Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
En spadseretur langs Yeşilırmak-floden i Amasya.
Kulturel4 Stop

En spadseretur langs Yeşilırmak-floden i Amasya.

34
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Denne rute forbinder begge sider af Yeşilırmak-dalen på en enkelt vandretur, der varer en halv dag. Amasya, der ligger ved krydsningen af veje, der forbinder kysten af Sortehavet med andre regioner i Anatolien, er bygget i en dyb dal skabt af Yeşilırmak, og byens historie kan læses på begge sider af denne dal. Ruten starter ved Amasya Museum på den sydlige side, da museet introducerer de forskellige perioder, som du vil støde på senere på ruten, fra den neolitiske æra til osmannisk tid. De stenhistoriske artefakter i museets have repræsenterer en tidslinje fra hittitterne til osmannerriget. Efter museet krydser du floden og ankommer til den nordlige side, ved foden af Harşena-bjerget. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet er den 272 meter høje kalkstenformation, der rejser sig nord for dalen, kendt som Harşena-bjerget. Samme kilde angiver, at rester af hellenistiske mure, monumentale cisterner fra det 1. århundrede f.Kr. og Yalıboyu-husene er en del af dette område. Den nordlige del af ruten følger denne helhed. Her kan du komme op til Kongernes Gravsteder via trapper, der starter fra Hatuniye-kvarteret langs jernbanelinjen. Disse monumentale klippestrukturer, der stammer fra Pontus-kongernes tid som hovedstad, er det mest udfordrende og givende punkt på ruten, og derfor er det placeret midt i vandreturen, mens du stadig har energi. Gravstederne er sammen med Amasya-borgen optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarvssteder i 2015. Når du kommer ned fra skråningen, starter Yalıboyu-husene langs floden, bygget oven på de historiske murrester. Disse huse, der primært er fra det 20. århundrede og er bygget med træskelet og murstensvægge, blev beskyttet i 1992. På denne måde giver ruten dig mulighed for at gå fra antikke klippestrukturer til civil osmannisk arkitektur. Til sidst vender du tilbage til den sydlige side og ankommer til Amasya Darüşşifası, der stammer fra 1308-1309. Denne bygning, der i dag er kendt som Sabuncuoğlu Medicinsk og Kirurgisk Historie Museum, afslutter ruten med sin ilkhanidiske periode-stenarbejde. Logikken bag rækkefølgen er enkel: først indendørs og kontekst, derefter skråning og udsigt, derefter kystlinjens tekstur, og til sidst en rolig indendørs oplevelse igen. Vandreturen foregår til fods; tjek afstandene mellem stoppestederne på et kort. De anbefalede tider er 75 minutter på museet, 60 minutter ved Kongernes Grave, 45 minutter ved Yalıboyu og 45 minutter ved Darüşşifası. Praktiske bemærkninger er også vigtige. Det officielle websted angiver, at museet er lukket i løbet af Kilder:

Amasya Merkez, Amasya
Kulturel
4 Stop
~3 t 45 min på stederne
Gang ~1,2 km · 21 min
I alt ~4 t 6 min
6. november 2026

Rutestop

1
Amasya Müzesi

Amasya Museum.

~1 t 15 min her
Üçler, Mustafa Kemal Paşa Caddesi No:91, Amasya Merkez

Ruten starter ved Amasya Museum, og det er en god idé at starte med en gåtur i haven. Museet ligger i byens centrum, på den side af Yeşilırmak-floden, der er modsat de Kongelige Gravsteder. Ifølge provinsens hjemmeside blev museet oprettet som et depot for et begrænset antal arkæologiske genstande og mumier. Året for oprettelsen varierer i forskellige kilder, så det sikreste er at sige, at det blev grundlagt i 1920'erne. Efterhånden som samlingen voksede, blev den først flyttet til en anden historisk bygning, og den 22. marts 1977 flyttede den til den nuværende bygning. Museet åbnede for offentligheden den 14. juni 1980.

Samlingen dækker perioden fra den kalkolitiske æra til det osmanniske rige. Provinsens hjemmeside nævner arkæologiske og etnografiske genstande, samt mønter, segl, manuskripter og mumier. Den samme hjemmeside angiver, at det samlede antal genstande er over 23.000. Det er en god idé at gå en tur i haven, før man går ind, og derefter vende tilbage. Den udendørs udstilling er i haven vest for bygningen. Her udstilles stenelementer fra hititterne, hellenistiske, romerske, byzantinske, ilkhanider, seldsjukker og osmanniske perioder. For at se detaljerne i inskriptionerne, relieffene og dekorationerne er det en god idé at besøge stedet i morgentimerne eller om eftermiddagen, når lyset er bedst. Læs etiketterne ved siden af hvert stykke for at forsøge at skelne mellem de forskellige civilisationer.

Amasyas beliggenhed ved et knudepunkt er en af grundene til denne diversitet. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet har den sydlige skråning af Harşena-bjerget været beboet af snesevis af civilisationer fra den tidlige bronzealder til slutningen af det osmanniske rige. Derfor kan man betragte museet som byens "hukommelsesrum". I en separat bygning i haven opbevares en samling af otte mumier; provinsens hjemmeside angiver, at disse tilhørte personer, der tjente under ilkhanidernes styre i det 14. århundrede. Spørg personalet ved indgangen om reglerne for fotografering.

I de indendørs sale indeholder vitrinerne med mønter, segl og manuskripter små, men interessante genstande; tag dig god tid her. De etnografiske genstande samler genstande, der repræsenterer det lokale liv, og er en god forberedelse, før man besøger de kystnære huse. Det er en god idé at følge sale i kronologisk rækkefølge, da det vil hjælpe med at placere de Pontiske strukturer, som du snart vil se, i deres historiske kontekst. Museets officielle hjemmeside angiver, at det er lukket i frokostpausen; tjek de officielle åbningstider på hjemmesiden

Amasya Museum ligger i en moderne bygning langs den sydlige bred af floden Yeşilırmak, på Mustafa Kemal Paşa Caddesi. Museets historie går tilbage til et museumslager, der blev etableret i 1925. Selvom der er små forskelle i officielle kilder angående etableringsåret, er det mest præcist at sige, at museet blev grundlagt i "1920'erne". Den første samling bestod af et begrænset antal arkæologiske fund, der blev opbevaret i to rum i medicinskolen, der tilhørte Bayezid II-komplekset. Efterhånden som samlingen voksede, blev den flyttet til Gök Medrese i 1962, og i 1977 flyttede den til den nuværende bygning. Det ombyggede museum blev åbnet for offentligheden den 14. juni 1980. Ifølge museets hjemmeside indeholder samlingen i dag over 23.000 genstande, herunder arkæologiske og etnografiske artefakter, samt mønter, segl og manuskripter. På Kulturportalen præsenteres en rig kronologi, der spænder fra den sene neolitiske og tidlige kalkolitiske periode til osmannisk tid. Denne periode omfatter også bronzealderen, hittitterne, Urartu, frigerne, skyterne, perserne, den hellenistiske periode, romertiden, byzantinerne og seldsjukkerne. Kilder nævner forskellige civilisationer, så det er vigtigt at fokusere på tidsperioden frem for det præcise antal. Museet er kendt som en del af et kompleks, der også omfatter Hazeranlar Konağı og det arkæologiske område ved Kral Kaya-gravpladsen. Ifølge museets hjemmeside er Hazeranlar Konağı lukket, så det bør ikke inkluderes i en planlagt besøg. Kral Kaya-gravpladsen er et separat sted i byen, og det er vigtigt at tjekke den aktuelle status, før man besøger det. En af museets mest berømte genstande er den bronzestatue af den hittitiske stormgud Tešup. Statuen blev fundet i 1962 i Mesken Höyük, nær landsbyen Doğantepe, i en dybde af fire meter. Den er 21,5 centimeter høj og vejer 1340 gram, og den er fremstillet ved støbning. Arme og ben samt det nederste af skørtet er ikke bevaret. Guden bærer en konisk, spids hat, og hans ansigt har tykke øjenbryn, mandelformede øjne og et let smil. Øjenhulerne er tomme i dag, men det menes, at de oprindeligt var fyldt med værdifulde sten som lapis lazuli. Genstanden er forbundet med det antikke navn for Doğantepe, Hakmiş, og den udstilles i et særligt display. En anden bemærkelsesværdig genstand er Elmalı-mosaikken, der blev fundet i 2013 under en redningsudgravning i nærheden af landsbyen Yavru, i området Küpderesi. Det er blevet fastslået, at bygningen, hvor mosaikken blev fundet, Et solur, der er en smuk del af samlingen, og den stammer fra osmannisk tid. I museets have, der ligger mod vest, udstilles stenartefakter fra perioden fra Hittitterne til osmannerriget. Hvis du først går en tur i haven, får du mulighed for at sammenligne de forskellige perioders stenhåndværk, før du går ind i de indendørs sale. Mumier fra Ilkhanid-perioden, dateret til det 14. århundrede, er også en del af denne samling. Disse artefakter er omhyggeligt udstillet og præsenteres med fokus på deres historiske og bevaringsmæssige betydning. Da forskellige kilder beskriver placeringen af mumierne forskelligt, anbefales det at få information om den aktuelle udstilling fra museet, før du besøger denne del. Det er tilladt at tage billeder i museet med amatørudstyr. Museet ligger i byens centrum og er inden for gåafstand fra alle dele af byen, ifølge Kulturportalen. Åbningstiderne, frokostpauser og lukkedage kan variere, så tjek de aktuelle oplysninger på museets officielle hjemmeside. Det er også en god idé at besøge den lokale kultur- og turistkontors hjemmeside før dit besøg. Afsæt mindst en time til at udforske udstillingerne. Det er en god idé at bruge tid på at se udstillingerne om Tešup, mosaikkerne og sarkofagerne separat. Når du forlader museet, kan du gå ned til bredden af Yeşilırmak-floden og fortsætte til andre historiske steder i byen til fods.
2
Kral Kaya Mezarları

Kongernes gravsteder.

~1 t her
Hatuniye, 05000 Yuvacık/Amasya Merkez

Det andet stop er de Kongelige Klippegrave, som er udhugget i den sydlige skråning af Harşena-bjerget. Man kommer op til denne skråning, som ligger på nordsiden af floden, via trapper, der starter fra togbanen i Hatuniye-kvarteret; sådan beskriver Kulturportalen det. Vær opmærksom på omgivelserne, mens du går. Stien fører dig op til både gravene og et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over byen. Tag et øjeblik til at hvile og kig ned i dalen.

Amasya er bygget i en dyb dal, som er dannet af Yeşilırmak-floden. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet er den 272 meter høje, spidse kalkstensformation, der rejser sig nord for dalen, kendt som Harşena-bjerget. Gravene er udhugget i disse kalkstensformationer, som stiger op som en flad væg. Bygningerne stammer fra Pontus-kongernes tid, som gjorde Amasya til hovedstad fra begyndelsen af det 3. århundrede f.Kr. Kilder angiver forskellige, men nærliggende datoer for begyndelsen af hovedstaden, nemlig 302 og 301 f.Kr. Pontus-kongerigets grundlægger var Mithridates I Ktistes; gravene menes at tilhøre fem konger, herunder Mithridates og Pharnakes I.

Gravkamrene er adskilt af U-formede gallerier, som er hugget ud i den oprindelige klippe. Hvert kammer ser ud som en fritstående blok, adskilt fra den omkringliggende korridor og den oprindelige klippemasse. Kamrene, som er overdækket med hvælvinger, og de omkringliggende korridorer skaber en unik arkitektur med deres runde hvælvinger. Generaldirektoratet bemærker, at den græske indflydelse, som er fremtrædende i de arkitektoniske stilarter, er fuldstændig forsvundet i grav nummer 5, og at en ny, lokal stil er opstået. Grav nummer 5 tilskrives Pharnakes I og har dimensionerne 15x8x6 meter. Ifølge den samme kilde er det den sidste klippegrav, der blev bygget i Pontus-kongeriget. En anden kongelig gravplads for dynastiet er endnu ikke blevet fundet, og denne tradition blev heller ikke fortsat i den anden hovedstad, Sinope (Sinop).

Kilderne angiver forskellige tal for antallet af klippegrave langs Yeşilırmak-dalen. Der tales om mere end tyve grave, men kun et fåtal er bevaret til i dag. Sammen med Amasya-slottet blev gravene i 2015 optaget på UNESCO's foreløbige liste over verdensarvssteder. Generaldirektoratet nævner også, at der i området findes rester af hellenistiske mure og monumentale cisterne, der stammer fra det 1. århundrede f.Kr.; disse er også en del af den samme klippeformation.

Når du er på stien, skal du være opmærksom på de små porte, de ud

Kongernes klippegrave, der ligger på den sydlige skråning af Harşena-bjerget nord for Amasya, er monumentale gravkamre, der er udhugget i kalksten og strækker sig lodret som en stejl mur. De blev bygget i den hellenistiske periode, hvor Pontus-riget brugte Amaseia som hovedstad. Kilder er ikke entydige om, hvornår hovedstaden blev flyttet, men det er sikkert, at Amaseia var rigets centrum fra begyndelsen af det 3. århundrede f.Kr. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet skriver, at riget blev grundlagt af Mithridates I, en persisk satrap, i Amaseia. Gravene er kendt som tilhørende de første fem konger, fra grundlæggeren Mithridates I Ktistes til Pharnakes I. En side om provinsen nævner, at den antikke forfatter Strabon angav, at disse grave tilhørte kongerne. Da borgens forsvars- og beboelseshistorie er beskrevet på en separat side, fokuserer vi her på gravens arkitektur og dynastiet. Gravkamrene er adskilt af U-formede gallerier hugget ud i klippen. Hvert kammer fremstår som en fri stenkubus, der stikker ud fra skråningen, og som kan omgås via korridorer. Loftene er hvælvede, og lofterne er udført med runde hvælv. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet oplyser, at højderne varierer fra 8 til 15 meter. Grav nummer 5 tilskrives Pharnakes I og er kendt for sine dimensioner på 15 x 8 x 6 meter. Ifølge samme kilde aftager den græske indflydelse, der dominerer arkitekturen, med tiden i Amaseia, i modsætning til andre eksempler i Anatolien. Denne indflydelse forsvinder fuldstændigt i grav nummer 5, og en ny stil, der er karakteristisk for regionen, opstår. Den samme side nævner, at traditionen med klippegrave ophørte i Amaseia, og at den ikke fortsatte i Sinope, den anden hovedstad. En anden kongelig gravplads tilhørende dynastiet er endnu ikke blevet fundet. Ifølge Kulturportalen er der omkring 21 grave af forskellig størrelse langs Yeşilırmak-dalen, mens provinsen nævner omkring 25 klippegrave i dalen. På grund af forskellen i disse tal er det mest sikre at tale om mere end tyve grave. Kun et fåtal af disse er bevaret til i dag. Provinsens side nævner også, at der i Kızlar Sarayı-området findes to osmanniske bade fra det 15. århundrede. Området omfatter også monumentale cisterne, der dateres til det 1. århundrede f.Kr., og hellenistiske mure. Harşena-bjerget og Pontus-kongernes klippegrave blev i 2015 optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarvssteder. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet understreger, at Harşena-bjerget udgør et integreret landskab sammen med Yeşilırmak- Det er hverken sikkert eller hensigtsmæssigt at røre ved eller klatre på klippefacaderne. Tjek om området er åbent, og hvilke regler der gælder for besøg, på den lokale kultur- og turistkontors hjemmeside, før du besøger stedet. Da skråningen er udsat for sol hele dagen, er lyset blødere tidligt om morgenen og sent om eftermiddagen, hvilket er mere gunstigt for fotografering. Nede ved kysten ligger de smukke huse langs strandpromenaden; fra toppen kan man se både husenes tage og flodens sving. Et vidvinkelobjektiv er nyttigt til at fange hele skråningen i stedet for kun et enkelt gravsted. Betragt gravene sammen med fæstningen; fæstningen er en defensiv og beboelig struktur, mens dette område er familiens monumentale arkitektoniske område. For at undgå menneskemængder, kom tidligt om morgenen, og vær opmærksom på folk, der kommer op ad de smalle trapper.
3
Amasya Yalıboyu Evleri

Amasya's kystnære huse.

~45 min her
Bahçeleriçi, Büyük Ağa Cd. No:1, 05200 Amasya Merkez/Amasya

Det tredje stop er Yalıboyu-husene langs den nordlige bred af Yeşilırmak-floden. Denne del af ruten følger floden. Kulturportalområdet er beliggende i Bahçeleriçi, på Büyük Ağa Caddesi, og beskrives som en del af byens centrum langs floden. Når du går ned ad trappen, skal du stoppe ved floden og først observere husene på afstand. Husene er bygget oven på de historiske mure, hvilket er et karakteristisk træk ved Amasya, der straks fanger opmærksomheden. Byggemetoden er baseret på "himış" og "bağdad" teknikker, hvilket betyder vægge med træskeletter fyldt med mursten. Ifølge Amasya Valigheds hjemmeside stammer de fleste af husene fra det 19. århundrede, og de blev fredet den 5. maj 1992.

Tagene er enten valmede eller sadeltag og er dækket med bølgeblik. Husene er placeret tæt sammen og er enten et eller to etager høje med en kælder. I nogle huse findes en "şahniş" (balkon) på første sal, mens den findes på anden sal i andre. Anden sal er udbygget og har karnapper, hvilket både skaber symmetri i designet og udvider det indre rum. I de huse, der ligger oven på murene, understøttes disse udbygninger af træbjælker, så det er en god øvelse at observere disse trækonstruktioner i bunden. Takket være disse udbygninger er de øverste etager lysere og kan have flere vinduer.

Vinduerne er typisk af den type, der kan åbnes op og ned, og de er ofte arrangeret i grupper af tre. Foran vinduerne findes trægitre, der forhindrer, at man kan se ind udefra. De fleste af husene har en gårdhave og en have, hvor en brønd og en ovn er de mest iøjnefaldende elementer. Indenfor foregår det daglige liv i rum, der er arrangeret omkring en stue. I rummene findes typisk en ovn, et skab til søde sager, et skab, hylder og en bænk. Med undtagelse af få eksempler findes der ikke separate badeværelser i husene; i nogle rum er store skabe indrettet som badeværelser.

Dette er et levende boligområde. Det er ikke altid muligt at gå ind i husene, så det er vigtigt at observere dem udefra, og man skal være opmærksom på privatlivets fred, når man tager billeder ved døre. Rør ikke ved trægitrene eller facaderne. På rolige morgener kan det rolige vand reflektere husenes billeder, hvilket giver en god mulighed for at tage billeder. Skråningen af Kongens Gravkamre ligger lige bag husene; du kan finde et perspektiv fra den anden side af floden for at kombinere de to i et enkelt billede. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet anser husene for at være en del af helheden, som består af Harşena-bjerget, floden og dalen.

Da kystvejen er flad,

Amasya Yalıboyu-husene ligger langs den nordlige bred af Yeşilırmak-floden og består af traditionelle boliger, der er placeret oven på byens historiske mure. Det er ikke en enkelt bygning, men snarere et sammenhængende område af boliger, der udgør et af Amasyas mest kendte vartegn. Ifølge guvernørembedet stammer de fleste af disse huse fra det 19. århundrede. Boligerne er blevet registreret og beskyttet ved en beslutning fra Ankara Kultur- og Naturarvsrådet den 5. maj 1992 (nummer 2364). Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet anser Yalıboyu-husene for at være en del af området, der omfatter Harşena-bjerget og Pontus-kongernes klippegrave. Byggemetoden er baseret på "himış" og "bağdadi" teknikker, hvilket betyder, at de er bygget med mursten, der er fyldt mellem træskeletter. Tagene er enten valmede eller saddeltag og er dækket med bølgeblik. Husene er placeret tæt sammen og er enten et- eller toetagers bygninger med en kælder. I nogle af husene findes en balkon, der kaldes "şahniş", enten på første eller andet sal. Andet sal er udskydende og har balkoner. Denne udskydning skaber symmetri i husets plan og udvider det indre rum. Ifølge guvernørembedet er dette især tydeligt i de huse, der ligger langs muren, og udskydningerne er understøttet af "eliböğründeler" (understøtninger). De udskydende øvre etager giver mulighed for flere vinduer, som er af "giyotin"-typen og arrangeret i grupper af tre. Trægitrene foran vinduerne forhindrer, at man kan se ind i huset udefra. De fleste af husene har gårde og haver, hvor en brønd og en ildsted er de mest iøjnefaldende elementer. I de huse, der er indrettet med et "haremlik selamlık"-arrangement (separerede områder for kvinder og mænd), ligger haven i midten, og huset har et lukket udseende. I nogle huse sikres denne lukkede atmosfære af en høj havemur. Dagligdagen foregår i rum, der er arrangeret omkring et område, der kaldes "sofa" eller "hayat". Rummene indeholder typisk funktionelle elementer som en brændeovn, et "şerbetlik" (til servering af drikkevarer), et "yüklük" (opbevaringsskab), hylder og en bænk. Med undtagelse af få eksempler findes der ikke separate baderum; i stedet er nogle af de store "yüklük"-skabe blevet indrettet til dette formål. Husenes nuværende anvendelse varierer fra hus til hus; det er ikke altid muligt at komme ind, og det er vigtigt at respektere privatlivet. Ifølge officielle registre er adressen Büyük Ağa Caddesi. Det bedste udsigtspunkt er den modsatte bred. Her kan man fuldt ud forstå, hvordan husene er placeret langs muren. Fra den Sammenkomsten af klippegrave og huse i det samme område viser byens hellenistiske og osmanniske lag side om side. For at skelne mellem de to lag, skal du kigge efter træ- og mudderkonstruktioner i husene, og stenhåndværk i de øvre klippeområder. Husk, at husene er fredede; rør ikke ved facaderne, og undgå enhver adfærd, der kan skade bygningerne ved kysten. Tjek de seneste meddelelser fra Amasyas kultur- og turistministerium før dit besøg.
4
Amasya Darüşşifası (Sabuncuoğlu Tıp ve Cerrahi Tarihi Müzesi)

Amasya Medicinske Skole (Sabuncuoğlu Medicinhistoriske Museum).

~45 min her
Pirinççi, Atatürk Cd. No:15, 05200 Merkez Amasya

Det sidste stop er Amasya Darüşşifası, som i dag er kendt som Sabuncuoğlu Medicinsk og Kirurgisk Historie Museum. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi er bygningen placeret langs en gade, der løber parallelt med Yeşilırmak-floden, og den er bygget efter et medicinsk institut-design. En arabisk inskription over hovedindgangen viser, at bygningen blev opført i 1308-1309. Ifølge inskriptionen blev den bygget af Anber b. Abdullah, en slave for Ilkhanat-herskerinden Olcaytu Khan's kone, İlduş Hatun, og af Anatoliens emir, Ahmed Bey. Der er ingen information om arkitekten. Fondsdokumentet er ikke bevaret, men det er kendt, at det blev udstedt i 1312.

Bygningen er 33,60 x 25,60 meter og er orienteret fra øst til vest. Planen består af en rektangulær gårdhave omgivet af to rækker af arkader og en hovedarkade, der forbinder dem. Den store arkade er 7,10 x 5,70 meter indvendigt og åbner op til gården med en spidsbue. Lad os først se på den vestlige facade, der vender mod gaden. Denne facade er bygget af omhyggeligt tilskåret sten. Porten er højere end selve facaden (ca. en tredjedel) og stikker ud. På hver side af porten er der store vinduer, og i hjørnerne er der cylindriske tårne. Hovedindgangen har en buet top, er profileret på siderne, og arkaden er forbundet med facaden via en niche, der er 2 meter dyb.

Amasya Kultur- og Turismeafdeling fremhæver, at den vestlige facade er af stor kunstnerisk værdi. Ifølge samme kilde er der en relief af en knælende person på portens overligger. I gården er søjlerne, der bærer arkaderne, udsmykket med forskellige kapitæler, der er dekorerede med ziggurat-mønstre og profiler. De lange sale bag arkaderne er 4,65 x 14,10 meter og er dækket af hvælvede lofter. Murstensbuer støtter disse lofter. På de ydre vægge er der en ujævn stenvæg, mens der i buerne, der forhindrer åbninger, er brugt mursten. Bemærk forskellen i materialer.

Som det fremgår af inskriptionen, fungerede bygningen generelt som et hospital. Ifølge TDV-artiklen skyldes det, at bygningen er kendt som et "bimarhane" (sygehus), at man antager, at den kun blev brugt til behandling af sindssyge. At forfatteren af "Cerrahiye-i İlhaniye", Sabuncuoğlu Şerefeddin, praktiserede medicin og kirurgi her, fremgår af hans eget værk, "Mücerrebname". Ifølge kulturministeriet er der i museet en "Sabuncuoğlu-sal", hvor der udstilles medicinsk og kirurgisk udstyr fra ti forskellige specialer. Udstyret er fremstillet på

Amasya Darüşşifası er et hospitalbygning, der er bygget efter et medicinsk institutdesign, og som ligger langs en gade, der løber parallelt med Yeşilırmak-floden. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi daterer inskriptionen på portalen bygningen til perioden 1308-1309. Ifølge inskriptionen blev bygningen opført af Anber b. Abdullah, en slave for Ilkhanat-herskeren Olcaytu Hans kone, Ildush Hatun, og af den anatolske emir Ahmed Bey. Der er ingen information om arkitekten. Det er kendt, at en grundlov, som ikke er bevaret, blev udstedt i 1312. Bygningen er 33,60 x 25,60 meter og er orienteret med sin lange akse i øst-vest retning. Planen består af to rækker af overdækkede gange omkring en rektangulær gårdhave, samt rum bag disse. Indgangsgangen og den tilsvarende hovedgang placerer bygningen i et design med to overdækkede gange omkring en gårdhave. Den centrale gang er 7,10 x 5,70 meter, åbner op til gårdhaven med en spidsbue og er dækket af et hvælvet tag. De to hjørnerum ved siden af gangen er 6,10 x 7,80 meter og er dækket af et hvælvet tag. De overdækkede gange langs gårdhaven er bygget med spidsbuer af fint tilhugget sten, hvilende på søjler med forskellige former for dekorative hovedstykker. De lange sale bag gangene er 4,65 x 14,10 meter og er dækket af et langt, hvælvet tag, der understøttes af murstensspidsbuer. Disse sale har udvendige vinduer. Den vestlige facade vender mod gaden og bevarer stadig sin monumentale effekt; facaden er bygget af fint tilhugget sten. Portalen er en tredjedel højere end facaden og stikker ud. Der er store vinduer på hver side af portalen, og facaden er afgrænset af cylindriske hjørnetårne. Denne symmetriske opstilling knytter indgangsfacaden til den anatolske Seljuk-byggetradition. Portalområdet er 4,10 x 6,50 meter; den buede åbning er forbundet til facaden med en niche, der er to meter dyb. Amasya Provincial Kultur- og Turismeafdeling fremhæver den kunstneriske værdi af den fremre facade og nævner de geometrisk dekorerede, mukarnas-beklædte søjlehoveder. Den samme kilde skriver, at der er en relief af en knælende menneskefigur i nøglestenen, og beskriver dette som et karakteristisk træk ved bygningen. Når du træder ind, skal du løfte blikket og se på dette relief. De østlige, vestlige og nordlige facader er bygget af tilfældige sten og understøttes af støttepiller; derfor er den mest imponerende facade den vestlige. Artiklen i TDV nævner, at bygningens betegnelse som "bimarhane" (sygehus) stammer fra Museet indeholder en sal dedikeret til Sabuncuoğlu, hvor der udstilles medicinske og kirurgiske instrumenter fra forskellige specialer, samt illustrationer fra værket "Cerrahiyye-i İlhaniyye", der viser forskellige behandlingsmetoder. Sabuncuoğlu-klinikken er en separat sektion, der beskriver kirurgiske operationer og behandlinger. I Musikterapisalen kan man få detaljeret information om de grundlæggende musikinstrumenter, der blev brugt i musikterapi i den periode, samt om de tyrkiske musikalske skalaer, der blev anvendt i behandlingen. Museet ligger i byens centrum, lige overfor guvernørkontoret, og er kun 50 meter fra parkeringspladsen for turistbusser. I en artikel fra 1991 beskrives, hvordan bygningen er blevet restaureret, og hvordan der er blevet anlagt grønne områder omkring den, og at den er åben for offentligheden. For at få oplysninger om aktuelle besøgsforhold og åbningstider, anbefales det at besøge den lokale kultur- og turistmyndigheds hjemmeside før besøget. Start med at betragte bygningens facade udefra, og gå derefter ind i gården for at sammenligne de enkelte søjlehoveder; variationen i designet vil straks blive tydelig.

Kommentarer

0/1000

Indlaeser...

Rutekort

Ruteinformation
ByAmasya Merkez, Amasya
TypeKulturel
Stop4
Dato6. november 2026
Radar TürkiyeForfatterRadar TürkiyeStart rute