Fra Hamamönü til Ulucanlar: Boliger, museer og et fængsel.

Lige ved siden af Ulus-pladsen, i den neoklassiske bygning med fem etager, der ligger i starten af Atatürk Boulevard, ligger et værk af den østrigske arkitekt Clemens Holzmeister. Bygningen blev opført i 1933-34 som hovedkontor for Ejendom- og Forsorgsbanken. Da banken fusionerede med en anden bank i 1946, overtog postvæsenet bygningen, som blev restaureret og åbnede i oktober 2013 som Tyrkiets første og eneste frimærkemuseum.

Museet omfatter fem etager med et samlet areal på 6.500 kvadratmeter og indeholder 4.404 originale frimærker samt omkring 1.500 frimærker fra forskellige lande rundt om i verden. På øverste etage udstilles frimærker fra de 189 lande, der er medlem af Verdenspostunionen.

Gå gennem etagerne fra bunden op. I de nederste etager finder du genstande fra postens og kommunikationens historie, samt information om, hvordan frimærker blev trykt og brugt. Derefter følger osmanniske frimærker og frimærker fra republikkens æra. De tematiske afsnit er organiseret under overskrifterne kulturarv, Atatürk, transportmidler, sport, natur og turisme. Hvis du besøger museet med børn, vil de interaktive skærme og biografsalen gøre besøget mere underholdende. Ved udgangen finder du et område, hvor du kan købe souvenirfrimærker, samt en café.

Selv hvis du ikke er særligt interesseret i frimærker, er det værd at besøge bygningen: Det er et af Holzmeisters værker i Ankara, og indretningen bærer stadig præg af en banks hovedkontors seriøsitet. Læg mærke til dimensionerne af trappen og hallen, og du vil få en fornemmelse af, hvilken slags institutionel stemning hovedstaden havde i 1930'erne. Tjek de officielle kilder for at bekræfte åbningstider og adgangsforhold, da museet kan være lukket i weekenden. Når du forlader museet, kan du gå ad Anafartalar Caddesi og fortsætte til den gamle bydel. Hamamönü ligger inden for gåafstand i den sydøstlige del af Ulus.

Kilde: Wikipedia, PTT Frimærkemuseum; Wikipedia, Stamp Museum; Kultur Portal.

Kør ind i kvarteret fra Talatpaşa Boulevard og find først Kunstgaden; adressen er Hacettepe Mahallesi, Tanış Sokak. De tolv Ankara-huse, som kommunen har restaureret, har været dedikeret til kunstnere siden 2010: de øverste etager er værksteder, og de nederste er gallerier. Her produceres og sælges malerier, marmorering, kalligrafi, fliser, glasmaleri, keramik, læder, filt, sølv og smykker. Du kan gå ind i de åbne værksteder og se kunstnerne arbejde, men spørg først om lov til at tage billeder.

Gå derefter til Kabakçı Konakı. Denne restaurerede bygning, som ejes af kommunen, er vært for "Hamamönü Samtaler" om aftenen; hver aften er der et nyt emne og en gæst, der spænder fra litteratur til musik, historie og traditionel kunst. Følg med i kommunens annonceringer for at se programmet; du kan se bygningen udefra og fra gården i løbet af dagen. Kamil Paşa og Beynamlızade konakı er også en del af denne transformation.

Det er godt at kende historien om dette kvarter, når du besøger det. I 1997 blev der truffet en beslutning af bevaringsrådet, i 1999 blev der udarbejdet en plan, og i 2006 begyndte en omfattende renovering af gaderne, der startede med İnci og Dutlu. Af de omkring 300 bygninger er otte registreret som monumenter, og 22 er traditionelle huse; resten er blevet genopbygget med Ankara-sten, træ og mursten. I 2007 blev det gamle marked revet ned, og det nuværende torv blev anlagt. Nogle forskere kritiserer det som "nostalgisk produktion", mens besøgende beskriver det som et sted med historie. Vær opmærksom på begge synspunkter, og se med dine egne øjne: hvilken facade er gammel, hvilken er ny, og stenens farve og træets forvitring vil fortælle dig meget.

Derfra er der kun et par minutters gang til Museet for Immaterial Kulturarv, og Taceddin Dargahı ligger i den del af kvarteret, der vender mod Hacettepe.

Kilde: Altındağ Belediyesi, Hamamönü Sanat Sokağı; Türkiye Turizm Ansiklopedisi; Vikipedi; Ankara Valiliği; DergiPark (Tekin 2025; Poyraz og Gündoğan 2014).

Det traditionelle Ankara-hus på Öz Sokak, der ligger ud til Talatpaşa Bulvarı, er Tyrkiets første museum for immateriel kulturarv. I 2013 blev Gazi Universitetets center for forskning og anvendelse inden for tyrkisk folklore etableret; finansieringen kom fra Ankara Udviklingsagenturs støtteprogram i 2011, og Altındağ Kommune stillede bygningen til rådighed uden omkostninger. Her finder du ikke udstillingsmontre, men rum: et værksted for ebru-kunst (marmorering) og lindenbladstryk, et hjørne til skyggeteater og dukkeoptræden, et rum hvor "fortællermoren" fortæller eventyr, et brudesal, hvor bryllups- og fødselstraditioner bliver fortalt og vuggesange synges, et samtalerum, hvor historiefortælleren sidder, og et legerum, hvor man kan spille mangala og femsten. Karagöz (skyggeteater), meddah (historiefortæller), orta oyunu (teater) og landsbyforestillinger er også en del af oplevelsen; Ankara-eventyr, folkemelodier og digte fylder rummene.

Museets mest besøgte grupper er skoleklasser fra de tidlige klasser; du kan støde på guidede ture om formiddagen på hverdage. Det er ikke en ulempe, da museet lever af fortællinger, og børnenes spørgsmål er den bedste guide. Det bedste tidspunkt for voksne er om eftermiddagen. Lær at spille mangala her, se på ebru-kunstværket, lyt til teksten til en vuggesang; det hele går hurtigt, men det er en god pause efter en tur i Hamamönü-gaderne.

Ring til museet for at få oplysninger om åbningstider; adgangsforholdene kan variere. Museet er lille, og fyrre-fem minutter er tilstrækkeligt. Når du forlader museet, følg Talatpaşa Bulvarı og drej ind på Taçlı Sokak; der finder du Taceddin Sultan-moskeen og dens tilhørende bygning.

Kilde: Kulturportalen; Ankara Udviklingsagentur; Wikipedia.

Ved siden af Hacettepe-campus, i Taçlı Sokak, ligger Taceddin Dergahı, et kompleks bestående af en moské, et mausoleum, en gravplads og et toetagers træhus. Det blev grundlagt i midten af det 17. århundrede af den celvetiske mystiker Taceddinzade Mustafa Efendi, der menes at have været en tilhænger af den hellige Mahmud Hüdayi. De oprindelige bygninger var lavet af mudder og træ. Da de blev forfaldne, bevilgede sultan II. Abdülhamid over seksti tusinde lire fra statskassen til en ombygning. Moskéen, minaretten og mausoleet blev genopbygget mellem 1892 og 1901, og inskriptionen dateres til 1319 (1901). Moskéen, med sine vægge af hugget sten og rektangulære plan, og mausoleet, der er lavet af rød andesit, er stadig åbne for tilbedelse. Komplekset blev renoveret i 1988 og 2008.

Den egentlige historie ligger i "selamlık"-rummet. Mehmet Akif Ersoy, der var repræsentant for Burdur, boede i dette rum, der var afsat til ham i dergah'en, fra maj 1920 til maj 1921. Her skrev han det sjette bind af "Safahat" og Tyrkiets nationalsang. Huset blev i 1949 omdannet til et museum ved en beslutning fra byrådet, men det blev i lang tid forsømt. Det blev restaureret i 1982 og åbnede for besøgende i 1984. Værelserne er enkle, med få møbler; det vigtigste er selve rummet.

Lige ved siden af dergah'en, på Sarıkadı Sokak 47, ligger Mehmet Akif Ersoy Litteraturmuseum og Bibliotek. Det blev åbnet den 12. marts 2011, i anledning af 90-årsdagen for vedtagelsen af nationalsangen, og er Tyrkiets første litteraturmuseum og bibliotek. I den toetagers bygning, der ligner et gammelt hus i Ankara, udstilles omkring syv tusinde bøger, næsten hundrede periodiske publikationer, samt digterens lommeur, briller, rosenkrans og et hundrede trykplader. På øverste etage findes Ankara City Library og et mødelokale med Ankara-tag. Der er åbne reoler, hvor man kan sidde og læse. Det er lukket om mandagen; besøg hjemmesiden for information om åbningstider i weekenden.

Besøg moskéen uden for bønnetider, tag skoene af, og klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ. Mausoleet og gravpladsen er en del af moskéen og kræver ikke et separat besøg.

Kilde: TDV Islamic Encyclopedia, artiklen om Taceddin Dergahı; Wikipedia; Kulturportalen; ahtem.kutuphane.gov.tr.

Bygningen med murstensvægge på Ulucanlar Caddesi nummer 63 blev åbnet som fængsel i 1925 og fungerede i otteoghalvfjerds år som Ankaras centrale fængsel. I 2006 blev fængslet lukket, da fangerne blev flyttet til et nyt fængsel i Sincan. I 2009 blev det overdraget til Altındağ Kommune, og i juni 2011 blev det åbnet som et museum og kulturcenter, der bevarer otteoghalvfjerds års historie. Indtil videre har det tiltrukket over en million besøgende.

Museets hovedattraktioner er cellerne. Cellerne nummer 9 og 10 er kendt som "Hilton" blandt fangerne. Cellerne nummer 1 og isolationscellerne er genskabt med 22 voksfigurer, der afspejler virkeligheden. I cellerne nummer 1 og 10 findes biografier om journalister, forfattere, digtere og politikere, der har været fængslet her, samt personlige ejendele fra deres familier og fotografier taget i fængslet. Derudover kan man besøge et bad, et bibliotek og en konferencesal. Torturkammeret i gården er museets mest hjerteskærende område: her blev 19 personer henrettet. Gå stille igennem dette område, vær forsigtig med at tage billeder, og vær opmærksom på, at det ikke er egnet for små børn.

Museet diskuterer ikke noget; det viser: størrelsen af cellerne, køjesengene, graffitien på væggene, brevene. Det fortæller ikke, hvem der havde ret, men hvordan folk levede her; oplev det på den måde. Når du går ud i gården, så stop et øjeblik; lige uden for fængselsmuren fortsætter trafikken og det lokale liv, og den kontrast er halvdelen af det, museet fortæller.

Tjek kommunens hjemmeside for åbningstider og -dage. Når du forlader museet, kan du gå ned ad Ulucanlar Caddesi til Cebeci; Ankaray-stationerne Kurtuluş og Dikimevi ligger i den retning. Hvis du er træt, kan du gå tilbage samme vej til Hamamönü og tage bussen fra Talatpaşa Bulvarı.

Kilde: Altındağ Kommune; Kulturportalen; Wikipedia, Ulucanlar Prison Museum.