En gåtur fra Galata til Tophane i det gamle havneområde.

På en af gaderne, der fører ned fra Galata-tårnet til Bankalar Caddesi, ligger denne snoede trappe, som er et af Karakøys mest fotograferede steder. Trappen blev bygget i anden halvdel af det 19. århundrede af Abraham Salomon Kamondo, lederen af den fremtrædende bankfamilie Kamondo i det osmanniske rige. Kilder er uenige om det præcise årstal; nogle angiver 1850'erne, mens andre nævner perioden 1870-1880.

Ifølge kilderne tjente trappen to formål. Den forkortede vejen fra Kamondos hus til gaden med bankerne og gjorde det lettere for hans børn at komme til den nærliggende østrigske skole. Så denne imponerende struktur er i virkeligheden en genvej, og den tjener stadig det samme formål i dag; folk, der rejser mellem Karaköy og Galata, passerer her hele dagen.

Designet ligger et sted mellem neo-barok og tidlig art nouveau. De snoede linjer giver trappen et skulpturelt udseende, så den er bedst at opleve og fotografere fra gaden nedenfor eller fra platformen øverst. Læg mærke til det flettede mønster på gelændet og den sekskantede form af trinene; det siges, at denne form blev valgt for at forhindre, at børn faldt, hvis de snublede. Fotografen Henri Cartier-Bresson fotograferede trappen i 1964, og siden da har den været et af byens mest kendte billeder.

Hvis du vil tage billeder, er det bedst at komme tidligt om morgenen, da passagen bliver mere overfyldt i løbet af dagen. Da trappen er smal, skal du sørge for at give plads til folk, der kommer op og ned, og undgå at stå for længe på trinene. I bunden af trappen kommer du direkte ud på Bankalar Caddesi; det næste stop, SALT Galata, ligger kun et par skridt derfra.

Kilde: Wikipedia (Kamondo Trappen; Camondo Stairs).

Bankalar Caddesi's tidligere navn var Voyvoda Caddesi; Evliya Çelebi omtalte den i det 17. århundrede som Voyvoda Yolu. I slutningen af det osmanniske rige var gaden imperiets finansielle centrum, og banker og forsikringsselskaber var her frem til 1990'erne. Børsen, der blev grundlagt i 1866 under navnet Dersaadet Tahvilat Borsası, lå også her, indtil den i 1995 flyttede til İstinye.

Den mest imponerende bygning på gaden er hovedkontoret for Ottoman Bank, designet af den franske arkitekt Alexandre Vallaury og åbnet i 1892. Prøv at se bygningen fra begge sider. Facaden, der vender ud mod gaden, er en storslået og klassisk bankbygning, dekoreret med relieffer. Den bageste facade, der vender mod Det Gyldne Horn, er derimod præget af balkoner og en orientalsk stil. Denne forskel mellem de to facader kan ses som et udtryk for bankens position mellem Øst og Vest.

Bygningen fungerede som bankens hovedkontor fra 1892 til 1999. Efter en renovering under ledelse af Han Tümertekin, blev den i november 2011 åbnet som SALT Galata. Det første sted, du bør besøge indeni, er Ottoman Bank Museum på kælderen. Museet, der blev grundlagt i 2002, er det første museum, der blev oprettet af en privatbank i Tyrkiet, og det er placeret inde i de oprindelige kasserum, hvor banken startede sin virksomhed i 1892. Museet fortæller bankens historie frem til 1933 gennem sedler, regnskaber, aktier og billeder af personalet. Afdelingen i stueetagen beskriver byggeprocessen for hovedkontoret; en del af samlingen kan også ses online via Google Arts & Culture.

På de øvre etager finder du SALT Researchs læsesal, et konferencesal og skiftende udstillinger. Adgangen er gratis, og det er lukket om mandagen; tjek de aktuelle åbningstider på den officielle hjemmeside.

Kilde: SALT's officielle hjemmeside; Wikipedia (Bankalar Caddesi).

Når du går vestpå fra Bankalar Caddesi og bevæger dig ind i Galata Mahkemesi Sokağı, rejser et minaret med en firkantet krop og en spids kuppel op mellem de smalle gader. Det er ikke lig med nogen af de andre minareter i Istanbul, da bygningens historie også er anderledes end de fleste moskeer i byen. Ifølge TDV Islam-encyclopædien lå der i det 14. århundrede en stor kirke på dette sted, bygget af dominikanske munke. Efter erobringen blev bygningen omkring 1475 omdannet til en moské som en donation fra Sultan Mehmed den Første, og den blev omtalt i dokumenter som Galata-moskeen. Efter faldet af staten Beni Nasr i 1492, slog muslimer fra Andalusien, der kom fra Spanien, sig ned i dette område, og moskeen begyndte at blive kaldt Arabi-moskeen.

Minarettet er en ombygget gammel klokketårn. Den firkantede form og de tre vinduer minder om minareterne fra Umayyad-perioden i Syrien. Indenfor er de gotiske hvælvinger mod kibla (bederetsningen) det mest tydelige spor fra middelalderen. Bygningen rummer lag fra middelalderen, 1700-tallet og 1900-tallet; prøv at skelne dem fra hinanden indenfor. I 1700-tallet udvidede og restaurerede Saliha Sultan bygningen og tilføjede en fontæne i 1734-35. I 1868-69 fik Adile Sultan bygget en cisterne og en fontæne i gården. I en omfattende restaurering i perioden 1913-1919, udført af Giritli Hasan Bey, blev taget fornyet, en overdækket gang i arabisk stil blev tilføjet ved indgangen, og italienske gravsten, der blev fundet i jorden, blev flyttet til Istanbul Arkæologiske Museer.

Arabi-moskeen er i dag et bønnecenter for lokalområdet. Planlæg dit besøg uden for bønnetiderne, og tag dine sko af ved indgangen. Kvinder skal dække deres hoved, og alle skal bære tøj, der dækker skuldre og knæ. Vær stille indenfor, gå ikke foran dem, der beder, og tag billeder uden blitz og uden at forstyrre andre.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia (Arabi-moskeen).

Når du går østpå gennem Karaköy og ankommer til Tophane-pladsen, er den store bygning med kuplen foran dig moskeen, der er en del af komplekset bygget af Kaptan-ı Derya Kılıç Ali Paşa, designet af Mimar Sinan. Ifølge inskriptionen blev moskeen færdiggjort i 1580. Sinan påtog sig dette projekt i sin sidste del af livet, da han var i sin nittende. Komplekset var beliggende ved en mole, ved kysten; i dag står bygningerne i Galataport foran moskeen, da kysten er blevet fyldt op.

Planen for moskeen er en mindre version af Hagia Sophia. Den centrale kuppel, med en diameter på omkring 12,70 meter, støttes af to halvkubler langs kibla-aksen (bederetsningen). Når du træder ind, kan du se dette mønster ved at kigge op mod loftet. I stedet for den storslåede atmosfære i Süleymaniye, oplever du et mere kompakt og afbalanceret indre rum. Mihraben (bederetsningen) er placeret i en udskrift, der stikker ud fra væggen, og er dækket af fliser fra de bedste værksteder i İznik. Indskrifterne ved indgangen og teksten i mihraben er skrevet af kalligrafen Demircikulu Yusuf Efendi, fra den sidste generation af Karahisari-skolen.

Udover moskeen omfatter komplekset en medresse (islamisk skole) med sytten celler, et badehus, Kılıç Ali Paşas ottekantede gravsted, en skole for børn og en vandfontæne. Moskeen og gravstedet blev restaureret i 2011, mens resten af komplekset, inklusive medressen, blev restaureret frem til 2015. I haven findes der grave, herunder gravstedet for admiral Ateş Mehmed Paşa. Det er nemmest at forstå kompleksets beliggenhed ved kysten ved at stå i gården og observere, hvordan moskeen, gravstedet og badehuset støtter op ad hinanden.

Vær opmærksom på bønnetiderne, især på fredag eftermiddag, hvor moskeen er meget overfyldt. Skoene tages af ved indgangen, og kvinder skal bære tørklæde. Tøj, der dækker skuldre og knæ, en stille opførsel og fotografering uden blitz er tilstrækkeligt; undgå at gå foran dem, der beder.

Kilde: TDV İslam Ansiklopedisi; Wikipedia (Kılıç Ali Paşa Camii; Kılıç Ali Pasha Complex).

Det varme bad, der ligger lige ved siden af vejen, var en indbringende del af komplekset. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi blev det færdiggjort i februar 1683. Dette badehus, der var en del af et havnekompleks beliggende i et fyldt kystområde, betjente både søfolk og genererede indtægter til fonden. Det var designet som et enkelt badehus, uden separate afdelinger for kvinder og mænd.

Det mest karakteristiske ved bygningen er dets varmeafdeling. Denne sektions sekskantede plan har fire buede nicher, hvoraf fire er til badning, mens de to andre fører til de tilstødende køleområder. I midten er der en central platform, og ovenover er der en enkelt kuppel, der slipper lys ind. Væggene er bygget med en murstenskonstruktion, hvor sten og mursten er brugt sammen. I løbet af århundrederne har jordskælv, især kuplen, forårsaget skader, og bygningen har i mange år været forsømt.

I 2005 købte Iren-familien bygningen og iværksatte en omfattende restaurering. Arbejdet, ledet af arkitekten Cafer Bozkurt, varede omkring syv år og blev afsluttet i 2012. Under restaureringen blev de senere tilføjede træomklædningsrum i køleområdet fjernet, og det oprindelige åbne rum, som Sinan havde designet, blev genoprettet. Kuppelen blev renoveret ved hjælp af traditionelle teknikker. Projektet modtog National Architecture Award i 2016 og Europa Nostra-prisen i 2017.

Badet er i dag i drift igen. Selvom det oprindeligt kun var forbeholdt mænd, er det nu åbent for både kvinder og mænd på forskellige tidspunkter. Hvis du ønsker at opleve det indefra, kan du finde åbningstider og betingelser på badets egen hjemmeside. Selv hvis du bare passerer forbi, er det lærerigt at se den kuppelformede bygning udefra og se, hvordan Sinan har placeret moskeen og badet ved siden af hinanden.

Kilde: TDV Islamisk Encyklopædi; Europa Nostra; Wikipedia (Kılıç Ali Paşa Hamamı).

Når du kommer ud af hammamet, skal du først stoppe foran Tophane-fontænen. Denne pladsfontæne, som blev bygget af I. Mahmud i 1732, har en firkantet plan, og alle fire sider er identiske, mens hjørnerne er afrundede op til to tredjedele af højden. Se nærmere på de udskårne detaljer på facaden; frugttræer, der vokser ud af vaser, og buketter i krukker er arrangeret i rektangulære rammer. Sammen med de bølgede ornamenter i hjørnerne er fontænen et typisk eksempel på overgangen fra klassisk osmannisk smag til vestlig dekoration, og den er en af de største pladsfontæner i Istanbul. Den poetiske tekst er skrevet af Nafihi. Fontænen lå engang ved kysten, men blev senere omgivet af jordfyld; den blev omfattende restaureret i 2006.

Nord for fontænen ligger Tophane-i Amire, en kuppelformet bygning, der vender mod Bosporus. Efter erobringen etablerede Fatih Sultan Mehmed her et støberi, hvor der blev fremstillet kanoner til hæren og flåden. Bygningen blev renoveret i Suleymans periode og blev også ombygget i det 20. århundrede; ifølge kilder blev den genopbygget i 1743. I 1843 blev et jernværk etableret i Zeytinburnu, og i 1850 begyndte det at fungere med fuld kapacitet, hvilket gradvist førte til, at kanonproduktionen blev flyttet herfra.

I 1992 blev bygningen overdraget til Mimar Sinan Fine Arts University, og den bruges i dag som Tophane-i Amire Kultur- og Kunstcenter. Den har tre udstillingsområder: Beş Kubbe, Tek Kubbe og Sarnıçlar. Hvis der er en udstilling, skal du gå ind i Beş Kubbe-salen og forsøge at fornemme bygningens størrelse under de kupler, der har givet salen sit navn. Tjek universitetets meddelelser, før du besøger, da udstillingskalenderen ændres. Selv hvis der ikke er nogen udstilling, giver det at se fontænen og støberiet i samme syn et indtryk af, hvor tæt på kysten den industri, der gav kvarteret sit navn, var placeret.

Kilde: Mimar Sinan Fine Arts University; Kulturinventar; Wikipedia (Tophane-i Amire; Tophane Çeşmesi).

Ruten slutter ved Nusretiye-moskeen, som ligger lige ved siden af Tophane-sporvognsstoppestedet. Denne moské er bygget med en helt anden stil end de tidligere stop, og den er næsten to og et halvt århundrede nyere. Ifølge TDV Islam-encyclopædien blev moskéen, som blev bygget under Sultan II. Mahmud, påbegyndt i juni 1823 efter en stor brand og færdiggjort den 8. april 1826. Arkitekten var Krikor Amira Kalfa fra Balyan-familien. Navnet betyder "sejr" og er forbundet med Sultan II. Mahmuts opløsning af Janitsjar-korpset.

Når man ser moskéen udefra, er det de to usædvanligt slanke minareter, der fanger opmærksomheden. Moskéen er en prangende bygning, der kombinerer elementer fra europæisk barok og empire-stil. Sammenlign facadeudsmykningen med den mere simple struktur af Kılıç Ali Paşa-moskéen, som ligger et par hundrede meter væk, og du vil kunne se overgangen fra det osmanniske arkitektoniske sprog fra det 16. århundrede til det mere vestlige sprog fra det 19. århundrede på bare få minutters gang. Sultanens private gemak, som han brugte, når han besøgte moskéen, er også en del af komplekset.

Indvendigt bruger de dekorative malerier mere vestlige motiver end traditionelle tyrkiske. Læg mærke til kuplen; i stedet for den sædvanlige inskriptionsbånd er der her en botanisk dekoration, hvilket er en innovativ detalje for den tid. Arbejdet med inskriptionerne er udført af den berømte kalligraf Mustafa Rakım fra den periode. På den anden side af moskéen lå et urværk og en vandfontæne; i det 20. århundrede ændrede byudviklingen området, og disse bygninger blev senere flyttet.

Moskéen er åben for besøgende i dag. Besøg uden for bønnetiderne, tag skoene af, kvinder skal bære tørklæde, og skuldre og knæ skal være dækket. Inde i moskéen skal man være stille. Når du forlader moskéen, kan du nemt tage sporvognen til Kabataş eller Eminönü.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien; Wikipedia (Nusretiye-moskéen).