Fra Marmarahavet til Sortehavet: Istanbuls fyrtårne.

Den første destination er Yeşilköy-odden. Den er kendt som Ayastefanos-fyr, og det er det første historiske fyrtårn, som skibe, der sejler fra Marmarahavet ind i Bosporos, møder. Det blev bygget af Fenerler İdaresi, ledet af den fransktalende Michel Pasha, i 1856, da Det Osmanniske Rige indgik en aftale med Frankrig om driften af fyrtårne. Ifølge den engelske Wikipedia brændte det for første gang den 5. januar 1857.

Tårnet er en ottekantet prismestruktur, der rejser sig fra midten af vagthuset. Det er 16 meter over jorden og 23 meter over havniveau, og dets lys kan ses op til 15 sømil væk. Lyskilden har gennem årene udviklet sig fra petroleum til en acetylengasdrevet Dalén-lampe og derefter til elektricitet. Fyret er blevet restaureret i 1945, 1971 og 1988 og er i dag et fungerende navigationshjælpemiddel, der drives af Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü.

Tårnet er ikke åbent for offentligheden, så man kan ikke komme ind i det. Man kan se fyret fra kysten og omgivelserne. Læg mærke til, hvordan den ottekantede struktur stiger op fra midten af vagthuset, og se på balkonen, der omgiver fyrtårnsrummet. Den anden dag vil I se Rumeli-fyret, hvis lys er placeret 58 meter over havet; de 23 meter her repræsenterer forskellen mellem den lave kystlinje ved Marmarahavet og de høje klipper ved indgangen til Sortehavet.

I kan komme dertil ved at gå fra Yeşilköy Marmaray-station ned til kysten. På denne odde, der vender ud mod Marmarahavet, kan vinden være stærk; de tidlige morgentimer er både rolige og har et blødt lys, der er godt til fotografering. Fra her kan I tage Marmaray tilbage og fortsætte til Sirkeci.

Kilde: Wikipedia, Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü.

Når du går langs kystvejen fra Sirkeci og forbi Sarayburnu, vil du se Ahırkapı-fyr, der ligger ved siden af Kennedy Caddesi og ved foden af Marmara-muren. Historien bag dette fyrtårn er omtrent et århundrede ældre end de fleste andre fyrtårne i området. Efter at et stort skib strandede i dårligt vejr ud for Kumkapı i 1755, beordrede Sultan III. Osman, at der skulle opføres et fyrtårn på muren, hvor der hver nat skulle tændes en lampe. Det nuværende stenværk blev bygget i 1857 i Sultan Abdülmecids regeringstid efter Krimkrigen; ifølge den engelske Wikipedia var det franske ingeniører, der arbejdede på konstruktionen.

Læg mærke til fyrtårnets form. Den cylindriske del, der hviler på en firkantet base, har en balkon, der minder om en minarets udsigtsplatform. Tårnet er 26 meter højt, og lyset skinner i 36 meters højde og kan ses fra op til 16 sømil væk. Den eneste sorte stribe, der omkranser den hvide struktur, er et dagsignal, der gør det lettere at identificere fyret fra søsiden.

Fyrtårnets forhold til havet ændrede sig i 1958, da kystvejen blev anlagt; tårnet ligger nu ikke længere direkte ved vandkanten. Den tyrkiske Wikipedia nævner, at fyret blev drevet af kvinder fra Lik-familien fra 1907 til 1995, hvilket er en af de mindre kendte menneskelige historier i Istanbul's fyrtårnhistorie. Oprindeligt var vedligeholdelsen i hænderne på Bostancı Ocağı, men i dag varetages den af Kıyı Emniyeti.

Tårnet er ikke åbent for besøgende; du kan se fyret fra kystvejen og foran murene. Vandet foran dig er registreret i Kıyı Emniyetis registre som Ahırkapı-området, og du vil sandsynligvis se skibe, der ligger ved anker. Fra her kan du vende tilbage til Sirkeci og tage Marmaray-toget til Üsküdar.

Kilde: Wikipedia; Wikipedia; Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü.

Tag med Marmaray til Üsküdar og gå ned til kysten ved Salacak. Kız Kulesi, der ligger cirka 200 meter ud for Üsküdar-kysten, er den ældste af de bygninger, der findes i området, men den er den mindst kendte som fyrtårn. Ifølge kilderne blev den første bygning på stedet opført i 1110 af den byzantinske kejser Alexios I, og det var et træstårn omgivet af en stenvæg. Tårnet blev ødelagt i et jordskælv i 1509 og genopbygget, og i 1721 brændte det. Efter genopbygningen blev det brugt som fyrtårn. I 1763 blev det fornyet med mere holdbare sten, og i 1832 fik det sit nuværende udseende efter en restaurering, der blev udført under sultan Mahmud II. Den tyrkiske Wikipedia understreger, at tårnet aldrig har mistet sin funktion som et fyrtårn, der vejleder skibe om natten.

Den seneste store restaurering af tårnet blev påbegyndt af Kultur- og Turisme Ministeriet i 2021, og efter mere end to års arbejde blev tårnet genåbnet for besøgende i maj 2023 som et historisk monument. Væggene, der var blevet svækket af saltkrystallisering, blev forstærket med rustfrie stålkabler. Tårnets placering ved den sydlige indgang til Bosporus, på en lille ø ud for kysten, gør det til et synligt vartegn om dagen og et vigtigt navigationspunkt om natten.

Du kan komme til tårnet med både, der afgår fra kysten. Tjek de officielle hjemmesider for afgangssteder, afgangstider og besøgstider. Når du er inde i tårnet, kig ud af vinduerne: på den ene side den historiske halvø og Sarayburnu, og på den anden side Üsküdar-kysten og indgangen til Bosporus. Sammen med Ahırkapı markerer dette tårn den sydlige åbning af Bosporus, der fører ud til Marmarahavet.

Hvis du ikke vil sejle, kan du også nyde udsigten til tårnet fra kysten ved Salacak. Derfra kan du tage Marmaray til Feneryolu.

Kilde: Den officielle hjemmeside for Kız Kulesi; Wikipedia; Wikipedia.

For det sidste fyrtår på dagen, tag Marmaray-toget til Feneryolu, og gå derfra til parken ved Fenerbahçe-odden. Odde har tidligere heddet Kalamış-odden. Historiske dokumenter fortæller, at oddens placering ofte førte til ulykker for skibe; det står noteret, at Sultan Suleiman den Storslåede udstedte et dekret i 1562 om at placere et lys her. Det nuværende tårn blev bygget i 1857.

Det hvide, cylindriske tårn har to balkoner, og fyrtårskammeret er også hvidt. Den et-etages vagthytte, der ligger ved siden af tårnet, er stadig intakt; både fyrtårnet og vagthuset er beskyttede kulturarvssteder. Lyset er gået fra gas til acetylen og derefter til elektricitet, ligesom de andre fyrtår på ruten; i dag blinker det to gange hvert 12. sekund og kan ses fra op til 15 sømil væk. Hvert fyrtår har et unikt blinkmønster, som søfolk bruger til at identificere det; hvis du venter i skumringen, kan du tælle rytmen i lyset.

Parken er åben for alle, men det er ikke muligt at gå ind i tårnet. Du kan se fyrtårnet fra parken og fra den klippefyldte kyst, der vender ud mod Marmarahavet. Læg mærke til, hvordan tårnets krop er forbundet med vagthuset, og hvordan balkonerne er placeret; find vinkler fra kysten, hvor du kan fange tårnet foran havet til et godt billede.

Fenerbahçe Park er også nævnt som en park på Kadikøys kystrute; her kan du se det som en del af Istanbul-kystens fyrtårskæde på den asiatiske side af Marmarahavet. Afslut dagen her ved at vente, indtil lyset tændes; i morgen skal du tage bilen til Sortehavets udmunding.

Kilde: Wikipedia; Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü (Direktoratet for Kyst Sikkerhed).

Her anden dag kan du tage bilen og starte tidligt. Rumeli Feneri ligger på den europæiske side af Bosporus, i landsbyen Sarıyer, ved den del af Bosporus, hvor det åbner sig ud mod Sortehavet. Det blev bygget for at sikre, at franske og britiske krigsskibe kunne sejle sikkert ind og ud af Sortehavet under Krimkrigen. Ifølge den tyrkiske Wikipedia blev tårnet bygget af Michel Pasha, som var af fransk afstamning, sammen med Anadolu Feneri på den anden side. Fyret blev taget i brug den 15. maj 1856. Den 100-årige driftslicens, der var tildelt franskmændene, blev ophævet i 1933, og fyret kom under tyrkisk administration.

Tårnet er 30 meter højt og er bygget i tre etaper med en todelt, ottekantet struktur. Lyset, der er 58 meter over havniveau, kan ses på op til 18 sømil, og det udsender et hvidt lys. Lampen er gået fra petroleum til acetylen og derefter til elektricitet, og en backup-forsyning er baseret på butangas.

Rumeli Feneri er ikke en af de fyrtårne, som Kıyı Emniyeti (kystvagten) har åbnet for turister, så planlæg at udforske området omkring fyret i stedet for at gå ind i selve tårnet. Du kan se fyret fra landsbyens gader og kysten. Kig over mod den anden side: Anadolu Feneri ligger kun 2 sømil væk i en lige linje. De to fyrtårnes placering over for hinanden illustrerer ideen om at vise begge sider af indsejlingen til Bosporus fra Sortehavet.

For at komme til Anadolu Feneri fra her, skal du køre over Yavuz Sultan Selim-broen og over på den asiatiske side. Tjek trafikforholdene, før du tager afsted.

Kilde: Wikipedia, Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü.

Anadolu Feneret står på den asiatiske side, ved den nordlige ende af Bosporus, hvor den møder Sortehavet, på Yum Burnu (kaldet Yon eller Hrom Burnu i nogle kilder), og ligger ved siden af landsbyen med samme navn i Beykoz. Det første fyrtårn blev opført i 1830'erne. Det nuværende tårn blev taget i brug den 15. maj 1856, samme dag som Rumeli Feneri, under Krimkrigen. De franske privilegier udløb i 1933, og i dag drives fyrtårnet af Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü (Direktoratet for Kyst Sikkerhed).

Det hvidmalede, cylindriske tårn er omkring 20 meter højt, inklusive balkon og fyrtårnsrum, men da det står på en klippe, er lyset omkring 75 meter over havniveau. Et toetagers vagthus er tilknyttet tårnet. Ligesom andre fyrtårne er lyskilden blevet ændret fra gas til acetylen og derefter til elektricitet. Den tyrkiske Wikipedia beskriver Anadolu Feneri som et af de få fyrtårne, der har bevaret sin oprindelige form.

Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü inkluderer Anadolu Feneri blandt de fyrtårne, der er åbne for turister. Det er dog vigtigt at tjekke de aktuelle besøgsforhold, før du tager afsted, da de kan ændre sig. Landsbyen er en lille fiskerlandsby. Fra skråningen omkring fyrtårnet kan man se Sortehavet på den ene side og Rumeli Feneri på den anden. Om morgenen ser man det samme landskab, som man så fra den rumænske side, men nu i omvendt retning.

Vinden er stærk på klipperne ved bugten, så vær forsigtig, når du går ned til kysten, og hold børnene tæt på dig. Fra her kan du køre langs veje, der løber parallelt med Sortehavskysten, i retning af Şile. Denne etape af ruten er den længste.

Kilde: Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü; Vikipedi; Wikipedia.

Fyret i Şile, det sidste fyrtår på ruten, ligger cirka en kilometer nordøst for byen, på Şile-odden, og er placeret på klipper, 60 meter over havoverfladen. Det blev bygget i 1859 under Sultan Abdülmecid og blev tændt i 1860. Den tyrkiske Wikipedia beskriver fyret som en del af "Lighthouse Administration," ledet af den fransktalende Michel Pasha, hvilket betyder, at det er en del af den samme administration, som også står bag fyret i Yeşilköy.

Det ottekantede stenkvarter er 19 meter højt. Den hvide facade er omgivet af smalle, sorte vandrette striber, og der er et enkelt etagers vagthus tilknyttet fyret. Lyssignalet kan ses op til 20 sømil væk. I de første år blev lyset produceret af en gaslampe, men i 1968 blev det erstattet af et elektrisk system.

Fyret i Şile er det første fyrtår på listen over fyrtår, der er åbne for turister, ifølge Kıyı Emniyeti. Den tyrkiske Wikipedia skriver, at det i dag er blevet omdannet til et museum. Her har du den bedste mulighed for at se indeni blandt alle fyrtår på ruten; tjek de aktuelle åbningstider, før du besøger. Under dit besøg skal du være opmærksom på fyrets ottekantede form, tykkelsen af stenmurene og adgangen til fyrtårnet.

Fra fyrets omgivelser kan du se ud over Şile-kysten og ud i Sortehavet. Vinden og bølgerne er stærke på klipperne, så vær forsigtig, når du går ned til kysten. Hvis du planlægger at vente på, at lyset tændes, skal du være forberedt på at vende tilbage i mørke. Radar har også skrevet om strandene i Şile og Ağva, samt selve byen; hvis du har tid, kan du overnatte her og udforske byen dagen efter.

Kilde: Kıyı Emniyeti Genel Müdürlüğü; Vikipedi; Wikipedia.