Holzmeisters, Eglis, Tauts og Jansens Ankara.

Du kommer ind på campus fra den vestlige ende, langs Turgut Baştuğ Caddesi. Som Goethe-Instituttet beskriver, er hele området organiseret omkring en central gangsti. Denne sti stiger op ad monumentale trapper, passerer gennem et åbent område under den gamle rektorsbygning og fører ud til et område med fire bygninger, der er symmetrisk placeret med tre etager hver. Den oprindelige plan for campus og flere af bygningerne blev udarbejdet af den tyske arkitekt Baurat Naht. Efter en uoverensstemmelse om honorar vendte Naht tilbage til Tyskland, og hele designet og udførelsen blev overdraget til Egli, som færdiggjorde arbejdet i 1933. Samtidig blev institutionen grundlagt: Ankara Højskole for Landbrug, der åbnede i 1930, blev den 30. oktober 1933 omdannet til Instituttet for Avanceret Landbrug, og det startede med fem fakulteter: landbrug, skovbrug, veterinærmedicin, naturvidenskab og landbrugskunst. I 1948 blev landbrugs- og veterinærfakulteterne tilknyttet Ankara Universitet, og indtil 1955 var dette det eneste landbrugsuniversitet i landet.

Eglis præstationer er bedst synlige i den gamle rektorsbygning: en rektangulær bygning med to etager oven på en halv kælder, uden nogen form for udsmykning. Den vestlige facade er domineret af en bred, to-etagers portikus, og de symmetriske trapper på hver side fører dig op til det hævede niveau. Facaden er beklædt med en type puds kaldet "edelputz"; indvendigt finder du trægulve, træpaneler og en trætrappe med tre trin. Konferencesalen i den nordlige del af stueetagen giver et indblik i, hvor stor betydning der blev tillagt uddannelsesinstitutioner i de år. Patologibygningen er også et eksempel på den omhyggelige planlægning af campus. Dette er et åbent universitetsområde; ifølge Kulturinventaret er det tilgængeligt, men følg anvisningerne fra vagten ved indgangen, og vær stille, når der er undervisning.

Kilde: Goethe-Institut; Ankara Universitet, Fakultet for Landbrug; Kulturinventaret.

Fra Ulus Plads, gå sydpå og tag til den ende af Atatürk Boulevard, hvor den fører til Operaen. Den femetagers bygning i sten på nummer 13 på boulevarden er designet af Holzmeister til Ejendoms- og Forsorgsbanken; ifølge kilderne blev designet i 1933-34, og byggeriet blev færdiggjort i 1934-35. Du kan se en neoklassisk stil, marmurfacade og Ankara-sten ved indgangen. Bygningen, der stod tom i lang tid, er blevet restaureret af PTT og åbnede i oktober 2013 som et postmuseum; her udstilles osmanniske og republikanske frimærker, tematiske serier, postkort og genstande fra kommunikationshistorien. Museet har 4.404 tyrkiske frimærker og 1.500 udenlandske frimærker. Tjek de aktuelle åbningstider og adgangsforhold på PTT's museums hjemmeside. Dette er den eneste bygning, hvor du kan se Holzmeisters indretning, trappe og etagehøjder; glem ikke at kigge op, mens du ser på frimærkerne.

Forlad museet og gå til Istiklal Caddesi; bygningen på nummer 10, Det centrale tyrkiske bankinstitut (Türkiye Cumhuriyet Merkez Bankası), er også et værk af Holzmeister og blev bygget i 1931-33. Banken blev oprettet ved en lov fra 1930, begyndte sin virksomhed den 3. oktober 1931, og hovedkontoret er stadig i denne bygning; du kan ikke komme ind, men du kan se den udefra. Som beskrevet i Kulturinventaret: symmetrisk design, en tilbagetrukken indgang med tre akser og en bred tagkant, stenbeklædte facader, regelmæssige rækker af vinduer og en diskret taglinje. Det er en af de bygninger, der er inkluderet i UNESCO's foreløbige liste i 2025. Mens du vender tilbage til pladsen, skal du også se på Sümerbank-bygningen overfor; den tilskrives ofte Holzmeister, men den blev tegnet af den tyske arkitekt Martin Elsaesser i 1937-38, åbnede den 29. oktober 1938 og bruges i dag af Ankara Social Sciences University.

Kilder: PTT; Arkiv; Kulturinventar; TCMB historie; Wikipedia.

Fra Pul Müzesi skal du gå sydpå langs Atatürk Boulevard. Når du passerer Operaen, finder du på boulevarden den lange, rektangulære bygning med fladt tag, som i dag er Zübeyde Hanım Erhvervsskole. Den blev opført af Egli i perioden 1930-34 og var oprindeligt Ismet Paşa Pigeskole. Den består af en fireetagers hovedbygning med vandrette linjer, to vertikale blokke med trappevinduer på siderne, salbygninger i hjørnerne, der blev tilføjet i 1934, og afrundede hjørner, der minder om Mendelsohn. Goethe-Institut betragter den som et af de tidligste og mest sammenhængende eksempler på international arkitektur i Ankara. Da det er en skole, kan man kun se den udefra. Herfra skal du dreje ind på Sezenler Caddesi og fortsætte til Tauts gymnasium.

Ankara Atatürk Gymnasium blev grundlagt i 1886 som en videregående skole og fik sit nuværende navn i 1938. Skolen flyttede til denne bygning, som blev tegnet af Bruno Taut og Franz Hillinger i 1937, den 10. oktober 1940. Taut kom til Tyrkiet i 1936 og ledte arkitektsektionen af Ministeriet for Uddannelse. Han tegnede også Fakultetet for Sprog og Historie samt dette gymnasium, og kort tid efter at have designet Atatürks sarkofag, døde han i Istanbul i december 1938. Den østlige facade er let at se fra Sezenler Caddesi: Ved indgangen til A-blokken er der to rækker af søjler med en bred udhængning over en hævet platform belagt med Ankara-sten. I den sydlige ende dækker en udhængning med ti søjler indgangen til C-blokken, med lavere gangarealer imellem. Taut har undgået symmetri; klasseværelserne er placeret i de øst-vestgående fløje, mens konferencelokaler, kantine og sportshaller er placeret i de kortere fløje. Facaden er lavet af hugget sten med bosaj, mens taget er dækket af puds og fliser. Den gamle rektors bolig i det sydvestlige hjørne er i dag skolens museum. Bygningen er et fungerende gymnasium; gå ikke ind i gården, men betragt facaden fra fortovet.

Kilde: Goethe-Institut; Leyla Alpagut (DergiPark, Mimarlık 351); MEB; Wikipedia.

Kom til Cebeci med Ankaray-toget, og gå i 10 minutter nordpå fra Dikimevi for at nå Mamak Kulturcenter. Denne bygning er en af Egli's første projekter i Ankara: Musiki Muallim Mektebi (musiklærerseminariet). Skolen blev grundlagt den 1. september 1924 for at uddanne musiklærere til mellemskoler, og den startede i murstensbygninger i Cebeci. Egli's nye bygning, som han designede i perioden 1927-29, gav landets første musikkonservatorium et permanent hjem. Set fra luften ligner komplekset en omvendt klaver; klasseværelser, sale, kantine, sovesale og arbejdsrum var samlet i samme bygning. I midten af 1930'erne blev skolen omdannet til et akademi, og senere til Ankara Statskonservatorium. I 1938 blev den udvidet med nye faciliteter. Da konservatoriet flyttede til en ny bygning i 1985, blev denne bygning omdannet til et administrationscenter for Mamak Kommune. Efter en restaurering i 2005 blev den omdannet til et kulturcenter.

I dag huser den teatersale, udstillingssale og koncertsale, et bibliotek, et kommunalt konservatorium og kurser. Det er altså den eneste skolebygning, hvor du kan gå frit rundt i Egli's korridorer. Den simple form og de udekorede overflader afspejler Egli's tidlige rationalisme. At designe en bygning af denne type i Ankara i slutningen af 1920'erne var, som Goethe-Institut beskriver det, et af de første tegn på et brud med den traditionelle arkitektur med kupler og buer, der kendetegnede den "Første Nationale Arkitektur". I Egli's arkivliste er denne bygning registreret under navnet "Devlet Konservatuvarı" (statskonservatoriet) og med årene 1927-29. Hvis der er en begivenhed i gang, så gå ind i salen; tjek kalenderen på kommunens hjemmeside. Hvis du kommer i løbet af dagen, så lyt til lyden af instrumenter i korridorerne; bygningen underviser stadig i musik.

Kilde: Goethe-Institut; Mamak Kommune; Ekonomim; Wikipedia.

Tag Ankaray til Kızılay og gå sydpå ad Atatürk Bulvarı mod Bakanlıklar. Bygningen, med sin 248 meter lange facade af beige travertin, er Holzmeisters sidste og største projekt i Ankara. Parlamentet udskrev i 1937 en international konkurrence for en ny bygning; fjorten projekter blev indsendt, og resultatet, der blev offentliggjort den 28. januar 1938, delte førstepræmien mellem Holzmeister, den franske arkitekt Albert Laprade og den ungarske arkitekt Alois Mezara. Holzmeisters projekt blev valgt til realisering. Grundstenen blev lagt i efteråret 1939, men Anden Verdenskrig og økonomiske vanskeligheder stoppede byggeriet i årevis. I 1957 blev et møde i Bagdad-pakten afholdt i den ufuldendte bygning. Da Holzmeister vendte tilbage til Østrig i 1948, blev byggepladsen ledet af hans studerende og assistent, Ziya Payzın. Bygningen blev færdiggjort i 1960 og åbnede den 6. januar 1961; der var gået tyve-tre år fra konkurrencen til åbningen.

Den femetagers betonbygning har en facade af travertin, mens interiøret er udført i tredive forskellige typer af lokale marmor. Den æresfulde indgang fører gennem fem bronzedøre til æreshallen. Hovedsalen blev i 1995 omformet til en halvcirkelformet amfiteater. Holzmeisters monumentale stil, som han har brugt i kvarteret siden 1927, med sin symmetri, stenvæg og hævede indgang, når her sit højdepunkt. Bygningen kan ses udefra; for at se hele facaden skal du gå over til fortovet på den anden side af Atatürk Bulvarı. Hvis du ønsker at se indvendigt, afholder Parlamentet en åbent hus-dag den første lørdag i hver måned: der er ikke behov for en aftale, du kan få et besøgskort ved Dikmen-porten og komme ind med gyldig legitimation; der er ingen rundvisninger, når Parlamentet er i session, under budgetforhandlinger eller på helligdage. Se siden om åbent hus på tbmm.gov.tr for mere information om tidspunkter.

Kilde: TBMM's åbent hus-side; SALT; Goethe-Institut; Wikipedia.

Tag Kızılay-toget til Ankaray og stå af ved Bahçelievler-stationen. Da Jansen vandt konkurrencen i 1928, blev han bedt om at planlægge Ankara for en befolkning på trehundrede tusinde. Han gjorde Yenişehir til centrum for ministerierne, bevarede Kale som et grønt område, definerede Atatürk Boulevard som hovedaksen, og planen blev godkendt den 23. juli 1932. Bahçelievler er det mest konkrete eksempel på denne planlægning. I 1934-35 etablerede højtstående bureaukrater en boligforening, som var Tyrkiets første af sin slags; på Jansens forslag blev området valgt i Abdi Paşa-gården, vest for byen, uden for de oprindelige planlægningsgrænser. Jansen designede både bebyggelsesplanen og hustyperne: omkring 350 huse, et til to etager høje, med haver foran og bagved, omgivet af tre rækker af akacietræer, med grønne områder, en skole, et marked, en klub og et bibliotek i midten. I den oprindelige plan var der en afbalanceret fordeling af enfamiliehuse, dobbelthuse og rækkehuse; medlemmerne ønskede enfamiliehuse med haver, og lokale arkitekter tilpassede planen i overensstemmelse hermed. Folkeskolen blev bygget i 1945.

I dag er 7. gade, også kendt som Aşkabat-gaden, den vigtigste gade i denne "haveby". Som Goethe-Institut skriver, er de haveomgivne huse med tiden blevet revet ned og erstattet af høje lejlighedskomplekser; kun få af de huse, som Jansen designede, er bevaret. Når du går ned ad gaden, skal du kigge på bredden af grundene, rækkerne af træer i de små gader og de haver, der er tilbage i hjørnerne; du kan stadig se spor af planen i gadebilledet. Jansens princip, som MİMDAP fremhæver, "Ankara kan absolut ikke være en industriby," finder her sin betydning: arbejderboligerne var adskilte og planlagt mere simpelt, mens embedsmændenes boliger var omgivet af haver. Afslut din tur her, på fortovet i denne "haveby".

Kilde: Goethe-Institut (Jansen, Bahçelievler, Site Planlægning); MİMDAP; Wikipedia (Jansen Planen).