Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Fra Keban-flodens bredder til Munzur-bjergene.
Ruter4 Stop

Fra Keban-flodens bredder til Munzur-bjergene.

Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Denne rute følger Tunceli fra syd til nord, og følger vandets vej. Ifølge provinsdirektoratets geografiside stiger provinsens territorium fra syd til nord og fra vest til øst; Keban-dæmningen i syd og Munzur-bjergene i nord og nordvest udgør provinsens naturlige grænser. Ruten forbinder disse to endepunkter. Det første stop er borgen og søen i Pertek. Ifølge Kulturportalen ligger Pertek-borgen på en ø, da den blev bygget på en bakke ved bredden af Murats flod, og området er nu oversvømmet af Keban-dæmningen. Byggeåret for borgen er ikke kendt med sikkerhed, men det er skrevet, at den blev restaureret i det osmanniske rige. Da der ikke findes information om transport og besøgsforhold til øen, er dette stop baseret på at observere det fra kysten og få bekræftelse fra provinsdirektoratet. Provinsdirektoratet skriver, at Pertek var et livligt kultur- og kunstcenter i Seljuk- og osmanniske perioder, og at det bestod af et kompleks med en borg, et karavanserai, et bad, en skole og et køkken. Det andet stop er Tunceli-museet i byens centrum. Bygningen, der oprindeligt blev brugt som kaserne og senere som boliger, er fra den tidlige republikanske periode og er blevet restaureret og omdannet til et museum. Vi har placeret museet som det andet stop, før vi besøger parken og bjergene, for at lære om regionens arkæologi, etnografi og natur. De to timer i museet giver en pause, uanset vejret. Det tredje stop er Munzur-dalens nationalpark. Ifølge provinsdirektoratet starter parken 8 kilometer fra byens centrum og strækker sig langs dalen op til Munzur-bjergene. Her er det vigtigt at observere træerne, floden og skråningerne i dalen, og at lære om de forskellige plantearter og dyr. Det fjerde og sidste stop er Munzur-bjergene. Denne beskrivelse omhandler kun den del af Munzur-bjergene, der ligger i Tunceli. Det højeste punkt i provinsen er Akbaba-toppen, som er 3.463 meter høj. Bjergene er kildeområde for floder som Munzur, Pülümür og Tahar, som til sidst løber ud i Keban-dæmningen, som er det første stop på ruten. På den måde danner ruten en cirkel. Det er særligt spændende at følge stigningen i højden, ændringerne i klimaet og vandets retning undervejs. Ruten fuldender sin historiske dimension ved borgen og museet, og sin naturlige dimension i parken og bjergene. Praktiske oplysninger: Afstandene mellem stoppene og rejsetiderne er ikke angivet med tal i denne beskrivelse. Tjek åbningstider og priser for museet på muze.gov.tr, og kontroller regler og tilladelser for nationalparken hos de relevante myndigheder. Undersøg vejforholdene til bjergene og søen, før du tager afsted. Medbring vand, solbeskyttelse og Kilder:

Pertek, Tunceli
Ruter
4 Stop
~8 t 30 min på stederne
Rejse ~92 km · 2 t 33 min
I alt ~11 t 3 min
6. november 2026

Rutestop

1
Pertek Kalesi

Pertek Slot.

~1 t 30 min her
Pertek merkez

Ruten starter i Pertek, ved bredden af Keban-reservoiret, i Tunceli. Dette stop er ikke beregnet til at udforske selve borgen, men til at se den og få klarhed over besøgsforholdene. Kulturportalen skriver, at borgen er beliggende på en bakke ved bredden af Murats flod, og at den i dag ligger på en ø på grund af reservoiret. Derfor bør du ikke antage, at du kan gå til borgen. Information om transport til øen og besøgsforhold findes ikke på de officielle sider. Kontakt Tunceli Provincial Kultur- og Turismeafdeling for at få de seneste oplysninger. Spørg om, hvorfra det er muligt at se borgen fra kysten, om det er muligt at komme ud til øen, og om der er særlige regler afhængigt af årstiden. Når du har bekræftet oplysningerne, skal du tage til Pertek. Provincialafdelingen oplyser, at byen ligger 52 kilometer fra provinsens centrum. Da Pertek er omgivet af Keban-reservoiret på sin østlige og sydlige side, ligner byen næsten en halvø. Forståelsen af dette landskab er nøglen til at forstå borgen, da det nuværende ø-udseende er et resultat af dannelsen af søen. Når du står ved kysten, skal du først se på den generelle linje af vandet og derefter på silhuetten af bakken. Kilder beskriver borgen som en struktur bestående af to mure. Der er også skrevet, at der er bygningsrester mellem murene, men om du kan se dem fra afstand afhænger af, hvor du står. En kikkert eller zoomfunktionen på din telefon kan være nyttig her. På borgens sydlige facade er der røde, hårde mursten og blå fliser indlagt mellem de udskårne sten. Hvis du får mulighed for at se borgen tæt på, er dette det første, du skal kigge efter. Byggeåret er ikke kendt med sikkerhed; kilder nævner kun, at den blev restaureret i det osmanniske rige. Hvis du ser et specifikt år på en skilt eller i en beskrivelse, skal du undersøge kilden. Provincialafdelingen skriver, at mange af de historiske monumenter i området bærer præg af Mengüçlü- og det osmanniske rige. Den samme side nævner også Sağman-borgen blandt de vigtigste monumenter; du kan kontakte afdelingen for at få oplysninger om besøgsmuligheder. Der findes også en historie, der forklarer byens navn. Ifølge provincialafdelingen blev en fuglestatue, der symboliserer overflod, placeret på borgen, og den blev kaldt "Pirtek". Navnet udviklede sig senere til "Pertek". Provincialafdelingen fremhæver, at søens blå og grønne farver gør byen særligt smuk i foråret. For at tage gode billeder anbefales det at tage billeder i morgens- eller aftentimerne, når lyset er blødere og reflekserne på vandet er mindre. Husk at medbringe vand, hat og solbeskyttelse, da forholdene for skygge og siddepladser ved kysten kan variere. Siden nævner også

Pertek-borgen er beliggende på en bakke ved bredden af Murats flod, syd for Tunceli. I dag er borgen en ø, da vandet fra Keban-dæmningen omgiver bakken. Dette er det mest karakteristiske træk, der adskiller borgen fra andre historiske bygninger i området. Kultur- og Turisme Ministeriets kulturportal angiver, at borgen blev restaureret i det osmanniske rige. Samme kilde oplyser, at byggeåret ikke er kendt med sikkerhed. Derfor er det mere korrekt at betragte borgen som en struktur, der er blevet brugt og restaureret over tid, snarere end at knytte den til et bestemt århundrede. Borgen består af to mure. Mellem de to mure findes der bygningsrester, hvilket indikerer, at der har været bebyggelse indenfor. På sydsiden er der en bemærkelsesværdig blanding af materialer. Der er indlagt røde, hårde mursten mellem de udskårne sten, og der er indlagt blå fliser imellem. For besøgende, der kan lide at tage billeder, er denne farvekombination en smuk detalje at lede efter på stenvæggene. For at forstå borgen fuldt ud, er det også vigtigt at se på den by, den ligger i. Pertek ligger syd for Tunceli, og byens øst- og sydgrænse er helt omgivet af Keban-dæmningen. Kultur- og Turisme Direktoratet i Tunceli beskriver byen som et sted, der ligner en halvø. Ifølge samme side er byens areal 947 kvadratkilometer, og højden over havets overflade er 1050 meter. Direktoratet skriver, at Pertek i Seljuk- og det osmanniske rige blev et livligt kultur- og kunstcenter. Byen, der har en borg, et karavanserai, et bad, en moské, en madrasa og et køkken, var også et uddannelsescenter. Pertek er den by i provinsen med næstflest historiske monumenter efter Çemişgezek. Disse monumenter bærer primært spor fra Mengüçlü- og det osmanniske rige. Udover borgen omfatter de vigtigste monumenter Çelebi Ağa-moskéen, Sağman-moskéen, Baysungur-moskéen og Sağman-borgen. Direktoratets side indeholder også en lokal forklaring om oprindelsen af byens navn. Ifølge denne fortælling blev fuglefiguren, der blev placeret på borgen, kaldt "Pirtek", og navnet udviklede sig over tid til "Pertek". Dette skal læses som en lokal forklaring om byens navn, og ikke som en definitiv historisk oplysning. Når du planlægger et besøg, er transport det vigtigste. På kulturportalens "hvordan kommer man derhen"-sektion står der kun "Pertek centrum"; der er ingen oplysninger om, hvordan man kommer til øen. Da det ikke er angivet i officielle kilder, om borgen er åben for besøgende, og hvordan man kommer til øen, skal du bekræfte disse oplysninger hos Kultur- og Turisme Direktoratet i Tunceli. Antag ikke, at du kan gå til borgen, da den nu er en ø omgivet af vand. Du Det er en god idé at planlægge besøget i foråret for at kunne se fæstningen fra søen. Floden Hozat (Singeç) løber gennem distriktet og udmunder i søen. Fiskeri i søen er populært, og der fanges primært karpe, spejlkarp og aborre, som sælges i Tunceli og Elazığ. Hvis du ønsker at se fæstningen fra kysten, så vælg tidspunkter, hvor lyset er blødt. Vandoverfladen forstærker udsigten og viser, hvor markant fæstningen står med sine mure. Du kan kombinere turen med et besøg til andre historiske steder i distriktet, hvilket giver dig mulighed for at opleve både Mengüçlü- og osmanniske spor på samme dag. Husk altid at tjekke vejret og transportforholdene, før du tager afsted.
2
Tunceli Müzesi

Tunceli Museum.

~2 t her
Moğultay Mahallesi, Av. Ali Demir Caddesi No:5/1, Merkez/Tunceli

Det andet stop er Tunceli Museum, der ligger i byens centrum. Dette er det mest uafhængige stop på ruten, da det er mindre påvirket af vejret. Museet ligger i Moğultay-kvarteret, på Ali Demir-gaden. Ifølge officielle oplysninger har det været åbent for besøgende siden 24. december 2020. Tjek åbningstiderne og entrépriserne på museets hjemmeside (muze.gov.tr) eller på siden for Tunceli Museum, før du besøger det. Før du går ind, så tag et kig på bygningen udefra. Den er rektangulær og i tysk arkitektonisk stil. Nordfacaden har tre etager, mens de andre facader har to. Bygningen, hvis grundsten blev lagt i 1935, blev færdiggjort i 1937. Den er registreret som et monument fra den tidlige republikanske periode. Ifølge Kulturportalen var bygningen den første store struktur, der blev bygget, da byens centrum blev etableret. Bygningen blev oprindeligt brugt som en militærbarak, senere omdannet til boliger for embedsmænd. I 2015 blev den overdraget til ministeriet og restaureret til et museum. Husk denne historie, når du går rundt, da museet er en genbrug af en tidligere militærbarak. Indendørs er der seks sale, og udstillingen er opbygget med informationstekster, billeder, dioramaer og rekonstruktioner, der spænder fra forhistorisk tid til i dag. Samlingen er opdelt i følgende afsnit: Arkæologi og mønter, etnografi, traditionelle landbrugsmetoder og flora/fauna, troskultur, stenskulpturer og artefakter fra den tidlige republikanske periode. Start med afsnittet om arkæologi og mønter, da det giver en nemmere forståelse af udstillingens forløb, hvis man starter fra de tidligste perioder. Vær opmærksom på, at mønterne er små, så gå langsomt forbi udstillingsmontrene og læs etiketterne. I etnografiafdelingen kan du se genstande fra det lokale dagligliv, ledsaget af tekster, der forklarer deres anvendelse. Salen om landbrug og flora/fauna fungerer som en forberedelse til det næste stop. Da navnet på salen også dækker regionens plante- og dyreliv, er det en god idé at slå op efter de arter, der vil blive nævnt ved det næste stop. Salen om troskultur er en afsnit med en specifik betegnelse; det er tilstrækkeligt at læse beskrivelsen af salen fra museets egne tekster. I salen med stenskulpturer skal du være opmærksom på størrelsen, udførelsen og de periodemæssige oplysninger på etiketterne. Afsnittet om den tidlige republikanske periode giver en kontekst, der er tæt knyttet til bygningens egen historie. Spørg ved indgangen om museets regler for fotografering. Når du er færdig med din rundtur, kan du sætte dig i gården og notere dine indtryk. Når du forlader museet, så tag et sidste kig på bygningen

Tunceli Museum er beliggende i Moğultay-kvarteret i byens centrum, i den gamle kasernebygning på Av. Ali Demir Caddesi. Bygningen, som i dag er museum, er en bygning fra den tidlige republikanske periode, der stammer fra byens grundlæggelse. Ifølge ejendomsregistrene blev grundstenen lagt i 1935, og byggeriet blev færdiggjort i 1937. Kulturportalen nævner, at bygningen var den største bygning i byen, da byens centrum blev etableret. Kilder er ikke enige om, hvem der var arkitekten, så det er kun nævnt, at den er bygget i tysk arkitektonisk stil. Planen er rektangulær; den nordlige facade er tre etager høj, mens de østlige, vestlige og sydlige facader er to etager høje. Kultur- og Turisme Ministeriet angiver, at bygningen er placeret på et område på ca. 5.500 kvadratmeter. Kulturportalen nævner et areal på 5.800 kvadratmeter under tag, men begge tal skal betragtes som omtrentlige. Den centrale gårdhave er 1.800 kvadratmeter stor. Gårdhaven er designet til at kunne bruges til koncerter, teaterforestillinger og taler. Bygningen blev brugt som kaserne indtil 1949. Det år blev den overdraget fra Forsvarsministeriet til Finansministeriet og efter en mindre renovering blev den omdannet til personaleboliger. Denne anvendelse fortsatte indtil 1990'erne. Indtil februar 2015, hvor arbejdet med at omdanne bygningen til et museum begyndte, boede omkring 65 familier i bygningen. Erzurum Kultur- og Naturarvsbeskyttelsesudvalg registrerede bygningen som en administrativ bygning af gruppe II i 2005. I 2015 blev bygningen tildelt Direktoratet for Kulturarv og Museer med henblik på brug som museum. Renoveringen, der fandt sted mellem 2015 og 2020, omdannede kasernen til et museum. Tunceli Museumsafdeling blev oprettet i 2019, og udstillingsarbejdet blev færdiggjort i 2019 og 2020. Museet åbnede for offentligheden den 24. december 2020. Udstillingen består af seks sale, der fortæller om menneskehedens livsrejse fra forhistorisk tid til i dag. Udstillingen er opbygget med informative tekster, billeder, dioramaer og rekonstruktioner. Den første sektion af samlingen er dedikeret til arkæologi og mønter. Den anden sektion er etnografi, og her findes genstande fra fortidens hverdag. Den tredje sal omhandler landbrug og flora og fauna. Den fjerde sal er dedikeret til "Troens Kultur". Den femte sal er dedikeret til stenartefakter. Den sjette sektion indeholder artefakter fra den tidlige republikanske periode. Kulturportalen beskriver museet som et aktivt kulturcenter, hvor fund og dokumenter fra Tuncelis ældste historie og frem til i dag Når du træder ind i gården, kan du tydeligt se forskellen mellem den firkantede plan og etagerne. Sørg for at afsætte tilstrækkelig tid til at udforske de forskellige sale i ro og mag; det er kun sådan, man kan opleve alle seks afdelinger ordentligt. Flora- og faunaafdelingen er et godt sted at starte, før du begiver dig ud i naturen omkring Munzur. Ifølge den nationale parkdirektion ligger museet kun 8 kilometer fra byens centrum, så det er nemt at planlægge et besøg før eller efter en naturtur. Museet er let tilgængeligt med offentlig transport eller til fods, da det ligger i byens centrum. Brug adressen "Av. Ali Demir Caddesi" i din GPS. Besøg museet i dagslys for at fotografere facaden, og sørg for at få hele bygningen med i billedet.
3
Munzur Vadisi Milli Parkı

Munzur-dalen Nationalpark.

~3 t her

Det tredje stop er Munzur-dalen Nationalpark. Ifølge provinsdirektoratet starter parken 8 kilometer fra bymidten i Tunceli og strækker sig langs dalen op til Munzur-bjergene. Området blev udpeget som nationalpark i 1971 og omfatter et område på 42.000 hektar. I dette store område vil du fokusere på dalens forløb, snarere end et enkelt punkt. Provinsdirektoratet anbefaler, at det bedste tidspunkt for at besøge parken er fra juni til september, da området har et barskt kontinentalt klima. Uden for disse måneder bør du tjekke vejret og vejforholdene på forhånd. Kontakt de relevante myndigheder for at få information om adgangskrav, regler og aktiviteter, der kræver tilladelse. Dalen strækker sig gennem et landskab, der er opdelt af Mercan- og Munzur-vandløbene. Når du går langs vandet, skal du bemærke forskellen mellem de nøgne skråninger og den grønne stribe i bunden af dalen. Ifølge kilden er bjergernes stejle skråninger helt uden vegetation. På toppe og skråninger dækker egskove de områder, der ikke er klippefyldte. I bunden af dalen og langs vandløbene findes en blanding af arter som sortnød, pil, ahorn, bøg, platan, hasselnød, valnød, poppel og pil. Hassel, et sjældent træ, danner skovområder på begge sider af Munzur-vandløbet, 1,5 kilometer nedstrøms fra kilderne i Ovacık. Parkens flora omfatter 1518 plantearter, hvoraf 43 er unikke for Munzur-bjergene, og 227 er endemiske for Tyrkiet. Eksempler nævnt af provinsdirektoratet inkluderer klokkeblomst, Erzincan-kirsebær, en art af græs og Munzur-brudeblomst. Undgå at plukke planter og hold dig til stierne. Vilde dyr som bukke med snoede horn, to arter af bjerggedder og urfågel er almindelige i området. Det er held og lykke at se disse dyr; det er bedst at observere dem på afstand med kikkert. Hold også øje med himlen, da der er registreret ørne, gribbe, jagtfalke, spurvefalke og den sjældne klippeørn. Pattedyr som ulve, ræve, bjørne, losser og odder lever også i parken. Undgå at nærme dig dyrene og efterlad ikke mad. I Munzur-vandløbet og Mercan-bækken findes sjældne ørnearter, der er unikke for området. Ifølge provinsdirektoratet strækker ørnenes levesteder sig over et vandområde på 80 kilometer, startende fra kilderne. Indhent tilladelser og få information om restriktioner vedrørende fiskeri fra de relevante myndigheder. Camping, picnic, sportsfiskeri og vandreture er populære aktiviteter. Vandfald og kløfter, der strømmer ned ad dalen, er blandt parkens naturlige skatte. Når du forlader parken, skal du tage dit

Munzur Nationalpark ligger i Munzur-dalen, mellem byerne Tunceli og Ovacık. Området, der dækker 42.000 hektar, blev udpeget som nationalpark i 1971. Tunceli Kultur- og Turismeafdeling præsenterer parken som en af Tyrkiets største nationalparker. Parken begynder otte kilometer fra Tuncelis centrum og strækker sig langs dalen op til Munzur-bjergene. I nord når Munzur-bjergene op til 3300 meter. Disse bjerge er opdelt af Mercan- og Munzur-dalene. Områdets rige naturressourcer, især vandkilder og kilder, har været afgørende for, at det blev udpeget som nationalpark. Endemiske plantearter og lokale dyrearter har også været medvirkende faktorer i denne beslutning. Ifølge afdelingens hjemmeside er der registreret 1518 forskellige plantearter i parken. Af disse er 43 arter udelukkende hjemmehørende i Munzur-bjergene, og 227 arter er endemiske for Tyrkiet. Blandt de planter, der ikke findes andre steder end i Munzur-bjergene, er klokkeblomst, Erzincan-kirsebær, en bestemt type græs, Munzur-brudeblomst og bjergte. Den dominerende træart i parken er eg. På skråningerne og i områder uden klippe er der egskove. I dalbunden og langs vandløbene findes en blanding af træarter, herunder sortnød, ahorntræ, røn, hassel, platan, vin, kastanje, valnød, vild hasselnød, poppel og pil. Omkring en halv kilometer nedstrøms fra Munzur-kilderne findes et kastanjeskov, som er det karakteristiske træ i området. Kastanjetræet er en sjælden træart i Tyrkiet, og her danner det smukke stammer langs vandet. I modsætning hertil er bjergskråningerne helt barne. Også dyrelivet er med til at definere parkens identitet. To arter af bjergged, kendt som "chamelged" og "bezuvar", samt urhøns er blandt de lokale dyrearter. I Munzur-floden og Mercan-bækken lever der sjældne laks, der er unikke for området. I parken findes også ulve, ræve, grævlinger, bjørne, los, odder, skovskader, egern, kaniner, vildsvin og vildged. Brunbjørnen lever i huler og klippeformationer og er et af de vigtigste store pattedyr i området. Fugle som ørne, gribbe, jagtfalke, høge, spurvefalke og ugler kan observeres, og der er også sjældne arter som klippeørn. Nataktive fugle som ugle og flagermus er almindelige. Fugle som fasan, skovfasan, grågås, agerhøne og vadefugle lever også i parken. På toppen af Munzur-bjergene, i højder mellem 2000 og 3000 meter, findes kratersø Fra kilderne og ud til et område på 80 kilometer er ørreder en vigtig naturlig ressource, ikke kun for økonomien i Tunceli, men også for landet som helhed, ifølge direktoratet. På grund af det hårde kontinentale klima er den bedste tid til at besøge parken fra juni til september. Direktoratet skriver, at de naturlige forhold er velegnede til dagsture som camping, picnic, sportsfiskeri og vandreture. Det fremhæves også, at området har potentiale for vandsport og klatring. Hvis du overvejer camping, fiskeri eller vandsport, skal du finde ud af de gældende regler og tilladelser hos den lokale kultur- og turistdirektion. Når du kører fra byens centrum mod Ovacık, følger dalen dig langs hele vejen til parken. For at komme til Munzur-kilderne fra Ovacık, følg skiltene ad asfalteret vej. Hvis du ønsker at observere dyrelivet, er det bedst at tage afsted tidligt om morgenen og medbring en kikkert. Dalen er også et fantastisk sted for fotografer, takket være lyset og vandfarverne, der varierer med årstiden. Hvis du planlægger vandreture, skal du tjekke vejrudsigten på forhånd, da klimaet bliver mere barskt i højere områder.
4
Munzur Dağları

Munzur-bjergene.

~2 t her

Den sidste destination er Munzur-bjergene. Sıradağ strækker sig mellem Tunceli og Erzincan, men denne beskrivelse fokuserer kun på området i Tunceli. Dette stop er ikke en vandretur, men et sted hvor man kan betragte bjergene fra dalen og forstå landskabet. Ifølge provinsmyndighederne udgør Munzur- eller Mercan-bjergene, som er en forlængelse af de østlige Taurus-bjerge, den nordvestlige, nordlige og nordøstlige del af provinsen. 70% af provinsens areal er bjergrigt, 25% er plateauer, og 5% er sletter. Det højeste punkt i provinsen er Akbaba-toppen, der ligger 3.463 meter over havets overflade, og som findes i de østlige Munzur-bjerge. Bjergene danner en naturlig grænse i provinsens nordlige og nordvestlige områder. Undervejs vil du opleve, at højden stiger fra syd mod nord, og når du ankommer hertil fra søbredden ved Pertek. Bemærk, at bjergene fungerer som en "tag", der opsamler vand. Karasu- og Murat-floderne samler vandet i provinsen. Munzur-floden, der løber inden for provinsgrænsen, samt Pülümür- og Tahar-floderne, løber ud i Keban-reservoiret i syd. På denne måde er det første stop på ruten, søen, og denne sidste destination, to endepunkter i den samme vandhistorie. Ret dit blik mod de højere dele af bjergene og læs den barske, stejle karakter af skråningerne. Ifølge provinsmyndighederne har området et kontinentalt klima, så besøg anbefales i perioden juni til september. Da vejret i bjergene kan ændre sig hurtigt, skal du tjekke de aktuelle forhold, før du tager afsted. Der findes søer i bjergene. På siden om søer står der, at der findes små gletsersøer og kratersøer i Munzur-bjergene og i de tilhørende Mercan-, Avcı- og Karasakal-bjerge, dannet ved opfyldning af gletsjerdale og kollapsområder. De vigtigste søer for turismen er Karagöl, Koçgölü, Şer Gölü, Dilincik Gölü, Çimli Gölü, Mercan Gölleri og Katır Gölleri. På siden om parken står der, at kratersøerne ligger i højder mellem 2000 og 3000 meter. Der findes ingen oplysninger om transport, vandretid eller sværhedsgrad for at nå disse søer; denne rute indeholder ingen beskrivelse af vandreture. Hvis du ønsker at besøge søerne, skal du kontakte provinsmyndighederne og de lokale myndigheder. For at tage billeder, skal du kigge fra bunden af dalen op mod bjergene og vælge tidspunkter, hvor lyset kommer fra siden. På kortet indikerer det markerede punkt for bjergene midten af bjergkæden, og ikke en indgang eller et topmøde. Tag højde for, at solen går tidligt, og plan

Munzur-bjergene er en bjergkæde, der strækker sig fra vest til øst som en forlængelse af de østlige Taurus-bjerge. Kæden løber mellem byerne Tunceli og Erzincan; denne tekst beskriver kun området omkring Tunceli. Ifølge Tunceli's provinsadministration strækker bjergene sig 130 kilometer og danner en barriere i nordvest, nord og nordøst af provinsen. Bjergenes grund består af et meget bredt område, der varierer mellem 25 og 30 kilometer. Toppene når generelt en højde på over 3000 meter. Ifølge Tunceli's afdeling for kultur og turisme er det højeste punkt i provinsen Akbaba-toppen, der ligger øst for Munzur-bjergene og har en højde på 3.463 meter. 70% af provinsens areal består af bjerge, og Munzur-bjergene udgør den nordlige grænse for dette bjergrige område. De høje dele af bjergene danner en naturlig grænse i nord og nordvest af provinsen. Ifølge provinsadministrationen har Tunceli ikke kunnet integreres med det frugtbare lavlandsområde, der strækker sig fra Iğdır-sletten til Erzincan-sletten, fordi bjergene udgør en uigennemtrængelig barriere. Bjergkæden falder stejlt ned mod Ovacık-lavlandet, og dette område er kendt som Mercan-bjergene. Ovacık ligger i en højde af 1400 meter, hvorefter meget stejle skråninger begynder i et område mellem 2800 og 3000 meter. Fra disse skråninger fører dale ned til de lavere områder. De høje rygge, der adskiller disse dale, udgør sommergræsningsområder for den lokale befolkning. Udover nogle få områder med egetræ og fyrretræ er bjergene stort set nøgne. De højere områder, over 2700 meter, er permanent dækket af sne. Om vinteren lukkes de høje og stejle passager. De vigtigste passager er Mercan- og Kemah-passagerne, der når en højde på næsten 3000 meter. Afdelingen for kultur og turisme skriver, at der i området forekommer et kontinentalt klima, og at den bedste tid til at besøge nationalparken er fra juni til september. Derfor skal alle planer for besøg i bjergene tilpasses årstiden. I toppen af Munzur- og Bağırpaşa-bjergene findes plateauer, der er omgivet af høje rygge. De mest kendte af disse plateauer er Merk-plateuet i Mercan-bjergene og Kepir-plateuet i den centrale del af Munzur-bjergene. Disse plateauer er meget kolde om vinteren, men bruges som græsningsområder om sommeren. Afdelingen for kultur og turisme nævner Koyungölü, Burnak, Eğripınar, Paşadüzü og Mollaaliler som fremtrædende græsningsområder i Ovacık-distriktet. I toppen af Munzur-, Mercan-, Avcı- og Ifølge provinsadministrationen er provinsens dale meget smalle og stejle, og der er ikke dannet sletter i dalbundene. Dalene er naturlige transportruter, der forbinder forskellige områder inden for provinsen og med naboprovinsene, især i de høje og stejle områder. Munzur-, Mercan-, Pülümür-, Peri- og Tahar-dalene er blandt provinsens vigtigste dale. Munzur-floden, Pülümür-floden og Tahar-floden løber ud i Keban-reservoiret i syd. Munzur-dalen Nationalpark er et beskyttet område i disse bjerge; ifølge provinsadministrationen blev et område på 42.000 hektar udpeget som nationalpark i 1971. Ifølge samme kilde er 43 forskellige plantearter, der er registreret i parkens flora, endemiske for Munzur-bjergene. Selvom bjergskråningerne er stejle og ofte uden vegetation, giver dalbundene og skråningerne dækket af egetræsskov et helt anderledes udseende. Ifølge provinsadministrationen er der to arter af bjerggedder, nemlig "çengel boynuzlu keçi" og "bezuvar", samt urfasan, som er interessante og sjældne arter, der er unikke for dette område. Fra Ovacık-sletten kan man se, hvor stejlt skråningerne falder. På denne side findes der ingen oplysninger om klatreruter, toppe eller varighed; hvis du planlægger en vandretur, skal du indhente oplysninger fra provinsens kultur- og turistkontor og de relevante myndigheder. Da forholdene på vejene til de højere områder varierer afhængigt af årstiden, skal du spørge de lokale myndigheder om vejforholdene, før du tager afsted.

Kommentarer

0/1000

Indlaeser...

Rutekort

Ruteinformation
ByPertek, Tunceli
TypeRuter
Stop4
Dato6. november 2026
Radar TürkiyeForfatterRadar TürkiyeStart rute