Et palads og et hospital ved Tunca-floden.

Start ved den vestlige indgang til Üç Şerefeli-moskeen, da forholdet mellem bygningen og markedet bedst kan observeres herfra. På grund af det skrå terræn fører en trappe op til denne indgang, og bygningens massive struktur stikker fremad fra facaden. Se nærmere på de søjler, der omkranser indgangen; de er dekoreret med motiver af timeglas og fletværk. De røde og hvide palmetmotiver, der pryder den buede top over indgangen, er også et detalje, der adskiller denne indgang fra de andre indgange til gården. Når du træder ind i gården, stop op og kig dig omkring, da den overdækkede gård først blev brugt i denne bygning i osmannisk arkitektur. De søjler, der bærer overdækningen, er lavet af forskellige typer sten; de fleste er lavet af marmor, mens der i den nordlige sektion er søjler af granit og den grønne Eğriboz-sten. Løft blikket for at se de malede dekorationer inde i de overdækkede kupler. Disse dekorationer blev fornyet i det 18. århundrede, samtidig med at de originale mønstre blev bevaret. I toppen af vinduerne i gården er der blå og hvide flisemotiver, og ifølge Kulturportalen nævnes II. Murads navn i disse. Prøv derefter at skelne de fire minareter, der er placeret i hvert hjørne af gården, da deres dekorationer er forskellige. Minareten med tre balkoner, som moskeen er opkaldt efter, er lavet af rød sten og er dekoreret med zigzags. Med en højde på næsten 70 meter var den den højeste minaret i sin tid. Det faktum, at der fører en separat trappe op til hver af de tre balkoner på denne minaret, er en af de mest omtalte tekniske detaljer ved bygningen. Minareten, der er dækket af røde og hvide firkanter, menes at være fra perioden under Fatih Sultan Mehmed ifølge TDV Islam Encyclopedia. Den snoede minaret, der er karakteriseret ved de tykke, spiralformede bånd, der omkranser dens krop, blev bygget under restaureringen efter jordskælvet i 1762. Hvis du går ind i det indre rum, skal du sørge for at dække dine skuldre og knæ, og kvindelige besøgende skal dække deres hoveder. Indenfor mødes du af et rektangulært rum, der strækker sig på langs. Den store kuppel i midten har en diameter på omkring 24 meter, og der er to mindre kupler på hver side. Kilder fremhæver, at denne plan blev anvendt i en mere avanceret form i Istanbul-moskeerne af Mimar Sinan i det følgende århundrede. Vær opmærksom på de små, mukarnas-dekorerede kupler, der er placeret i de trekantede rum mellem hovedkuplen og sidekuplerne. For et godt billede kan du tage et billede fra det nordvestlige hjørne af gården, hvor du kan fange minareten med tre balkoner sammen med buerne i overdækningen.

Når du ankommer til Kanuni-broen, skal du ikke straks gå op på den. I stedet, se broen fra kysten på bysiden for at få et overblik. Denne bro er også kendt som Saray-broen, da den i århundreder var den primære vej fra byen til Sarayiçi. Den består af fire buer af hugget sten, der spænder over en arm af floden Tunca, og på rolige dage reflekteres buerne i flodens overflade. Broens historie er beskrevet på to forskellige måder i historiske kilder. Nogle kilder angiver årene 1553-1554, mens Kulturportalen hævder, at broen blev bygget i 1560 sammen med paladsets retfærdigheds- og vægtbygninger. Det er også interessant, at den tilskrives Mimar Sinan, men ifølge Turkish Archaeological News optræder broen ikke i de osmanniske lister over Sinans værker. Referencen kommer fra Ahmet Badi Efendis værk "Riyaz-ı Belde-i Edirne". Der er også uoverensstemmelser i forhold til broens længde; nogle kilder angiver 60 meter, mens andre nævner op til 80 meter. Bredden er angivet som 4,5 meter, hvilket er en smal passage, hvor to personer komfortabelt kan gå side om side. Ifølge Wikipedia er broen i dag et historisk monument, der tilhører Direktoratet for Vejvæsen. Turkish Archaeological News understreger, at selvom selve paladset er forsvundet, er tre historiske broer af sten, der forbinder halvøen til fastlandet, bevaret og stadig i brug. Gå nu op på broen og gå hen til midten. Herfra kan du se, hvordan floden omgiver halvøen, da Tunca lidt sydpå deler sig i to arme og danner en ø af Sarayiçi. Den lange bro, der ses i sydvestlig retning, er den, der blev bygget i 1451 af viziren Şahabeddin Paşa og også er kendt som Saraçhane-broen. Denne bro blev restaureret i 1706 under sultan II. Mustafa, og restaureringens inskription er stadig til stede. Den trebuerede Fatih-bro på den nordlige arm kan ses fra næste stop, inde fra paladsområdet. Ifølge Kulturportalen placerede Kanuni denne bro i forlængelse af Fatih-broen og dermed genoprettede han paladsets hovedindgang. Det betyder, at den sti, du går på, er en del af den ceremonielle rute, som sultaner og ambassadører fulgte, når de ankom til paladset. Vandet, der førte til paladset, blev også ført over denne bro gennem belagte rør. En gren af Taşlımüsellim-vandet, som Mimar Sinan bragte til byen, var forbundet med paladset på denne måde. Broen blev alvorligt beskadiget under oversvømmelsen i 1902 og blev sidst restaureret i 1990. For at tage billeder er lyset om eftermiddagen mere blidt; hvis du vil fotografere buerne sammen med vandet, skal du gå tilbage til kysten. Når du

Når du ankommer til Sarayiçi, bør du først stoppe midt på den store græsplæne for at få et indtryk af området. Ifølge Kulturportalen er paladskomplekset beliggende på et område, der overstiger 300.000 kvadratmeter, og Edirne-paladset er det næststørste palads i det osmanniske rige, kun overgået af Topkapı-paladset. Byggeriet begyndte i 1450 under Murad II og blev færdiggjort i 1475 af Sultan Mehmed den Erobre. På grund af, at området var omgivet af en flod, var der ikke behov for en omfattende forsvarsmur; en simpel, lav mur var tilstrækkelig. Start din tur ved Adalet Kasrı (Retfærdighedspaladset), et tårn med en firkantet plan, bygget af hugget sten og dækket af en pyramideformet kuppel, som er let at spotte på afstand. Ifølge Wikipedia blev det bygget af Mimar Sinan i 1561 under Sultan Suleiman den Storslåede, og i det øverste niveau findes en marmorfontæne. Kilder angiver, at paladset i sin tid blev brugt til divanmøder og juridiske sager. Gå fra paladset til Fatih Köprüsü (Fatih-broen), som med tre buer krydser den nordlige gren af floden Tunca. Denne bro dateres til 1452, altså et år før erobringen af Istanbul, og den forbinder Hasbahçe med paladsets Kum Meydanı (Sandplads). Når du krydser broen og ankommer til paladsets område, vil du se en lang bygning med kupler på vestsiden: dette er Matbah-ı Amire, paladsets køkkener. Læg mærke til stenpølserne på taget, da de viser placeringen af ovnene indeni. I nordøst for Kum Meydanı ligger også Kum Kasrı Hamamı (Sandpaladsbadet), som er en af de få bygninger, der stadig står fra midten af det 15. århundrede. Cihannüma Kasrı (Verdenspaladset), som var paladsets hovedbygning, er i dag kun repræsenteret af rester af stenvægge. Når du ser på resterne, er det vigtigt at vide, hvordan paladset er endt i denne tilstand. I det 19. århundrede blev paladset brugt som et våbendepot, og under krigen i 1877-1878 blev det i vid udstrækning ødelagt af eksplosioner, der varede i tre dage, da våben lagret i nærheden af Babüssaade antændtes. De resterende dele blev senere brugt i andre bygninger. I dag foregår der udgravninger og restaureringsarbejde på stedet; følg de afmærkede stier, da nogle områder kan være afspærret. Sarayiçi er også arenaen for Kırkpınar-oliebrydningskampene, og disse kampe har været afholdt på dette område siden 1924. Selv på dage, hvor tribunerne er tomme, viser denne åbne plads, hvordan øen lever i dag

Når du ankommer til komplekset, skal du først stoppe i den ydre gård og læse informationstavlerne, da det ikke er en enkelt bygning, men en samling af bygninger, der strækker sig langs Tunca-floden. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi ligger der på den ene side af gården et hospital (darüşşifa) og en skole (medrese), på den anden side et spisehus (imaret) og køkkener, og i enden mod floden ligger moskeen. Sultan II. Bayezid lagde grundstenen i 1484 under en kampagne til Akkerman, og komplekset blev færdiggjort i 1488. Museet oplyser, at arkitekten sandsynligvis var Mimar Hayreddin, men at der ikke findes noget dokument, der bekræfter dette. Glem ikke at kigge på den firsidige fontæne med pyramideformet tag uden for gårdsporten; ifølge inskriptionen blev den tilføjet i 1669-1670. Når du går ind i museet og kommer til hospitalet, vil du se små, kuppelformede rum, der ligger bag en søjlegang i den første gård. Museet har indrettet dette område som et ambulatorium og udstiller også musikinstrumenter her. Se nøje på væggene, da museet oplyser, at der er fundet 28 tegninger indgraveret i stenene. Blandt disse er der skibe, et fort, hjorte og fugle, og det menes, at de er tegnet af patienter, der opholdt sig her. Gå gennem en buet port til den anden gård; de kuppelformede rum i hjørnerne og de to overdækkede gange var hospitalets administrative afdeling. Det mest imponerende område er den tredje del, selve helseanstalten (şifahanedir), som du bør gemme til sidst og træde ind i langsomt. Du vil blive mødt af overdækkede gange og rum, der er arrangeret omkring en sekskantet platform, en høj kuppel i midten og et lysende tagvindue i kuppelens top. Stå ved springvandet i midten og lyt et øjeblik. Evliya Çelebi skrev, at patienterne her blev underholdt med musik tre dage om ugen, og museet forsøger at genskabe denne tradition ved at kombinere lyden af vandet og musikken under den samme kuppel. Det menes, at udhænget med fem vinduer over indgangen var musikanternes plads, men TDV bemærker, at der også findes andre opfattelser om dette område. Læg mærke til, at vinduerne i rummene vender både mod haven og mod springvandet, da lys, luft og lyd tilsyneladende blev betragtet som vigtige elementer her. Museet har indrettet skolen (medrese), der ligger ved siden af hospitalet, som en udstilling, der fortæller om medicinsk uddannelse i det 15. århundrede. Der er en uoverensstemmelse i kilderne: TDV skriver, at der ikke er nogen solid dokumentation for, at bygningen var en medicinsk skole. Hospitalet var i drift frem til slutningen af det 19. årh