Fra Konak med færge til Karşıyaka, solnedgang i Bostanlı.

Start ved færgeterminalen i Konak; den første terminal blev åbnet i 1884, og overfarten til Karşıyaka har siden da foregået mellem de samme to punkter. Når du går ombord på færgen, så gå op på dækket i stedet for at gå ind i salonen, for det er selve turen, der er det vigtigste. Bag dig bliver Konak og Kordon mindre, mens kystlinjen i Karşıyaka, der ligger ved foden af Yamanlar-bjergene, langsomt vokser foran dig. Denne korte overfart i bugten kan betragtes som byens ældste offentlige transportrute. Færgeselskabet, der startede driften, var Hamidiye Færgeselskab, grundlagt af Yahya Hayati Efendi, som fik en 30-årig koncession i 1883; ifølge kilder blev ruterne åbnet i februar 1884. Selskabet sejlede ikke kun til Karşıyaka, men også til Urla, Foça og Çeşme Ilıcası; færgen "Müsavat" kunne transportere op til 500 passagerer.

Færgen sætter dig af ved en terminal på Cemal Gürsel Caddesi, lige der hvor Kemalpaşa Caddesi møder havet. Den nuværende terminalbygning er ny, men stedet har en lang historie. Den første terminal var lavet af træ og blev oplyst med gas fra 1906. Den 30. september 1908 kolliderede færgen "İstanbul" med skibet "Kassandra" i bugten og sank; kun 30 af de 170 passagerer kunne reddes, og de vrede indbyggere i Karşıyaka satte ild til terminalerne den aften. Den næste terminal blev genopbygget i træ på træpæle. İzmir's første betonterminal blev færdiggjort her i marts 1935 og udvidet i 1962. En større renovering, der startede i midten af 1980'erne, blev ifølge kilder færdiggjort mellem 1990 og 1992; øverste etage blev åbnet som boghandel og café, og driften blev overtaget af IZDENIZ.

Når du er gået i land, så tag et par minutter til at udforske bygningen. Gå op på øverste etage og kig ud over bugten; herfra har du den bedste udsigt til færgerne, der ankommer og afgår til Konak. Fra terminalen afgår der også færger til Pasaport, Alsancak, Göztepe og Üçkuyular, så du kan komme til næsten alle steder på byens sydlige side. Udenfor strækker kystvejen sig i begge retninger; gå et par skridt mod vest og se terminalbygningen fra havet. Om morgenen kommer sollyset fra øst og lyser bygningen forfra; om eftermiddagen er udsigten mod Konak bedre. Det bedste tidspunkt til at tage et billede er, når en færge ankommer.

På pladsen finder du sporvognsholdepladsen for T1-linjen til Karşıyaka og busstoppest

Karşıyaka Çarşı, som ofte omtales, er faktisk kun én gade: Kemalpaşa Caddesi. Den starter ved molen og strækker sig 450 meter lige ud mod togstationen. På denne rute vil du ikke primært gå for at shoppe, men for at opleve områdets atmosfære. Der var to forbindelser, der forbinder Karşıyaka med byen: en jernbane, der åbnede i 1865, og en færgerute, der startede i 1884. Den ene endestation lå i den ene ende af gaden, den anden i den anden ende, og markedet udviklede sig præcis mellem disse to punkter. I folketællingen i 1891 var der 832 huse og 1.080 fastboende i området; det, der engang var et sommerresort, blev til en permanent by langs denne gade. Europæiske kilder kaldte området "Kordelio" på den tid, men forbindelsen til Richard Løvehjerte fra det tredje korstog er en omstridt historie. Den interne transport begyndte med sporvogne i 1906, hvorefter de blev erstattet af busser og minibusser; den nuværende sporvognslinje blev genindført i 2017 langs kysten. Gå ind på gaden fra molen og sæt tempoet ned. Læg mærke til jorden; de grå og sorte sten under dine fødder er granit, der er blevet bragt fra Kozak-plateuet i Bergama. İzmir Kommune udskiftede fortovet i 2008 med 800 tons naturlig sten, da de fornyede gas- og drikkevandsnettet; arbejdet dækkede et område på seks tusinde kvadratmeter. Samtidig blev gadebelysningen repareret og malet. Gaden er bilfri, så du kan gå ned ad midten og kigge til siderne. Væn dig til at kigge op over skiltene; gades karakter ligger ikke i butiksvinduerne, men i de øvre etager. Tag af til de små gader, der ligger hvert hundrede meter; de til højre fører til kysten, mens de til venstre fører ind i kvarteret, og det er nemt at finde tilbage. Gaden har en særlig boghandelstradition; et besøg i en af dem og et par minutters tid vil fortælle dig, hvorfor Karşıyakas beboere ikke kun ser denne gade som et sted at shoppe. Om morgenen er gaden stille, og fortovet virker næsten tomt; om eftermiddagen fyldes den af folk, der kommer fra molen. Hvis du vælger at gå denne rute om morgenen, vil du opleve, at butikkerne lige er åbnet, og at butiksejerne vasker fortovet foran deres butikker. Halvvejs gennem gåturen kan du finde en bænk eller et fortov og stoppe i ti minutter for at observere livet omkring dig. Du finder ikke de traditionelle "Levantine"-villaer fra sommerhusperioden på denne gade; de findes i sidegaderne i kvarteret, som f.eks. Çamlık Caddesi, og en af dem er villaen, som Alliotti-familien fik bygget i 19 Kilde: İzmir Storbykommune (artikel om Karşıyaka marked); Visit İzmir (Karşıyaka marked); Wikipedia (Karşıyaka); İzmir Kultur- og Turismekontor (Karşıyaka); 1912 Karşıyaka Forening.

Villaen ved siden af stationen, med sin have, er et sted, hvor Karşıyakas historie fra republikkens tid er til stede. Denne villa, der var sommerresidens for Uşakizade-familien, blev bygget i 1860'erne. Latife Hanım, datter af den kendte İzmir-familie Uşakizade Muammer Bey, blev født i İzmir i 1898, og hun mødte Atatürk i september 1922 i familiens villa i Göztepe. Atatürk opholdt sig i villaen i tyve dage, og de to fortsatte med at korrespondere. Villaen i Göztepe er i dag et museum, og restaureringen, der blev afsluttet i 2001, modtog en pris for bevaring i 2003. Da Zübeyde Hanım blev syg om efteråret, anbefalede lægerne det İzmir-klima. Atatürk sendte sin assistent, Salih Bozok, ud for at finde et passende hus, og han insisterede på, at det ikke måtte være et forladt græsk hus. Latife Hanım foreslog familiens hus i Karşıyaka. Huset lå tæt på stationen, hvilket var vigtigt for en syg kvinde. Zübeyde Hanım ankom med tog den 18. december 1922, og dørtrinene blev fjernet, så hun kunne komme rundt i kørestol. Hun opholdt sig der i 28 dage og døde den 14. januar 1923 i en alder af 66 år. Efter sin mors død kom Atatürk til İzmir og giftede sig med Latife Hanım den 29. januar 1923.

Villaens andet liv begyndte i 2005, da Karşıyaka Kommune i det år eksproprierede grunden på 2.958 kvadratmeter. Restaureringen begyndte den 11. oktober 2007, og villaen blev åbnet for offentligheden som et mindesmærke den 19. maj 2008, med en officiel åbning den 9. juli 2008. I 2016 blev den registreret som et privat museum. Under restaureringen blev de originale detaljer bevaret, både indendørs med træværk og udendørs med marmor og træer. En del af møblerne blev doneret af villaens arvinger, mens andre blev købt.

Start besøget i haven. Facaden i cremefarve og de brune skodder fortæller historien om et simpelt sommerhus med to etager. I haven var der fyrretræer, palmer, en kilde og en vindmølle. Indenfor er der tre værelser i stueetagen, tre værelser og et badeværelse på øverste etage. Værelserne er indrettet med møbler fra den pågældende æra, og genstande som en grammofon og en radio fortæller om livet i hjemmet i 1920'erne. Voksfigurer af Atatürk, Latife Hanım og Zübeyde Hanım, skabt af Prof. Dr. Yılmaz Büyükerşen, er placeret i værelserne. Zübeyde Hanıms værelse er indrettet som et mindesmærke, og det er her, man bør tilb

Zübeyde Hanım Caddesi fører dig fra stationen i retning af Soğukkuyu. Soğukkuyu var en kystlandsby, hvor nomader bosatte sig i det 19. århundrede, og mindesmærkets park ligger langs denne gade. Inden du går ind i parken, skal du huske, hvor du kommer fra. Zübeyde Hanım blev født i Thessaloniki i 1857; hun var datter af Feyzullah Ağa, en mand fra en nomadefamilie, der var blevet flyttet fra det centrale Anatolien til det vestlige Thessaloniki. Hun blev gift med Ali Rıza Efendi og fik fem børn, men hun mistede sin mand i 1888, da Mustafa stadig var i folkeskolen. Efter Balkankrigen flyttede hun sammen med sin datter Makbule til Istanbul, hvor de bosatte sig i Akaretler. Den 14. januar 1923 døde hun i Izmir, hvor hun var kommet for at få behandling, og hun blev begravet på gårdspladsen ved Ferik Osman Paşa-moskeen; hendes grav ligger i dag i parken, hvor gårdspladsen lå.

Formen på mindesmærket er resultatet af en diskussion. I 1938 præsenterede borgmesteren i Izmir, Behçet Uz, et detaljeret design til mindesmærket, men Atatürk afviste det og ønskede kun en stor sten placeret over graven, omgivet af en legeplads. Mindesmærket blev bygget i overensstemmelse med dette ønske af Izmir Kommune i 1940. Den sten, du ser, er lyserød granit, der er blevet bragt fra Yamanlar-bjergene; den er fire meter høj og vejer ti tons. På den er der en udskåret buste af Zübeyde Hanım, og nedenunder er der en kort inskription, der fortæller, at dette er gravstedet for Atatürks mor, som døde i 1923. Den originale gravsten, der blev fjernet under byggeriet, er blevet opbevaret på Izmir Arkæologiske Museum siden 2005.

I parken skal du først stå foran ceremonilokalet og derefter gå hen til mindesmærket. Læs indskriften i lyset fra siden; middagssolen flader granitten ud, mens morgenen og eftermiddagen er bedre. Gå rundt om stenen og se på dens tekstur; fraværet af dekoration var et bevidst valg. Legepladsen, som Atatürk ønskede, ligger stadig ved siden af mindesmærket. Parken er et beskyttet område af første grad; vegetationen, belysningen og ceremonilokalet er blevet omorganiseret, og der er blevet bygget en tehave oven på bassinet, og området overvåges døgnet rundt. Sæt dig et øjeblik på en bænk og observer parkens daglige liv; dette sted er både et mindesmærke og en park for lokalområdet.

Hvert år den 14. januar og på Mors Dag afholdes der ceremonier her; der lægges kranser, der holdes et minuts stilhed, og der synges den tyrkiske nationalmelodi, og elever reciterer digte. Ud over kommunen deltager også organisationer som Kay

For den sidste destination skal du tage sporvognslinje T1 fra Karşıyaka Havn. Efter at have passeret Nikah Sarayı og Yunuslar stationer, er den tredje station Bostanlı Havn. Linjen blev åbnet den 11. april 2017 og følger kysten langs sin 8,8 kilometer lange strækning. Hvis du foretrækker at gå, følg kystvejen mod vest; det er en lige og let gåtur langs kysten, der er knap to kilometer lang, og hvor du altid har havet på din venstre side. Navnet Bostanlı fortæller sin egen historie: I registre fra 1890 blev stedet omtalt som Menemen Havn. I 1900 blev det kaldet "Papaskala", hvilket betyder "præstens havn" på græsk. Det var her, at vandmeloner og andre frugter fra Menemen-sletten blev losset, og det gav området dets nuværende navn. Havnen har altså ikke kun været til brug for færger, men har i over hundrede år været en vigtig del af denne kysts eksistens. Den nuværende Bostanlı Færgehavn blev bygget af Turkish Maritime Enterprises mellem 1989 og 1993. Den dækker et område på omkring 20.000 kvadratmeter og har en administrationsbygning på 2.500 kvadratmeter. Herfra afgår færger til Konak, Alsancak, Üçkuyular og Karşıyaka, og der er også en bilfærge, der opererer fra denne havn. Havnen drives i dag af İZDENİZ, som er den maritime afdeling af İzmir Metropolitan Municipality, oprettet i 1992. Sporvognsstoppestedet Bostanlı Havn ligger lige foran. Der er taget hensyn til tilgængelighed for handicappede og der er en cykelsti. Gå videre langs kysten efter at have passeret havnen; Balıkçı Baba Park er et af de mange steder, hvor du kan slappe af langs kysten, og om onsdage er der marked i området. Dit egentlige mål er det sted, hvor Bostanlı-floden løber ud i bugten. Her har to bygninger, der blev åbnet i 2016, ændret kystens karakter: Bostanlı Gående Bro og Solnedgangsterrassen, som er designet af arkitekt Evren Başbuğ og hans team for İzmir Metropolitan Municipality. Designet blev udført mellem 2014 og 2015, byggeriet startede i 2015 og blev færdigt i 2016, og bygningerne blev åbnet i august 2016; det samlede byggeareal er 8.800 kvadratmeter. Begge bygninger var den første implementering af İzmirDeniz-planen, som er İzmir Metropolitan Municipality's plan for at omdesigne kysten, specifikt "Karşıkıyı"-delen. Designteamet beskriver de to bygninger som "daglige mødesteder, der genforener byens beboere med kysten", og de knytter dette til en vision om et afslappet liv i İzmir. Broen forbinder flodens to sider med en asymmetrisk, let buet form; under buen kan både passere til en flydende bro ved flod Om aftenen fyldes terrassen, men i løbet af ugen er det mere roligt. Om efteråret kan vinden fra vest være kraftig, så klæd dig lidt varmere. Når mørket falder på, vend tilbage til Bostanlı færgeterminal. Der går direkte færger til Konak. Tjek den aktuelle prisliste på IZDENIZ' hjemmeside, og lad dagen slutte, som den startede. Kilder: Wikipedia (Bostanlı, Karşıyaka; Bostanlı færgeterminal); Wikipedia (Karşıyaka; Sporvogn İzmir); Arkiv og Arkitera (Bostanlı fodgængerbro og solnedgangsterrasse); İzmir Storbykommune (IZDENIZ ruter).