Fra Büyükçekmece til Silivri: Den vestlige kystlinje ved Marmarahavet.

Start ved søens sydlige ende, det område der ligger tættest på havet; dette er det sted, hvor søen møder Marmarahavet, og som kan nås til fods fra centrum af Büyükçekmece. Kig først ud over vandet og bemærk dets form: Ifølge Wikipedia er det en lagune. Den nedre del af Karasu-floden, der løber sydpå fra Çatalca-området, har dannet en bred bugt under påvirkning af stigende havniveau. Indgangen til bugten blev senere spærret af en barriere af grus, sand og ler. Det vand, du ser foran dig, var engang selve havet. En historisk bro krydser det område, der forbinder søen med havet; da broen var en del af den tidligere rute, kan du for nuværende nøjes med at betragte den på afstand. Undersøg også navnets oprindelse: Wikipedia skriver, at søens navn stammer fra de store både, der blev trukket i land med håndkraft og kaldet "çekmece", som blev brugt til at krydse over til den anden side af broen. Distriktets historiebog nævner også, at overfarten mellem de to sider af søen før broen blev foretaget med disse både. Vend nu dit blik mod søens "hav-ende". Her adskiller en jorddæmning, anlagt af DSİ (Det Tyrkiske Statsselskab for Vandbyggeri) mellem 1983 og 1988, søen fra havet. Ifølge ISKIs (Det Tyrkiske Statsselskab for Vandforsyning og Kanalisering) side om vandressourcer blev dæmningen taget i brug i 1989 og forsyner Istanbul med omkring hundrede millioner kubikmeter vand om året. Den samme side oplyser, at oplandet er 620 kvadratkilometer, og at vandet renses ved Büyükçekmece Vandrensningsanlæg, før det distribueres til byen. Det betyder, at det vand, du ser denne morgen, er en del af det vand, der når frem til mange husholdninger på den europæiske side af Istanbul. Se også det smalle område mellem dæmningen og havet; her findes, ifølge Wikipedia, en let saltvandssø, vandlommer og sumpområder. Området omkring sumpområderne er mest aktiv tidligt om morgenen, så tag eventuelt din kikkert med. Ifølge den engelske version af Wikipedia har BirdLife International udpeget området omkring søen som et vigtigt fugleområde i 1989. Den samme kilde oplyser, at søen har et areal på omkring 28 kvadratkilometer, en længde på syv kilometer og en bredde på to kilometer. Ministeriets registrering af vådområder noterer, at der tidligere var 30 fiskearter i søen, men at der i dag kun er 15 arter tilbage, hvoraf fire er invasive. Den samme registrering påpeger også, at området omkring søen er under stort pres fra industri og bebyggelse. Det fremgår også af registreringen, at sumpområderne kun er ved at dannes igen, fordi søen er blevet uddybet. Omkring søen er der etableret en naturpark som en del af Istanbul Storbykommunes indsats for at beskytte

Kom til Kervansaray fra den nordlige side, da det er herfra den eneste indgang findes, og den er buet. Se først på bygningens lange facade udefra: Ifølge artiklen om Semavi Eyice i TDV Islam Encyclopedia beskrives bygningen som et rektangulært karavansarai med mål på 41 meter gange 18,5 meter. På den anden side angiver Kaymakamlığı-siden en længde på 48 meter; da kilderne er uenige om målene, så lad dig ikke afskrække af tallet, men få en fornemmelse af, hvor lang bygningen er ved at gå langs den. Se nærmere på væggene: Der er murstensbånd placeret mellem rækker af huggede sten. Se på taget: Bygningen er dækket af et saddeltag, der hælder i begge retninger. Navnet "Kurşunlu Han" kommer fra, at taget engang var dækket af blyplader; ifølge TDV er det i dag dækket af traditionelle tagsten. Svaret på spørgsmålet om, hvem der fik det bygget, gives forsigtigt i kilderne. Kaymakamlığı-siden skriver, at det blev bygget i 1566 af Sultan Süleyman med Mimar Sinan som arkitekt. TDV påpeger, at den præcise dato er ukendt, men at bygningen nævnes i Sinans liste over værker, og at den sandsynligvis blev bygget af Sinan i Süleymans regeringstid. Ifølge den samme artikel blev en bro påbegyndt i de senere år af Süleymans regeringstid, og der blev bygget en fontæne ved broen; karavansaraen menes at stamme fra samme periode. Gå nu til den sydlige side, da bygningen kun modtager lys indefra denne side. Bemærk de otte afløb i den nederste række, og se derefter på de otte vinduer ovenover; vinduerne er skiftevis runde og spidsbuede. I den trekantede gavl over vinduerne ser du et spidsbueformet vindue i midten, med runde vinduer på hver side. De sidevendte facader er blinde, dvs. uden vinduer. Det fremgår af resterne, at der var et rum på hver side af indgangen; ifølge TDV er det venstre rum næsten fuldstændig ødelagt, mens det højre er i god stand. Artiklen nævner, at disse rum muligvis var værtshusets ejerbolig eller "paşa odaları", der var reserveret til militære ledere. Hvis døren er åben, gå ind og se på de midterste støttepiller; de ti oprindeligt trækonstruerede søjler er blevet erstattet af beton. Der er elleve pejse langs hver af de to sidevægge, med tolv indbyggede skabe imellem. De høje bænke, der løber langs væggene, var de steder, hvor rejsende lagde deres senge. Da bygningen ligger på den vigtigste vej, der forbinder Istanbul med Vesten, har mange rejsende, der ankom til hovedstaden fra land, set den. Evliya Çelebi var blandt dem, der overnattede her i marts 1659 på vej til Bosnien. If

Museet ligger i Mimarsinan-kvarteret, på Çarşı Sokak. Når du krydser broen og træder ind i den smalle gade, vil du genkende bygningen på grund af dens facade i sten. Tag et kig på bygningen, inden du går ind, da selve strukturen er en del af historien. Ifølge museets officielle hjemmeside er bygningen en gammel bygning i sten, der har været vidne til udvekslingsperioden. Den samme side forklarer, at Büyükçekmece før befolkningsudvekslingen i 1923 var et sted, hvor græske og tyrkiske befolkninger levede sammen, og at de udvandrede befolkninger blev erstattet af tyrkere. Ifølge Wikipedia restaurerede kommunen denne bygning, og museet åbnede i juli 2011. Den officielle hjemmeside angiver, at bygningen er 210 kvadratmeter og består af to separate enheder. Ifølge den engelske Wikipedia er stueetagen dedikeret til kostumer fra hele verden, mens øverste etage viser tyrkiske kostumer; start din rundvisning i stueetagen. At vide, hvor kostumerne kommer fra, ændrer din oplevelse. Kostumerne og tilbehøret er gaver fra udenlandske folkegrupper, der deltager i den internationale kultur- og kunstfestival, der afholdes i Büyükçekmece hvert sommer. Den engelske Wikipedia angiver, at festivalen har fundet sted siden 2000 og har været medlem af International Council of Folk Festivals and Folk Arts (CIOFF) siden 2003. Ifølge en nyhedskilde har festivalen modtaget prisen for den bedste festival fra dette råd fire gange. Gå rundt og læs landenes navne på udstillingsmontrene; ifølge den engelske Wikipedia indeholder samlingen kostumer fra 44 lande. Den samme kilde nævner blandt andet Spanien, Usbekistan, Malaysia, Thailand, Mexico, Polen, Venezuela, Etiopien, Argentina, Georgien og Indonesien. Tag et nærmere kig på farverne og mønstrene i stofferne; den officielle hjemmeside understreger, at udstillingens livlighed er baseret på dette. Gå ikke glip af billedsamlingen af traditionelle kostumfotografier, der ledsager kostumerne; her kan du se, hvordan kostumerne blev båret. Ifølge Wikipedia er det ældste stykke i udstillingen en brudekjole, der er over 100 år gammel. Den samme kilde angiver, at antallet af genstande overstiger to tusinde, og at genstandene udskiftes fra tid til anden, så du kan se andre kostumer ved dit næste besøg. Når du går op på øverste etage, kommer du til traditionelle folkekostumer fra Anatolien. Her kan du sammenligne forskellige stilarter fra forskellige regioner, hvilket er den bedste måde at relatere til kostumerne fra hele verden i stueetagen. Den officielle hjemmeside angiver, at museet afholder arrangementer om bryllupsritualer, folkemus og gamle traditioner, og at der hver måned arrangeres workshops for børn og foredrag for voksne. Hvis du kommer med et barn, skal du spørge om workshop-programmet på forhånd. Hvis du besøger Kilde: Den officielle hjemmeside for World Costume Museum; Wikipedia, World Costume Museum; Milliyet, Büyükçekmece Kostummuseum.

IETT-linje 300 bringer dig til Silivris centrum. Kalepark ligger i den østlige del af byen, med udsigt over havet, i det gamle borgområde. Ifølge kommunens lokale historie, er Silivri bygget på en stejl bakke, der dominerer bugten mod Marmarahavet. Denne bakke blev senere omgivet af mure. Samme tekst beskriver, at byen ligger på en klippe, der stiger op til 56 meter, og at tre sider er beskyttet af mure, mens den fjerde side er beskyttet af en utilgængelig kløft mod havet. Wikipedia angiver, at parken ligger på en 47 meter høj klippe; de to mål kan være taget fra forskellige steder. Før du går ind i parken, skal du kigge på muren ved siden af indgangen, da du får det bedste indtryk af borgen her. Ifølge Wikipedia kan borgens historie spores tilbage til det 3. århundrede, men de fleste af de bevarede ruiner stammer fra det 9. og 12. århundrede. Ifølge kommunen blev borgen bygget af den byzantinske kejser Arkadius for at ære sin kone Evdoksia, og byen fik navnet Evdoksiyapolis. Den engelske version af Wikipedia bekræfter, at den antikke by i en periode bar dette navn. Den tyrkiske version af Wikipedia nævner, at kejser Michael III i det 9. århundrede lod bygge en borg på toppen af bakken, hvor ruinerne står i dag. Da forskellige kilder beskriver forskellige perioder, er det sandsynligt, at murene er blevet fornyet flere gange. Ifølge kommunen blev Silivris mure også restaureret i 1509 under Bayezid II. Silivri kommune åbnede parken den 30. august 2020 efter renoveringen. Besøg det udendørs museum inde i parken, hvor omkring 150 stenartefakter fra romersk, byzantinsk og osmannisk tid, fundet i Silivri og omegn, udstilles. Ifølge en nyhedskilde blev artefakterne placeret under koordinering af Istanbul Arkeologiske Museer. Se på lågenes former og dekorationer, og læs derefter beskrivelserne ved hver genstand. Sammenlign stykkerne af søjler og hoveder for at få en fornemmelse af, hvordan byen blev genopbygget i forskellige århundreder. I samme artikel fortæller besøgende, at artefakterne tidligere var spredt rundt i parken, men nu er de organiseret i en udstilling med forklaringer. Gå derefter langs stien langs klippen. Ifølge nyhedskilden indeholder parken kikkertstationer, et amfiteater, stier og et rekreativt område. Herfra kan du se ud over Marmarahavet og bugten mod vest. Kommunens tekst forklarer, at denne bugt tidligere var velegnet til at anlægge en havn, men senere blev den fyldt med affald drevet ind af vinden. Det samme dokument nævner, at havnen mistede sin funktion med fremkomsten af jernbanen og vejene. Den antikke by hed Selymbria, og ifølge den

Danamandıra Naturpark ligger i landlige omgivelser nord for Silivri, lige syd for landsbyen Danamandıra. Når du forlader kysten og bevæger dig ind i landet gennem markerne, vil du mærke, at dagen for alvor begynder. Det er svært at komme hertil med offentlig transport, så planlæg at tage en taxa eller bil til det sidste stop. Ifølge Wikipedia opkræves der entré for biler ved parkens indgang; tjek de aktuelle priser hos den organisation, der driver parken. At kende parkens status giver din tur mere mening. Ifølge Wikipedia blev dette skovområde, der indeholder søer, registreret som et beskyttet område i 2006 med henblik på at bevare naturen. Ministeriet for Landbrug og Skovbrugs liste over naturparker viser, at området blev erklæret som naturpark den 16. december 2015, og at parken er underlagt det regionale kontor for område 1. Ifølge Wikipedia var dette et rekreativt område med tre søer, der var omgivet af siv, og som på det tidspunkt blev erklæret som naturpark. Parken har en interessant forvaltningsstruktur: kommunen i den nærliggende by Esenyurt lejede området i 49 år i 2016 for at give rekreative muligheder for beboere i et tætbefolket område. Den samme kilde angiver, at åbningen fandt sted i midten af maj samme år. På den organisation, der driver parkens, hjemmeside står der, at der er vandrestier og cykelstier med udsigt over søerne samt picnicområder. Efter indgangen skal du gå mod den første sø og følge kystlinjen, der er omgivet af siv. Gå langsomt langs vandet; sivene er et skjulested for fugle, og hvis du er stille, vil du se mere aktivitet. Brug det meste af de to timer på vandrestierne, og tag pauser i de skyggefulde områder inde i skoven, mens du går fra sø til sø. Læg mærke til forskellen mellem søerne i denne skov og den store lagune, du så i Büyükçekmece om morgenen: den ene er en bred lagune, der er blevet omdannet til et drikkevandsreservoir, mens de andre er rolige søer midt i skoven. Denne sammenligning viser, hvor forskellige landskaber der er langs kysten og i det indre af Trakya på samme dag. På den organisation, der driver parkens, hjemmeside understreges det, at parken bevarer sin naturlige karakter og er indrettet med fokus på bevarelse af naturen. Derfor bør du ikke forlade vandrestierne eller plukke planter. Den samme hjemmeside angiver tydeligt, at det er forbudt at campere i parken; besøg den kun i løbet af dagen og forlad den, før det bliver mørkt. Hvis du vil picnic, skal du kun bruge de afsatte områder og overholde reglerne for brug af ild. Tag dit affald med dig, da søbredderne let kan blive forurenede. Tjek åbningstiderne på den organisation, der driver parkens, hjemmeside, før du tager afsted, da de kan variere afhængigt