Fra Akköprü til Yumurtatepe: Yenimahalles 800-års historie.

Når du forlader Akköprü-stationen, skal du gå mod nord; broen vil dukke op efter et par minutters gang. Gå ikke direkte op på broen, men find et sted langs kysten, hvorfra du kan se den fra siden. Det er den eneste måde at se hele konstruktionen, da du ikke kan se buerne, når du er på broen. Ifølge kilder har broen syv buer, hvoraf fire er store og tre er små. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er to af buerne i den sydlige ende blevet dækket af jord under en tidligere ombygning, så du vil måske ikke kunne se alle syv buer i dag. Find den midterste, højeste bue; ifølge TDV Islamisk Encyklopædi er åbningen af denne bue ti meter bred, og de andre buer bliver mindre og lavere mod enderne. Ifølge samme kilde er broens længde syvti syv meter, og bredden er syv meter.

Gå derefter over til broens vestlige side, da det er her, de to inskriptioner er placeret. Det siges, at den ene er så udvisket, at den ikke kan læses, og den anden er beskadiget; alligevel hjælper det at se, hvor den arabiske inskription er placeret, med at forstå broens alder. Ifølge TDV blev broen bygget i 1222 af Sultan I. Alaeddin Keykubad. Kulturinventaret og Wikipedia angiver derimod, at strukturen blev bygget af Kızıl Bey, den daværende guvernør i Ankara, i sultanens navn; de to beskrivelser kan læses som komplementære. Se nøje på stenene og led efter blokke med udskæringer eller inskriptioner, der stammer fra en anden struktur. TDV bemærker, at der også blev brugt genbrugte sten fra antikken i konstruktionen. Kilderne er forskellige med hensyn til materialet; TDV og den tyrkiske Wikipedia nævner andesit, mens Kulturinventaret og den engelske Wikipedia nævner basalt. Du kan selv vurdere, om farven og teksturen ligner det ene eller det andet.

Gå derefter over broen og gå mod den anden side; i dag er broen kun åben for fodgængere. Du vil bemærke betonen og metalgelænderne på jorden; kilderne angiver, at disse er blevet tilføjet senere, og at der blev brugt beton under en reparation af vejene i 1960'erne. Disse lag er spor af, at broen har været en vej, der er blevet brugt i århundreder. TDV skriver, at broen er blevet repareret flere gange, og at man under reparationen i 1970 forsøgte at genskabe dens oprindelige udseende. Strukturen blev registreret den 8. august 1959. Kulturinventaret skriver, at broen ligger der, hvor floderne İncesu, Hatip og Çubuk løber sammen; prøv at finde dette kryds på et kort ved at se på vandstrømmen. Den gamle Baghdad-handelsrute gik her, og under det osmanniske rige blev soldater og pilgrimme sendt afsted fra denne bro. Find et sted langs kysten, hvor du kan tage et billede, hvor alle buerne er med

Museet ligger på området for det centrale hovedkontor for Maskin- og Kemisk Industriforskningsinstituttet (MKE) i Tandoğan. Det er et par hundrede meter fra Ankaray-stationen Anadolu/Anıtkabir. Da det er en del af instituttets område, skal du følge anvisningerne fra personalet ved indgangen. Kulturportalen skriver, at museet åbnede den 22. maj 2013, og at adgangen er gratis. Tjek dog de aktuelle åbningstider på instituttets hjemmeside. Inden du går ind, så tag et øjeblik til at beundre bygningen. Ifølge Wikipedia var der i perioden under Abdülhamid II en kaserne for kavaleriet på dette sted, og militært udstyr, der blev smuglet fra Istanbul under Befrielseskrigen, blev opbevaret her. Bygningen blev fuldstændig ødelagt i en brand den 20. november 1922. Samme kilde fortæller, at Atatürk besøgte stedet efter branden og udtalte ordene "Tyrker, vær stolt, arbejd, vær sikker". Den nuværende bygning er blevet genopbygget og har indtil 2013 huser forskellige afdelinger af instituttet.

Start din rundtur med portrætserien ved indgangen. Kulturportalen skriver, at her udstilles portrætter af instituttets ledere. Studér portrætterne og forestil dig instituttets historie. Ifølge Küre stammer instituttets rødder fra Tophane-i Amire, der blev grundlagt i perioden under Fatih Sultan Mehmet, og det blev i 1921 omdøbt til Askeri Fabrikalar Umum Müdürlüğü og i 1950 fik det sit nuværende navn. I de forskellige sale udstilles våben, ammunition, drejebænke, boremaskiner og pressemaskiner fra osmannisk og republikansk tid. Brug lidt tid foran disse maskiner, da museets fokus i høj grad er på selve produktionen, snarere end våbnene. At se fabrikationsmaskinerne til ammunition side om side med de civile produkter, nemlig batterier, elmålere og gasovne, viser, hvordan en fabrik efter krigen begyndte at producere husholdningsartikler.

Find "Gazi Kovan", som Wikipedia fremhæver som et af de mest interessante stykker. Ifølge kilden blev denne kanon flere gange fyldt under Befrielseskrigen og blev brugt i ni forskellige krigszoner. Brug også tid på at se på billederne fra Befrielseskrigen på væggene og på udklip fra instituttets avis. Gå derefter ud i det udendørs område; Wikipedia angiver, at dette område er på 10.000 kvadratmeter. Her finder du søminer, lokomotiver og vogne, der er fremstillet til minedrift, en traktor, bygningsmaskiner og et luftskyts. Küre fremhæver især et stykke af kanonen fra slagskibet Yavuz; ved at kigge ind i dette stykke kan du nemmest få en fornemmelse af kanonens tykkelse. Wikipedia nævner, at museet også kan opleves i 3D, og du kan tage et kig på det, inden du besøger det. Når

Gå fra Beşevler-stationen til Gazi Universitetets centrale campus; hovedbygningen er den mest iøjnefaldende bygning på campus. Det er ikke et museum, men en aktiv bygning, hvor rektoratet, dekanatet for Gazi Uddannelsesfakultet og laboratorier er placeret. Derfor bør du planlægge at bruge det meste af din tid udenfor og observere bygningens facade. Find først et sted, hvor du kan se bygningen forfra, langs dens hovedakse. "Küre Encyclopedia" beskriver, hvordan arkitekten Kemaleddin brugte elementer fra osmannisk arkitektur, såsom buer, fliser, udhæng og symmetriske indgange, i sine moderne byggeprojekter. Søg efter disse elementer i rækkefølge på facaden: indgangens symmetri, de buede åbninger og udhængets skygge. Kemaleddins stil blev senere kendt som den første nationale arkitekturbevægelse, og bygningen er et af de seneste store eksempler på denne stil.

Det mest slående ved bygningens historie er en tidsmæssig sammenfald. Ifølge artiklen om Gazi Universitet blev grundstenen lagt den 8. august 1927, mens Kemaleddin døde i Ankara i juli samme år. Det betyder, at arkitekten ikke kunne opleve grundlæggelsen af den bygning, der anses for at være hans sidste værk. Den engelske Wikipedia angiver, at bygningen blev færdiggjort på to og et halvt år og var designet til at huse 500 studerende med kost og logi. Ifølge samme kilde blev grunden erhvervet for en symbolsk pris og var et område på 360 dekar, der oprindeligt var en del af Atatürk Skovgård. På den tid lå campus cirka fire kilometer fra Ulus, og området omkring var et goldt landskab; der blev boret brønde for at skabe beplantning. Når du ser den grønne vegetation omkring dig i dag, kan du forestille dig, hvordan en skole blev etableret i et goldt område. Sportshallen, der blev åbnet i 1930, blev designet af Ernst Egli, og det fremgår, at nogle af de bygninger, der blev tilføjet efter 1960, har forringet hovedbygningens karakter.

Bygningen er hjemsted for den skole, der oprindeligt blev grundlagt som "Orta Muallim Mektebi", fik navnet Gazi i 1929 og i 1976 blev omdøbt til Gazi Uddannelsesinstitut. Den engelske Wikipedia oplyser, at skolen har uddannet over 30.000 lærere til mellemtrinnet. Blandt de, der underviste her, var forfatteren Ahmet Hamdi Tanpınar og musikpædagogen Eduard Zuckmayer, og blandt de, der har dimitteret herfra, er Rıfat Ilgaz og Fakir Baykurt. I bygningen findes Billedskulpturmuseet, der blev grundlagt i 1979, og Kemaleddin-museet; undersøg mulighederne for besøg på forhånd hos universitetet. Det fremgår, at der er et observatorium på taget, men at det ikke er i drift i dag. Hvis du har en 20-lir

Atatürk-huset ligger på Atatürk-skovbrugens område og drives af skovbrugens administration. Huset er gratis at besøge, men hjemmesiden oplyser, at det kan være lukket i forbindelse med helligdage og vedligeholdelse, så det er en god idé at tjekke hjemmesiden inden besøget. Vi anbefaler, at du starter med at betragte bygningen udefra og derefter gå ind. Start med at stå foran huset og se på facaden: Huset er tre etager højt og har en rosa farve. Ifølge hjemmesiden er huset en kopi af Atatürk's fødehjem i Thessaloniki, bygget med samme plan og dimensioner, og det blev åbnet for offentligheden den 10. november 1981. Kultur- og turistministeriets side angiver datoen 19. maj 1981, mens Wikipedia oplyser, at dette var dagen, hvor grundstenen blev lagt. Denne detalje viser, at kopien blev bygget inden for et år i anledning af fødselsdagens hundrede årsdag.

Når du går ind gennem den stenhus, finder du i stueetagen en gang, et depotrum og et tjenestekammer. Brug lidt tid her og forestil dig, hvordan huset fungerede; dette var det område, hvor ting blev opbevaret og hvor de daglige gøremål blev udført. Når du går op på anden sal, finder du en stue, et køkken, en opholdsstue og et gæsteværelse. Læg mærke til, at stuerne er forbundet af en gang. På tredje sal er der igen en stue, Atatürk-værelset og et museum. Hjemmesiden angiver, at Atatürk-værelset måler 3,86 meter gange 2,82 meter; når du træder ind, vil du opleve, at rummet er ret lille. På gulvet ligger et tæppe med røde og hvide blomster i grøn og sort. I væggen til højre for indgangen står en bronzebuste på en piedestal. Se på den dekorative grill fra Thessaloniki i midten af rummet, de flettede stole langs væggene og den messinggaslampe, der hænger fra loftet. Der er også en gæstebog i dette rum, hvor besøgende kan skrive deres kommentarer; du kan også efterlade en besked, hvis du ønsker det.

I museumsrummet udstilles personlige ejendele. Hjemmesiden nævner en grå jakkesæt, en kasket, en smoking, en høj hat, en marskalhat, et slips, en kaffekop og en stok. Det er interessant at betragte disse genstande som en del af hverdagen fra de samme år som Gazi-bygningen. Efter at have forladt huset, kan du sætte dig i haven og nyde udsigten over skovbruget. Wikipedia oplyser, at skovbruget blev grundlagt i 1925 og er det største grønne område i Ankara. Her kan du selv opleve, hvor stort dette område er, som vi har nævnt siden starten af ruten. Den sidste destination, Yumurtatepe, ligger mod nord; tag en kort taxa til Çamlıca.

Kilde: Atatürk Orman Çiftliği, Atatürk Evi; Wikipedia, Ankara Atatürk Evi Müzesi; Kü

Yumurtatepe er en rund, grøn bakke, der rejser sig mellem lejlighedskomplekserne i Çamlıca-kvarteret. Ved første øjekast kan den ligne en parkhøj, men det er et område af høj arkæologisk betydning. Ifølge Ali Cengizkans artikel blev bakken registreret i 1972 og blev officielt anerkendt som et område af høj arkæologisk betydning den 5. marts 1991. Derfor bør man før man går op på bakken, kigge på skiltene og advarslerne i området; hvis adgang er forbudt, kan man også nyde udsigten fra stien. Start med at gå en tur rundt om bakken og observer dens form fra forskellige vinkler. Sammenligningen med et æg, som navnet antyder, er bedst at se fra siden. Ifølge Kulturinventaret blev bakken i 1967 identificeret som den 20. gravhøj i ODTÜ's (Middeløstteknisk Universitet) redningsprojekt for en frigisk nekropol.

Denne bakkens historie er en historie om afklaring af en misforståelse, og glæden ved at besøge stedet kommer fra at reflektere over dette. Ifølge den tyrkiske Wikipedia startede kommunen et byggeprojekt på bakken, hvilket førte til en udgravning af Anatolien Museum for Oldtidsartefakter i perioden 1986-1987. Under udgravningen blev der fundet rester af en struktur med oval plan, omkring en halv meter under overfladen. Wikipedia skriver, at denne struktur var omkring 70 centimeter høj. Forestil dig, at når du står tæt på toppen af bakken, er denne struktur lige under dine fødder. Generaldirektoratet for Mineralundersøgelser søgte efter et gravkammer ved hjælp af elektromagnetiske metoder og fandt et potentielt hul i en dybde af 10 til 15 meter vest for midten, men udgravningen gav ingen resultater. Ifølge Kulturinventaret er konklusionen, at bakken ikke er en frigisk gravhøj, men snarere et strategisk center fra den tidlige bronzealder. Wikipedia skriver også, at stedet ikke var en stor bebyggelse, men måske blev brugt som en slags vagtpost. Cengizkan forbinder derimod bakken med den frigisike periode; altså er dateringen stadig et diskussionsemne i dag.

Bakken har også en mindeværdig side. Ifølge Münir Hayri Egeli, som Cengizkan citerer, sagde Atatürk en dag om denne lille bakke ved siden af gårds hovedvej: "På denne lille bakke kunne man have bygget en lille og smuk grav til mig." Derfor får bakken navnet "Mindebakken" i erindringerne. Ifølge den samme artikel blev dette område kaldet "Mindebakken" på Ernst Eglis gårdplan. Cengizkan minder om, at der er mere end tredive kendte gravhøje i Ankara, og at navnet Beştepe (Femtoppe) stammer fra de fem gravhøje på gården. Hvis man står et passende sted og kigger mod nord, kan man se lejlighedskomplekserne i Çamlıca og Demetevler. For at afslutte ruten, gå