Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye
En dag i Çatalhöyük, en by med ni tusinde års historie.
Historiske Steder

En dag i Çatalhöyük, en by med ni tusinde års historie.

Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Vejen fra Konya, der fører mod sydøst, bliver efter et stykke tid helt flad. Hvedemarker, vandingskanaler og enkelte rækker af poppeltræer strækker sig ud mod horisonten, mens bjergene forbliver en bleg linje i det fjerne.

Çumra, Konya
Historiske Steder
Radar Editör
19. oktober 2026

Om rejsen

Fra Konya går vejen mod sydøst, og efter et stykke tid kommer man til et perfekt fladt område. Hvedemarker, vandingskanaler og spredte rækker af poppeltræer strækker sig ud mod horisonten, mens bjergene forbliver som en bleg linje i det fjerne. I midten af denne slette, et par kilometer nord for Çumra, ser man ved første øjekast kun to bakker, der er lidt højere end markerne. Men disse to bakker er Çatalhöyük, en af de mest diskuterede neolitiske bosættelser i verden, hvor mennesker boede i lag oven på hinanden i op til otte etager. Denne tur er dedikeret til disse to bakker og den omkringliggende slette; formålet er ikke kun at se udgravningsområdet, men også at forstå, hvorfor dette sted blev valgt, hvordan det blev etableret, og hvor fundene befinder sig i dag. De to bakker...

Çumra er en by, der ligger i hjertet af Konya-sletten, i en højde, der knap overstiger tusind meter over havets overflade. Ifølge den engelske Wikipedia ligger byen i centrum af det store Çumra-vandingsområde, der blev etableret i 1912, og den er en vigtig station på den historiske Istanbul-Bagdad-jernbane. Det regelmæssige landbrugsmønster, man ser i dag, skyldes i høj grad dette vandingssystem. Landskabet for ni tusinde år siden var meget anderledes. Ifølge hjemmesiden for Çatalhöyük-forskningsprojektet var området, hvor de første bosættere ankom, fugtigt og regnfuldt, en del af et vådområde. Fisk, vandfugle og deres æg var let tilgængelige, og der var tørre områder, hvor marker kunne dyrkes, samt flokke af vilde dyr, der strejfede rundt i sletten. Navnet på bosættelsen stammer også fra dette udseende. Ifølge beskrivelsen på museets hjemmeside består bakken af to plateauer i forskellige højder, og navnet "Çatal" (gaffel) refererer til denne opdeling. Ifølge Kulturportalen består den store bakke i øst af otte neolitiske beboelseslag, der dateres til mellem 7400 og 6200 f.Kr., mens den lavere bakke i vest bærer spor fra den kalkolitiske periode. Hjemmesiden for forskningsprojektet nævner, at det menes, at Çarşamba-floden engang løb gennem området, der i dag er dækket af marker, mellem de to bakker, og at flodens ændrede løb kan have fået folk til at flytte til den vestlige bakke. Ifølge den tyrkiske Wikipedia rager den østlige bakke i sin sidste fase omkring tyve meter op over sletten; det vil sige, at næsten hele den bakke, man ser, er en ophobning af ruiner fra huse, der er blevet revet ned og genopbygget. Området omkring Çumra omfatter ikke kun Çatalhöyük. Den tyrkiske Wikipedia nævner snesevis af bakker i distriktet, såsom Sırçalı Det er muligt at komme til Çumra med intercitybus og tog fra Konya, men de sidste kilometer til selve udgravningsområdet kræver enten bil eller taxa. Da offentlig transport kan ændre sig, anbefales det at tjekke de seneste oplysninger på de relevante institutioners hjemmesider, inden du tager afsted. Ifølge den tyrkiske Wikipedia ligger området nær landsbyen Küçükköy, og vejskiltene peger også i den retning.

Udgravningens historie:

Ifølge Çatalhöyük Forskningsprojektet blev stedet opdaget i 1958 af et britisk team bestående af David French, Alan Hall og James Mellaart. Mellaart planlagde udgravningen med støtte fra sin kone, Arlette. Den første sæson varede 39 dage i 1961, og teamet fandt fyrre huse samt figurer, keramik og vægmalerier. Arbejdet fortsatte hvert sommer indtil 1965, hvorefter området forblev stille i omkring tredive år. Den engelske Wikipedia påpeger, at Mellaart udgravede næsten to hundrede bygninger over fire sæsoner, mens hans studerende, Ian Hodder, der genoptog udgravningen mange år senere, dedikerede en hel sæson til kun én bygning. Denne sammenligning illustrerer forskellen i metoder mellem de to perioder. Hodders team begyndte med overfladeundersøgelser i midten af 1990'erne, og ifølge kilderne startede selve udgravningen i 1995 eller 1996. Ifølge projektets hjemmeside har tyrkiske og internationale teams arbejdet sammen hvert sommer siden da. Et mere omfattende arbejde på den vestlige højbakke begyndte i slutningen af 1990'erne og blev fortsat af to nye teams efter 2006. Da udgravningsområderne er udsatte for barske vejrforhold, blev der i 2002-2003 bygget to store overdækkede konstruktioner i syd, og i 2007-2008 i nord. De bygninger, man ser i dag, er disse. Projektet under ledelse af Hodder blev afsluttet i 2018. Projektets hjemmeside oplyser, at udgravningerne nu ledes af Ali Ozan fra Pamukkale Universitet, og at den fysiske arkiv for det 25-årige projekt er opbevaret på Stanford Universitetsbibliotek. Området blev optaget på UNESCOs foreløbige liste over verdensarvssteder i 2009 og blev officielt optaget i 2012.

Hvad kan man se på stedet?

Det centrale er de mudrede vægge under de overdækkede konstruktioner. Projektets beskrivelse af arkitekturen fortæller, at husene er bygget tæt sammen uden mellemrum, at folk bevægede sig på taget, og at de kom ind i deres huse via en åbning i taget, hvor en trætrappe førte ned. I hovedrummet var der en ovn under trappen, hævede platforme til at sove og udføre daglige gøremål, samt opbevaringsrum på siderne. Væggene var hvidpudsede, og der var mal En tilsyneladende simpel ændring i materialer giver et indblik i, hvordan en befolkning for ni tusinde år siden udnyttede sit miljø. Projektets hjemmeside beskriver også, hvordan mere effektive madlavningskar opstod omkring 6500 f.Kr., hvordan husdyrhold og mejeriprodukter blev mere udbredte, og hvordan befolkningstætheden og boligbyggeriet øgedes. Hvor mange mennesker der boede der, er omdiskuteret: projektets hjemmeside nævner en befolkning på mellem 3.500 og 8.000 i befolkningens højdepunkt, mens den engelske Wikipedia refererer til nyere beregninger, der antyder, at en enkelt bosættelse i midten af perioden kunne have huseret 600 til 800 mennesker om året. Arkæologiske teams har i løbet af årene rekonstrueret et hus på stedet, og billeder på projektets hjemmeside viser eksperimenter med ovne og forberedelser til udstillinger. Spørg ved indgangen, om denne bygning er åben under dit besøg. Gå derefter mod den vestlige høj: ifølge projektets hjemmeside er der her ingen grave under huse, vægmalerier eller fyldte huse, men derimod omhyggeligt dekorerede serveringskar. Denne overgang mellem de to toppe giver dig mulighed for at se forandringen fra den neolitiske til den kalkolitiske periode på samme sted. Besøgscenteret

Den tyrkiske Wikipedia angiver, at besøgscenteret, som Konya Metropolitan Municipality opførte med støtte fra Kultur- og Turisme Ministeriet, åbnede i 2023, er placeret mellem de to høje og er bygget med et trækonstruktionssystem. Ifølge den engelske Wikipedia præsenteres bosættelsens omgivelser, arkitektur og hverdag i udstillingslokalerne med interaktive præsentationer på både tyrkisk og engelsk. Det er en god idé at tilbringe tid i dette center, før du besøger udgravningsstedet, da det er den nemmeste måde at forstå de delvist åbne vægge, du vil se under taget. Fundene kan også ses andre steder. Projektets hjemmeside oplyser, at udgravningsfundene befinder sig på Konya Arkæologiske Museum, hvor nogle er udstillet, mens andre opbevares i depoter. Ifølge Konya Guvernørens informationsmateriale huser museet, der åbnede i 1962, også fund fra udgravninger i Canhasan, Erbaba, Sızma og Karahöyük, ud over Çatalhöyük. Den tyrkiske Wikipedia nævner, at et billede, der blev fundet på en væg under udgravningerne i 1963, og som menes at være et plan over bosættelsen, er udstillet på Anatolien Civilisationsmuseet i Ankara. Denne fortolkning er ikke uomstridt; den engelske Wikipedia rapporterer, at nogle arkæologer mener, at billedet i stedet repræsenterer en gepardpels og et geometrisk mønster. Hvis du afslutter din dag i Çatalhöyük med et besøg på det arkæologiske museum, vil du om aften Når du udforsker udstillingerne, skal du kigge efter skilte, der angiver, hvilken periode hvert objekt stammer fra. Sæson og tidspunkt:

Området er varmt og tørt om sommeren, og koldt og ofte snefyldt om vinteren. Selvom overdækningerne giver skygge, ligger udgravningsområdet i et åbent område. Forår og efterår er de mest behagelige perioder, både for at nyde udsigten over sletten og for vandreture. Tidligt om morgenen fremstår landskabet blødt i lyset, og der er tid til at udforske de to overdækkede områder i ro og mag, før besøgscentret åbner. Praktiske tips:

Museernes hjemmeside oplyser, at "Müzekart" er gyldig på stedet, men at den nordlige overdækning er midlertidigt lukket for besøgende. Da sådanne restriktioner og åbningstider kan ændre sig, skal du tjekke de seneste oplysninger på museernes hjemmeside, før du tager afsted. Gå ikke uden for afspærringerne ved siderne af udstillingerne; murværket er skrøbeligt. Der er begrænset skygge på sletten, så husk hat og vand. Glem ikke at tjekke, om Konya Arkæologiske Museum er lukket, når du planlægger din hjemrejse; guvernørens hjemmeside angiver, at museet er åbent alle dage undtagen mandag, men tjek alligevel de seneste oplysninger. Kilder:

Beliggenhed - En dag i Çatalhöyük, en by med ni tusinde års historie.

Rejseinformation
ByÇumra, Konya
TypeHistoriske Steder
Dato19. oktober 2026
KildeRadar Editör
Radar TürkiyeForfatterRadar TürkiyeBesøg kildeRutevejledning