Fra Hisar-fortet til Yamaca-skråningen, fra bymuren i Bursa til Hünkar Köşkü.

Start ruten ved Zindan Kapı, som ligger i den sydvestlige del af Hisar. Busserne 4/A eller 4/İ fra Kent Meydanı eller Çakır Hamam bringer dig til Pınarbaşı. Ifølge Bursa Museumsafdelingen kan murene spores tilbage til det 2. århundrede før Kristus, til Bitinyas konge I. Prusias. Romere, Byzantinere og Osmanner restaurerede og brugte dem indtil det 19. århundrede. Kulturportalen angiver en samlet længde på 3,38 kilometer og tæller 14 tårne mellem Tophane og Çakır Hamam. Ifølge Wikipedia stammer de fleste af de nuværende mure fra det 3. århundrede efter Kristus og blev bygget efter gotiske angreb. Zindan Kapı blev genåbnet den 17. oktober 2021 efter en restaurering, der startede i 2015, og fængslernes område, der gav porten sit navn, er blevet omdannet til et moderne kunstgalleri. Den berømte brønd ved indgangen menes at være stedet, hvor fysiske straffe blev udført. De forskellige etager repræsenterer henholdsvis Bitinya- og hellenistisk periode, romersk og byzantinsk periode samt osmannisk periode. Fra tredje etage kan man se tårnene nummer 9 og 10. På museets hjemmeside blev bygningen midlertidigt lukket for besøgende, da denne rute blev udarbejdet; tjek bursamuze.com for at se, om den er åben, og hvis ikke, så se den udefra og fortsæt. Ifølge Kulturportalen blev det kantede tårn øst for porten bygget i 1418 af Çelebi Sultan Mehmed og er bevaret i god stand. Det er en af de bedst bevarede dele af muren, så start med at se det. Rester af det gamle fængsel kan ses på begge sider af porten. Ifølge Wikipedia er der dobbeltmure på den sydlige side, hvor forsvaret var mest udfordrende, mens der kun er en mur på den nordlige, østlige og vestlige side, der følger de stejle terrasser af travertin. Fra Zindan Kapı, gå mod øst til Pınarbaşı Park. Kulturportalen beskriver "Fetih Kapısı" her som et tidligere område for festivaler og markeder. Porten er i dag et ceremoniområde og er vært for årlige fejringer af erobringen. Ifølge Wikipedia er porten også kendt som "Su Kapısı" (vandporten), da den er 1,15 meter bred og er det sted, hvor vand fra Uludağ samles. Den næste port er Yer Kapı. Den ligger i enden af Kavaklı Caddesi, der bærer præg af den hellenistiske gadeplan inde i citadellet, tæt på Üftade Camii. Til højre for porten ligger Yer Kapı (Kara Ali) Camii, og til venstre ligger en skole. Gå ind i citadellet via Kavaklı Caddesi. Ifølge TDV Islam Encyclopedia nævnte Evliya Çelebi i 1640 næsten 2.000 huse, syv kvarterer, et bad og et marked inde i citadellet. Porten Saltanat Kapı, som ligger i den østlige ende af muren, er også kendt som Hisar Kapısı. Kulturportalen beskriver den som den vigtigste byport i Bursa før osmannisk tid og som en udgang til Silkevejen og krydderivejen. Jordskælvet i 1855 ødelagde dele af murene og portene. Ifølge Wikipedia blev Saltanat Kapı revet ned i 1904 af den daværende guvernør, og porten blev genopbygget i 1990'erne baseret på en rekonstruktion af arkitekten İbrahim Yılmaz. Under restaureringen blev de eksisterende sten bevaret, og plantrødder blev fjernet. Man kan tydeligt se overgangen mellem den gamle og den nye struktur på buen. Ifølge Kulturportalen blev restaureringen af de første 500 meter af muren og projektet for Saltanat Kapı godkendt af bevaringsmyndighederne i begyndelsen af 2005. Wikipedia tilføjer, at Osmangazi og Storbykommunen har arbejdet sammen siden 2004. Længere oppe ad den nordlige mur, på Osmangazi Caddesi, står Surüstü Konağı, en bygning med et tårn. Osmangazi Kommune skriver, at bygningen stammer fra anden halvdel af det 20. århundrede og at den blev genopbygget mellem 2008 og 2011 efter ekspropriation. Udsigten fra bygningen over sletten forklarer med et øjeblik, hvorfor Hisar har været en forsvarslinje i to tusinde år. For at fotografere portbuene, skal man vælge tidspunkter, hvor overfladerne er i skygge. Pınarbaşı-siden er bedst om morgenen, mens Saltanat Kapı i øst har bedre lys omkring middag. Fra Saltanat Kapı er der kun få minutters gang til Tophane Parkı, og ruten fortsætter derhen. Kilder: Kulturportalen, Bursa Surları; Bursa Museer, Zindan Kapı; Wikipedia, Bursa Kalesi.

Gå fra Saltanat Kapısı til den nordøstlige kant af Hisar. Tophane Parken ligger oven på muren, hvor den gamle Meydan-ı Osmaniye lå. Ifølge artiklen om Bursa i TDV Islam Encyclopedia er dette stedet, hvor Orhan Gazi grundlagde sit palads med udsigt over sletten, og paladsets placering er i dag kendt som Tophane. Ifølge samme artikel omdannede Orhan Gazi klosteret inde i fæstningen til en moské, og en inskription fra 1337-1338 bekræfter, at der blev bygget en moské her. I midten af parken står et klokketårn, der ifølge Wikipedia er 33 meter højt, 4,65 meter bredt og har seks etager. Det første klokketårn, der blev bygget i perioden under Abdülaziz, blev revet ned før århundredeskiftet, på et ukendt tidspunkt. Byggeriet af det nuværende tårn begyndte den 2. august 1904, og det blev færdiggjort den 31. august 1905. Guvernør Reşit Mümtaz Paşa indviede det i forbindelse med 29-årsdagen for II. Abdülhamids tronbestigelse. Artiklen angiver 1906 som færdiggørelsesåret, mens teksten angiver 1905; vi følger teksten. I det øverste niveau er der fire urskiver, hver med en diameter på 90 centimeter. Der er en 89 trin lang trætrappe, der fører op fra den sydlige indgang, og uret er i dag elektronisk. På grund af sin højde blev tårnet brugt som et brandtårn, og kommunen fortsætter denne anvendelse. Det er ikke altid muligt at komme ind i tårnet, så gå til den anden side af parken for at tage et fuldt billede. En model af tårnet udstilles i parken med klokketårne, der blev åbnet i Safranbolu i 2012. Udsigtspunktet ved siden af parken har udsigt over Bursa-sletten og byens nordlige del; her kan man forstå, hvorfor Hisar er bygget på denne klippeformation. Da sletten ligger mod nord, er solen bag dig det meste af dagen, og det er et godt tidspunkt at tage billeder. Bag tårnet ligger Osman Gazi og Orhan Gazis grave. Ifølge Kulturportalen blev den runde bygning fra den byzantinske periode beskadiget i en brand i 1801, og begge grave blev fuldstændig ødelagt i et jordskælv i 1855. Begge blev genopbygget i 1863 af Sultan Abdülaziz. Osman Gazis grav er ottekantet, bygget af hugget kalksten og har syv vinduer. Indvendigt er den dekoreret med kalligrafi i barokstil. Hvis du ønsker at gå ind i gravene, skal du være stille, følge personalets anvisninger og spørge om tilladelse, før du tager billeder. Ifølge Kulturportalen er gravene en del af området "Bursa og Cumalıkızık", som blev optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2014. Ifølge Wikipedia Hvis du ikke ønsker at gå, kan du tage busserne, der kører fra Atatürk Caddesi til Yeşil-området, som beskrevet af Kulturportalen. BursaRay-stationen Şehreküstü ligger også lige under Hisar. Ulu Cami (den store moské) og de historiske handelsgårde er ikke en del af denne rute; de beskrives i ruterne "den første hovedstad" og "markedet". Fortsæt blot forbi dem og følg ruten videre. Kilder: Wikipedia, Tophane Klokketårn (Bursa); TDV Islamisk Encyklopædi, Bursa; Kulturportalen, Osman Gazi's grav.

Du finder museet i den bygning, der ligger ved siden af moskeen, på adressen Zehrimar Camii Sokak, Yeşil Caddesi. Ifølge Kultur- og Turisme Ministeriet er der ingen planlagte lukkedage for museet. Besøg muze.gov.tr for at få information om åbningstider og priser. Müzekart er gyldig. Bygningen er en madrasa (religiøs skole) fra Yeşil-komplekset, også kendt som Sultaniye Madrasa, og er et af de tidligste eksempler på osmanniske madrasaer. Ministeriet daterer komplekset til perioden 1414-1424 og tilskriver arkitektrollen til Hacı İvaz Paşa. Ifølge TDV Islam Encyclopedia begyndte byggeriet af moskeen i 1414 og blev afsluttet i december 1419, og inskriptionen nævner Hacı İvaz Paşa som den arkitekt, der planlagde bygningen. Ifølge Kulturportalen gav Çelebi Mehmeds kompleks byen Bursa, der var blevet ødelagt efter Timur, nyt liv. Navnet Hacı İvaz Paşa er velkendt: han var den visir, der forsvarede og reparerede byens mure, og han var også bestyrer og hovedarkitekt for komplekset. Ifølge TDV blev han i 1424 tvunget til at bo i Bursa, hvor han blev blændet, og han døde i 1428 under en pestepidemi. Indgangen er fra den nordlige, krydshvælvede veranda. Kulturportalen beskriver planen som rektangulær, hvor kun den centrale veranda stikker ud. De tre sider af den rektangulære gård er omgivet af kuppelformede og hvælvede arkader, hvor de spidse buer i sten- og murstensarkaderne hviler på genbrugte søjler og kapitæler. Bag arkaderne ligger treten rum, et professorlokale og den centrale veranda. TDV beskriver planen som bestående af tre verandaer, og det fremgår, at bygningen aldrig blev fuldt færdiggjort. Ifølge Kulturportalen blev madrasaen påbegyndt i to etager, men det øverste etage blev aldrig færdiggjort på grund af Çelebi Mehmeds død. Stå et øjeblik i midten af gården og forestil dig det manglende øverste etage; bygningen blev efterladt ufuldført på grund af en dødsmeddelelse. Ifølge ministeriet ligner planen de anatolisk-seljukiske madrasaer med åbne gårde, og materialerne er grus, hugget sten og mursten. Byens første museum blev oprettet i 1902 i en skolegård med etnografiske og arkæologiske fund, der var blevet samlet fra området. I september 1904 blev det officielt åbnet som en afdeling af Müze-i Hümayun under ledelse af Osman Hamdi Bey. I 1929 blev det et museum og fik navnet Bursa Museum, og i 1930 flyttede det til Yeşil Madrasa. Kulturportalen angiver 1923 som flytteåret, men vi følger ministeriets dato. Efter en renovering i 1 Moskéen og mausoleet er ikke en del af denne rute, men de beskrives detaljeret på ruten gennem den gamle hovedstad. Når man forlader porten, står det flisbeklædte mausoleum foran en. Ifølge TDV (Türk Diyanet Vakfı) er køkkenbygningerne i området blevet restaureret for nylig og bruges nu som café, hvilket giver en mulighed for en kort pause før stigningen. Den sidste destination nås via en stigning: Hünkar Köşkü ligger sydvest for Yeşil, i Temenyeri ved foden af Uludağ, og kræver en stigning på lidt over en kilometer. Ifølge Bursa Museumsafdeling kan man nå palæet ved at tage bus nummer 37 via Atatürk Caddesi, hvilket er en nem løsning for dem, der ikke ønsker at gå op ad bakken. Palæet er lukket om mandagen, så hvis du følger ruten på en mandag, bør du udskyde dette stop til en anden dag. Kilder: Kultur- og Turisme Ministeriet, Bursa Türk İslam Eserleri Museum; Kulturportalen, Yeşil Medresesi; TDV Islamisk Encyklopædi, Yeşilcami-komplekset.

Köşk ligger i Köşk Mollaarap-kvarteret, på Köşk Caddesi. Når man går ind gennem haveporten, ser man først bygningens facade med trekantet gavl og persienner. Ifølge Bursa Museumsafdeling blev køkkenet bygget i 1844 af guvernør Mehmed Salih Paşa for at huse sultan Abdülmecid under hans besøg, og byggeriet blev færdiggjort på cirka 19 dage. Kulturportalen angiver byggeåret som 1859, mens museets egen side og Wikipedia angiver 1844, hvilket understøttes af Abdülmecids ophold fra den 29. juni til den 2. juli 1844. Museets side beskriver bygningen som den første og eneste bygning i Bursa, der blev bygget i vestlig stil efter Tanzimat-perioden; den hed oprindeligt Kasr-ı Hümayun. Kulturportalen og Wikipedia beskriver arkitekturen som en toetagers fransk empire-stil; de pudsede vægge er bygget på et træskelet, og bygningen har et vagtrum og en garage. Abdülaziz boede her den 18. april 1862, og V. Mehmed Reşad den 23. august 1909. I 1922 modtog køkkenet Atatürk og de ledende officerer i Befrielseskrigen i 12 dage; ifølge Wikipedia blev İsmet İnönü og Kazım Karabekir mødt her den 16. oktober 1922, hvor Lausanne-dokumenterne blev drøftet. Atatürk boede også her under sine besøg i Bursa i 1925, 1931 og 1935; ifølge museets side adopterede han Sabiha Gökçen i denne have i 1925. Køkkenet blev senere kendt under navnene Kasr-ı Milli, Cumhuriyet Köşkü og Atatürk Köşkü. Ifølge Wikipedia gennemgik det en restaurering i 1982-1983; i 1995 restaurerede Milli Saraylar og Storbykommunen det, og køkkenet blev åbnet som et kommunalt museum den 29. maj 2003. Indenfor er det forbudt at tage billeder og bruge telefoner, og man må ikke gå uden for tæpperne eller røre ved genstandene. Der kan være kort ventetid ved indgangen i myldretiden, da der maksimalt kan være 30 besøgende ad gangen; tjek de aktuelle besøgsforhold på bursamuze.com. På første sal kan man besøge entrehallen, modtagelsesstuen, Atatürks soveværelse, arbejdsstuen, Sabiha og Ülküs soveværelser, opholdsstuen og vagtens værelse. Man kommer ind i modtagelsesstuen gennem de dobbelte døre overfor indgangen; dekorationerne på væggene og loftet er de bedste eksempler på 19. århundredes udsmykning. I Atatürks soveværelse, som er på cirka 28 kvadratmeter, er der en seng med K&A-monogrammet, et indrammet fotografi af ham, der henvender sig til folket, og nogle tøfler, der menes at tilhøre Ifølge Kulturportalen har haven udsigt over Bursa, og fontænen i haven er dekoreret med Kütahya-keramik. Den udendørs udstilling "Bursas pavilloner" i haven præsenterer andre pavilloner i byen. Museet kan besøges på 15 til 20 minutter, men afsæt 45 minutter for at opleve haven, udstillingen og udsigten. Hvis du planlægger besøget om eftermiddagen, vil den del af haven, der vender ud mod sletten, være det sidste, du ser; om morgenen så du sletten fra Hisar, men nu ser du den fra den modsatte skråning. For at komme tilbage kan du tage bus nummer 37, som stopper ved Atatürk Caddesi; derfra kan du tage forbindelsen til Heykel og BursaRay. Kilder: Bursa Museer, Hünkar Köşkü Museum; Kulturportalen, Hünkar Köşkü; Wikipedia, Hünkar Köşkü.