kulturarvsfiler for Tyrkiet. Ruinerne af et kloster og Ahi Şerafeddin-mausoleet, der ligger overfor moskeen, er en del af komplekset og bør besøges sammen med moskeen. Skoene skal tages af ved indgangen; på fredage er der meget trængsel, så undgå at besøge på det tidspunkt. Herfra skal du gå cirka fem hundrede meter i retning af Ulucanlar for at nå Direkli Camii.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien, Ahi Şerafeddin Camii; Ankara Valighed, Ankara Vakıf Eserleri; KTB pressemeddelelse; Wikipedia.

Gå fra Aslanhane i retning Ulucanlar Caddesi; moskeen ligger i Kale Mahallesi, i krydset mellem Direkli Sokak og Ceylan Sokak. Den har ingen inskription; eksperter daterer den til det 15. århundrede, nogle til første halvdel af det 15. århundrede, baseret på stilen i den historiske stukdekorerede niche. Ifølge stiftelsesdokumenter blev den renoveret i det 18. århundrede. I Ankaras lovbog fra 1588-1590 nævnes en person fra Direkli Mescids menighed, hvilket betyder, at den har været kendt under dette navn i mindst fire hundrede år.

Navnet giver mening, når du ser den: det sidste sæde i menigheden understøttes af fem træsøjler, og moskeen har fået sit navn fra disse søjler. Dette område blev senere dækket af glas; det blev også brugt som et sommerbederum. Ved siden af indgangsdøren står der to halvtømte marmorsøjler fra antikken. Væggene er lavet af mursten med træbjælker på en base af Ankara-sten, taget er dækket af tegl, og loftet er lavet af træ; udseendet er så enkelt som muligt. Indeni er der en træafdeling for kvinder mod nord og en stukdekorerede niche, der strækker sig op til loftet, mod syd: nichen er dekoreret med mukarnas, og der er et vindue på hver side, med en inskription i *nesih*-skrift og to geometriske bånd i rammen. Prædikestolen er ny. Kuppelen på den trækonstruerede minaret i nordøst er belagt med zink. Der var en grav, der blev kaldt "Direkli Baba's grav," som sandsynligvis tilhørte grundlæggeren; den er ikke længere der. Under renoveringen i 2007 blev tilbygningerne i gården fjernet, og et vaskerum blev tilføjet. Det er en lille lokalmoské; den kan være lukket uden for bønnetider, så du kan se søjlerne og søjlerne udefra og fortsætte. Hvis den er åben, gå ind stille, og hvis der er en menighed, så stå bagved. Den næste destination er Hacı Musa-moskeen, der ligger sydvest for, i hjørnet af Hacettepe-campus, der vender mod Altındağ Kommune.

Kilde: Ankara Valiliği, Ankara Vakıf Eserleri; İşçen, Cumhuriyet Öncesi Ankara'da Cami ve Mescitler; Kültür Portalı.

Moskeen ligger i dag på Hacettepe Universitetets centrale campus (Sıhhiye) og befinder sig sydøst for Altındağ Kommune. Man kommer dertil via en trappe fra Talatpaşa Boulevard. De gamle gader (Eski Yol og Küçük Gelin) er blevet fjernet som en del af campusudviklingen, og området omkring moskeen blev omdannet til en park i 2006. Over porten er der to inskriptioner: den ene, skrevet i sülus-skrift, fortæller, at moskeen blev bygget af Hacı Musa's søn, Seyfeddin, men forskellige historikere har læst datoerne som 1422, 1432 og 1490; i en register over religiøse ejendomme fra 1522 er moskeen allerede registreret. Den anden inskription, skrevet i rika-skrift, beskriver restaureringen i 1923. Semavi Eyice anser bygningen for at være en moské fra det 15. århundrede; til gengæld er mihraben (bederummet) og dekorationerne karakteristiske for slutningen af det 17. og første halvdel af det 18. århundrede, hvilket indikerer, at moskeen blev renoveret i den periode.

Hvad man skal bemærke: Den centrale del af de tre buer, der udgør det sidste bederum, bæres af to genbrugte marmorsøjler. De trædøre, der fører til bederummet, stammer fra det 15. århundrede; udskæringerne er af høj kvalitet, og øverst er der indgraveret "Kelime-i Tevhid" (Allah er én). Indvendigt er loftet uden søjler og er opdelt i kvadrater med lister; i de små plader, hvor kvadraterne mødes, er der malede blomster, og i midten er der en sekskantet rosette, mens vinduesrammerne er dekoreret med blomstermotiver. Mihraben er omgivet af tre rækker af bånd, og nishen er dekoreret med mukarnas (små buer); i fronten er der to rækker af sülus-inskriptioner. Det originale træminbar fra den pågældende periode er dekoreret med geometriske spejle og palmetmotiver. Minaretten i nordvest har en karakteristisk "kirpi" (tagsten) kant under sherefen (balkon). Den blev restaureret af Vakıflar Genel Müdürlüğü (Direktoratet for religiøse ejendomme) i 1975. Da den ligger på campus, er området roligt; gå ind stille og roligt uden for bønnetider, og tag dine sko af. Herfra kan du gå nordpå til Anafartalar Caddesi; vejen løber langs den gamle jødiske bydel, hvor den lille Örtmeli Mescidi er et andet eksempel på denne tradition med to træsøjler, men det er ikke et stop på denne rute. Zincirli Camii venter på dig på gaden.

Kilde: TDV İslam Ansiklopedisi, Hacı Musa Camii; İşçen, Cumhuriyet Öncesi Ankara'da Cami ve Mescitler; Ankara Valiliği, Ankara Vakıf

Gå ud på Anafartalar Caddesi og fortsæt i retning af Ulus Plads. Zincirli Moské ligger på venstre side af vejen, overfor Anafartalar Bazaar, og indgangen er fra Mahmut Atalay Sokak i nord. Undervejs passerer I den kuppelformede Kurşunlu Moské, som er et eksempel på den osmanniske arkitektur fra det 15. århundrede med én kuppel, og som giver et godt sammenligningsgrundlag for de træbeklædte lofter på denne rute. Zincirli Moské har ingen inskriptioner eller stiftelsesdokumenter, men dokumenter viser, at den blev bygget af Ankaravi Mehmed Emin Efendi (1619-1687), som var Anatolisk Kazasker og senere Şeyhülislam. Derfor kaldes den også Kazasker Moské. Ifølge Wikipedia er der et stiftelsesdokument fra 1685, der knytter moskéen, en madrasa, en skole og tyvefem springvand sammen. Gönül Öney mener, at de dekorative elementer, inklusive loftet, prædikestolen og mihraben, stammer fra slutningen af det 17. århundrede og begyndelsen af det 18. århundrede.

Bygningen er et sent og stort eksempel på Ankara-typen: rektangulær plan, murstensvægge med træbeklædning (udvendigt er den beklædt med mursten efter en nylig restaurering), et skråt tegltag og ingen kuppel. Foran er der et åbent område med tre spidsbuede buer. Indvendigt er der et kassetteret træloft med to sekskantede centrale elementer, omgivet af dekorative malerier. Mihraben, en nissemur, strækker sig op til loftet og er dekoreret med mukarnas og palmetmotiver. Prædikestolen er lavet af valnød og er dekoreret med indviklet træsnedkeri og et gitter. Inskriptionen til højre for prædikestolen beskriver restaureringen udført af guvernør Hurşit Paşa i 1879, samt restaureringen ved porten mod Mekka i 1925, og yderligere restaureringer i 1937 og 2005. På grund af sin placering på en af Ulus' mest befærdede gader er den åben hele dagen og bruges af mange besøgende. Vær stille, når I går ind, og vent, hvis det er bønnetid. Den sidste destination er den stejle bakke bag Hacı Bayram Moské, som fører til Ahi Yakup.

Kilde: Ankara Valiliği, Ankara Vakıf Eserleri; İşçen, Cumhuriyet Öncesi Ankara'da Cami ve Mescitler; Kültür Portalı; Vikipedi.

Fra Zincirli, tag Hacı Bayram-moskeen, og fortsæt op ad bakken mod nordøst. Ahi Yakup-moskeen ligger i Hacı Bayram-kvarteret, på Selman-i Farisi-gaden, og den nås via en stentrappe med elleve trin. Den arabiske inskription over indgangen dateres til år 794 efter den islamiske kalender, hvilket svarer til 1392. Kulturportalen angiver dette som byggeåret, mens Ankara-guvernementets bog om religiøse monumenter anser inskriptionen som en restaureringsinskription og daterer bygningen til slutningen af det 13. århundrede eller begyndelsen af det 14. århundrede. Ahi Yakup var en af de fremtrædende håndværksmestre, der levede i Ankara i perioden under Yıldırım Bayezid; han var søn af Ahi Sinan, søn af Ahi Çelebi. Hans madrasa og kloster er ikke bevaret til i dag.

Bygningen er lille, uden minaret, med et tag af teglsten; den har et stengrundlag, og de øverste dele er lavet af genbrugte romerske marmorsten og pudset mursten. Et trætag dækker området for de sidste bedende. Den største værdi ligger i mihraberne: en i området for de sidste bedende og en i selve bønnehallen, begge støbt i den samme gipsform. I midten af den ene mihrab, i bønnehallen, er der indlagt en Milet-skål med et åbent blåt og mørkeblåt mønster, med en diameter på 20 centimeter. Bekir Eskici anser dette for at være det ældste kendte eksempel på tidlige gipsformede mihraber i Ankara, og bruger det som et referencepunkt for datering af andre moskeer. Den samme form er også blevet brugt i Ahi Tura-bedestedet, et par gader væk. I kirkegården, der ligger nordøst for moskeen, er der Ahi Yakups grav uden inskription; ved hovedenden står en knækket marmorsøjle, der er malet grøn. I 1984 blev den vedligeholdt af Ahiler-foreningen, og i 2009 af Generaldirektoratet for Stiftelser. Ruten slutter her; du kan gå ned til Hacı Bayram-pladsen og til Ulus-stationen på ti minutter. Det er en lokalmoské, og den kan være lukket uden for bønnetider; hvis den er åben, skal du tage dine sko af og gå ind stille.

Kilde: İşçen, Cami ve Mescitler i Ankara før republikken; Ankara Valiliği, Ankara Vakıf Eserleri; Kulturportalen; TDV İslam Ansiklopedisi, Ankara.