En dag i Kızılcahamam og Çamlıdere Geopark.

Årsagen til at man starter her er simpel: man læser først om de basaltiske søjler, de forstenede træer og det varme vand på skiltene, og derefter oplever man dem i virkeligheden. Kommunens museum i Kızılcahamam ligger i bymidten, i Akçay-kvarteret. Museet er toetagers. I stueetagen er der ti udstillinger, der beskriver Anatoliens dannelse, vulkanismen, den geologiske tidslinje og hvordan et træ kan forstene; her finder man også eksempler på 23 millioner år gamle forstenede træer. På øverste etage er der femten udstillinger, der præsenterer de forskellige steder i geoparken: Pelitçik og Yahşihan fossilskove, Güvem-Beşkonak søaflejringer, diatomer, basaltiske søjler. Der er mikroskoper, film og interaktive spil; hvis man kommer med børn, bør man afsætte mindst en halv time her, da det gør det lettere at være tålmodig, når man er ude i naturen.

Det, man skal kigge efter, er de udstillede tværsnit af træstammer. Åringsringe og karvæv kan læses på stenen; i Pelitçik vil man kunne se den samme struktur i virkeligheden, men det er ikke lige så nemt at bøje sig ned og se det på tæt hold, som det er her. De tre vulkaniske perioder, der nævnes på skiltene, vil dukke op igen i løbet af dagen; notér, hvilken periode hvert sted tilhører, da stenens farve og tekstur afspejler dette.

Tjek kommunens hjemmeside for åbningstider og priser. Da museet ligger i bymidten, kan man nå Soğuksu på få minutter; indgangen til nationalparken ligger lige uden for byen. Dette er også det sidste sted i Kızılcahamam, hvor man kan få en frokostpause og tanke bilen; der er færre muligheder længere oppe ad Güvem-vejen.

Kilde: Kızılcahamam kommunes hjemmeside, geoparkmuseet; Wikipedia, Kızılcahamam-Çamlıdere geopark.

Soğuksu Nationalpark, der starter lige nord for Kızılcahamam, blev etableret den 19. februar 1959 og er Tyrkiets anden nationalpark. Området på 1.187 hektar strækker sig fra en højde på 1.030 meter til næsten 1.780 meter, med de højeste punkter Arhut og Tolubelen. Parken ligger i det område, hvor det centrale Anatoliens steppe overgår til den nordlige Anatoliens skov: en skov domineret af fyrretræer, som suppleres af andre træsorter som sortfyr og gran. Der er registreret 428 forskellige plantearter, hvoraf 50 er endemiske; Kızılcahamam-narcissen er en af dem.

På geoparkruten har dette stop to vigtige ting at byde på. For det første er det klippen: parken består fuldstændigt af vulkansk sten, herunder andesit, basalt, tuf og agglomerat. For det andet er det træerne: mellem Kuzcapınar og Uzunkavak findes et område på omkring 1.000 kvadratmeter med silificerede træstykker, som ifølge forskere er op til 10-15 millioner år gamle. Her får du et lille forsmag på den fossile skov, før du fortsætter til Pelitçik.

Hold også øje med himlen. Der er registreret omkring 160 forskellige fuglearter i parken, og en gruppe på 30-35 individer af den truede grib er her til at yngle. Det er ikke svært at spotte den store, sorte silhuet, der svæver over termalbadene om morgenen, og et kikkert kan være nyttigt. Der er i alt 16 kilometer vandrestier, og der findes afmærkede ruter og cykelstier. Du kan få et kort i besøgscentret. Der er picnicborde, bålpladser og en campingplads i nærheden af hovedindgangen. 70% af parken er et beskyttet område, så hold dig til stierne. Der er entré, og du kan finde de aktuelle priser og åbningstider på nationalparkens hjemmeside. Hvis du afsætter to timer, kan du gennemføre en af ruterne og se de silificerede træer.

Kilde: Kızılcahamam Kaymakamlığı, Soğuksu Milli Parkı; Tarım ve Orman Bakanlığı 9. Bölge Müdürlüğü; Vikipedi.

Fra Kızılcahamam skal du følge vejen mod Güvem-Çerkeş og køre i 18 kilometer. Du ankommer til Seyhamamı, cirka to kilometer før Güvem. Det varme kildeområde, der har givet stedet sit navn, er et geologisk interessant område, hvor vand fra undergrunden stiger op, hvor to forkastningslinjer, der løber i nord-syd og øst-vest retning, krydser hinanden. Vandets temperatur er 44 grader. Alle de varme kilder i området er en del af det samme vulkanske system; selvom lavaen størknede for millioner af år siden, er varmen stadig til stede i dybden og opvarmer vandet, som presses op gennem forkastningslinjerne. Det er ikke tilfældigt, at der er basaltkolonner i nærheden, da de begge er resultatet af den samme forkastningslinje.

Kızılcahamams historie som kurort går tilbage til romertiden; ruinerne af et romersk bad i byens centrum er et bevis på dette. En historie, der også nævnes af de lokale myndigheder, fortæller, at Timur, efter slaget ved Ankara i 1402, bad i det varme vand og udtrykte sin begejstring. Det, der adskiller Sey Hamamı, er, at vandet samles i et naturligt bassin. Anlægget blev beskadiget under jordskælvet i Çerkeş i 1943, men blev senere restaureret og genåbnet.

Sæt en time af: enten kan du bade i vandet, eller du kan blot køre gennem landsbyen og se, hvor kilden springer ud, og se dampen. Hvis du vil bade, skal du kontakte kommunen for at få oplysninger om aktuelle forhold og åbningstider. Husk at medbringe håndklæde og sandaler, og undgå at opholde dig for længe i det varme vand. Hvis du har tid, kan du køre et par kilometer videre ad samme vej: efter at have passeret Güvem, kan du se de imponerende basaltkolonner i Beşkonak, der ligger ved siden af Fındıklı Mahallesi. Disse 20-25 millioner år gamle lavastrukturer er blevet opdelt i sekskantede prismer, mens de størknede. De kaldes "Sabun Kayalar" (sæbeklipper), fordi de ligner sæbe, der er blevet støbt. Dette er ikke et sted, hvor du skal stoppe, men blot et hurtigt kig: vær forsigtig, så du ikke blokerer vejen, og tag ikke sten eller fossiler med dig. Derefter kan du vende tilbage til Kızılcahamam.

Kilde: Kızılcahamam Belediyesi, Seyhamamı Tarihi Kaplıcası; Kızılcahamam Kaymakamlığı, Jeopark durakları, Kaplıcalar ve Beşkonak Bazalt Sütunları Jeositi.

Om eftermiddagen vender I tilbage til Kızılcahamam og fortsætter i retning af Çamlıdere. Et område på tre hektar, beliggende 11 kilometer sydvest for byens centrum, mellem landsbyerne Pelitçik og Yahşihan, er udpeget som et beskyttet område af højeste grad. Dette er det mest kendte geologiske område i geoparken: her er træer, hvor rødder, stammer og grene er forstenet og synlige på overfladen. Ifølge geologer stammer denne skov fra den tidlige Miocene-periode, hvilket svarer til en alder på 23 til 15 millioner år. Det var en blandet skov domineret af fyr og eg, og ifølge officielle kilder også cypresser. Forsteningprocessen begyndte i vulkanske søers silikatrige vand: silikatpartikler afsattes på træernes celler og i karrene, og efterfølgende udbrud dækkede alt med aske og bevarede det i millioner af år. De ringe og karstrukturer, I ser i dag, er ikke selve træet, men silikat og opal, der har erstattet det.

De forstenede dele er koncentreret i et område på 250-300 meter. Geologer fra Ingeniørforeningen for Geologi og MTA (General Directorate of Mineral Research and Exploration) skriver, at hvis der foretages en videnskabelig udgravning, vil træerne komme frem med deres rødder og stammer, og at området fortjener at blive et friluftsmuseum. Der er udarbejdet et projekt for landskabsindretning og turisme i området. Inden I tager afsted, bør I dog kontakte Çamlıdere Kommune for at få oplysninger om adgangsforhold og om der er behov for en guide, da fri bevægelse i det beskyttede område ikke altid er mulig. Rør ikke ved eller træd på nogen af delene.

Husk tværsnittet af stammen, I så på museet; her er den samme struktur, men i en meget større skala, i en mudret skråning. I Çamlıdere centrum bliver nogle af disse geologiske formationer brugt til at fremstille smykker og souvenirs. Fra den fossile skov er der 15 kilometer til Çamkoru.

Kilde: Çamlıdere Kommune; Atabey og Saraç, JMO; Gürgen og Çiçek 2009, DergiPark; Wikipedia, Pelitçik.

Afslut dagen i Çamkoru, som ligger langs den gamle Ankara-Bolu-motorvejen. Afstanden til Çamlıdere er 15 km, til Kızılcahamam 38 km, til Ankara 110 km og til Gerede 50 km. Naturparken, der blev etableret den 9. april 2008, dækker et område på omkring 220 hektar og er registreret som landets 23. naturpark. Området er delt af den gamle motorvej: på den ene side er der en skov med fyrretræer og andre træarter, og på den anden side er der lysninger og Çamkoru-søen. Vegetationen er en overgangszone mellem stepper og nordlige skove, med forskellige træarter som fyr, eg, poppel, bøg og buske.

Aktiviteten er vandreture. Området omkring søen og stierne i skoven er flade og korte, hvilket er ideelt til at strække benene efter en dag i bilen og på skråninger. Der er ørred i søen, og du kan se dem springe op til overfladen om morgenen og aftenen. Der er en hjortefarm i parken, hvor dyrene opdrættes for at blive sluppet ud i naturen. Du kan se hegnet på afstand, men kom ikke for tæt på. Der er også registreringer af ulve, ræve, grævlinger og vildsvin, så gå ikke ind i skoven i mørke.

Faciliteter: Naturcenter, café, volleyballbane, toiletter og et indgangskontrolpunkt. Der er mulighed for at campere. Der er også en spejder- og ungdomslejr, der drives af Ministeriet for Uddannelse. Der er entré, og du kan finde de aktuelle priser på regionens hjemmeside. Om aftenen kan det være køligt om sommeren, så medbring et ekstra lag tøj. På vej tilbage kan du enten køre ad den gamle vej til Kızılcahamam og derfra til motorvejen (D750), eller du kan køre mod Gerede og tilslutte dig motorvejen. I begge tilfælde bør du starte din rejse i dagslys.

Kilde: Ministeriet for Landbrug og Skovbrug, Region 9, Çamkoru Naturpark; Wikipedia.