Fra kystvillaen ved vestkysten til Sinans bro.

Fyret i Yeşilköy er et historisk fyrtår, der markerer den rute, som skibe fra Marmarahavet følger, når de sejler ind i Bosporosstrædet. Ifølge Wikipedia bruger skibene fyret til at bestemme deres rute ind i strædet. Fyret blev bygget i 1856 af Michel Pasha, der var af fransk afstamning, og det er en stenvagt. Da Yeşilköy hed Ayastefanos indtil 1926, blev fyret oprindeligt kaldt det samme, men fik senere navnet efter bydelen. Udover tårnet, der er 23 meter højt, er der også en bolig tilhørende fyret, og bygningen er blevet restaureret tre gange mellem 1945 og 1988. Artiklen om Yeşilköy nævner også, at franskmænd, der bosatte sig her under Krimkrigen, byggede et af de tre fyrtår i Istanbul.

Fyret står ved Yeşilköy-bugten, og da det er en fungerende navigationsstruktur, kan man se det udefra, mens man går langs kysten. Brug lidt tid her, da Yeşilköy i sig selv er et besøg værd. Området var i slutningen af det 20. århundrede og begyndelsen af det 21. århundrede et populært kystområde og et sted for afslapning for velhavende familier i Istanbul, og der kan stadig ses bemærkelsesværdige træhuse i art nouveau-stil fra den periode. Det var også her, at Ayastefanos-traktaten, der registrerede resultaterne af den russisk-tyrkiske krig i 1878, blev underskrevet. Det siges, at navnet Yeşilköy blev foreslået til området af Halit Ziya Uşaklıgil.

Yeşilköy har en marina, en færgehavn, der giver adgang til øerne om sommeren, og sandstrande. Tag en kort gåtur langs kysten og se fyret fra forskellige vinkler, og gå derefter videre til luftfartsmuseet; de to er meget tæt på hinanden.

Kilde: Wikipedia.

Luftvåbenmuseet i Istanbul ligger i Yeşilköy, tæt ved den militære lufthavn. Placeringen er betydningsfuld: byens første lufthavn, kendt som Yeşilköy Lufthavn, blev åbnet her i 1912, og i museets historie nævnes Yeşilköy som stedet, hvor den første luftvåsenhed blev etableret. Tyrkiets første luftvåbenmuseum blev åbnet den 15. maj 1971 i Cumaovası, men blev flyttet til Yeşilköy, da placeringen blev vurderet som uhensigtsmæssig. Bygningen på dette sted blev påbegyndt i 1977 og færdiggjort i 1983, og museet åbnede for besøgende den 16. oktober 1985.

Museet dækker et område på 65.000 kvadratmeter, hvoraf 2.365 kvadratmeter er indendørs og 12.000 kvadratmeter er udendørs udstillingsareal. I hangaren og på det åbne areal kan man se forskellige fly og helikoptere, der er blevet brugt af det tyrkiske luftvåben. I "Mindelokalet" udstilles genstande tilhørende personer, der har sat deres præg på luftfartens historie, i motorafdelingen findes motorer fra både stempelmotorfly og jetfly, og i "Beklædningslokalet" vises eksempler på pilotbeklædning fra det osmanniske rige til i dag. Hold øje med Skytrain transportflyet fra USA, der blev produceret i 1943; ifølge Wikipedia var der 110 fly af denne type i det tyrkiske luftvåbens inventar mellem 1946 og 1998. Dornier Do 28 transportflyet fra Tyskland, produceret i 1970, er også et sjældent eksempel i Tyrkiet.

På grund af det store udendørsareal kan man nemt bruge halvanden time her; på solrige dage er det en god idé at medbringe hat og vand, og på blæsende dage kan en vindjakke være nyttig. Da museet tilhører luftvåbenet og ligger tæt ved den militære lufthavn, er det vigtigt at tjekke besøgsdage og -tider samt adgangsforhold, før man tager afsted. Hvis man besøger museet med børn, kan man læse de informative skilte ved siden af flyene sammen; det er en god måde at lære om, hvilke fly der blev brugt i hvilke år.

Kilde: Wikipedia.

Florya Atatürk Denizpavillonen ligger cirka 70 meter fra kysten og er bygget på pæle, der er slået ned i havbunden. Den er forbundet til land via en træbro. På grund af Atatürk's interesse for området, bad Istanbul Kommune arkitekten Seyfi Arkan om at udarbejde et projekt. Pavillonen blev færdiggjort i 1935 og overdraget til Atatürk den 14. august. Den regnes som et af de vigtigste eksempler på tidlig republikansk arkitektur, og dens engelske Wikipedia-artikel beskriver den som værende i Bauhaus-stil. Indvendigt findes der et selskabslokale, soveværelser, et badeværelse og et bibliotek.

Atatürk brugte pavillonen som et sommerligt arbejdssted i tre år, og han opholdt sig her i længere perioder, især i juni og juli 1936. Hans sidste besøg var den 28. maj 1938. Det fortælles, at han ofte ankom til pavillonen i en motorbåd og badede i havet sammen med befolkningen. I de efterfølgende år blev pavillonen også brugt som sommerresidens af andre præsidenter. Den blev overdraget til TBMM's Nationalpaladsafdeling den 6. september 1988 og restaureret, hvorefter den blev omdannet til et museum.

Kontroller, om museet er åbent for besøgende, og hvilke dage det er åbent, før du besøger det. Selv hvis det er lukket, er det muligt at se forholdet mellem kajen og pavillonen fra kysten. Man kan bedre opleve Seyfi Arkans enkle, horisontale linjer, når man ser dem udefra. Den park, der blev anlagt som en have omkring pavillonen, er i dag en offentlig park kaldet Florya Atatürk By-skov. En kort gåtur under træerne efter besøget er en god oplevelse. Marmaray-stationen i Florya ligger cirka 500 meter væk.

Kilde: Wikipedia.

Küçükçekmece-søen er faktisk en lagune. Den er adskilt fra havet af en lav kyststrækning, der er dannet af sand og grus, der er blevet transporteret langs kysten. En kanal i den østlige ende leder overskydende vand fra søen ud i Marmarahavet, og når havet stiger, strømmer havvand ind i søen. Derfor er vandet i søen en smule salt. Ifølge Wikipedia stammer navnet fra de små både, der blev trukket i land med hænderne for at krydse søen, før der var en bro.

Broen ligger på denne kanal, hvor hovedvejen, der forbinder Istanbul med Rumelien, passerer. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi var der sandsynligvis en træbro her i romertiden. I det 6. århundrede blev broen, der var blevet beskadiget af jordskælv, genopbygget af kejser Justinianos som en bro med en stenbue. Sultan Mehmed den Erobringeren lod broen reparere i vinteren 1455. Ifølge Evliya Çelebi blev byggeriet af den nuværende bro påbegyndt i Suleymans periode og færdiggjort i Selims periode. Når det kommer til arkitekten, er kilderne forsigtige: broen optræder ikke i Mimar Sinans liste over værker, og Orhan Bozkurt, der har studeret Sinans broer, antyder, at den kan have tilhørt Acem Ali, der var overarkitekt før Sinan. Vestlige kilder omtaler den som "Ponte Piccolo", altså den lille bro, i forhold til den i Büyükçekmece.

Broen er 210 meter lang, 7,60 meter bred, og den største bue har en spændvidde på 10 meter. Under Første Verdenskrig blev den udvidet og hældningen blev udjævnet, hvilket resulterede i et stort tab af dens oprindelige form. Alligevel bør man stoppe op og se springvandet ved brofoden, de tilhørende fiskebåde og udsigten over søen. Ruinerne, der ligger på den nordvestlige kyst af søen, menes af arkæologer at kunne være fra byen Bathonea, som er nævnt i kilderne.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Wikipedia.

Broen Kanuni Sultan Süleyman i Büyükçekmece er, ifølge TDV Islam-encyclopædien, et af de vigtigste monumenter fra den osmanniske periode. Ifølge artiklen lå den gamle romerske bro inde i sumpområdet, længere mod nord, og den havde lidt skader fra oversvømmelser. I stedet for at bygge en kort bro og forbinde enderne med fortove, designede Mimar Sinan en lang bro, der strakte sig over hele sumpområdet, længere mod syd, og som var bygget på solid grund. For hver søjle blev der fremstillet forme, der var store som et skib, og der blev sat pæle i dem, hvorefter de blev forbundet med smeltet bly.

Byggeriet blev påbegyndt på Kanunis ordre, men da sultanen døde under kampagnen i Zigetvar, blev broen færdiggjort af hans søn, II. Selim. Indskrifterne på broen angiver færdiggørelsesåret som 975 (1567-68). Broen er opbygget af fire sektioner af forskellig længde, der er forbundet med kunstige øer. Den samlede længde er cirka 636 meter, bredden er lidt over 7 meter, og den har 28 spænd. Kommunen bemærker, at denne bredde er dimensioneret, så to karavaner kan passere side om side. De åbne forbindelser mellem sektionerne er tilsyneladende designet til at tillade oversvømmet vand at passere uden at beskadige broen.

Når du går over broen, skal du kigge efter to ting. På den bredeste bue er der siddepladser. I de modsatte indskrifthuse ved starten af en sektion findes der arabiske og tyrkiske indskrifter. Ifølge TDV er udtrykket "amel-i Yusuf b. Abdullah", som står ved siden af det tyrkiske indskrift, den eneste kendte signatur af Sinan på et af hans værker. I dag passerer den primære trafik over en moderne bro lidt længere fremme, mens den historiske bro er relativt godt bevaret.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Büyükçekmece kommune; Wikipedia.

Ved broens indgang står tre bygninger side om side. Büyükçekmece Karavansarai, også kendt som Kurşunlu Han, er opkaldt efter sit tag, der er dækket af bly. Ifølge Büyükçekmece kommunes side om historiske steder er karavanseraen fra 1566 en lukket type uden gårdsplads; væggene er bygget af et lag huggede sten og to lag mursten. Det store område i midten var til dyr og last, mens rejsende hvilede og sov i de sideafsnit, der havde pejse og nicher i væggene. Ifølge Wikipedia var der tidligere en karavanserai på samme sted i Fatih-perioden, og den nuværende bygning er ifølge TDV (Türk Dünyası Vakfı) nævnt i Sinans liste over værker, og den blev restaureret af Generaldirektoratet for Stiftelser i 1965-1966. Evliya Çelebi overnattede her i 1659 på sin vej til Bosnien. Karavanseraen var et af stoppestederne langs Rumeli-vejen, og i dag bruges den til kulturelle og kunstneriske arrangementer.

Overfor karavanseraen står Sokullu Mehmet Paşa-moskeen, hvoraf kun minareten, en passage og en lav mur er bevaret. Minareten i moskeen, der blev bygget omkring 1567 for Sokullu Mehmet Paşa, kansler under Suleiman den Store, er bemærkelsesværdig, ifølge kommunen og Wikipedia, fordi den er udhugget i ét stykke sten. Den tilstødende Sultan Suleiman-fontæne er også fra 1566; den er lavet af hvid marmor, 6 meter høj og består af tre buer, hvoraf hver bærer en fontæne, og er dekoreret med spidse buer.

Tjek Büyükçekmece kommunes side om kultur og kunst for at se programmet for arrangementer i karavanseraen. Før dagen slutter, vend tilbage til broen og se ud over søen; i århundreder stoppede karavaner på denne præcis samme sted.

Kilde: Büyükçekmece kommune; Wikipedia.