
En spadseretur langs Yeşilırmak-floden i Amasya.
Log ind for at synes godt om og bedømme
Denne rute forbinder begge sider af Yeşilırmak-dalen på en enkelt vandretur, der varer en halv dag. Amasya, der ligger ved krydsningen af veje, der forbinder kysten af Sortehavet med andre regioner i Anatolien, er bygget i en dyb dal skabt af Yeşilırmak, og byens historie kan læses på begge sider af denne dal. Ruten starter ved Amasya Museum på den sydlige side, da museet introducerer de forskellige perioder, som du vil støde på senere på ruten, fra den neolitiske æra til osmannisk tid. De stenhistoriske artefakter i museets have repræsenterer en tidslinje fra hittitterne til osmannerriget. Efter museet krydser du floden og ankommer til den nordlige side, ved foden af Harşena-bjerget. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet er den 272 meter høje kalkstenformation, der rejser sig nord for dalen, kendt som Harşena-bjerget. Samme kilde angiver, at rester af hellenistiske mure, monumentale cisterner fra det 1. århundrede f.Kr. og Yalıboyu-husene er en del af dette område. Den nordlige del af ruten følger denne helhed. Her kan du komme op til Kongernes Gravsteder via trapper, der starter fra Hatuniye-kvarteret langs jernbanelinjen. Disse monumentale klippestrukturer, der stammer fra Pontus-kongernes tid som hovedstad, er det mest udfordrende og givende punkt på ruten, og derfor er det placeret midt i vandreturen, mens du stadig har energi. Gravstederne er sammen med Amasya-borgen optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarvssteder i 2015. Når du kommer ned fra skråningen, starter Yalıboyu-husene langs floden, bygget oven på de historiske murrester. Disse huse, der primært er fra det 20. århundrede og er bygget med træskelet og murstensvægge, blev beskyttet i 1992. På denne måde giver ruten dig mulighed for at gå fra antikke klippestrukturer til civil osmannisk arkitektur. Til sidst vender du tilbage til den sydlige side og ankommer til Amasya Darüşşifası, der stammer fra 1308-1309. Denne bygning, der i dag er kendt som Sabuncuoğlu Medicinsk og Kirurgisk Historie Museum, afslutter ruten med sin ilkhanidiske periode-stenarbejde. Logikken bag rækkefølgen er enkel: først indendørs og kontekst, derefter skråning og udsigt, derefter kystlinjens tekstur, og til sidst en rolig indendørs oplevelse igen. Vandreturen foregår til fods; tjek afstandene mellem stoppestederne på et kort. De anbefalede tider er 75 minutter på museet, 60 minutter ved Kongernes Grave, 45 minutter ved Yalıboyu og 45 minutter ved Darüşşifası. Praktiske bemærkninger er også vigtige. Det officielle websted angiver, at museet er lukket i løbet af Kilder:
- Amasya Valiliği, Amasya Museum, https://www.amasya.gov.tr/amasya-muzesi
- Amasya Valiliği, Amasya-huse, https://www.amasya.gov.tr/amasya-evleri
- Kulturportalen, Kongelige Gravsteder ved Kaya, https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/amasya/gezilecekyer/kralkaya-mezarlari
- Kulturportalen, Huse ved Yalıboyu, https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/amasya/gezilecekyer/yaliboyu-evler
- KVMGM, Harşena-bjerget og de pontiske kongelige gravsteder, https://kvmgm.ktb.gov.tr/TR-137900/harsena-dagi-ve-pontus-kral-kaya-mezarlari-amasya-2015.html
- Amasya Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Kongelige Gravsteder ved Kaya, https://amasya.ktb.gov.tr/TR-59519/kral-kaya-mezarlari.html
- TDV Islamisk Encyklopædi, Amasya Darüşşifası, https://islamansiklopedisi.org.tr/amasya-darussifasi
- Amasya Provincial Kultur- og Turismestyrelse, Sabuncuoğlu Medicinsk og Kirurgisk Historie Museum, https://amasya.ktb.gov.tr/tr-59522/sabuncuoglu-tip-ve-cerrahi-tarihi-muzesi.html
Rutestop

Amasya Museum.
Ruten starter ved Amasya Museum, og det er en god idé at starte med en gåtur i haven. Museet ligger i byens centrum, på den side af Yeşilırmak-floden, der er modsat de Kongelige Gravsteder. Ifølge provinsens hjemmeside blev museet oprettet som et depot for et begrænset antal arkæologiske genstande og mumier. Året for oprettelsen varierer i forskellige kilder, så det sikreste er at sige, at det blev grundlagt i 1920'erne. Efterhånden som samlingen voksede, blev den først flyttet til en anden historisk bygning, og den 22. marts 1977 flyttede den til den nuværende bygning. Museet åbnede for offentligheden den 14. juni 1980.
Samlingen dækker perioden fra den kalkolitiske æra til det osmanniske rige. Provinsens hjemmeside nævner arkæologiske og etnografiske genstande, samt mønter, segl, manuskripter og mumier. Den samme hjemmeside angiver, at det samlede antal genstande er over 23.000. Det er en god idé at gå en tur i haven, før man går ind, og derefter vende tilbage. Den udendørs udstilling er i haven vest for bygningen. Her udstilles stenelementer fra hititterne, hellenistiske, romerske, byzantinske, ilkhanider, seldsjukker og osmanniske perioder. For at se detaljerne i inskriptionerne, relieffene og dekorationerne er det en god idé at besøge stedet i morgentimerne eller om eftermiddagen, når lyset er bedst. Læs etiketterne ved siden af hvert stykke for at forsøge at skelne mellem de forskellige civilisationer.
Amasyas beliggenhed ved et knudepunkt er en af grundene til denne diversitet. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet har den sydlige skråning af Harşena-bjerget været beboet af snesevis af civilisationer fra den tidlige bronzealder til slutningen af det osmanniske rige. Derfor kan man betragte museet som byens "hukommelsesrum". I en separat bygning i haven opbevares en samling af otte mumier; provinsens hjemmeside angiver, at disse tilhørte personer, der tjente under ilkhanidernes styre i det 14. århundrede. Spørg personalet ved indgangen om reglerne for fotografering.
I de indendørs sale indeholder vitrinerne med mønter, segl og manuskripter små, men interessante genstande; tag dig god tid her. De etnografiske genstande samler genstande, der repræsenterer det lokale liv, og er en god forberedelse, før man besøger de kystnære huse. Det er en god idé at følge sale i kronologisk rækkefølge, da det vil hjælpe med at placere de Pontiske strukturer, som du snart vil se, i deres historiske kontekst. Museets officielle hjemmeside angiver, at det er lukket i frokostpausen; tjek de officielle åbningstider på hjemmesiden

Kongernes gravsteder.
Det andet stop er de Kongelige Klippegrave, som er udhugget i den sydlige skråning af Harşena-bjerget. Man kommer op til denne skråning, som ligger på nordsiden af floden, via trapper, der starter fra togbanen i Hatuniye-kvarteret; sådan beskriver Kulturportalen det. Vær opmærksom på omgivelserne, mens du går. Stien fører dig op til både gravene og et udsigtspunkt, hvorfra man kan se ud over byen. Tag et øjeblik til at hvile og kig ned i dalen.
Amasya er bygget i en dyb dal, som er dannet af Yeşilırmak-floden. Ifølge Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet er den 272 meter høje, spidse kalkstensformation, der rejser sig nord for dalen, kendt som Harşena-bjerget. Gravene er udhugget i disse kalkstensformationer, som stiger op som en flad væg. Bygningerne stammer fra Pontus-kongernes tid, som gjorde Amasya til hovedstad fra begyndelsen af det 3. århundrede f.Kr. Kilder angiver forskellige, men nærliggende datoer for begyndelsen af hovedstaden, nemlig 302 og 301 f.Kr. Pontus-kongerigets grundlægger var Mithridates I Ktistes; gravene menes at tilhøre fem konger, herunder Mithridates og Pharnakes I.
Gravkamrene er adskilt af U-formede gallerier, som er hugget ud i den oprindelige klippe. Hvert kammer ser ud som en fritstående blok, adskilt fra den omkringliggende korridor og den oprindelige klippemasse. Kamrene, som er overdækket med hvælvinger, og de omkringliggende korridorer skaber en unik arkitektur med deres runde hvælvinger. Generaldirektoratet bemærker, at den græske indflydelse, som er fremtrædende i de arkitektoniske stilarter, er fuldstændig forsvundet i grav nummer 5, og at en ny, lokal stil er opstået. Grav nummer 5 tilskrives Pharnakes I og har dimensionerne 15x8x6 meter. Ifølge den samme kilde er det den sidste klippegrav, der blev bygget i Pontus-kongeriget. En anden kongelig gravplads for dynastiet er endnu ikke blevet fundet, og denne tradition blev heller ikke fortsat i den anden hovedstad, Sinope (Sinop).
Kilderne angiver forskellige tal for antallet af klippegrave langs Yeşilırmak-dalen. Der tales om mere end tyve grave, men kun et fåtal er bevaret til i dag. Sammen med Amasya-slottet blev gravene i 2015 optaget på UNESCO's foreløbige liste over verdensarvssteder. Generaldirektoratet nævner også, at der i området findes rester af hellenistiske mure og monumentale cisterne, der stammer fra det 1. århundrede f.Kr.; disse er også en del af den samme klippeformation.
Når du er på stien, skal du være opmærksom på de små porte, de ud

Amasya's kystnære huse.
Det tredje stop er Yalıboyu-husene langs den nordlige bred af Yeşilırmak-floden. Denne del af ruten følger floden. Kulturportalområdet er beliggende i Bahçeleriçi, på Büyük Ağa Caddesi, og beskrives som en del af byens centrum langs floden. Når du går ned ad trappen, skal du stoppe ved floden og først observere husene på afstand. Husene er bygget oven på de historiske mure, hvilket er et karakteristisk træk ved Amasya, der straks fanger opmærksomheden. Byggemetoden er baseret på "himış" og "bağdad" teknikker, hvilket betyder vægge med træskeletter fyldt med mursten. Ifølge Amasya Valigheds hjemmeside stammer de fleste af husene fra det 19. århundrede, og de blev fredet den 5. maj 1992.
Tagene er enten valmede eller sadeltag og er dækket med bølgeblik. Husene er placeret tæt sammen og er enten et eller to etager høje med en kælder. I nogle huse findes en "şahniş" (balkon) på første sal, mens den findes på anden sal i andre. Anden sal er udbygget og har karnapper, hvilket både skaber symmetri i designet og udvider det indre rum. I de huse, der ligger oven på murene, understøttes disse udbygninger af træbjælker, så det er en god øvelse at observere disse trækonstruktioner i bunden. Takket være disse udbygninger er de øverste etager lysere og kan have flere vinduer.
Vinduerne er typisk af den type, der kan åbnes op og ned, og de er ofte arrangeret i grupper af tre. Foran vinduerne findes trægitre, der forhindrer, at man kan se ind udefra. De fleste af husene har en gårdhave og en have, hvor en brønd og en ovn er de mest iøjnefaldende elementer. Indenfor foregår det daglige liv i rum, der er arrangeret omkring en stue. I rummene findes typisk en ovn, et skab til søde sager, et skab, hylder og en bænk. Med undtagelse af få eksempler findes der ikke separate badeværelser i husene; i nogle rum er store skabe indrettet som badeværelser.
Dette er et levende boligområde. Det er ikke altid muligt at gå ind i husene, så det er vigtigt at observere dem udefra, og man skal være opmærksom på privatlivets fred, når man tager billeder ved døre. Rør ikke ved trægitrene eller facaderne. På rolige morgener kan det rolige vand reflektere husenes billeder, hvilket giver en god mulighed for at tage billeder. Skråningen af Kongens Gravkamre ligger lige bag husene; du kan finde et perspektiv fra den anden side af floden for at kombinere de to i et enkelt billede. Kulturarvs- og Museumsgeneraldirektoratet anser husene for at være en del af helheden, som består af Harşena-bjerget, floden og dalen.
Da kystvejen er flad,

Amasya Medicinske Skole (Sabuncuoğlu Medicinhistoriske Museum).
Det sidste stop er Amasya Darüşşifası, som i dag er kendt som Sabuncuoğlu Medicinsk og Kirurgisk Historie Museum. Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi er bygningen placeret langs en gade, der løber parallelt med Yeşilırmak-floden, og den er bygget efter et medicinsk institut-design. En arabisk inskription over hovedindgangen viser, at bygningen blev opført i 1308-1309. Ifølge inskriptionen blev den bygget af Anber b. Abdullah, en slave for Ilkhanat-herskerinden Olcaytu Khan's kone, İlduş Hatun, og af Anatoliens emir, Ahmed Bey. Der er ingen information om arkitekten. Fondsdokumentet er ikke bevaret, men det er kendt, at det blev udstedt i 1312.
Bygningen er 33,60 x 25,60 meter og er orienteret fra øst til vest. Planen består af en rektangulær gårdhave omgivet af to rækker af arkader og en hovedarkade, der forbinder dem. Den store arkade er 7,10 x 5,70 meter indvendigt og åbner op til gården med en spidsbue. Lad os først se på den vestlige facade, der vender mod gaden. Denne facade er bygget af omhyggeligt tilskåret sten. Porten er højere end selve facaden (ca. en tredjedel) og stikker ud. På hver side af porten er der store vinduer, og i hjørnerne er der cylindriske tårne. Hovedindgangen har en buet top, er profileret på siderne, og arkaden er forbundet med facaden via en niche, der er 2 meter dyb.
Amasya Kultur- og Turismeafdeling fremhæver, at den vestlige facade er af stor kunstnerisk værdi. Ifølge samme kilde er der en relief af en knælende person på portens overligger. I gården er søjlerne, der bærer arkaderne, udsmykket med forskellige kapitæler, der er dekorerede med ziggurat-mønstre og profiler. De lange sale bag arkaderne er 4,65 x 14,10 meter og er dækket af hvælvede lofter. Murstensbuer støtter disse lofter. På de ydre vægge er der en ujævn stenvæg, mens der i buerne, der forhindrer åbninger, er brugt mursten. Bemærk forskellen i materialer.
Som det fremgår af inskriptionen, fungerede bygningen generelt som et hospital. Ifølge TDV-artiklen skyldes det, at bygningen er kendt som et "bimarhane" (sygehus), at man antager, at den kun blev brugt til behandling af sindssyge. At forfatteren af "Cerrahiye-i İlhaniye", Sabuncuoğlu Şerefeddin, praktiserede medicin og kirurgi her, fremgår af hans eget værk, "Mücerrebname". Ifølge kulturministeriet er der i museet en "Sabuncuoğlu-sal", hvor der udstilles medicinsk og kirurgisk udstyr fra ti forskellige specialer. Udstyret er fremstillet på
Kommentarer
Indlaeser...
