
Fra Keban-flodens bredder til Munzur-bjergene.
Log ind for at synes godt om og bedømme
Denne rute følger Tunceli fra syd til nord, og følger vandets vej. Ifølge provinsdirektoratets geografiside stiger provinsens territorium fra syd til nord og fra vest til øst; Keban-dæmningen i syd og Munzur-bjergene i nord og nordvest udgør provinsens naturlige grænser. Ruten forbinder disse to endepunkter. Det første stop er borgen og søen i Pertek. Ifølge Kulturportalen ligger Pertek-borgen på en ø, da den blev bygget på en bakke ved bredden af Murats flod, og området er nu oversvømmet af Keban-dæmningen. Byggeåret for borgen er ikke kendt med sikkerhed, men det er skrevet, at den blev restaureret i det osmanniske rige. Da der ikke findes information om transport og besøgsforhold til øen, er dette stop baseret på at observere det fra kysten og få bekræftelse fra provinsdirektoratet. Provinsdirektoratet skriver, at Pertek var et livligt kultur- og kunstcenter i Seljuk- og osmanniske perioder, og at det bestod af et kompleks med en borg, et karavanserai, et bad, en skole og et køkken. Det andet stop er Tunceli-museet i byens centrum. Bygningen, der oprindeligt blev brugt som kaserne og senere som boliger, er fra den tidlige republikanske periode og er blevet restaureret og omdannet til et museum. Vi har placeret museet som det andet stop, før vi besøger parken og bjergene, for at lære om regionens arkæologi, etnografi og natur. De to timer i museet giver en pause, uanset vejret. Det tredje stop er Munzur-dalens nationalpark. Ifølge provinsdirektoratet starter parken 8 kilometer fra byens centrum og strækker sig langs dalen op til Munzur-bjergene. Her er det vigtigt at observere træerne, floden og skråningerne i dalen, og at lære om de forskellige plantearter og dyr. Det fjerde og sidste stop er Munzur-bjergene. Denne beskrivelse omhandler kun den del af Munzur-bjergene, der ligger i Tunceli. Det højeste punkt i provinsen er Akbaba-toppen, som er 3.463 meter høj. Bjergene er kildeområde for floder som Munzur, Pülümür og Tahar, som til sidst løber ud i Keban-dæmningen, som er det første stop på ruten. På den måde danner ruten en cirkel. Det er særligt spændende at følge stigningen i højden, ændringerne i klimaet og vandets retning undervejs. Ruten fuldender sin historiske dimension ved borgen og museet, og sin naturlige dimension i parken og bjergene. Praktiske oplysninger: Afstandene mellem stoppene og rejsetiderne er ikke angivet med tal i denne beskrivelse. Tjek åbningstider og priser for museet på muze.gov.tr, og kontroller regler og tilladelser for nationalparken hos de relevante myndigheder. Undersøg vejforholdene til bjergene og søen, før du tager afsted. Medbring vand, solbeskyttelse og Kilder:
- Kulturportalen, Pertek Slot, https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/tunceli/gezilecekyer/pertek-kalesi
- Tunceli Provinsielle Kultur- og Turismestyrelse, Pertek, https://tunceli.ktb.gov.tr/TR-57258/pertek.html
- Kulturportalen, Tunceli Museum, https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/tunceli/gezilecekyer/tunceli-muzesi
- KVMGM, Tunceli Museumsafdeling, https://kvmgm.ktb.gov.tr/TR-281504/tunceli-muze-mudurlugu.html
- Tunceli Provinsielle Kultur- og Turismestyrelse, Munzur-dalen Nationalpark, https://tunceli.ktb.gov.tr/TR-57342/munzur-vadisi-milli-parki.html
- Tunceli Provinsielle Kultur- og Turismestyrelse, Geografi, https://tunceli.ktb.gov.tr/TR-57260/cografya.html
- Tunceli Provinsielle Kultur- og Turismestyrelse, Søer, https://tunceli.ktb.gov.tr/TR-57341/goller.html
Rutestop

Pertek Slot.
Ruten starter i Pertek, ved bredden af Keban-reservoiret, i Tunceli. Dette stop er ikke beregnet til at udforske selve borgen, men til at se den og få klarhed over besøgsforholdene. Kulturportalen skriver, at borgen er beliggende på en bakke ved bredden af Murats flod, og at den i dag ligger på en ø på grund af reservoiret. Derfor bør du ikke antage, at du kan gå til borgen. Information om transport til øen og besøgsforhold findes ikke på de officielle sider. Kontakt Tunceli Provincial Kultur- og Turismeafdeling for at få de seneste oplysninger. Spørg om, hvorfra det er muligt at se borgen fra kysten, om det er muligt at komme ud til øen, og om der er særlige regler afhængigt af årstiden. Når du har bekræftet oplysningerne, skal du tage til Pertek. Provincialafdelingen oplyser, at byen ligger 52 kilometer fra provinsens centrum. Da Pertek er omgivet af Keban-reservoiret på sin østlige og sydlige side, ligner byen næsten en halvø. Forståelsen af dette landskab er nøglen til at forstå borgen, da det nuværende ø-udseende er et resultat af dannelsen af søen. Når du står ved kysten, skal du først se på den generelle linje af vandet og derefter på silhuetten af bakken. Kilder beskriver borgen som en struktur bestående af to mure. Der er også skrevet, at der er bygningsrester mellem murene, men om du kan se dem fra afstand afhænger af, hvor du står. En kikkert eller zoomfunktionen på din telefon kan være nyttig her. På borgens sydlige facade er der røde, hårde mursten og blå fliser indlagt mellem de udskårne sten. Hvis du får mulighed for at se borgen tæt på, er dette det første, du skal kigge efter. Byggeåret er ikke kendt med sikkerhed; kilder nævner kun, at den blev restaureret i det osmanniske rige. Hvis du ser et specifikt år på en skilt eller i en beskrivelse, skal du undersøge kilden. Provincialafdelingen skriver, at mange af de historiske monumenter i området bærer præg af Mengüçlü- og det osmanniske rige. Den samme side nævner også Sağman-borgen blandt de vigtigste monumenter; du kan kontakte afdelingen for at få oplysninger om besøgsmuligheder. Der findes også en historie, der forklarer byens navn. Ifølge provincialafdelingen blev en fuglestatue, der symboliserer overflod, placeret på borgen, og den blev kaldt "Pirtek". Navnet udviklede sig senere til "Pertek". Provincialafdelingen fremhæver, at søens blå og grønne farver gør byen særligt smuk i foråret. For at tage gode billeder anbefales det at tage billeder i morgens- eller aftentimerne, når lyset er blødere og reflekserne på vandet er mindre. Husk at medbringe vand, hat og solbeskyttelse, da forholdene for skygge og siddepladser ved kysten kan variere. Siden nævner også

Tunceli Museum.
Det andet stop er Tunceli Museum, der ligger i byens centrum. Dette er det mest uafhængige stop på ruten, da det er mindre påvirket af vejret. Museet ligger i Moğultay-kvarteret, på Ali Demir-gaden. Ifølge officielle oplysninger har det været åbent for besøgende siden 24. december 2020. Tjek åbningstiderne og entrépriserne på museets hjemmeside (muze.gov.tr) eller på siden for Tunceli Museum, før du besøger det. Før du går ind, så tag et kig på bygningen udefra. Den er rektangulær og i tysk arkitektonisk stil. Nordfacaden har tre etager, mens de andre facader har to. Bygningen, hvis grundsten blev lagt i 1935, blev færdiggjort i 1937. Den er registreret som et monument fra den tidlige republikanske periode. Ifølge Kulturportalen var bygningen den første store struktur, der blev bygget, da byens centrum blev etableret. Bygningen blev oprindeligt brugt som en militærbarak, senere omdannet til boliger for embedsmænd. I 2015 blev den overdraget til ministeriet og restaureret til et museum. Husk denne historie, når du går rundt, da museet er en genbrug af en tidligere militærbarak. Indendørs er der seks sale, og udstillingen er opbygget med informationstekster, billeder, dioramaer og rekonstruktioner, der spænder fra forhistorisk tid til i dag. Samlingen er opdelt i følgende afsnit: Arkæologi og mønter, etnografi, traditionelle landbrugsmetoder og flora/fauna, troskultur, stenskulpturer og artefakter fra den tidlige republikanske periode. Start med afsnittet om arkæologi og mønter, da det giver en nemmere forståelse af udstillingens forløb, hvis man starter fra de tidligste perioder. Vær opmærksom på, at mønterne er små, så gå langsomt forbi udstillingsmontrene og læs etiketterne. I etnografiafdelingen kan du se genstande fra det lokale dagligliv, ledsaget af tekster, der forklarer deres anvendelse. Salen om landbrug og flora/fauna fungerer som en forberedelse til det næste stop. Da navnet på salen også dækker regionens plante- og dyreliv, er det en god idé at slå op efter de arter, der vil blive nævnt ved det næste stop. Salen om troskultur er en afsnit med en specifik betegnelse; det er tilstrækkeligt at læse beskrivelsen af salen fra museets egne tekster. I salen med stenskulpturer skal du være opmærksom på størrelsen, udførelsen og de periodemæssige oplysninger på etiketterne. Afsnittet om den tidlige republikanske periode giver en kontekst, der er tæt knyttet til bygningens egen historie. Spørg ved indgangen om museets regler for fotografering. Når du er færdig med din rundtur, kan du sætte dig i gården og notere dine indtryk. Når du forlader museet, så tag et sidste kig på bygningen

Munzur-dalen Nationalpark.
Det tredje stop er Munzur-dalen Nationalpark. Ifølge provinsdirektoratet starter parken 8 kilometer fra bymidten i Tunceli og strækker sig langs dalen op til Munzur-bjergene. Området blev udpeget som nationalpark i 1971 og omfatter et område på 42.000 hektar. I dette store område vil du fokusere på dalens forløb, snarere end et enkelt punkt. Provinsdirektoratet anbefaler, at det bedste tidspunkt for at besøge parken er fra juni til september, da området har et barskt kontinentalt klima. Uden for disse måneder bør du tjekke vejret og vejforholdene på forhånd. Kontakt de relevante myndigheder for at få information om adgangskrav, regler og aktiviteter, der kræver tilladelse. Dalen strækker sig gennem et landskab, der er opdelt af Mercan- og Munzur-vandløbene. Når du går langs vandet, skal du bemærke forskellen mellem de nøgne skråninger og den grønne stribe i bunden af dalen. Ifølge kilden er bjergernes stejle skråninger helt uden vegetation. På toppe og skråninger dækker egskove de områder, der ikke er klippefyldte. I bunden af dalen og langs vandløbene findes en blanding af arter som sortnød, pil, ahorn, bøg, platan, hasselnød, valnød, poppel og pil. Hassel, et sjældent træ, danner skovområder på begge sider af Munzur-vandløbet, 1,5 kilometer nedstrøms fra kilderne i Ovacık. Parkens flora omfatter 1518 plantearter, hvoraf 43 er unikke for Munzur-bjergene, og 227 er endemiske for Tyrkiet. Eksempler nævnt af provinsdirektoratet inkluderer klokkeblomst, Erzincan-kirsebær, en art af græs og Munzur-brudeblomst. Undgå at plukke planter og hold dig til stierne. Vilde dyr som bukke med snoede horn, to arter af bjerggedder og urfågel er almindelige i området. Det er held og lykke at se disse dyr; det er bedst at observere dem på afstand med kikkert. Hold også øje med himlen, da der er registreret ørne, gribbe, jagtfalke, spurvefalke og den sjældne klippeørn. Pattedyr som ulve, ræve, bjørne, losser og odder lever også i parken. Undgå at nærme dig dyrene og efterlad ikke mad. I Munzur-vandløbet og Mercan-bækken findes sjældne ørnearter, der er unikke for området. Ifølge provinsdirektoratet strækker ørnenes levesteder sig over et vandområde på 80 kilometer, startende fra kilderne. Indhent tilladelser og få information om restriktioner vedrørende fiskeri fra de relevante myndigheder. Camping, picnic, sportsfiskeri og vandreture er populære aktiviteter. Vandfald og kløfter, der strømmer ned ad dalen, er blandt parkens naturlige skatte. Når du forlader parken, skal du tage dit

Munzur-bjergene.
Den sidste destination er Munzur-bjergene. Sıradağ strækker sig mellem Tunceli og Erzincan, men denne beskrivelse fokuserer kun på området i Tunceli. Dette stop er ikke en vandretur, men et sted hvor man kan betragte bjergene fra dalen og forstå landskabet. Ifølge provinsmyndighederne udgør Munzur- eller Mercan-bjergene, som er en forlængelse af de østlige Taurus-bjerge, den nordvestlige, nordlige og nordøstlige del af provinsen. 70% af provinsens areal er bjergrigt, 25% er plateauer, og 5% er sletter. Det højeste punkt i provinsen er Akbaba-toppen, der ligger 3.463 meter over havets overflade, og som findes i de østlige Munzur-bjerge. Bjergene danner en naturlig grænse i provinsens nordlige og nordvestlige områder. Undervejs vil du opleve, at højden stiger fra syd mod nord, og når du ankommer hertil fra søbredden ved Pertek. Bemærk, at bjergene fungerer som en "tag", der opsamler vand. Karasu- og Murat-floderne samler vandet i provinsen. Munzur-floden, der løber inden for provinsgrænsen, samt Pülümür- og Tahar-floderne, løber ud i Keban-reservoiret i syd. På denne måde er det første stop på ruten, søen, og denne sidste destination, to endepunkter i den samme vandhistorie. Ret dit blik mod de højere dele af bjergene og læs den barske, stejle karakter af skråningerne. Ifølge provinsmyndighederne har området et kontinentalt klima, så besøg anbefales i perioden juni til september. Da vejret i bjergene kan ændre sig hurtigt, skal du tjekke de aktuelle forhold, før du tager afsted. Der findes søer i bjergene. På siden om søer står der, at der findes små gletsersøer og kratersøer i Munzur-bjergene og i de tilhørende Mercan-, Avcı- og Karasakal-bjerge, dannet ved opfyldning af gletsjerdale og kollapsområder. De vigtigste søer for turismen er Karagöl, Koçgölü, Şer Gölü, Dilincik Gölü, Çimli Gölü, Mercan Gölleri og Katır Gölleri. På siden om parken står der, at kratersøerne ligger i højder mellem 2000 og 3000 meter. Der findes ingen oplysninger om transport, vandretid eller sværhedsgrad for at nå disse søer; denne rute indeholder ingen beskrivelse af vandreture. Hvis du ønsker at besøge søerne, skal du kontakte provinsmyndighederne og de lokale myndigheder. For at tage billeder, skal du kigge fra bunden af dalen op mod bjergene og vælge tidspunkter, hvor lyset kommer fra siden. På kortet indikerer det markerede punkt for bjergene midten af bjergkæden, og ikke en indgang eller et topmøde. Tag højde for, at solen går tidligt, og plan
Kommentarer
Indlaeser...
