Den grønne korridor i Çankaya, fra Dikmen-dalen til Kurtuluş Park.

Fra syd, fra Dikmen, kommer man ind i dalen og følger åen nordpå, i retning af Ayrancı; resten af ruten fortsætter derfra. Indtil 1989 var dette et område med ulovlige bygninger langs en flodbred. Dikmen-dalens byudviklings- og forbedringsprojekt, der blev besluttet det år, var det første transformationsprojekt i Tyrkiet for et område med ulovlige bygninger; den første fase blev færdiggjort midten af 1990'erne, den anden i 2002, den tredje i 2009, og den sidste fase er stadig i gang. Det mest betydningsfulde aspekt af designet for den besøgende er, at den gamle flodbred ikke er blevet dækket til, men er blevet integreret i landskabet: søer og vandfald følger det naturlige vandløb, og regnvand møder jorden.

På et område på omkring 70 hektar findes en 3 kilometer lang vandresti, to høje broer, der krydser dalen, en udsigtsplatform og en klatrevæg; ifølge Wikipedia er der over 120.000 træer og omkring 50 forskellige plantearter. Om foråret kommer mange for at se kirsebærblomsterne; om efteråret forvandler bladene, og om vinteren sneen, landskabet. Da dalbunden er lav, ophobes varmen her om sommeren; gå tidligt om morgenen eller sent om eftermiddagen, og husk at medbringe vand.

Den hurtigste måde at forstå projektets omfang er at gå op på en af broerne og se hele dalen. Boligblokkene på begge sider af dalen er også en del af projektet: boliger til de tidligere beboere står side om side med blokke, der sælges til folk med højere indkomst. Adgangen er gratis, og parken er oplyst om natten. Når man forlader dalen fra den nordlige ende, begynder stigningen op ad Çankaya-ryggen via Ayrancı.

Kilde: Wikipedia (TR og EN); Yeni Ankara; ANFA.

Fra Ayrancı begynder Botanisk Park på skråningen mellem Çankaya Caddesi og Cinnah Caddesi. Parken, der blev etableret i 1970, dækker et område på 65.000 kvadratmeter. Ifølge Wikipedia udgør den grønne beplantning næsten halvdelen af arealet, mens en fjerdedel er beplantet med træer. I midten af parken ligger en sø på 1.330 kvadratmeter, og resten, omkring 15.000 kvadratmeter, er belagt med hårde overflader, som veje og pladser. Søen, legepladsen og drivhuset er parkens vigtigste elementer. Selvom parken hedder "Botanisk Park", beskriver Wikipedia den som en bypark. Kom og oplev den grønne beplantning og drivhuset, selvom du ikke forventer en videnskabeligt kategoriseret samling.

På denne rute fungerer Botanisk Park som et hvilested og et perspektiv. Efter den brede, nye og flade bund af Dikmen-dalen, er dette område skrå, med gamle træer og en smalere struktur. Der er en forskel på tyve år mellem de to; denne park, der åbnede i 1970, viser, hvor anderledes dalprojektet, der startede i 1989, blev planlagt i en anden skala. Denne skråning under Çankaya-paladset er resultatet af Jansens beslutning om at udvide byen mod syd, mod Çankaya, og i dag er den dækket af træer.

For dem, der kommer op ad bakken, er bænke ved søen et godt sted at hvile; der er masser af skygge fra træerne i løbet af dagen. Overgangen til Seğmenler Parken er kort: Seğmenler, der ligger på den samme skråning, kan nås ved at gå ned ad Çankaya Caddesi. I stedet for at besøge de to parker separat, kan man betragte dem som en enkelt grøn stribe, hvilket gør det lettere at tilbringe formiddagen.

Kilde: Wikipedia (Ankara Botanisk Park).

Seğmenler-parken ligger på en 67.000 kvadratmeter stor skråning mellem Atatürk Boulevard og İran Caddesi, under Çankaya-paladset. Designet er vinderen af en konkurrence udskrevet af Ankara Storbykommune i anledning af Atatürks 100-års fødselsdag. Konkurrencen blev afholdt i 1981, og parken åbnede to år senere, den 10. oktober 1983. En bæk, Kavaklıdere, løber gennem midten af parken. Det er vigtigt at bemærke, at dette er den anden gang, man ser en bæk, der er omdannet til en park efter Botanik-parken. Jansen ønskede for İncesu og Bentderesi at bevare dalen som et grønt område, og det er her blevet realiseret i mindre skala.

Parken har damme, en legeplads og et amfiteater. Ifølge Wikipedia har amfiteatret tidligere været brugt til TRT-programmer og popkoncerter. Undervejs kan man se to skulpturer. Burhan Alkars monument, "Seğmenler Anıtı", forestiller seğmener (traditionelle Ankara-soldater) til hest med flag, og parkens navn stammer fra dette symbol på Ankara-folkekulturen. İlhan Komans bronzeskulptur, der blev placeret i 1992, blev stjålet i 2016, og en ny blev sat op i 2018. Placeringen af skulpturerne er ikke tydeligt markeret i parken, så det kan være svært at finde dem, når man kommer op fra den nederste indgang.

Det er nemmere at gå ind gennem den øverste indgang og gå ned ad bakken: De, der kommer fra Botanik-parken, kommer allerede nedefra. Når man når Atatürk Boulevard, fortsætter ruten mod nord, gennem Kuğulu Park og Kavaklıdere, til Kızılay. Denne del af ruten er flad og med fortove, men der er begrænset skygge, så tag en hat med, hvis du går der om sommeren.

Kilde: Wikipedia (Seğmenler Parkı).

Fra Kızılay kan du gå nordpå langs Atatürk Boulevard og komme til Sıhhiye Plads. M1 metroens station Sıhhiye ligger under boulevarden, lige ved siden af parken. Abdi İpekçi Parken blev åbnet i 1981; tidligere hed den Yenişehir Parken, og den blev omdøbt til ære for journalisten Abdi İpekçi. Ifølge forskellige kilder er parkens areal mellem 33.000 og 37.000 kvadratmeter. Den store græsplæne, dammen, te-caféen og legepladsen gør den til et af de største grønne områder i byens centrum. Parken blev renoveret i 2023, og den drives af det kommunale selskab ANFA, som også har offentlige toiletter i parken.

Et symbol på parken er skulpturen "Hænder" af Metin Yurdanur fra 1979: to hænder, der strækker sig op mod himlen. Ifølge Wikipedia var skulpturen en del af en række skulpturprojekter, som kommunen iværksatte i slutningen af 1970'erne; kunstneren beskriver, at den afbilder hænder, der arbejder, skaber og producerer. I 2022 restaurerede han selv skulpturen efter 43 år. Det bedste tidspunkt at se hænderne fra bunden, ved siden af dammen, er om morgenen.

Denne park er det sted, der kommer tættest på Jansens idé om en "grøn korridor". Ifølge Burats planer fra 1932 skulle der have været en grøn sti, der forbinder Havuzbaşı (det nuværende Kızılay) med İncesu-strømmen og Fidanlık; Sıhhiye ligger i den retning. Den grønne sti blev aldrig anlagt, men når du går fra Kızılay til denne park og videre til Kurtuluş, følger du den samme linje. I løbet af ugen fyldes parken med folk, der arbejder i nærheden; hvis du ønsker ro, er det bedst at besøge den om morgenen.

Kilder: Wikipedia (Abdi İpekçi Parken; "Hænder"-skulpturen); ANFA; Hürriyet; DergiPark (Burat).

Du kan nå parken ved at gå fra Sıhhiye i retning mod Kolej, eller ved at tage Ankaray fra Kızılay og stige ud ved Kurtuluş-stationen. Dette område er et vigtigt historisk sted. Området blev i 1931 eksproprieret og etableret som et planteskole, hvor der blev produceret træer til at beplante byen. En af de fire parker, der var planlagt i Jansens plan fra 1932, var netop her, og den blev kaldt "Planteskolen". Så parken, som du besøger i dag, er realiseringen af Jansens idé om en planteskole og en dal, som han ønskede for Incesu. Planteskolen blev omdannet til en park i perioden 1961-63, og i 1980 fik den officielt status som park. Ifølge Haber Ankara blev området i 1994 udpeget som et område af særlig naturværdi.

Parken er 86.000 kvadratmeter stor, og ifølge ANFA-data består den af 49.000 kvadratmeter græsplæne, 10.000 kvadratmeter picnicområde og 2.000 kvadratmeter vandareal. Wikipedia fremhæver træerne: her findes der sjældne pæretræer, som ikke er så almindelige i Ankara. I 1981 åbnede der en privat isbane, Atatürk Ice Skating and Sports Facilities, inde i parken; denne bane var starten på skiskydning og skøjteløb i Ankara. Besøg kommunens hjemmeside for at få information om banens nuværende åbningstider. Selim Turans statue "Sarı Kız" (Den gule pige), som blev placeret her i 1993, er også en del af parken.

Mens du går rundt, vil du bemærke arrangementet, der minder om planteskolens fortid: rækker af gamle trægrupper. Om morgenen løber folk, om eftermiddagen picnicker folk, og i weekenden er der aktivitet omkring vielseskontoret. Fra her kan du gå op ad bakken til 50. Yıl Parkı i Cebeci.

Kilder: Vikipedi (Kurtuluş Parkı); Haber Ankara; ANFA; DergiPark (Burat).

Ruten slutter i 50. Yıl Parken, som ligger på en bakke over Ankara Universitetets Cebeci-campus. Ifølge Wikipedia blev parken åbnet i 1970 og fik sit navn i anledning af republikkens 50-års jubilæum. Den blev renoveret og genåbnet i 2009; kommunen og ANFA angiver et areal på mellem 130.000 og 135.000 kvadratmeter. Parkens største kendetegn er dens højde: der findes ingen andre kommunale parker i byen, der giver et så omfattende udsyn over et så stort område. I 2013 markedsførte Storbykommunen stedet som "hovedstadens udsigtspunkt"; der blev installeret teleskoper på fire udsigtspunkter, og der blev etableret en teahave på det højeste punkt.

På toppen af bakken findes to søer, vandløb, et tretrinnet vandfald, et udendørs teater, legepladser, en skøjtebane og sportsbaner. Det, der gør parken genkendelig på lang afstand, er flagstangen: forskellige kilder angiver en højde på mellem 110 og 120 meter, mens Wikipedia hævder, at den er Europas højeste. Fra bunden af flagstangen kan man se ud over Kale, Anıtkabir og Çankaya-bjergene, altså de skråninger, man kører op ad om morgenen.

Tilbring solnedgangen her: udsigtspunkterne, der vender mod vest, fanger lyset perfekt, og aftenbelysningen tændes, før parken lukker. For dem, der kommer til fods fra Kurtuluş, er stigningen stejl, men kort; dem, der ikke ønsker at gå op til toppen, kan komme tættere på ved at tage Ankaray til den sidste station, Dikimevi. Åbningstiderne for faciliteterne varierer; kontakt kommunen for at få information om skøjtebanen og teahaven. På vej tilbage kan man tage Ankaray fra Dikimevi til Kızılay.

Kilde: Wikipedia (50. Yıl Parkı); Nyhedsartikel fra Ankara Storbykommune; ANFA.