Fra Suluhan til Hamamönü: Håndværk i live.

Stig ud ved Anafartalar Caddesi fra Ulus metrostation. Denne historiske bygning, beliggende i Hacı Doğan-kvarteret, mellem Tekneciler Sokak og Suluhan Sokak, er det første stop på ruten. Den blev bygget mellem 1508 og 1511 af Hasan Paşa, en statsmand under Bayezid II, og blev i lang tid kendt som Hasanpaşa Han. Navnet Suluhan optræder i arkiverne fra 1688. Navnet er passende: ifølge kilder var det den eneste bygning af sin type i sin tid, med en ovn og sit eget vandforsyningssystem i hvert værelse. Bygningen er to etager høj og har to gårde. Den første gård har en firkantet form, og her er 30 værelser i stueetagen og 32 på første sal. I midten står en fontæne og en lille moské. Den anden gård var en stald, og her lå også et bad.

I osmannisk tid blev der handlet med kaffe og garn her. I Ankara refererer "garn" til kashmirgarn, så råmaterialet til de spinderier, man ser oppe ad bakken, kom sandsynligvis herfra. Efter en brand i 1920'erne blev bygningen ødelagt, og den blev brugt som et marked for grøntsager og frugt indtil 1950'erne. I 1937 blev det nye Ankara-marked bygget overfor, og i 1940'erne var der et marked for skorstensejere langs bygningen. I 1980'erne blev bygningen restaureret af Vakıflar Genel Müdürlüğü (Direktoratet for Stiftelser) i sin oprindelige form.

I dag er Suluhan et marked for festlige begivenheder: her finder man blomsterhandlere, dekorationsforretninger, butikker, der sælger babyudstyr og gaver, samt håndværks- og gavebutikker. Her kan man købe kunstige blomster, bryllupsslik og henna-materiale til forlovelser, henna-fester og bryllupper. Det er starten på håndværksruten, fordi denne femhundrede år gamle bygning stadig er et sted, hvor man kan købe håndlavede produkter. Gå rundt i begge gårde, kig ned fra de overdækkede balkoner på øverste etage, og stå ved siden af moskéen. Derefter kan du gå op til Anafartalar og gå et par hundrede meter ned ad Çıkrıkçılar Yokuşu.

Kilde: Vikipedi, Suluhan; Anadolu Ajansı 2018; Güven Dinçer, İdealkent 2014.

Denne 200 meter lange stigning, der starter fra Anafartalar Caddesi og fører op mod Kale, ender ved krydset mellem Saraçlar og Salman gader. Navnet refererer til et håndværk: I osmannisk tid blev ulden fra Ankara-geden spundet her med en rokkemaskine, og af den blev der vævet et stof kaldet "sofra". Stigningen var en del af Uzun Çarşı, der forbinder Ulus med Samanpazarı. I 1916 blev området ramt af en brand, der ødelagde de omkringliggende moskéer fra henholdsvis 1745 (İplikçiler) og 1732 (Çanakçılar). Efterfølgende blev markedet genopbygget, og siden 1982 er der blevet forsøgt at bevare det gennem renoveringsprojekter. I dag arbejder mere end tusinde håndværkere i stigningen og de omkringliggende gader, Saraçlar, Salman, Mazi og Atpazarı. De primære produkter er tekstiler, garn, bryllupsudstyr, henna og festtøj. Blandt håndværkerne nævnes stigningen ofte sammen med Mahmutpaşa i Istanbul og Kemeraltı i Izmir.

På stigningen finder man også butikker og værksteder for kobbersmede. Man kan høre lyden af hammeren, og det er her, man finder dem. Oprindelsen af kobbersmedehåndværket i Ankara er ukendt, men de dygtige smedes karakteristiske metode har altid været at hamre: metallet formes med hammer og mejsel på en ambol, og overfladen dekoreres med gravering og stempler. Efter kobber er messing det mest anvendte materiale. Produkterne omfatter kander, tekander, fade, skåle, gryder, mortere og kedler. Indersiden af de beholdere, der skal bruges i køkkenet, er belagt med tin, mens dekorative genstande ikke er belagt med tin, hvilket kan være et problem ved køb. De dygtige smede har traditionelt ansat lærlinge i alderen 15-19 år, som har brugt 3-4 år på at lære faget. I dag er det svært at finde unge, der vil overtage håndværket, og mange af kunderne er turister.

Kom tidligt om morgenen, når håndværkerne stiller deres varer frem. Det er tilladt at observere arbejdet fra fortovet, og man kan gå ind og spørge om lov til at tage billeder. En lille, håndhamret tekande er en ægte Ankara-souvenir, der kan passe i en kuffert. İlhan Berk skrev et digt om denne stigning, og Metin İpek skrev en historie om den.

Kilde: Vikipedi; Güven Dinçer, İdealkent 2014; Asena Ertaş, folklor/edebiyat 2014; Sabah; Hürriyet.

Fra krydset, hvor bakken slutter, drej ind i Salman Sokak; denne gade fører mod Koyunpazarı, og Pirinç Han ligger mellem disse to gader, på Pirinç Sokak, under Atpazarı. Området er hjertet af Ankaras antikvitetsbutikker: I 1940'erne lå byens ældste antikvitetsbutik i starten af Çıkrıkçılar Yokuşu, og i dag fortsætter antikvitetsforretninger og håndværksværksteder den samme tradition i de smalle gader i Koyunpazarı.

Selv er hanen en bygning med to etager. Kilder om den gamle Pirinç Han adskiller sig mellem 17. århundredes optegnelser og et dokument fra 1739; denne bygning, der husede små karavaner, blev revet ned i 1930'erne sammen med sin moské, og der blev bygget en grundskole i stedet. Den Pirinç Han, som man besøger i dag, er en restaurering fra 1985 af en gammel træbygning, der blev omdannet til en han: den er tre etager høj, med en gårdhave, en trækonstruktion og murstensvægge. Den omtales som den første træhan i byen. På den ydre mur er der et digt af Faruk Nafiz Çamlıbel, "Han Duvarları" (Han-mure). Læs hanen selv, før du læser digtet, og bemærk de træbalkoner, der vender ud mod gården; de er et lille eksempel på en traditionel han-plan.

Butikkerne sælger antikviteter og håndlavet smykker. Der er to regler for shopping: spørg om prisen, og prut om den; men hvis du køber gamle ting, skal du også spørge om deres alder og om de er blevet repareret. Gården er også et godt sted at sidde og observere folk, der kommer og går fra de omkringliggende gader. Herfra kan du gå ind i Koyunpazarı Sokak og begynde at bestige bakken.

Kilde: Wikipedia, Pirinç Han (Ankara); Güven Dinçer, İdealkent 2014; Yeni Ankara.

Koyunpazarı-gaden er en brostensbelagt, stejl og ensrettet bakke, der fører fra Samanpazarı op til Kales hovedindgang. Navnet, ligesom navnet på pladsen for enden, stammer fra den osmanniske æras markedsstruktur i Ankara. Der var omkring tredive markedspladser i byen, og Atpazarı var en af de mest kendte. Selv i de tidlige år af republikken var markederne arrangeret i rækkefølge, der førte op mod Kale: Arabapazarı, Odunpazarı, Samanpazarı, Koyunpazarı, Atpazarı og Ekinpazarı foran Kale. I Koyunpazarı lå der et marked for sadelmager og skomagere; i dag finder man antikvitetsbutikker og håndværksværksteder, der fortsætter traditionen.

På toppen af bakken, i Koyunpazarı, står Ahi Elvan-moskeen, en moské med tolv træsøjler, bygget i slutningen af det 14. århundrede af en Ahi-familie. Ruten beskriver ikke moskéen indefra, men når man passerer forbi dens dør, minder det om forbindelsen mellem håndværksorganisationen og disse gader: Ahilerne var en organisation, der bragte mester-lærling-systemet og erhvervsetikken til håndværkerne her. Lidt længere væk, i Samanpazarı-området, ligger også Aslanhane-moskeen fra det 13. århundrede.

Enden af bakken fører til Atpazarı, en lille plads foran Kales port. Foran dig ligger to karavansarai fra det 20. århundrede, Çengelhan og Çukurhan; den ene er et museum, den anden et overnatningssted. De er emnet for en anden rute; her står du på pladsen og betragter tre ting: portens stenvæg, karavansaraiernes gårdsporte og gaderne, der løber ned fra pladsen. Vend tilbage, før du går ind i Kale; denne rute beskriver ikke Kale. Når du går ned ad bakken, kig ind i værkstederne med åbne persienner på begge sider af gaden; de bedste fund findes ofte ikke på hovedgaden, men i de små sidegader.

Kilde: Güven Dinçer, İdealkent 2014; TDV İslam Ansiklopedisi; Yeni Ankara.

Fra Atpazarı, gå til Koyunpazarı og fortsæt gennem Samanpazarı-pladsen; Hamamönü ligger cirka en kilometer derfra. Her stopper ruten ikke ved hele kvarteret, men ved "Kunstgaden" (Sanat Sokağı), som er etableret af Altındağ Kommune på Tanış Sokak. De toogtyve traditionelle huse i Ankara er blevet restaureret i deres oprindelige form og har været brugt som kunstcenter siden 2010; hver etages øverste del er et værksted, og den nederste del er et galleri. Husene er blevet tildelt kunstnere, der arbejder med både traditionelle og moderne kunstformer. Når du kigger ind ad dørene, kan du se værksteder for bl.a. marmorering (ebru), kalligrafi (hat), fliser (cini), farvet glas (vitray), læderarbejde, filt, sølv og smykker samt maleri. Kunstnerne producerer, sælger og underviser i disse teknikker, som er ved at forsvinde.

Logikken i denne rute er vendt om. I markederne nær Ulus blev der solgt håndværksprodukter, der var fremstillet specifikt til dette formål. Her fortsætter det samme håndværk som et kunstnerisk og uddannelsesmæssigt arbejde. Tøv ikke med at tale med en af dem, der arbejder i værkstedet; de er ofte villige til at forklare de forskellige teknikker. Hvis du er interesseret i kurser, kan du finde det aktuelle program på kommunens hjemmeside. Hvis du ønsker at købe et produkt, så spørg efter de ting, som kunstneren selv har lavet.

Resten af Hamamönü, med sine restaurerede gader fra det 19. århundredes osmanniske civilarkitektur, er ikke inkluderet i denne rute; smags- og fotoruter beskæftiger sig med det separat. Kunstgaden er travl i weekenden, og butikkerne og værkstederne er mest fyldte på det tidspunkt; hvis du foretrækker en mere rolig oplevelse, så kom i løbet af ugen. Ruten slutter her; fra Hamamönü er der EGO-busser i retning af Ulus og Kızılay, og efter en kort gåtur finder du forbindelser til Ankaray og metroen.

Kilde: Altındağ Kommune, Hamamönü Kunstgade.