Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye
En vandretur fra Taşköprü til Tepebağ i det gamle Adana.
Ruter5 Stop

En vandretur fra Taşköprü til Tepebağ i det gamle Adana.

Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Adanas gamle bydel, beliggende ved bredden af Seyhan-floden, voksede frem på og omkring en bakke. Tepebağ-bakken, hvor byen er blevet genopbygget utallige gange, den romerske bro, der krydser floden, det beylik-periode palads og klokketårnet, der er et symbol på moderniseringen i slutningen af det 19. århundrede, ligger kun et par hundrede meter fra hinanden. Denne rute giver dig mulighed for at udforske dette lille område til fods, med fem stop, og opleve Adanas 2000-årige historie gade for gade. Du starter dagen ved Taşköprü, der er et symbol på byen. Ifølge kilder blev broen bygget i romertiden, sandsynligvis i første halvdel af det 2. århundrede e.Kr. I dag er broen kun åben for fodgængere, og det er det bedste sted at nyde udsigten over floden. Derfra går du vestpå til den gamle markedsplads og ankommer til Ramazanoğlu-paladset, der stammer fra Ramazanoğulları-beyliket. Paladsets indskrift dateres til 1495, og i dag bruges det som et kulturcenter for et universitet. Lige ved siden af ​​står det store klokketårn på Ali Münif-gaden. Området omkring tårnet bevarer bedst byens gamle handelsatmosfære, sammen med Kazancılar-markedet. Den anden halvdel af ruten fører nordpå til de traditionelle huse i Tepebağ og Kayalıbağ. I to af de restaurerede huse finder du Adana Film Museum, der åbnede i 2011, og som fortæller om byens bidrag til filmverdenen, med fokus på forfattere, skuespillere og instruktører. Det sidste stop er Atatürk-huset, der ligger nordvest for rækken af ​​huse, der vender ud mod floden, på Seyhan-gaden. Dette hus, hvor Atatürk boede under sit besøg den 15. marts 1923, er et registreret eksempel på et traditionelt Adana-hus, og giver dig mulighed for at se den toetagers planløsning indefra. Ruten er bevidst arrangeret sådan. Broen repræsenterer byens ældste lag og dens forhold til floden, paladset og klokketårnet repræsenterer beylik- og osmannisk perioden, mens husene i Tepebağ repræsenterer boligarkitekturen i det 19. og 20. århundrede. På den måde bevæger du dig også gennem tiden. Ruten ender tilbage ved floden; fra Atatürk-huset kan du gå tilbage til Taşköprü langs floden. Den samlede vandretur er kort, men i sommermånederne kan varmen og fugtigheden i Adana være udmattende. Husk at tage en hat, vand og behagelige sko, og vær opmærksom på, at der er bakker i Tepebağ, som har smalle og blinde gader. Ali Münif-gaden er en trafikkeret og travl gade, så vær forsigtig, når du krydser den omkring klokketårnet. Find ud af, om det er Kilder:

Seyhan, Adana
Ruter
5 Stop
~3 t 55 min på stederne
Gang ~1,2 km · 20 min
I alt ~4 t 15 min
19. oktober 2026

Rutestop

1
Taşköprü

Taşköprü.

~45 min her
Seyhan Nehri üzeri, Seyhan / Adana

Nærm dig Taşköprü fra Seyhan-siden, fra broens vestlige ende, og gå et stykke langs kanten, før du går op ad gangstien. Broen er i dag kun åben for fodgængere; efter en renovering i midten af 2000-tallet blev den kun tilladt for fodgængere, og du kan frit gå over den. Gå først hen til den anden side, til Yüreğir-siden, for at få en fornemmelse af dens størrelse; broens længde angives i forskellige kilder som lidt over tre hundrede meter. Læg mærke til de stenbelagte fliser under dine fødder, mens du går. Ifølge den engelske Wikipedia blev denne stenbelægning udført mellem 1899 og 1908 under guvernør Süleyman Bahri Paşa, og den er blevet et tema i folkesange.

Når du når midten af broen, vil du bemærke, at vejen stiger en smule på begge sider. Kulturportalen angiver, at midten af broen er omkring to og et halvt meter højere end siderne. Stop her og se ud over floden i sydlig retning; den grund, hvorfor broen virker bred i dag, er på grund af en senere udvidelse. Ifølge kilderne var vejen oprindeligt meget smallere og blev udvidet i begyndelsen af det 20. århundrede, hvor nye buer blev tilføjet til den nedadgående side.

Gå derefter ned til kanten og se op på broens fundament fra neden. Du kan se de mange trin og de trekantede flodbeskyttelser, der står imod strømmen; ifølge den engelske Wikipedia stammer den nuværende trekantede form fra en af de osmanniske renoveringer. På den østlige sides fundament kan du se spor af groft tilhuggede sten, og denne del af broen er den, der bedst bevarer spor af den originale konstruktion. Alle buer har forskellige dimensioner, hvilket er et resultat af, at broen er blevet renoveret adskillige gange gennem årene. Der findes også en udskæring af en løve på den nordlige side af den ellevte bue, og det er værd at lede efter den med en kikkert eller et forstørrelsesobjektiv.

Kilderne nævner ikke ét bestemt navn for den, der byggede broen. Kultur- og Turismeafdelingen nævner en arkitekt ved navn Auxentios, baseret på en inskription i museet; den engelske Wikipedia bemærker, at en fuldstændig læsning af den samme inskription muligvis refererer til en vandbro i stedet for selve broen. Rejsende Victor Langlois tilskrev broen kejser Hadrian, og den byzantinske historiker Prokopios beskrev, hvordan kejser Justinian I fik genopbygget fundamentet. Da der også er foretaget reparationer i Umayyad-, Abbasid- og Osmanniske perioder, er det mere korrekt at betragte broen som en lagdelt struktur i stedet for at knytte den til en enkelt dato.

Det bedste lys til fotografering er tidligt om morgenen, når solen skinner fra øst og rammer broens overflade. For at få

Taşköprü er en romersk bro, der forbinder begge sider af Seyhan-floden i Adana og er et af byens mest kendte vartegn. Den vestlige ende ligger i Seyhan-distriktet, mens den østlige ende ligger i Yüreğir-distriktet, i retning af Karşıyaka. Det menes, at broen sandsynligvis blev bygget i første halvdel af det 2. århundrede e.Kr. I antikken var denne passage en vigtig del af handelsruten, der strakte sig fra Middelhavskysten ind i Anatolien og til Iran. Kilder er ikke enige om, hvem der var broens grundlægger. Rejsende Victor Langlois, der besøgte Adana i 1852-1853, tilskrev broen kejser Hadrian og nævnte en inskription, der bar hans navn, og som var placeret på broen omkring tyve år før hans besøg. Adana Provincial Kultur- og Turismeafdeling tilskriver derimod broen en arkitekt ved navn Auxentios og angiver en alder på omkring 1700 år, baseret på en inskription i Adana Museum. Den engelske Wikipedia påpeger, at en fuldstændig oversættelse af denne græske inskription muligvis indikerer, at den refererer til en vandbro, der forsyner vandmøller, snarere end selve broen. Derfor er den mest sikre beskrivelse af broen en struktur, der blev etableret i romertiden og senere er blevet restaureret adskillige gange i de følgende århundreder. Den byzantinske historiker Prokopios skriver, at kejser Justinian I i det 6. århundrede midlertidigt omdirigerede floden til et andet løb og genopbyggede de fødder, der var blevet udhulede af vandet. TDV Islamic Encyclopedia nævner også, at broen sandsynligvis blev genopbygget i Justinians tid, med 21 buer, på samme sted. Ifølge Kulturportalen blev broen forbundet til Adana-borgen med tilføjelser i perioden under Abbasid-kaliffen Harun al-Rashid og blev restaureret i hans søns, Mamuns, tid. I den osmanniske periode blev den vedligeholdt i perioderne under sultan Ahmed III, Kel Hasan Pasha og guvernør Ziya Pasha, og inskriptioner fra disse restaureringer er bevaret til i dag. Broens dimensioner angives med mindre forskelle i forskellige kilder. TDV Islamic Encyclopedia og Wikipedia angiver en længde på 310 meter, mens provinsdirektoratet angiver 319 meter, og Kulturportalen angiver omkring 300 meter. Bredden, inklusive fortove, er omkring 11,4 meter, og højden er næsten 13 meter. Broen havde oprindeligt 21 buer, men på grund af reguleringen af flodbredderne er nogle af buerne i enderne blevet dækket af jord, så der i dag kan ses 14 buer. Ifølge Kulturportalen er midten af broen omkring 2,5 meter højere end enderne, og denne lette kurve er tydelig, når man ser broen fra den modsatte bred. Der er blevet brugt tufsten, I midten af århundredet, da bomuldsdyrkelsen spredte sig i Çukurova-regionen, samledes sæsonarbejdere, der søgte arbejde på markerne i forårsperioden, en gang om ugen ved broen. Ifølge kilder var folkemængden så stor, at det var svært for indbyggerne i Adana at krydse broen på den tid. Broen gennemgik en omfattende renovering i perioden 2006-2007 og blev derefter lukket for motoriseret trafik. Siden da har den kun været åben for fodgængere og fungerer lejlighedsvis som et sted for kulturelle arrangementer. Den mest anbefalede rute er at starte ved kystvejen på Seyhan-siden, krydse broen til den østlige side og vende tilbage ad samme vej. For at se refleksionen af buerne i vandet, bør man stoppe langs kystpromenaderne på begge sider af broen, i stedet for at være på selve broen. Når solen går ned og forsvinder bag den vestlige side, antager stenene en varm farve, og det er de bedste tidspunkter for at tage billeder. Broen er let tilgængelig fra byens centrum med offentlig transport og til fods; Büyük Saat (Det Store Ur) og Ramazanoğlu Konağı (Ramazanoğlu-palæet) ligger inden for gåafstand. Lige ved siden af broen, på Seyhan-siden, starter Merkez Park, og det grønne område, der strækker sig langs floden, tilbyder en passende forlængelse for dem, der ønsker at forlænge deres gåtur. Om sommeren kan varmen i Adana være meget intens i løbet af dagen, så det er mere behageligt at besøge broen tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen.
Se stedFå rutevejledning
2
Ramazanoğlu Konağı

Ramazanoğlu-gården.

~40 min her
Kızılay Caddesi, Ulucami Külliyesi yanı, Seyhan / Adana

Ramazanoğlu-gården ligger på Kızılay Caddesi, inde i området omkring Ulu Camii-moskeen. Når du går ind fra gaden, finder du gården på sydøst siden af moskeen. Før du går ind, skal du nøje undersøge bygningens ydre. Den nederste del er bygget af hugget sten, mens de øvre etager er bygget af mursten, og grænsen mellem de to materialer er tydeligt synlig på facaden. Bygningens rektangulære plan har dimensioner på 16 gange 10,5 meter ifølge Wikipedia, og dens beskedne udseende afspejler bebyggelsens afmålte arkitektoniske stil.

Gå hen til den sydlige indgang, da gårdens historie er knyttet til inskriptionen der. Ifølge inskriptionen blev haremdelen af Ramazanoğlu Halil Bey færdiggjort i måneden Şaban i det islamiske år 900, hvilket svarer til april 1495. Kilder understreger dog, at denne dato ikke dækker hele bygningen. KÜRE-encyclopædien skriver, at bygningen oprindeligt blev bygget mellem 1360 og 1400, og at inskriptionen fra 1495 refererer til en renovering. Også oplysninger fra den tidligere leder af gården, som er blevet offentliggjort i Hürriyet Daily News, tyder på, at byggeriet strakte sig ind i det 14. århundrede. Derfor kan du betragte gården som en af de ældste civile bygninger, der stadig står i Anatolien.

I dag bruges gården som et kulturcenter for Çukurova Universitet, og den er vært for konferencer, møder og koncerter. Hvis du kan komme ind, skal du starte med stueetagen, som er belagt med sten, og tag trapperne op til de øvre etager. Derefter kan du se de hvælvede værelser i den nordlige del, som ifølge kilder blev brugt som "selamlık" (et område for formelle modtagelser). På første sal er der et køkken og to værelser, og på øverste sal er der et stort værelse og et badeværelse. Hürriyet Daily News rapporterer, at tilstedeværelsen af et tyrkisk bad (hamam) på øverste sal er en sjælden funktion i ældre bygninger.

Forestil dig de gæster, der har besøgt gården gennem tiden. Ifølge kilder boede Yavuz Sultan Selim her under sin egyptiske kampagne, og Kanuni Sultan Süleyman var gæst hos Ramazanoğlu Piri Bey, da han besøgte Adana i 1535. KÜRE-encyclopædien skriver også, at digteren og guvernøren Ziya Paşa brugte salen i stueetagen som et modtagelsesrum under sin embedsperiode. Bygningen blev beskadiget under jordskælvet i Adana-Ceyhan i 1998, men blev senere restaureret af Vakıflar Genel Müdürlüğü (Generaldirektoratet for Stiftelser) og åbnede som et kulturcenter i 2009.

Gården kan være lukket afhængigt af program

Ramazanoğlu-gården ligger i det historiske centrum af Adana, sydøst for Ulu-moskeen, og er en bygning, der stammer fra paladset til Ramazanoğlu-sultanatet. Ramazanoğlu var et tyrkisk sultanat, der regerede Çukurova fra slutningen af det 14. århundrede til det 17. århundrede. Gården betragtes i dag som et af de ældste bevarede eksempler på sin slags i Tyrkiet. Den har siden 2009 været brugt som et offentligt kulturcenter af Çukurova Universitet. Der findes to forskellige synspunkter om bygningens historie. Ifølge inskriptionen over den sydlige port blev bygningen færdiggjort i måneden Şaban i det islamiske år 900, hvilket svarer til foråret i 1495, under Ramazanoğlu Halil Bey. Adana Kultur- og Turismeafdeling og TDV Islamisk Encyklopædi angiver dette som bygningens færdiggørelsesdato. Gözde Ramazanoğlu, en arkitekturhistoriker fra Çukurova Universitet, hævder derimod, at bygningen blev opført mellem 1360 og 1400, og at inskriptionen fra 1495 refererer til en restaurering. Wikipedia skriver, at den del af bygningen, der blev færdiggjort i 1495, blev tilføjet til en tidligere eksisterende bygning i nord. Paladset bestod af to hoveddele: "haremlik", hvor familien boede, og "selamlık", hvor de statslige anliggender blev håndteret. TDV Islamisk Encyklopædi betragter den tre-etagers bygning, der stadig står, som paladsets harem, og den bygning fra 1497, der ligger i nord og også er kendt som Tuz Hanı, som sandsynligvis var selamlık-afdelingen. I publikationer fra Çukurova Universitet beskrives den bevarede del af paladset som selamlık-afdelingen, altså administrationscentret. Disse to fortolkninger indikerer, at paladset var en kompleks bygning bestående af sammenhængende afsnit. Gården har en rektangulær plan og måler cirka 16 meter i længden og 10,5 meter i bredden. Den er bygget af hugget sten i stueetagen og mursten i de øvre etager, og den fremstår fra ydersiden som enkel og beskeden. Bygningen består af stueetage, etage og øverste etage; i den østlige ende af stueetagen er der en gårdhave. På etagen er der et køkken og to værelser, mens der på øverste etage er et stort værelse og et lille badeværelse. Tilstedeværelsen af et badeværelse på øverste etage fremhæves som en sjælden detalje i ældre bygninger. Arkitektonisk set sammenlignes gården med paladserne fra Mamluk-perioden i Egypten. Facaden, hvor sten og mursten er brugt i skiftevis, minder om det punkt, hvor Mamluk-indflydelsen fra syd mødte den anatol Kona genbrugte i 1983 en omfattende renovering, og efter at have lidt skader under jordskælvet i Adana Ceyhan i 1998, blev den restaureret af Generaldirektoratet for Stiftelser. I dag har den status som en vigtig stiftelse og er underlagt Regionsdirektoratet for Stiftelser i Adana. Den fungerer som et kulturcenter og afholder konferencer, møder og koncerter. Hvis du besøger stedet på en dag, hvor der er en konference eller koncert, kan du se bygningen i brug. Du kan komme til Kona med offentlig transport fra byens centrum. Den ligger i nærheden af Ulu Cami og kan nås med en kort gåtur fra Büyük Saat. Start med at betragte bygningens facade fra gaden og observer overgangen mellem de forskellige etager i murværket af sten og mursten. Derefter kan du udforske værelserne indeni, etage for etage. De nærliggende Ulu Cami og de historiske bygninger i området fuldender billedet af byens struktur fra Ramazanoğulları-perioden. Da besøgsdage og -tider kan variere afhængigt af arrangementkalenderen, anbefales det at tjekke de aktuelle oplysninger, før du besøger stedet.
Se stedFå rutevejledning
3
Büyük Saat Kulesi

Det Store Klokketårn.

~40 min her
Ali Münif Caddesi, Seyhan / Adana

Det Store Klokketårn rejser sig midt på Ali Münif Caddesi, og du kan nå det fra residensen på få minutter. Se tårnet for første gang fra en vis afstand af gaden; kun derfra kan du se hele den firkantede krop. Ifølge kilder er tårnets højde 32 meter, og det var det højeste klokketårn i det Osmanniske rige på sin tid, mens Dolmabahçe-klokketårnet i Istanbul kom på andenplads. Når du nærmer dig, skal du observere konstruktionen; tårnet er bygget af små, fint tilskårne stenblokke, som var vanskelige at arbejde med.

Byggeåret for tårnet er beskrevet forskelligt i forskellige kilder, så det er godt at være opmærksom på begge versioner. Kultur- og Turismeafdelingen for provinsen nævner, at byggeriet begyndte i 1881 under guvernør Ziya Paşa og blev afsluttet i 1882 under guvernør Abidin Paşa. Den engelske Wikipedia angiver, at byggeriet begyndte i 1879, og nævner Krikor Ağa Bezdikyan og Kaspar Ağa som ansvarlige for designet; Kulturinventaret nævner også disse to håndværkere. Begge kilder nævner, at borgmester Hacı Yunus ydede et væsentligt bidrag til byggeriet.

KÜRE-encyclopædien skriver, at tårnet oprindeligt blev kaldt "Saathane" for at adskille det fra det mindre ur, "Küçüksaat", der lignede en sparegris og lå på byens travle plads. Tårnet har et ur på hver af sine fire sider, og det nuværende urværk blev ifølge kilden importeret fra Tyskland i 1925. Den samme kilde angiver, at tårnets bredde er otte meter, og at der senere blev tilføjet antenner og en alarmhyl. Når du ser på toppen af tårnet, skal du forsøge at skelne disse senere tilføjelser fra den originale konstruktion. Ifølge kilderne kunne klokken, der ringede hver time, høres i store dele af byen, og arbejdstiden for de offentlige kontorer blev reguleret i forhold til dette tårn. Kultur- og Turismeafdelingen for provinsen understreger, at tårnet var bygget så solidt, at det overlevede jordskælvet i Adana i 1998.

Området omkring tårnet giver den bedste oplevelse. KÜRE-encyclopædien skriver, at en gadeforbedringsprojekt, der startede i 2013, har standardiseret butiksfacaderne på Ali Münif Caddesi. Herfra kan du dreje ind på Kazancılar Çarşısı; Kulturinventaret nævner, at markedet også er kendt som Adana Arastası og Ramazanoğlu Çarşısı, og at det stammer fra det sekstende århundrede. Du kan gå rundt i markedet og se butikker, der sælger kobberarbejde, lokale produkter og slik, men valget af butikker er op til dig. Om aftenen, når tårnet og gaden er oplyst,

Det Store Klokketårn er et historisk klokketårn, der ligger på Ali Münif Caddesi i den gamle markedsområde i Adana. Byens befolkning omtaler det kortfattet som "Det Store Klokke" og betragter det sammen med Taşköprü som et af Adanas mest kendte vartegn. Tårnet er 32 meter højt, og ifølge forskellige kilder er det det højeste klokketårn i Tyrkiet. Ifølge Kulturportalen var det det højeste klokketårn blandt de osmanniske byer på det tidspunkt, hvor det blev bygget, og det næsthøjeste var klokketårnet i Dolmabahçe i Istanbul. Byggeåret for tårnet er beskrevet på to forskellige måder i forskellige kilder. Ifølge kilder fra Kultur- og Turisme Ministeriet begyndte byggeriet i 1881 under guvernør Ziya Paşa og blev afsluttet i 1882 under guvernør Abidin Paşa. Den engelske Wikipedia angiver derimod, at byggeriet begyndte i 1879 og tilskriver det borgmester Kirkor Bezdikyan. Kulturinventaret nævner, at bygningen blev opført af Krikor Ağa Bızdikyan og Kaspar Ağa Avakyan, og at borgmester Hacı Yunus også ydede et væsentligt bidrag til byggeriet. Det, som alle kilder er enige om, er, at tårnet blev færdiggjort i 1882 under Abidin Paşa. TDV Islam Encyclopedia beskriver også klokketårnet som en bygning, der blev opført i 1882 af Adanas guvernør, Abidin Paşa. Tårnet har en firkantet form og har et urværk på alle fire sider. Den ydre overflade er lavet af hugget sten, mens selve tårnet er bygget af små sten, der var besværlige at mure op. Det siges, at fundamentet er 35 meter dybt, men dette er blot en anekdote. På grund af sin solide konstruktion overlevede tårnet jordskælvet i Adana i 1998. Oprindeligt blev tårnet kaldt "Saathane", men for at adskille det fra det mindre urværk, der lignede en sparegris, og som lå på en travl plads i byen, fik det navnet "Det Store Klokke". Selve uret i tårnet har også sin egen historie. Ifølge den urmager, der vedligeholdt det, blev det oprindelige urværk ødelagt under Befrielseskrigen, og i 1925 blev det udskiftet med et nyt urværk, der blev importeret fra Tyskland. Da uret har et slående urværk, skal det justeres og vedligeholdes hver uge. I de år, hvor tårnet blev bygget, kunne en kraftig klokkeklang høres fra tårnet flere gange om dagen, og byens daglige aktiviteter blev reguleret efter denne lyd. Det siges, at der er en fransk inskription på klokken, der også nævner navnet Adana. Den engelske Wikipedia nævner også, at der engang gik rygter om, at vandet, der kom op fra Den bedste udsigt over tårnet får man fra begge ender af gaden og fra den lille plads ved tårnets fod. For at få et billede, hvor hele tårnet er med, skal du træde et par skridt tilbage og tage billedet opad; eftermiddagssolen giver stenoverfladen en varm, gul farve. Tårnet er et naturligt mødested for vandrere, da man nemt kan gå til Ramazanoğlu-gården, Stenbroen, Adana Film Museum og Atatürk-huset fra her. Området omkring tårnet er også et område, hvor byens gamle kebab- og slikhandlere har deres butikker, så det er nemt at tage en pause under vandreturen. Man kan komme til tårnet fra byens centrum med minibus, almindelig bus, bybus og metro. Da området er en travl markedsplads, er det mere behageligt at tage offentlig transport eller gå i stedet for at køre i bil. Man kan se tårnet udefra hver time. Adgang til klokkeetagen er kun mulig med særlig tilladelse, så det er bedst at få de seneste oplysninger om dette fra de relevante myndigheder.
Se stedFå rutevejledning
4
Adana Sinema Müzesi

Adana Film Museum.

~1 t her
Kayalıbağ Mahallesi, Seyhan Caddesi ile 26025 Sokak kesişimi, Seyhan / Adana

Adana Film Museum ligger i Kayalıbağ-kvarteret, i krydsningen mellem Seyhan Caddesi og 26025 Sokak, ved den vestlige bred af Seyhan-floden. Inden du besøger museet, er det en god idé at gå en tur i de omkringliggende gader, da dette område er kendt for sine gamle huse i Adana, der er bygget på og omkring Tepebağ-højen. Ifølge Wikipedia er de fleste af disse huse to eller tre etager høje, med tykke vægge og få vinduer i stueetagen, mens de øvre etager har rækker af vinduer og udhæng. Kommunens guide nævner, at mange af husene blev bygget i det 18. århundrede, selvom forskellige kilder angiver forskellige datoer, så det er generelt korrekt at betragte dem som en del af den gamle bys boligområde. Guiden bemærker også, at der foregår udgravninger på højen.

Museumsbygningen er skabt ved at sammenslutte to parceller med rækkehuse, der ligger tæt på flodbredden. Ifølge KÜRE-encyclopædien blev restaureringen udført af Adana Storbykommune, og museet åbnede den 23. september 2011. Wikipedia beskriver museet som det andet filmmuseum i Tyrkiet. Når du træder ind, bør du først se på plakaterne i stueetagen. Hver plakat udstiller mindst én person fra Adana, enten som instruktør, skuespiller eller manuskriptforfatter, og det kan være en sjov lille leg at lede efter disse navne, mens du går rundt.

På den øvre etage vil du se, at værelserne er inddelt efter tema. Kilder nævner blandt andet et "Nostalgi-rum", et "Adana Kunstnere-rum", et "Næste Generation Kunstnere-rum", et "Adana Producenter-rum", et "Mehmet Baltacı-samling" og et "Guld Kokon-rum". Et helt rum er dedikeret til skuespilleren og instruktøren Yılmaz Güney, med fotografier, genstande og filmplakater. Kunstneren og filminstruktøren Abidin Dino, samt forfatterne Yaşar Kemal og Orhan Kemal, hvis romaner er blevet filmatiseret, er også repræsenteret på museet. I rummene finder du også fotografier af skuespillere, der har en forbindelse til byen, som f.eks. Şener Şen og hans far, Ali Şen.

Sørg for at afsætte tid til "Guld Kokon-rummet", hvor historien om Adana Storbykommunes "Guld Kokon Film Festival" fortælles. Ifølge Wikipedia blev festivalen grundlagt i 1969. De voksfigurer på museet er skabt af Jale Kuşan og Tülay Aktaş. Hvis du er interesseret i filmhistorie, bør du også besøge biblioteket, som indeholder en samling på omkring 3.500 bøger, doneret af filmhistorikeren Alberto Modiano, hvoraf den ældste dateres til 1891.

Ifølge Wikipedia er museet tilgængeligt for handicappede, med faciliteter som adgang for

Adana Film Museum er et filmmuseum beliggende i Kayalıbağ-kvarteret i Seyhan-distriktet, ved krydset mellem Seyhan Caddesi og 26025 Sokak. Museet åbnede den 23. september 2011 og er kendt som Tyrkiets andet filmmuseum. Formålet er at præsentere adanali-instruktører, skuespillere, producenter og forfattere, hvis værker er blevet filmatiseret. På den måde fortæller museet historien om en bys lange forhold til film, snarere end blot en enkelt persons historie. Bygningens arkitektur er lige så fascinerende som samlingen. Den er blevet restaureret fra en række gamle huse, der oprindeligt var bygget i række i det centrale område ved Seyhan-flodens vestlige bred. Den toetagers bygning, der er skabt ved at samle to historiske huse, bevarer sine originale arkitektoniske træk, selv efter restaureringen, som blev udført af Adana Metropolitan Municipality. Området, hvor museet er beliggende, er ifølge kommunens guide omgivet af Tepebağ, et område med mange gamle huse fra det 18. århundrede. Stueetagen er dedikeret til filmplakater. Et af museets udvælgelseskriterier er, at mindst én person nævnt på hver plakat skal være fra Adana. Dette gør besøget til en lille leg, hvor man leder efter navne med forbindelse til Adana. Guiden fra kommunen anser museet som et af de vigtigste restaurerede huse i Tepebağ, som nu er åbent for turister. Plakaterne omfatter værker fra 1940'erne og frem, samt uddrag fra populære Yeşilçam-film, der stadig vises. Værelserne på øverste etage er inddelt efter tema. Museet omfatter et Nostalgi-rum, et Yılmaz Güney-rum, et Mehmet Baltacı-samlingsrum, et Rejserum, et Rum for nye kunstnere, et Rum for Adana-producenter, et Altın Koza-rum og et Rum for Adana-kunstnere. I Yılmaz Güneys rum udstilles kunstnerens voksfigur, plakater fra hans film, fotografier og filmudstyr. Maler og filminstruktør Abidin Dino, samt forfatterne Yaşar Kemal og Orhan Kemal, hvis romaner har dannet grundlag for mange film, er også blandt de personer, der præsenteres på museet. Andre filmfolk med tilknytning til Adana, såsom skuespilleren Şener Şen og hans far, Ali Şen, instruktørerne Şahin Kaygun og Ali Özgentürk, og forfatteren Muzaffer İzgü, er også repræsenteret med fotografier og genstande. Altın Koza-rummet fortæller om historien bag Altın Koza Film Festivalen, som arrangeres af Adana Metropolitan Municipality. Festivalen, der blev grundlagt i 1969, er en af de mest synlige dele af byens filmidentitet, og museet fungerer som en slags arkiv for denne arv. Voksfigurerne på museet er skabt af Jale Kuşan og Tülay Aktaş. Samlingen omfatter også filmudstyr, fotografier af skuespillere, pr Ifølge Wikipedia har museet faciliteter for handicappede, herunder tilgængelig indgang, parkeringsplads, ledsagertjeneste, toiletter, lydbeskrivelser og taktile overflader. Den nemmeste måde at opleve museet på er at starte med plakaterne i stueetagen, tage trappen op til øverste etage og derefter besøge rummene i rækkefølge. Ved at se på husets træværk, lofter og rumindretning får man også et indblik i, hvordan et gammelt hus i Adana så ud indeni. Når man forlader museet, kan en kort gåtur blandt de restaurerede huse i Tepebağ fuldende besøget. Museet ligger på vestsiden af floden, i gåafstand fra Taşköprü og Atatürk Hus Museum, og er nemt at nå med offentlig transport fra byens centrum. Det er nemmere at gå, da parkering kan være vanskelig i de smalle gader i området. Tjek de aktuelle åbningstider og -dage hos Adana Storbykommune.
Se stedFå rutevejledning
5
Adana Atatürk Evi Müzesi

Adana Atatürk-huset Museum.

~50 min her
Seyhan Caddesi, Seyhan / Adana

Atatürk-huset Museum ligger på Seyhan Caddesi, nordvest for rækken af huse, der vender ud mod floden. Før du går ind, så tag et kig på husets facade udefra. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er bygningen et toetagers hus med udhæng, et brudt tag og mure af sten. Det beskrives som et klassisk Adana-hus fra det 19. århundrede. Kultur- og Turismeafdelingen i provinsen oplyser også, at bygningen er et registreret kulturarv og et af de bedste eksempler på civilarkitektur fra den pågældende periode.

Besøg huset med viden om dets historie. Ifølge Kultur- og Turismeafdelingen i provinsen blev Atatürk og hans kone, Latife Hanım, modtaget i dette hus, der tilhørte Suphi Bey fra Ramazanoğlu-familien, under deres besøg i Adana den 15. marts 1923; den tyrkiske Wikipedia omtaler den samme person som Suphi Paşa. Bygningen blev erhvervet af en forening, restaureret og åbnede som en del af Museumsafdelingen i 1981. Hvert år den 15. marts afholdes en mindeceremoni i bygningen, så vær forberedt på menneskemængder, hvis du besøger den på denne dag.

Indenfor bør du planlægge dit besøg efter etageplanen. I stuen finder du arbejdsrum og et bibliotek; ifølge den tyrkiske Wikipedia indeholder biblioteket omkring to tusinde bøger på osmannisk og tyrkisk, som er blevet indsamlet gennem donationer. I arbejdsrummet udstilles lokale aviser fra perioden under Befrielseskrigen og derefter. Når du går op på etagen, vil du se "sofaen" (den centrale hal). Denne store hal er hjertet af det traditionelle Adana-hus og fungerer som adgang til de forskellige værelser. Rundt om sofaen ligger forskellige rum, såsom soveværelse, presse, kampdeltageres værelse, våbenrum, assistenters værelse og Kuvayi Milliye-værelse.

Mens du går rundt i værelserne, skal du være opmærksom på husets planløsning frem for selve møblerne. Ifølge den engelske Wikipedia er de øverste etager i de traditionelle huse i Tepebağ det primære opholdsområde, og værelserne er placeret, så de åbner ud mod hallen. Kig ud af vinduerne mod floden og gaden; det fremgår af kilderne, at disse huse er placeret, så de kan fange den kølige brise fra floden. Elementer som den messing seng og de Maraş-stole i soveværelset afspejler den gældende indretningsstil fra den pågældende periode. Museet udstiller også fotografier og dokumenter relateret til Atatürks besøg i Adana, samt etnografiske genstande.

Tjek museets åbningstider på dets officielle hjemmeside, før du besøger det. Efter dit besøg kan du gå ned ad Seyhan Caddesi mod floden for at fuldende din rute. Når du går sydpå langs floden, vil du efter et par hundrede meter nå Taşköprü igen. Hvis du vender tilbage til

Adana Atatürk-huset er et traditionelt Adana-hus med to etager, beliggende på Seyhan Caddesi, tæt på flodens vestlige bred. Mustafa Kemal Atatürk og hans kone, Latife Hanım, blev modtaget i dette hus under deres besøg i Adana den 15. marts 1923. Bygningen tilhørte dengang Suphi Paşa, der var medlem af Ramazanoğulları-familien. I 1981 blev huset åbnet for offentligheden som en del af et museum, i anledning af Atatürk's 100-års fødselsdag. En af de vigtigste grunde til at besøge museet er selve bygningen. Adana Kultur- og Turismeafdeling beskriver bygningen som et af de bedste eksempler på civil arkitektur fra den periode, der viser de typiske træk ved traditionelle Adana-huse. Huset er bygget i klassisk Adana-stil fra det 19. århundrede: to etager, med udhæng og et valmet tag, og murene er bygget af sten. Bygningen er registreret som en kulturarvsbygning, der kræver beskyttelse af Kulturministeriet. Den vertikale række af vinduer på facaden, de træpersienner og det store tag med udhæng afspejler en livsstil, der er tilpasset det varme klima i gamle Adana. Bygningen blev erhvervet af staten og restaureret med bidrag fra offentligheden, gennem Atatürk Science and Culture Center Preservation and Revitalization Association. Hvert år den 15. marts markeres Atatürk's ankomst til Adana med en officiel ceremoni i denne bygning. Museet udstiller information, dokumenter og fotografier fra Befrielseskrigen og de tidlige år af republikken. Derudover er der etnografiske artefakter fra regionen, der er placeret i husets rum. I stueetagen er der to rum: et arbejdsværelse og et bibliotek. I arbejdsværelset udstilles lokale aviser som "Yeni Adana", "Türk Sözü", "Çukurova" og "Dirlik", der blev udgivet i Adana under Befrielseskrigen og i tiden derefter. Biblioteket indeholder omkring to tusinde bøger på osmannisk og tyrkisk, som er blevet indsamlet gennem donationer. I stuen står en Atatürk-statue, udført af billedhuggeren Nevzat Duruak. De ni værelser, der ligger ud til stuen, er indrettet som soveværelse, arbejdsrum, presseafdeling, kriger-afdeling, opholdsstue, Hatay-værelse, våbenrum, tjener-værelse og Kuva-yi Milliye-værelse. I værelserne kan man se møbler og dokumenter fra den pågældende tid. I soveværelset er der en seng med messingstel, udsmykket med perler, og Maraş-stole. I presseafdelingen opbevares indbundne eksemplarer af avisen "Yeni Adana" fra Pozantı i en vitrine. I opholdsstuen er der en valnødsstol, et jernpejs, regionale tæpper og gulvtæpper, der genskaber atmosfæren i et gammelt Adana-hus. I våben Det er naturligt at starte besøget i museet i stueetagen, hvor man kan se aviserne, og derefter tage trappen op til gården. Herefter kan man udforske de forskellige rum, der er arrangeret omkring gården. Indretningen af huset er et godt eksempel på den traditionelle planløsning for huse i Adana, og det giver mulighed for at forstå, hvordan rummene er organiseret omkring gården. Fra vinduerne kan man observere forholdet mellem huset og gaden, og se hvordan indgangen fører ud til gaden. Museets forhave er lille, men grøn, og det bedste sted at fotografere facaden er foran haveporten. Museet kan nås med bus, bybus eller taxa fra bymidten. Det er også muligt at gå dertil fra områderne omkring Büyük Saat og Taşköprü. Adana Film Museum ligger i nærheden, i Kayalıbağ Mahallesi, så de to museer kan nemt besøges på samme tur. Da åbningstiderne kan variere, anbefales det at tjekke de aktuelle oplysninger på hjemmesiden for Adana Provincial Directorate of Culture and Tourism, inden man besøger museet.
Se stedFå rutevejledning

Rutekort

Ruteinformation
BySeyhan, Adana
TypeRuter
Stop5
Dato19. oktober 2026
Radar TürkiyeForfatterRadar TürkiyeStart rute