Historiske badehus i den gamle bydel, under Sinans kupler.

Start din rute med dette historiske badehus i Zeyreks smalle gader, da det er et af de få steder, hvor du kan opleve et osmannisk badehus både som museum og som et sted, hvor du kan bade. Badehuset blev bygget af Barbaros Hayreddin Pasha, admiral i den osmanniske flåde, og arkitekten var Mimar Sinan. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi blev det sandsynligvis bygget mellem 1540 og 1546, selvom nogle kilder angiver et tidligere årstal. Herre- og damerum er symmetrisk indrettet, og begge har omklædningsrum, et tempereret rum og et varmt rum i korsform. I det varme rum er der ottekantede badekar omgivet af fire buer og fire private rum.

Mange af de fliser, der gav badehuset sit navn, findes i dag i andre byer. Væggene var engang dækket af blå-hvide Iznik-fliser op til en vis højde. Fliserne, der blev fjernet fra bygningen på grund af brande og jordskælv, blev solgt og spredt i det 19. århundrede og endte i europæiske samlinger, såsom Victoria and Albert Museum i London. Ifølge TDV's artikel fra 1993 var de eneste fliser, der var tilbage på stedet, i herrerummets varme rum.

Under en restaurering, der varede tretten år, blev tusindvis af flisestykker og syttende forskellige mønstre fundet, og der blev afdækket cisterner fra den byzantinske periode under de kolde rum. Bygningen åbnede i september 2023 sammen med sit museum, og badefaciliteterne åbnede i 2024. I museet, der ligger i en tilstødende bygning, kan du se udstillinger om flisernes historie og om badehusets system til vand- og varmeinstallationer. Disse udstillinger hjælper dig med at forstå, hvordan de tomme vægge, du vil se på resten af ruten, engang så ud. Hvis du overvejer at bade her, skal du undersøge indretningen af herre- og damerum og foretage en reservation på forhånd.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Arkitera; Wikipedia.

Gaderne, der fører op fra Zeyrek, bringer dig til dette badehus, der ligger i den sydlige ende af komplekset. Byggeriet af dette kompleks, opkaldt efter Sultan Süleyman, blev påbegyndt i 1550, og arbejdet blev afsluttet i oktober 1557; badehuset er en del af dette store projekt, designet af den kejserlige arkitekt Sinan. Det er kendt som "Dökmeciler Hamamı" (badehuset for håndværkerne), fordi det var omgivet af butikker, der beskæftigede sig med støbning. Når man tænker på kompleksets medicinske skoler, suppekøkken og butikker, opfyldte badehuset et af de daglige behov i dette område, der i bund og grund skabte et helt kvarter.

Det, der adskiller denne bygning fra andre bade, er, at det kun er et enkelt badehus; der er ingen separat afdeling for kvinder. I TDV Islamisk Encyklopædi skriver Semavi Eyice, at det sandsynligvis ikke var et almindeligt markedsbadehus, men snarere var beregnet til kompleksets ansatte og studerende, der boede i medicinske skoler. Planen viser Sinans eksperimenter. Over den firkantede, 11,5 meter brede "kold" sektion, rejser der sig en stor kuppel; efter den tre-sektionerede "varm" sektion, er der et "varmt" rum med fire buer, hvor private rum er adskilt af marmorsøjler. I samme encyklopædi fremhæves det, at Sinan her har kombineret den klassiske badehus-type med kurortarkitektur og skabt en søjleinddelt variant.

Badehusets historie i de følgende århundreder har været op og ned. Det var lukket i 1916-1917, blev omdannet til et værksted i 1930'erne, og blev senere restaureret som et badehus af dets ejer. Ifølge Wikipedia har det siden en restaurering i 2001 primært været rettet mod turister. Da adgangen kan være anderledes end i andre bade, bør du kontakte stedet, før du besøger, hvis du ønsker at bade. Hvis du ikke ønsker at bade, kan du se kuplerne og det blytag fra gaden, og derefter gå ned ad bakken fra Süleymaniye i retning af Beyazıt.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Denne enorme badeanstalt, der ligger langs Ordu Caddesi, er en del af Bayezid-komplekset, der omgiver Beyazit-pladsen, og den fungerer i dag som II. Bayezid Tyrkisk Badeanstalt Kulturmuseum, som er en del af Istanbul Universitet. Byggeåret er ikke fastlagt med sikkerhed; TDV Islamisk Encyklopædi angiver perioden 1500-1505, mens Kultur- og Turismeministeriets museumsregister angiver 1507-1508. Indtægterne fra badeanstalten var knyttet til en fond oprettet af Gülbahar Hatun, Yavuz Sultan Selims mor.

De to sektioner ligger ved siden af hinanden og har den samme plan; de varme bade har fire gårde, og i hjørnerne er der private rum. Kuppelen over herreafdelingen er cirka 15 meter i diameter, hvilket giver et indtryk af, hvor store markedsbadeanstalter, der kunne opføres. Den mest bemærkelsesværdige detalje ved bygningen er dens fundament. Badeanstalten er bygget ved at bruge udskårne dele fra Theodosius Forum, der stod på denne plads i byzantinsk tid, som byggemateriale. Ifølge TDV er nogle af disse dele stadig i fundamentet, mens andre er blevet flyttet til Istanbul Arkæologiske Museer.

Efter 1930'erne blev den kolde afdeling udlejet som et læderlager, og de varme bade blev delvist omdannet til et smedeværksted, og bygningen forfaldt i lang tid. Istanbul Universitet overtog badeanstalten i 2000, og efter en restaurering blev museet åbnet den 27. maj 2015. Indenfor udstilles etnografiske genstande som badehåndklæder, kobber- og messingbadekar, samt byzantinske og osmanniske arkitektoniske fragmenter, der er fundet under udgravninger. Dette er det mest behagelige sted at besøge, da du kan gå gennem alle delene af badeanstalten uden at skulle bade; du kan se de termer, du har lært om, mens du går fra den kolde til den varme afdeling. Ifølge ministeriets museumsregister er museet lukket i weekenden, så tjek de aktuelle åbningstider, før du besøger det.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Tyrkiske Museer (Kultur- og Turismeministeriet); Wikipedia.

Fra Beyazıt kan man gå gennem det overdækkede marked og ud af Mahmutpaşa-porten, og efter et par minutters nedstigning kommer I til dette badehus. Ifølge inskriptionen ved indgangen blev det bygget i 1466-1467 som en del af komplekset tilhørende Mahmud Paşa, som var vizir under Sultan Mehmed den Erobre. Det er et af de ældste badehuse, der stadig står i byen. Kürkçü Han, som også tilhørte det samme kompleks, ligger kun et par skridt væk.

Badehuset var oprindeligt et dobbelt badehus; kvindeafdelingen blev senere revet ned for at give plads til kommercielle bygninger. Den bevarede del består af tre store kuppelrum. Det kolde rum er dækket af en kuppel med en diameter på omkring 17 meter, og denne kuppel hviler på mukarnas-udsmykkede tromper, der forbinder den med væggene. Ifølge Wikipedia er det i det varme rum, at man finder det tidligste eksempel på en halvkugle i Istanbul. I det varme rum er der ottekantede nicher, sidegange og hjørnerum, der er placeret omkring det centrale bassin. Læg også mærke til den mukarnas-udsmykkede niche ved indgangen og facaden; her kan I se den enkle, men elegante udsmykning, der er typisk for osmanniske bygninger fra det 15. århundrede.

Bygningens senere historie viser, hvordan et badehus i en by kan ændre funktion. Det blev beskadiget i en brand i 1755, restaureret i 1953 og brugt som badehus i en periode, hvorefter det blev omdannet til et lager, og i 1990'erne blev det omdannet til et marked. I dag er der butikker indeni, og I kan gå under kuplerne og opleve rummets størrelse. Hold øje med detaljerne, for selvom der er butikker, bærer kuplerne og tromperne stadig bygningens oprindelige karakter. Mahmutpaşa-bakken er meget travl på hverdage, så gå langsomt og undgå at blokere adgangen foran butikkerne.

Kilde: TDV Islam Encyclopedia (Mahmud Paşa Komplekset); Wikipedia.

Når du kommer op ad bakken fra Mahmutpaşa og ankommer til Divanyolu fra Nuruosmaniye-siden, befinder du dig foran dette badehus, lige under den porfyrbeklædte Çemberlitaş-søjlen. Badehuset blev bygget i 1584 af Nurbanu Sultan, hustru til II. Selim og mor til III. Murad; indtægterne var øremærket til Atik Valide-komplekset i Üsküdar. Der er forskellige oplysninger om arkitekten. Badehuset tilskrives generelt Mimar Sinan, men i TDV Islam-encyclopædien bemærker Semavi Eyice, at hans navn ikke nævnes i kilder, der lister Sinans værker.

Det mest unikke ved bygningen er det varme rum. Her er der en tolvkantet plan, hvor der er placeret en ring af tolv søjler omkring midtersteinen, og i hjørnerne er der kuppelformede private rum. Læg mærke til de geometriske marmorindlæg på gulvet og væggene. Man kommer til de store kupler, der dækker omklædningsrummene, via hjørnekonstruktioner.

Badehusets nuværende udseende bærer præg af byplanlægningsændringer fra det 19. århundrede. I 1868 blev Divanyolu udvidet, og en del af det kolde rum blev fjernet. Det område, der tidligere var for kvinder, blev først en restaurant og senere en butik med tæpper. Bygningen blev ramt af en brand i 1916-1917, og herrerummet blev restaureret i 1972-1973. Trapperne ved indgangen blev tilføjet på grund af ændringer i vejens niveau.

Badehuset er i drift i dag, og næsten alle kunder er udenlandske turister. Hvis du vil bade her, skal du først svede på midtersteinen, og derefter vente på "tellağı" for at få en skrub og massage; når det er færdigt, skal du sidde et stykke tid i det kolde rum for at køle ned. Spørg ved indgangen, hvilken del af badehuset der er for kvinder og mænd, og hvilke tidspunkter der er reserveret til hver. Hvis du ikke vil bade, kan du stå ved foden af søjlen lige ved siden af badehuset og observere, hvordan dette hjørne, hvor de to bygninger ligger side om side, opsummerer byens overgang fra det byzantinske forum til det osmanniske marked.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Çemberlitaş Badehus' officielle hjemmeside; Wikipedia.

Fra Çemberlitaş kan du gå langs Divanyolu i østlig retning, og når du drejer af i retning af Cağaloğlu, kommer du til dette badehus. Bygningen blev færdiggjort i 1741 for at skaffe midler til biblioteket, som sultan Mahmud I oprettede i Hagia Sophia. Kilder er uenige om, hvem der var arkitekten; TDV Islam-encyclopædien nævner en arkitekt ved navn Hüsrev med forbehold, mens andre kilder tilskriver arbejdet til Süleyman Ağa og Abdullah Ağa.

Cağaloğlu er et af de sidste store badehuskomplekser i Istanbul. Da sultan Mustafa III i 1768 forbød opførelse af nye badehus i byen, blev en bygning i denne størrelse aldrig bygget igen. Derfor er dette badehus et godt sted at sammenligne med badehusene fra 1500-tallet, der blev designet af Sinan. Planen er stadig klassisk: et køligt område, et tempereret område og et varmt område med fire buer og fire private rum. Det, der har ændret sig, er udsmykningen. I detaljerne kan du se den barokke indflydelse fra vestlig kunst fra det 18. århundrede; TDV nævner denne bygning som et eksempel på fremmed kunstnerisk indflydelse i tyrkisk arkitektur. Sammenlign de klassiske linjer, du ser i badehusene i Zeyrek og Çemberlitaş, med det buede sprog her, og du vil naturligt opleve en ændring i smag over to århundreder.

De to indgange til det dobbelte badehus er adskilte. Indgangen til herreafdelingen nås via en trappe fra gaden, mens indgangen til damernes afdeling ligger i en sidegade. Dette er et typisk eksempel på den gamle osmanniske tradition, hvor indgangene til herre- og dameafdelingerne ikke måtte ligge på samme gade. Badehuset er stadig i drift, og næsten alle kunder er turister. Hvis du ikke vil bade, kan du finde de to separate indgange udefra og observere den dobbelte badehusstruktur fra gaden, og derefter gå de få minutter til Hagia Sophia.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Cağaloğlu Badehus' officielle hjemmeside; Wikipedia.

Den sidste destination på ruten er denne lange bygning med et blytag, der strækker sig langs pladsen mellem Hagia Sophia og Sultanahmet-moskeen. Den blev bygget af Mimar Sinan i 1556-1557 for at generere indtægter til velgørenhedsarbejdet udført af Hürrem Sultan, Süleymans kone, og den var beregnet til at betjene menigheden i Hagia Sophia. Under badet er der ruiner af Zeuksippos-badene fra romertiden, hvilket betyder, at traditionen for badning i dette område går meget længere tilbage.

Det, der gør dette bad unik i osmannisk arkitektur, er arrangementet af de to sektioner. For første gang i tyrkisk badarkitektur blev herre- og dameafdelingerne placeret ende-til-ende på samme akse. I den cirka 75 meter lange bygning vender indgangen til herreafdelingen mod nord, mens indgangen til dameafdelingen vender mod vest. I herreafdelingen er der en rækkefølge af køle-, varme- og damprum, efterfulgt af varme-, varme- og kølerum i dameafdelingen; altså står de to varmerum med ryggen mod hinanden i midten. I midten af hvert varmerum er der en ottekantet marmorfontæne. Læg mærke til den overdækkede facade på indgangen til herreafdelingen; det er en løsning, der ikke er så almindelig i bade fra den periode.

Badet var i drift indtil 1910, hvorefter det var lukket i lang tid og blev brugt som lager i forskellige perioder. Efter en restaurering i 1957-1958 blev det et statsejet tæppeforretning. Efter en omfattende restaurering i perioden 2008-2011 blev det genåbnet som et bad i maj 2011. Det er en god idé at afslutte ruten her med et bad; book i forvejen, og få detaljer om de forskellige afdelinger og tjenester fra personalet. Når du forlader stedet, så sæt dig et øjeblik på pladsen i eftermiddagssolen og kig endnu en gang på denne lange række af kupler mellem Hagia Sophia og Sultanahmet.

Kilde: TDV Islamic Encyclopedia; Wikipedia.