Fra fabrik til kulturcenter: Istanbul's industrielle arv.

Hasanpaşa Gasværk blev etableret i 1892 for at forsyne den asiatiske side af Istanbul med gas. Ifølge selve gasværkets beskrivelse var det det andet gasværk på den asiatiske side og det sidste i Istanbul. Gassen, der blev produceret af kul, blev brugt til belysning og opvarmning i et område, der strakte sig fra Kadıköy og Üsküdar til grænsen af Beykoz. Ifølge optegnelser blev kul transporteret via Kurbağalıdere og ind i anlægget via et jernbanesystem. Under Første Verdenskrig, hvor kul var svært at få fat i, blev der produceret gas af olivenkerner. Anlægget fungerede i 101 år, hvorefter det blev lukket i 1993 og i en periode brugt som garage for İETT (Istanbuls offentlige transport), skrotplads og kuldepot. I 1994, da der blev overvejet at nedrive de resterende bygninger, protesterede lokale beboere og frivillige, og området blev udpeget som et beskyttet område.

Restaureringen blev gennemført under vejledning af arkitekturhistorikeren Afife Batur, og arbejdet, der startede i 2014, blev afsluttet, og anlægget åbnede som "Müze Gazhane" (Museum Gasværk) den 9. juli 2021. I dag drives stedet af İBB Kültür A.Ş. og huser et klimamuseum, et museum for tegneserier og satire, et børnevidenskabscenter, Afife Batur-biblioteket, Istanbul-boghandlen og to scener for byteatre. Start din tur på Gazhane Meydan, der ligger mellem murstensbygningerne, og gå rundt om de gamle produktionsbygningers facader og høje vinduer. Klimamuseet er den mest meningsfulde udstilling på denne rute, da det fortæller om klimaforandringerne i en bygning, der tidligere var drevet af kul. Museerne er lukket om mandagen, og nogle afdelinger kan midlertidigt være lukket på grund af vedligeholdelse eller forberedelse af nye udstillinger, så tjek den officielle hjemmeside for den aktuelle status.

Kilde: Müze Gazhane's officielle hjemmeside; Wikipedia.

I Istanbul blev krudt produceret i lang tid inde i byens mure. Efter at krudtfabrikken i Şehremini eksploderede i september 1698, blev det besluttet at bygge en ny fabrik uden for byen, i området kendt som İskender Çelebi-haven, hvor det nuværende Ataköy ligger. Krudtfabrikken, kendt som "Baruthane-i Amire", begyndte produktionen i 1701 efter to års byggearbejde. Anlægget blev flere gange repareret i løbet af det 18. århundrede på grund af ulykker og brande; efter branden i 1791 blev det fuldstændig genopbygget i mursten. Oprindeligt drevet af dyrekraft, blev krudtfabrikken moderniseret i det 19. århundrede med maskiner importeret fra England, og i 1896 begyndte den at producere røgløst krudt. Under Første Verdenskrig blev der tilføjet et destilleri for at producere den alkohol, der var nødvendig til fremstilling af røgløst krudt.

Efter republikkens grundlæggelse blev anlægget, der først var underlagt Militær Fabriksadministrationen og senere, i 1955, under Maskin- og Kemisk Industriinstitutionen, omdannet til et boligområde i slutningen af 1950'erne. Hovedbygningen blev i 1993 omdannet til Yunus Emre Kulturcenter af Bakırköy Kommune. Ammunitionslagrene ved kysten, vagttårnet, springvandet og Baruthane-tårnet, der blev bygget som et udsigts- og rekreativt område i perioden under Sultan Selim III, blev restaureret efter at Istanbul Storbykommune overtog ejerskabet i 2018, og den blev åbnet som et offentligt område med et bibliotek, et museum og en udsigtsplatform den 9. januar 2024. Her kan man bemærke de massive stenvægge i ammunitionslagrene; den robusthed, der var nødvendig for at opbevare krudt, afspejles i arkitekturen. Fra tårnet kan man se ud over havet, og derefter kan man besøge den aktuelle udstilling i museet, der er på cirka 250 kvadratmeter. Området er lukket om mandagen.

Kilde: Istanbul Storbykommunes Biblioteker og Museer, Baruthane Museum; Wikipedia.

Den lange bygning, der ligger langs den sydlige kyst af Det Gyldne Horn, lige foran sporvognsholdupladsen Cibali for linje T5, blev ifølge arkivregistreringer opført i 1884 for Reji İdaresi (det osmanniske tobaksmonopol) af arkitekten Alexandre Vallaury. I løbet af det osmanniske rige blev indtægterne fra tobak overdraget til et udenlandsk selskab som en del af landets udenlandske gæld, og fabrikken fungerede under denne administration, indtil den blev nationaliseret i 1925. Her blev der produceret ikke kun cigaretter, men også cigarer, pibetobak og snus. Ifølge en undersøgelse udgivet af Kadir Has Universitet, gav fabrikken arbejde til mere end 2.000 mennesker; kvinderne udførte primært pakningen, mens mændene stod for blanding af tobakken. Fabrikken fungerede som en lille by med sit eget sikkerhedsapparat, sundhedsafdeling, børnehave, brandvæsen og kantine.

Produktionen fortsatte i løbet af monopolperioden, men stoppede i 1994, da maskinerne blev forældede. I 1997 blev bygningen lejet ud til Kadir Has Fonden, og efter en omfattende restaurering åbnede den i 2002 som et universitet. Restaureringen blev i 2003 belønnet med Europa Nostra-prisen. Sørg også for at besøge Rezan Has-museet, der ligger inde i bygningen: her kan man se en byzantinsk cisterne fra slutningen af det 11. århundrede med 48 buer, 15 fødder og 20 søjler, samt ruiner fra den osmanniske periode. Fabrikken brugte denne cisterne som et tobakslager og under Anden Verdenskrig som et forråd. Museets udstilling "Arbejdets Sted" fortæller om arbejdernes hverdag gennem dokumenter og genstande fra fabrikken. Når du forlader stedet, så kig endnu en gang på hele bygningens facade fra kysten. Museet er betalt, og det er åbent alle dage i ugen.

Kilde: Rezan Has Museum; Panorama KHAS; Fatih Kommune.

Historien om Feshane begynder med fesen. I første halvdel af det 19. århundrede var fessen en del af både militær og civil påklædning. Sultan II. Mahmud lod derfor en fabrik blive etableret i Kadırga for at producere fesser lokalt, i stedet for at importere dyre fesser fra Tunesien, Egypten og Europa. Da behovet for plads og vand voksede, blev fabrikken flyttet til Eyüp, ved Defterdar-kysten. Kilder angiver forskellige årstal for etableringen og flytningen, nemlig slutningen af 1820'erne til 1830'erne. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi blev omkostningerne ved produktion af fesser reduceret betydeligt ved hjælp af dampmaskiner, der blev importeret fra England og Belgien. I 1842 blev vævemaskiner til uldstoffer tilføjet, og fabrikken opnåede international anerkendelse ved verdensudstillingen i Chicago i 1893. Under en stor brand i 1866 blev alle bygninger bortset fra dampmaskinerne ødelagt, og fabrikken blev genopbygget i 1868.

I 1925 blev det forbudt at bære fes, og produktionen skiftede til tekstiler. Fra 1937 blev den drevet under navnet Feshane Defterdar Tekstil Fabrik under ledelse af Sümerbank. I midten af 1980'erne, da kystlinjen ved Det Gyldne Horn blev ombygget, overgik bygningen til kommunen. Den store vævesal blev bevaret, mens de andre sektioner blev revet ned i 1986. Den sal, der i mange år blev brugt som udstillingsområde, blev efter en restaurering af Istanbul Kommune åbnet igen den 22. juni 2023 under navnet Artİstanbul Feshane. Når man træder ind, bør man først bemærke salens størrelse; det er her, man bedst fornemmer omfanget af et produktionsområde med vævemaskiner. Udover udstillingerne er der også Naile Akıncı Biblioteket. På den anden side af vandet, i Sütlüce, ligger Haliç Kongrescenter. Bygningerne, der oprindeligt husede et slagteri, der blev åbnet i 1923, blev revet ned i 1998, og i stedet blev kongrescenteret bygget. Her valgte man altså at bygge nyt i stedet for at bevare den gamle bygning. Lukket om mandagen.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Istanbul Kommune Biblioteker og Museer; Wikipedia.

Kraftværket Silahtarağa, beliggende i den yderste del af Haliç, var det første kraftværk i det osmanniske rige, der forsynede byen med elektricitet via et centralt distributionsnet, og det blev taget i brug i 1914. Det brændte kul, der blev transporteret fra Zonguldak via søvejen, og brugte vand fra Haliç som kølevand. Det forbrændte mere end 1.000 tons kul om dagen, og over 480 ingeniører, teknikere og læger arbejdede her. Oprindeligt forsynede kraftværket paladser, offentlige bygninger og sporvognslinjer, men dets serviceområde udvidede sig gradvist til at omfatte områder fra Bakırköy til Sarıyer. Indtil 1952 var det den eneste kilde til elektricitet i Istanbul; ifølge Energimuseet kom hele 92% af den elektricitet, som byen forbrugte i 1968, fra dette kraftværk. Kraftværket stoppede produktionen i 1983 og blev kortvarigt brugt som lager for et elektricitetsselskab.

I perioden 2004-2007 gennemførte Istanbul Bilgi Universitet et transformationsprojekt, og den 8. september 2007 blev campus'en åbnet under navnet "santralistanbul". Et af de vigtigste mål ved dette sted er Energimuseet, der er placeret i de gamle maskinrum. Museet, der præsenteres som Tyrkiets første industrielle arkæologiske museum, bevarer turbiner og generatorer fra producenter som AEG, Siemens og Brown Boveri. Overvej størrelsen af maskinerne i forhold til rummets dimensioner, et rum, der engang forsynede hele byen med lys. Udenfor kan du se moderne bygninger, der er bygget på fundamentet af to nedlagte kedelbygninger, og som bevarer de oprindelige dimensioner. Kombinationen af det gamle og det nye er en markant anderledes tilgang end den, der findes ved ruten, der begynder ved Gazhane. Ruten slutter her: Du kan vende tilbage til Eminönü via en enkelt linje fra T5-stationen i Silahtarağa Mahallesi.

Kilde: Energimuseet (Istanbul Bilgi Universitet); Anadolu Ajansı; Wikipedia.