Ankara, centrum for Ahilerne og de sofistikerede købmænd.

Gå sydpå langs Atatürk Boulevard fra Ulus metrostation. Den simple, symmetriske bygning overfor operaen er Vakıflar Genel Müdürlüğü-museet. Bygningen stammer fra den første nationale arkitekturperiode. Ankara Juridiske Skole, der blev åbnet i 1925, flyttede hertil i 1928 og var her frem til 1941. Derefter blev den brugt som pigekunstskole, kollegium og indtil april 2004 som Ankara's religiøse myndighed. Efter en restaurering blev den åbnet som museum den 7. maj 2007. I bygningen, der består af kælderen, stueetagen og første sal, udstilles 236 ud af en samling på 2.669 genstande. Genstandene dateres fra det 13. århundrede til det 20. århundrede, og de stammer alle fra forskellige stiftelser i hele Tyrkiet.

På denne rute finder du et par persienner i rummet med trægenstande: vinduesfløje fra Ahi Evran-moskeen fra det 13. århundrede. Ifølge TDV Islam-encyclopædien var Ahi Evran Sheikh Nasirüddin Mahmud, der døde i 1262. Han grundlagde den anatoliske Ahi-bevægelse ved at kombinere forholdet mellem sheik og discipel i et kloster med forholdet mellem mester og lærling i et værksted. Mange af de karavanserajer, du vil se på denne rute, er også stiftelsesejendomme; Suluhan og Çukurhan var tilknyttet en stiftelse, mens Çengelhan tilhørte Rüstem Paşa-stiftelsen. Museet er et godt udgangspunkt for at forstå, hvordan denne stiftelse har bevaret disse bygninger.

I stueetagen er der tæpper, kilimter og værktøjer til vævning, mens der på øverste etage er manuskripter, fliser, metal- og trægenstande. Fremhævede genstande inkluderer dørfløje fra Divriği Ulu Camii, lysestager, stiftelsesdokumenter, ure og kalligrafiske værker. Der er et restaureringsværksted med tæpperensningsbassiner og en flersproget audioguide. Tjek de officielle hjemmesider for åbningstider og adgangsforhold.

Kilde: VGM Ankara Vakıf Eserleri Müzesi; TDV Islam-encyclopædien, Ahilik; Wikipedia.

Fra boulevarden, drej mod Ulus-pladsen og gå ind på Anafartalar Caddesi. Suluhan ligger på øen mellem Anafartalar og Posta Caddesi. Den blev bygget mellem 1508 og 1511 af Hasan Pasha, en statsmand i perioden under II. Bayezid og I. Selim, og blev i lang tid kendt som Hasanpaşa Han. Navnet Suluhan blev først registreret fra 1688. Den optræder i TDV Islamisk Encyklopædis liste over omkring tredive handler i det osmanniske Ankara under navnet Hasanpaşa Han.

Bygningen er en toetagers handelsplads i sten med to gårde. Den første gård har en firkantet plan, og der er 30 værelser i stueetagen og 32 værelser på første sal. I midten af gården er der en fontæne og et bederum. Den anden gård er staldene, og der er et bad (hamam) der. I den osmanniske periode blev der handlet med kaffe og garn her. Garn er vigtigt i forhold til handelsruten, fordi i den daværende hovedstad Ankara betød "garn" primært uldgarn. Handelspladsen blev beskadiget i en brand i Balıkpazarı i 1929, og den blev brugt som et marked for grøntsager og frugt indtil 1950'erne. I 1984 blev den restaureret af Vakıflar Genel Müdürlüğü (Direktoratet for Stiftelser). I dag fungerer den som et marked. Ankara Hali (markedet), der blev bygget overfor i 1937, og Sobacılar Çarşısı (pejse-markedet), der støder op til muren, viser, hvordan området altid har været et specialiseret marked.

Gå rundt i bygningen og udforsk begge gårde: bemærk indretningen af værelserne, gangene og den massive hoveddør. Du kan her sammenligne planløsningen med Koza Han i Bursa. Derefter begynder den stejleste del af ruten: en kilometer op ad bakken til foden af borgen.

Kilde: Vikipedi, Suluhan; TDV Islamisk Encyklopædi, Ankara; Güven Dinçer, İdealkent 2014.

Anadolu Civilisation Museumets samling fortæller historier om forskellige ruter; kig på de to bygninger, som du kommer ind i på denne rute. Museet i Gözcü Sokak består af to osmanniske bygninger. Mahmut Paşa Bedesteni blev bygget af Mahmud Paşa, Fatih's minister, mellem 1464 og 1471; den har ingen inskription. I midten er der et rektangulært rum dækket af ti kupler, omgivet af en række af 102 butikker med hvælvede lofter: et klassisk bedesten-layout. Ved siden af ligger Kurşunlu Han, også bygget af Mehmet Paşa, en anden af Fatih's ministre, i anden halvdel af det 15. århundrede; det er en toetagers bygning i rå sten, med 28 værelser i stueetagen og 30 værelser på første sal.

Dette var centrum for silkehandlen. Silke, der blev vævet i Ankara, kunne kun sælges til silkehandlende i bedestenen, for at undgå told. Fra her blev stoffet distribueret til Istanbul, Aleppo og Venedig. Lejen for butikkerne i Kurşunlu Han afspejler også dette: ifølge en optegnelse fra Wikipedia, var den årlige leje her 41.500 akçe, mens den var 1.800 akçe andre steder. Efter en brand i 1881 blev begge bygninger forladt. Ideen om et museum opstod i 1921 i Akkale i Kale, men da der ikke var plads nok, blev bedestenen og hanen købt efter forslag fra Hamit Zübeyir Koşay. Restaureringen varede fra 1938 til 1968, og arkitekterne var Macit Kural, Zühtü Bey og İhsan Kıygı; den centrale del af bedestenen blev åbnet for offentligheden i 1943. Museet blev i 1997 kåret til "Årets Museum" i Europa.

Stå inde i bedestenen og beundr kuplerne og rytmen i butikscellerne. Kurşunlu Han bruges i dag som museets administrative bygning, og det er ikke altid muligt at komme ind. Nogle sale er under renovering indtil begyndelsen af 2027; tjek den aktuelle status på den officielle hjemmeside.

Kilde: Anadolu Civilisation Museumets officielle hjemmeside; Wikipedia; Wikipedia, Kurşunlu Han (Ankara); Kaya 2021.

Fra museet kan du gå mod Kale-portens hovedindgang; foran porten står de to caravanserais side om side. Den mindre, Çukurhan, ligger i skråningen. Den dateres til det 16.-17. århundrede og er knyttet til en endowment fra den daværende stor-mufti, Ankaravi Mehmed Emin Efendi; den gennemgik to større restaureringer i 1791 og 1801. Det er en toetagers bygning med en stenvæg og murstensvægge, understøttet af trækonstruktioner; på grund af skråningen på vestsiden er der en delvis kælder, og navnet "Çukur" (som betyder "hul") refererer sandsynligvis til dette niveau. Man træder ind i den rektangulære gård fra nord; planløsningen er klassisk for en osmannisk by-caravanserais, ligesom en lillebror til Çengelhan.

I begyndelsen af 2000-tallet var bygningen på World Monuments Funds liste over bygninger, der akut skulle restaureres. Den blev restaureret med omhu mellem oktober 2007 og maj 2010, og gården blev dækket med et beskyttende glasloft. I dag fungerer den som et overnatningssted, så et besøg tager omkring et kvarter: bemærk facadens sten- og murstensstruktur, træet på øverste etage, gårdsporten og hvordan bygningen er placeret i skråningen.

Det er ikke tilfældigt, at disse to caravanserais står side om side ved Kale-porten. I det osmanniske Ankara var der omkring tredive caravanserais, og de fleste var samlet ved foden af Kale og omkring bedesten (et overdækket marked). Her blev varerne fra karavanerne losset, og de blev derefter distribueret til de omkringliggende markeder. Fra Çukurhan til Çengelhan er der kun få skridt. Når du har set begge, kan du se ned ad pladsen mod Koyunpazarı, og den bakke er din vej tilbage.

Kilde: Wikipedia, Çukur Han; TDV Islamic Encyclopedia, Ankara.

Overfor porten til citadellet ligger den store handelsplads kendt som Çengelhan. Ifølge kilder blev den bygget i 1522, i perioden under Sultan Suleiman den Storslåede, og var knyttet til Rüstem Pasas filantropiske fond. Den blev betragtet som en af de fire største handelspladser i sin tid. Med sin rektangulære plan, der nærmer sig et kvadrat, den åbne gårdhave i midten, de mange værelser og området til kameler, er den det bedst bevarede eksempel på en klassisk osmannisk handelsplads i Ankara. Den nævnes i de øverste rækker i TDV Islam-encyklopædiens liste over handelspladser. I lang tid blev handelspladsen brugt som lager for kameluld, uld og læder; den var livsnerven i handlen. En registrering fra Ankara fra 1721 viser, at en købmand, der boede i Çengelhan, solgte 750 "vukiyye" af fin tråd til en hollandsk købmand. Dette er det mest konkrete bevis for det handelsnetværk, man ser i denne rute: den udenlandske købmand kom til handelspladsen, købte tråden her og transporterede den videre til Europa via Izmir eller Istanbul.

I det 20. århundrede var Vehbi Koç's første butik beliggende i denne handelsplads. Rahmi M. Koç Museum og Kulturfond lejede handelspladsen fra Direktoratet for Stiftelser i 2005 og restaurerede den, hvorefter den blev åbnet som Ankaras første industrimuseum. Den tilstødende Safranhan, der stammer fra 1511, blev også restaureret og tilføjet til museet i perioden 2012-2016. Samlingen omfatter over ti tusinde genstande, der spænder fra transport til luftfart. Men start med at gå ind i gården, observer arkaderne og rytmen i værelserne, og dyk derefter ned i udstillingerne.

Besøg den officielle hjemmeside for information om åbningstider og adgangsforhold. Efter besøget, stå foran porten og sammenlign endnu en gang Çukurhan og Çengelhan. Samme funktion, men i to forskellige skalaer.

Kilde: Wikipedia, Çengelhan Rahmi M. Koç Museum; Kaya 2021 (DergiPark); TDV Islam-encyklopædi, Ankara.

Mens du går ned ad bakken fra Atpazarı mod Koyunpazarı, vil du passere Ahi Elvan-moskeen. Ruten slutter her ved denne moské, som blev grundlagt af familien, der organiserede handelen. Ifølge TDV Islam-encyclopædien blev den bygget i slutningen af det 14. århundrede af Hacı Elvan bin Mehmed Bey, som stammede fra Nizameddin Zehrab. Indskrifterne på prædikestolen angiver, at den blev renoveret og repareret af Çelebi Mehmed i årene 1413-14. Ahilerne var en organisation, der i det 13. århundrede samlede håndværkere i Ankara, som var flygtet fra den mongolske invasion. De spillede en vigtig rolle i det sociale og økonomiske liv i byen, før den blev en del af Det Osmanniske Rige i 1354. Den nærliggende Aslanhane-moskéen i Samanpazarı-kvarteret blev også bygget af en ahi, nemlig Ahi Şerafeddin, men denne rute fører kun til Ahi Elvan-moskéen.

Indvendigt er rummet rektangulært og opdelt i fire sektioner med fire træsøjler i hver række. Søjlerne har marmorhoveder, som er genbrug fra romerske og byzantinske ruiner. De nederste vægge er af sten, mens de øverste er af mudder. Loftet er af træ med konsoller, og de afskærmede siddepladser er også af træ. Mihraben er dekoreret med stuk og relieffer, og prædikestolen er et fint stykke træarbejde udført af Harputlu Mehmed bin Bayezid. De indskrevne døre, der beskriver byggeriet og restaureringerne, befinder sig i dag på Etnografisk Museum.

Besøgsregler: Moskeen er åben for besøgende, men undgå at gå ind under bønnetider, eller vent stille bagved. Tag dine sko af ved indgangen, og sørg for at dække skuldre og knæ. Kvinder skal bære tørklæde. Brug ikke blitz, når du tager billeder. Tyve minutter er tilstrækkeligt til at beundre træet i søjlerne og prædikestolen. Herfra kan du fortsætte ned ad bakken mod Koyunpazarı og nå Samanpazarı-pladsen. Busser til Ulus og Kızılay afgår derfra.

Kilde: TDV Islam-encyclopædien, artiklerne om Ahi Elvan-moskéen og Ankara.