Fra Güdül til Beypazarı: Kirmir-dalen.

Efter 90 km fra Ankara, via Ayaş, ankommer du til en lille by, der ligger nord for Kirmir. Güdül har en historie, der går tilbage til omkring 3000 f.Kr. Hulerne i Kirmir-dalen vidner om tilstedeværelse fra hittitterne, og den nuværende by blev angiveligt grundlagt af Seljuk-emiren Güdül Bey efter 1071. I 2016 opnåede byen status som en "Cittaslow"-by, og den er nu den 18. Cittaslow-by i Tyrkiet og den første i Ankara. Du kan opleve denne status i byens centrum, hvor traditionelle håndværk som ristede kikærter og knivfremstilling stadig udøves, og de gamle huse i det historiske byområde ligger omkring torvet.

Parkér bilen i centrum og tag en times tur rundt i byen, hvor du kan udforske torvet og gaderne med de gamle huse. Dette er det perfekte sted at få morgenmad og proviant til resten af turen, da butikkerne bliver færre længere fremme. Lokale specialiteter inkluderer "kapama", "tirit" og "höşmerim"; du kan overveje at spise aftensmad her på vej tilbage. I juni afholdes Kirsebærfestivalen, og i juli afholdes en "kapama"-festival; i løbet af disse weekender er byen meget besøgt, så kom tidligt.

Byen ligger i en højde af 720 meter, og klimaet er kontinentalt; vintræ er hård, mens sommeren er varm og tør. Udover Kirmir-floden løber også to andre floder, Suvari og İlhan, gennem byen. Ifølge Kaymakamlıkets (distriktsadministrationens) Kirmir-side kan man observere fuglearter som "angut", "sakarca kazı" og "balıkçıl" i det deltaområde, som floden danner. Fra her er der 33 km til Beypazarı og 32 km til Ayaş. Når du forlader byen, vil du se, at vejen drejer mod nord i retning af İnönü-hulerne og Yeşilöz; de to næste destinationer ligger langs denne vej.

Kilde: Ankara İl Kültür ve Turizm Müdürlüğü (Ankaras Kultur- og Turismedirektorat); Cittaslow Türkiye; Güdül Belediyesi (Güdül Kommune); Güdül Kaymakamlığı (Güdüls Distriktsadministration).

På vejen fra Güdül mod Yeşilöz, lige nord for byen, skal du dreje af mod området ved Kirmir. På den anden side af floden stiger en skråning af vulkansk tuf op, og indeni er der udhuggede rum; lagdelte rum, trapper udhugget i klippen, og korsmærker ved indgangene. Ifølge kilder var dette et beboelsesområde for en landsby i byzantinsk tid; den store udhuling i midten menes at have været et sted for religiøs praksis. Nogle kilder nævner også, at hulerne blev brugt i hettitternes tid; ifølge Güdül distriktsadministration er der en kontinuerlig bebyggelse i området, der går tilbage til omkring 2000 f.Kr. Floden har gennem århundreder eroderet bunden af skråningen, hvilket har afsløret de nederste lag, mens trapperne til de øverste lag ser ud til at hænge i luften. Kultur- og turistministeriet anser også disse huler som en del af Ankaras historiske klippehuler og påpeger deres lighed med hulerne i Ürgüp og Göreme.

Området er et beskyttet naturområde af første grad. Ifølge kommunens guide er der også endemiske planter og arter, der er på IUCN's røde liste, i området. Et område på 3,82 hektar blev i 2020 udpeget som et særligt beskyttet område ved præsidentiel beslutning. Klippen er blød, hvilket gør udskæringen nem, men netop derfor er den også skrøbelig; rør ikke ved væggene, og grav ikke i dem. Trapperne, der fører op til de øverste lag, er stejle og slidte, og der er ingen gelændere. Familier med børn bør nøjes med de nederste lag; hvis I vil op, skal I sørge for, at jeres sko har et skridsikkert sål.

Der er et picnicområde ved floden; i weekenden er det fyldt med folk fra Ankara, mens det er stille om morgenen i løbet af ugen. En time er rigeligt; den egentlige naturoplevelse venter ved næste stop, 23 km længere oppe ad vejen.

Kilder: Güdül distriktsadministration, Güdül kommune, Kultur- og turistministeriet, Kulturinventar.

Fra İnönü kører man gennem landsbyerne Yeşilöz og Sorgun, og stiger opad. Dæmningen ligger 23 km fra Güdül centrum. Vejen fører op ad skråningerne af Bolubergene, hvor stepperne gradvist erstattes af skove med sorte fyrretræer. Sorgun Naturpark er på omkring 54 hektar. Omkring dæmningen ligger vand mod nord og øst, sorte fyrretræer mod syd og store græsarealer mod vest. Parken drives af Ankara Storbykommune, og der er en kontrolpost, toiletter og en restaurant ved indgangen. De tilladte aktiviteter er: picnic, camping med telt eller campingvogn, ophold i hytter, naturskuelse, vandreture og løb, samt observation af planter og fugle.

Dette er det længste stop på dagen; afsæt mindst to timer. Det er muligt at gå rundt om dæmningen; stierne i skoven fører op til alpine græsarealer. Det er ideelt at besøge tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen for at se fugle, og midt på dagen er det godt at søge skygge under fyrretræerne. I sommerperioden og i skoleferierne er der mange besøgende i weekenden; hvis man ønsker ro, bør man besøge parken i løbet af ugen. Ifølge distriktskontoret er parken åben hele året, men den er mest besøgt fra juni til september; om vinteren skal man tage højde for det hårde kontinentale klima og sneen.

Der er en anden vej hertil: fra kilometer 60 på Ankara-Istanbul-vejen, drej af i retning af Güdül og kør gennem landsbyerne Çeltikçi, Kurumcu, Hüyük og Kınık. Da vi kommer herfra via Güdül, vil vi vende tilbage samme vej og fortsætte til Beypazarı. For dem, der ønsker at campere med telt eller campingvogn, er dette en tilladt aktivitet. Dem, der kun besøger parken for en dag, kan nå Beypazarı inden mørket falder, hvis de tager afsted omkring kl. 14.

Kilde: Ministeriet for Landbrug og Skovbrug, 9. Distriktskontor; Güdül Kommune.

Fra Güdül til Beypazarı er der 33 km. Inden du når byen, skal du dreje af i retning mod Karaşar; 3 km nord for centrum går vejen ind i İnözü-dalen. Floden İnözü har her her skåret sig en smal og dyb kløft gennem det klippefyldte terræn. Begge sider af dalen, som er omkring 700 meter høj, er stejle klippevægge. Kig mod den vestlige side; du vil se hulrum, der er stablet oven på hinanden, som i en bygning med flere etager. Ifølge Beypazarı Kommune er disse huler blevet udgravet som boliger i oldtiden, og nogle af hulrummene ved foden menes at være gravmonumenter og ceremonilokaler fra den tidlige byzantinske periode. De fleste af dem er højt oppe, så det er svært og unødvendigt at klatre op; det er tilstrækkeligt at se dem fra bunden af dalen. Klippegravene og udskårne områder er beskyttet som et arkæologisk område, mens vinmarkerne og haverne ved bunden er beskyttet som et naturområde.

Dalen er et vigtigt område for fugle i nærheden af Beypazarı. Over 50 forskellige arter er blevet observeret, der yngler her. Store fugle som sort stork og egyptisk grib kan ses på klipperne, mens klippestær og due findes længere nede. Foråret og det tidlige sommer er de bedste tidspunkter for observation; medbring en kikkert. Der er picnicområder mellem frugtplantager, poppelplantager og vinmarker, og i weekenden kommer familier ofte dertil.

Gå en time langs bunden af dalen og vend derefter tilbage; vejen fører op til landsbyer, men du behøver ikke at gå så langt. Turen tilbage til centrum fra Karaşar-vejen tager kun fem minutter. Parkér bilen i nærheden af torvet, og gå derefter rundt og udforsk området.

Kilde: Beypazarı Kommune; Beypazarı Kommune; Wikipedia.

Ruten slutter i Beypazarıs historiske marked. Byen, der oprindeligt hed Lagania, fik navnet Anastasiopolis efter et besøg af den byzantinske kejser Anastasios; i Seljuk-perioden var den et vigtigt handelscentrum på handelsruten mellem Istanbul og Bagdad. Ifølge kommunen er der omkring 3.500 osmanniske huse, der er omkring 200 år gamle og består af to eller tre etager, omkring markedet, og byens historiske bygningsstruktur blev i 2020 optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarvssteder. Alaaddin Sokağı, İmaret Meydanı og butikker med kunsthåndværk udgør markedets kerne; sølvarbejde (kaldet "telkari") og kobberarbejde praktiseres stadig.

Efter en dags vandring i dalen er det tilstrækkeligt at afsætte en time og et halvt til middag og en kort rundtur her. Markedets gader er smalle og beregnet til fodgængere, så lad bilen stå udenfor. Hvis du ønsker at se ind i husenes interiør, er der bygninger, som kommunen har åbnet som museer; tjek kommunens hjemmeside for at se, hvilke dage de er lukket. Husenes døre, vinduer og balkoner er placeret i et krydsende mønster, så de ikke blokerer for lyset fra naboens hus; vær opmærksom på dette, når du går rundt i gaderne, for det er dette arrangement, der udgør markedets sande charme. Hvis du ønsker at se husene fra oven, kan du gå til Hıdırlık Tepesi, et udsigtspunkt, som kommunen har indrettet; det er en 15 minutters gåtur fra markedet og det højeste sted i området, hvor du kan opleve den bedste udsigt ved solnedgang.

Vores rejseartikel, der beskriver Beypazarı, dens huse, sølv og baklava i detaljer, er også tilgængelig; vi gentager ikke de samme ting her. På denne rute er markedet den sidste del af dagen mellem de to byer Kirmir. Returvejen til Ankara er 98 km; undgå at køre via Güdül, da vejen via Ayaş er kortere.

Kilde: Beypazarı Kommune; Wikipedia.