I Elmalı: Etkompleks, Museum og Søen ved Jagtområdet.

Området omkring Antalya er meget forskelligt. Ca. 110 kilometer vest for Antalyas kystlinje, inde i Taurusbjergene, begynder et helt andet Antalya. Elmalı er en bjergslandsby beliggende på en plateau, 1000 meter over havets overflade, vest for Beydağbjergene. I nord rejser Elmalı-bjerget sig til 2.503 meters højde, mens en bred slette dækket af æbleplantager strækker sig i syd. Vintrene er hårde, og sommerne er kølige; det er ikke uden grund, at folk fra kystområderne søger hertil om sommeren. Byens navn er synonymt med æbler, og omkring 12% af Tyrkiets æbler kommer fra denne slette. Men det er ikke kun klimaet, der gør Elmalı til et besøg værd. Byen rummer også et kompleks fra begyndelsen af det 17. århundrede, et museum i den gamle regeringsbygning, gader fyldt med huse med træbalkoner og en sø samt en cedertræsskov i syd.

**Hvordan kommer man til Elmalı?**

Man kan nå Elmalı fra Antalya med bil eller bus. Vejen fra Korkuteli fører ned til byen fra vest. Fra Antalya busstation afgår busser og minibusser i retning af Elmalı. Hvis man kører selv, skal man følge skiltene mod Elmalı langs vejen mellem Antalya og Korkuteli. For dem, der kommer fra Finike, findes der en vej til Elmalı-Finike, som passerer ved siden af Avlan-søen, og der er afstikkere til cedertræsskoven langs denne rute. Vejen går gennem bjergpas, så det er en god idé at starte tidligt om morgenen for at undgå at blive fanget i mørket på hjemturen. Byens centrum er bedst at udforske til fods, mens man skal bruge bil for at komme til søen og skoven.

**Ketencizade Ömer Paşa-komplekset**

I hjertet af byen ligger et moské og en madrasa (religiøs skole), bygget af hugget sten, som er symboler på Elmalı. Ifølge artiklen om Semavi Eyice i TDV Islamic Encyclopedia blev komplekset bygget af Ketencizade Ömer Paşa fra Manavgat. En inskription på 16 linjer over hoveddøren angiver årstallet 1019, hvilket svarer til 1610. Evliya Çelebi noterede derimod årstallet som 1016, hvilket svarer til 1607. Denne lille forskel mellem de to kilder er endnu ikke afklaret. Bygherren var en osmannisk embedsmand, der steg i grader fra portvogter til feltvogter og derefter til guvernør. Han var guvernør i Diyarbakır i 1603-1604 og guvernør i Tripoli i 1623. Bygningen er et arkitektonisk mesterværk. Moskén har en kvadratisk plan og er dækket af en enkelt kuppel med blybelægning. Kuppelen hviler på fire buer, og der er overgange med tromper i hjørnerne. På tre sider er der tre søjler med kvadratisk Moskéen overfor er U-formet; tretten ensilage er placeret bag en buet gang, og bygningen bruges i dag som bibliotek. Da moskéen ligger på en skråning, ligger gården og moskéens tag under, når man ser fra fortovet. Det bedste sted at tage billeder er ikke fra gaden, men ved at gå ned i gården og se op mod kuplen fra gangen. I byen ligger også Bey Hamamı, som Evliya Çelebi nævner; Eyice bemærker, at der ikke er nogen sikker information om, at dette badetilhørte komplekset. Moskéen er åben for besøgende; besøg den uden for bønnetider, vær stille indeni og spørg om tilladelse til at tage billeder.

Elmalı Museum

Tæt på komplekset ligger Elmalı Museum, som siden 2011 har været beliggende i den gamle regeringsbygning på Hükümet Caddesi. Den toetages bygning med central plan er opdelt i elleve udstillingssale; tre er i stueetagen, og otte er på øverste etage. Den åbne gård er indrettet som et udendørs galleri. I den første sal i stueetagen udstilles fund fra den sene kalkolitikum-periode i Bağbaşı i otte vitrineskabe, samt artefakter fra den tidlige bronzealder fra Karataş-Semahöyük. Museets mest imponerende hjørne er den tredje sal: tre kistegrave fra Semahöyük-kirkegården er udstillet i deres oprindelige placering, sammen med skeletterne og gravgodset. Måden, hvorpå en kiste er placeret, fortæller en historie om begravelsesritualer for tusindvis af år siden, noget som ingen etikette kan formidle. På øverste etage findes artefakter fra udgravningerne i Hacımusalar Höyük og Karaçakır, samt fund fra tumuli i Karaburun, Kızılbel og Bayındır. Den tredje sal er dedikeret til mønter; her kan man se mønter fra lykiske byer og romerske imperiemønter. Den femte sal fortæller historien om Elmalı-mønterne, også kendt som "århundredets fund". Omkring 1.900 sølvmønter blev fundet ved en ulovlig udgravning i Bayındır i 1984 og smuglet ud af landet. Efter en lang juridisk kamp blev de returneret til Tyrkiet i slutningen af 1990'erne; de 14 dekadrahmer i fundet fordoblede det hidtil kendte antal af denne type mønter i verden. Det er vigtigt at vide, at ifølge kilderne opbevares de originale fund i Antalya Museum, mens Elmalı Museum udstiller kopier og fortæller historien om fundet. I den åbne gård er der gravsten, søjlefragmenter og arkitektoniske elementer fra den hellenistiske, romerske og byzantinske periode. I et hjørne står en bikube, der illustrerer områdets traditionelle biavlsmetoder. Tjek museets officielle hjemmeside for at få information om åbningstider og eventuelle lukkedage, da disse kan variere afhængigt af sæsonen. Området omkring klosteret omfatter også İplik Pazarı-kvarteret, som er præget af mange gamle huse. Vær opmærksom, når du går rundt: Da byen er bygget på en skråning, er gaderne stejle, og de hvide karnapper stikker ud over de stenvægge. I bunden af gaden kan man altid se både sletten og bjergene. Fordi morgensolen kommer fra øst, er det bedst at fotografere facaderne med karnapper før middag. De fleste af husene er stadig beboet, så det er vigtigt ikke at kigge ind gennem haveportene og undgå at forstyrre beboerne. Byens historie kan også læses i disse gader: Elmalı var i de tidlige år af Det Osmanniske Rige centrum for Teke-området, og områdets ledere tilbragte sommeren her. I slutningen af det 19. århundrede var der tyve moskeer, fem badehus og over fem hundrede butikker i byen. Efter en stor brand i 1940 blev byen genopbygget, og de træbygninger, der står tilbage i dag, er enten fra tiden før branden eller er blevet restaureret.

Avlan-søen

Fra byen, kør sydpå mod Finike. Avlan, en karsisk sø i udkanten af Elmalı-sletten, ligger 1.030 meter over havets overflade. I sin naturlige tilstand dækkede søen omkring 850 hektar. Søens nylige historie skal fortælles med forsigtighed, da kilderne er modstridende: Ifølge Wikipedia blev søen i 1975-80 drænet gennem en kanal og omdannet til landbrugsjord som følge af en beslutning truffet i 1970; en nyhedsartikel fra 2022 placerer dræningen i perioden 1977-78 og vandets tilbagevenden i 1997-98. Det, der er fælles, er, at efter dræningen blev områdets klima tørrere, og antallet af vandfugle faldt. Som følge af lokale ønsker blev søen genopfyldt i begyndelsen af 2000'erne, og vejen, der løb gennem søens midte, blev i 2012 flyttet til søens østlige side. I de seneste år er søen trukket sig tilbage i de tørre somre og fyldes igen i de regnfulde vintre, så det landskab, du ser, varierer afhængigt af årstiden og året. Vinteren og det tidlige forår er de mest vandfyldte perioder. Udover at gå langs kysten og observere fugle, er der ingen faciliteter at forvente.

Çığlıkara-cypres skov

De bjerge, der stiger op syd for søen, huser en af Tyrkiets vigtigste cypres skove. Çığlıkara blev erklæret som et beskyttet naturområde den 5. juli 1991 af Ministeriet for Landbrug og Skovbrug og er et af de 32 beskyttede naturområder i landet og er underlagt Antalya's 6. regionale kontor. Områ Her provinsielle kulturinstitution udgiver information om, at vejen til cedertræsskoven og Elmalı cedertræsforskningsskoven afgår fra den 20. kilometer af vejen mellem Elmalı og Finike, nord for Avlan-søen. Samme vej er også udgangspunktet for dem, der ønsker at bestige Kızlar Sivrisi, det højeste punkt i Beydağ-bjergene, som er 3.080 meter højt. Skovvejen kan være lukket i vintermånederne. Dette er et naturområde, så overhold områdets regler og afvig ikke fra de markerede stier.

**Forslag til dagsprogram og bedste tidspunkt:**

Den mest fornuftige rækkefølge er at starte med byen om morgenen, fortsætte til søen om eftermiddagen og slutte i skoven. Besøg komplekset tidligt om morgenen, når byen vågner. Når museet åbner, gå ind og afsæt en time. Omkring middag kan du gå rundt i gaderne, og hvis det er en markedsdag, kan du kigge på ost, tarhana og væveprodukter på markedet. Om eftermiddagen kan du køre ned ad vejen mod Finike og stoppe ved søens bred. Derefter kan du dreje ind på skovvejen og vende tilbage til asfalten, før solen går ned.

Den bedste tid at besøge Elmalı er fra slutningen af maj til juni og fra september til begyndelsen af oktober. I oktober høstes æblerne i dalen, og vejkanten fyldes med kasser. Byen er betydeligt køligere ved kysten i juli og august, men i den første uge af september er den fyldt med den århundreder gamle Yeşilyayla-oliebrydningsfestival; det er svært at finde overnatning i den uge. Om vinteren er plateauet dækket af sne, og skovvejen kan være lukket.

**Praktiske tips:**

Højden er over 1.000 meter, så medbring en ekstra trøje, selv om sommeren, da det kan blive køligt om aftenen. Der er ingen faciliteter ved søen eller i skoven, så medbring vand og mad fra byen. Selv når museet er lukket, kan du stadig udforske gaderne og komplekset. Der kan være dårlig telefonforbindelse i cedertræsskoven, så lad ikke andre vente på dig i bilen; gå sammen. Vejen fra Elmalı til Finike kan være en del af din rejse. Du kan køre ned til kysten samme dag og bade i havet, hvilket er den hurtigste måde at forstå, hvor stejlt et land Antalya er, når man ser det fra dette plateau.

**Kilder:**

* TDV İslam Ansiklopedisi, Ömer Paşa Külliyesi (Semavi Eyice), [https://islamansiklopedisi.org.tr/omer-pasa-kulliyesi](https://islamansiklopedisi.org.tr/omer-pasa-kulliyesi)
* Kültür Portalı, Elmalı Müzesi, [https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/antalya/gezilecekyer/elmali-muzesi](https://www.kulturportali.gov.tr/turkiye/antalya/gez