Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Tokat-broderi, fra skabelon til stof.

I Tokat bliver æble- og drueudskæringer, der findes på tørklæder, broderede klæder eller dynebetræk, individuelt trykt i hånden.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Tokat-broderi, fra skabelon til stof.

I Tokat er æble- og drueudskæringer, der er trykt i hånden, at finde på hovedbeklædninger, klæder eller dyner. Hver udskæring er lavet med en træskabelon, og der findes en separat skabelon for hver farve. Tokat-tekstiler er en traditionel kunstform, der opstod som følge af byens handel ved krydsningen af handelsruter, og som i dag er beskyttet af et geografisk mærke. Denne tekst beskriver, hvad en Tokat-tekstil er, hvordan skabelonerne er udskåret, hvilke mønstre der er karakteristiske for Tokat, og hvor man kan finde spor af denne kunst i byen. Det er en form for tekstilkunst.

Ifølge Tokat Kultur- og Turismeafdeling er Tokat-tekstiler en form for tekstildekorering, der udføres i hånden eller ved tryk på bomuld eller silke ved hjælp af udskårne træskabeloner og forskellige farver. Afdelingen oplyser, at de bedste eksempler på denne kunst findes i Tokat. De mest kendte anvendelser af Tokat-tekstiler er hovedbeklædninger til kvinder, men de bruges også som klæder, bordduge og dynebetræk. Et registreringsdokument fra det tyrkiske Patent- og Varemærkekontor angiver en bredere anvendelse, herunder hovedbeklædninger (yemen), pudebetræk, dynebetræk, klæder, lommetørklæder, dækken til skabe, dækken til kavuk (en type hovedbeklædning) og dækken (destimal). Med andre ord er en Tokat-tekstil ikke kun et hovedbeklædning, men nærmest enhver overflade i et hjem, der er dækket af stof.

En by for tekstiler ved handelsruten.

Registreringsdokumentet giver Tokat-tekstiler en historie på seks hundrede år og påpeger, at de geometriske mønstre, der blev brugt i tekstiler i Seljuk-perioden, afspejler Seljuk-kunsten. I osmannisk periode blev indtægterne fra Tokat-tekstiler udelukkende afsat til sultanens hustruer. Tekstilproducenter, der arbejdede i byens karavanserajer, leverede deres færdige tekstiler til farverier og betalte en stempelafgift. For at håndhæve denne afgift blev det forbudt at producere tekstiler uden for Tokat. TDV Islamic Encyclopedia's artikel om Tokat giver tal for denne økonomi. I 1574 var den årlige indtægt fra Tokat-farverier 83.334 akçe (en gammel tyrkisk valutaenhed). Fra 1643 til 1690 steg stempelafgiften på bomuldsstoffer, der blev produceret, fra 450 kuruş til 2200 kuruş, da produktionen steg. I 1726 overtog Atıf Mustafa Efendi administrationen af stempel- og farveriafgifter og opførte et nyt og større farveri med en betydelig investering, da det eksisterende farveri ikke var tilstrækkeligt. Det samme billede tegnes af Stempler udskåret af linden træ

Det største håndværk ved Tokat tekstiler ligger i selve stemplet. Registreringsdokumentet angiver tydeligt: stemplerne er udelukkende udskåret af linden træ. Ledelsen forklarer, at dette skyldes, at linden træ, der vokser i fugtige områder, er blødt, let at udskære, holdbart og har en god evne til at holde lim. Træet skal være uden grene og skal tørres, før det udskæres; ellers vil stemplet blive ødelagt, når det bliver vådt, og det vil ikke være muligt at opnå et klart tryk. Ifølge dokumentet skæres træet vandret, ikke lodret, da træets årer i en lodret skæring vil efterlade uønskede linjer i trykket. Den tørrede stamme deles i stykker med intervaller på syv til ti centimeter, og stemplets bredde er maksimalt tredive centimeter, afhængigt af motivets form. Før udskæringen dyppes stykket i en blanding af seventy-five procent parafin og twenty-five procent bivoks, der er smeltet, og det lades i et stykke tid; denne proces gør udskæringen lettere og forlænger stemplets levetid. Udskæringens dybde varierer mellem en og en halv centimeter, afhængigt af motivets detaljegrad. Hvis dybden er for lille, vil maling, der trænger ind i stemplets overflade, forstyrre trykket. Ifølge ledelsens beskrivelse tegnes motivet først på træet med en blyant, og derefter udskæres det med en lille kniv, der kaldes "nakış bıçağı". Antallet af stempler, der skal fremstilles, afhænger af, hvor mange farver der skal bruges. For et monokromt motiv er ét stempel tilstrækkeligt, mens der i et flerfarvet tryk ("elvan") udskæres et separat stempel for hver farve. Derfor beskriver ledelsen stempeludskæring som et vanskeligt, men givende håndværk. Tegning, stempler og flerfarvet tryk.

Ledelsen opdeler tekstilerne i to hovedtyper. Ved tegning farves stoffet med en pensel, hvilket bringer det tæt på billedkunsten, og eksemplerne er få. Trykte tekstiler er derimod velegnede til produktion og kan reproduceres; derfor er "tekstiler" ofte synonymt med tryk. Registreringsdokumentet samler teknikken i tre hovedområder. Ved tegning overføres motivet til et stramt stof og tegnes med en pensel, ligesom et maleri. Ved stempler og tegning trykkes de ydre linjer af motivet med et stempel, og de områder, der skal være farvede, fyldes med en pensel. Den mest anvendte metode i dag er stempling, og dokumentet beskriver fem anvendelser af denne teknik. Ved "karakalem" trykkes enten sort på hvidt eller hvidt på sort med et enkelt stempel. Ved "elvan" tryk trykkes de forberedte stempler for hver farve oven på hinanden i den rækkefølge, de fore Disse mønstre trykkes på en rød baggrund, enten den klassiske "Tokat-rød" eller en mørkere, lilla nuance af rød. En modificeret version af "Tokat içi dolusu" er "Tokat üzümlüsü", også kendt som "Tokat lilla", hvor blomstermotivet er formet som en klynge af druer. "Tokat elmalısı" består af røde eller lilla æblemotiver trykt på en sort baggrund, og bruges ifølge myndighederne i områderne omkring Zile. En forenklet version af dette kaldes "Tokat yarım elmalısı" eller "aynalı". Et andet mønster med oprindelse i Istanbul, "Çengelköy", trykkes også i Tokat. Dette mønster, der fylder hele den sorte baggrund med gule, grønne og røde farver, bruges ifølge myndighederne i landsbyerne Tozanlı i Reşadiye. Dokumentet tilføjer navne som "purket", "kaynana yumruğu", "Trabzon kenar", "asma yaprağı", "Tokat beşlisi", "onaltı fulyalı yazma", "sinekli hamamiye" og "Şam hamamiye" til disse mønstre, og beskriver, at motiverne ofte er inspireret af planter.

Stof og farve:

Ifølge dokumentet trykkes "Tokat yazması" kun på 100% bomuld. Årsagen er klar: bomuld absorberer trykket godt, spreder ikke farven, bløder ikke ud ved vask og farven falmer ikke. De anvendte stoffer er lokale vævede stoffer, det såkaldte "Amerikan bezi" (et populært stof), muslin og "mermerşahi". Tidligere blev der kun brugt plantebaserede farver, men i dag bruges en kombination af plantebaserede og kemiske farver. Dokumentet beskriver også hemmeligheden bag den traditionelle "Tokat al". Den røde farve blev opnået fra en rodplante kaldet "alizarin". Stoffet blev først vasket og tørret, derefter blev kanten af mønsteret trykt med sort, og der blev påført en grundfarve af en blanding af "şap" og sort farve. Derefter blev stoffet farvet i gryder, der var forberedt med "ardıç kozası" (juniperbær) og "cehri", og det blev konstant omrørt over trækul. Ifølge dokumentet var resultatet af dette besværlige arbejde farver, der var utroligt klare og holdbare. Da produktionen af "alizarin" blev stoppet, begyndte man at bruge andre farver, men disse gav ikke den samme traditionelle "Tokat al"-farve. Serigrafisk tryk, der er velegnet til masseproduktion, har også delvist erstattet de traditionelle træstempler. Dokumentet understreger dog, at denne kunst stadig kæmper for at overleve.

Et beskyttet navn:

"Tokat Yazması" er registreret som et geografisk mærke i henhold til lov nr. 6769 om industriel ejendomsret. Ansøgningen blev indsendt den 1. november 2017, registreringen blev gennemført den 26. februar Museet ligger i Arastalı Bedesten i Sulusokak, og ifølge Kulturportalen findes der en etnografisk afdeling i den vestlige del af bygningen, som viser håndværk som kobbersmedearbejde, tekstilproduktion, vævning, tæpper og kilim. "Bedesten" refererer til et overdækket marked, hvor værdifulde tekstiler sælges; at finde tekstiler i en bygning, hvor tekstilhandel foregår, gør besøget mere meningsfuldt. Når du går langs Sulusokak, passerer du den gamle Gazioğlu Han, som GoTürkiye kalder "Yazmacılar Hanı" (tekstilhandlernes hus). Ifølge GoTürkiye er navnet blevet ændret i de seneste år på grund af produktionen, der foregår her. TDV Islamisk Encyklopædi skriver, at hanen for nylig blev brugt af tekstilhandlere, men at den i dag er helt forladt og i ruiner. Derfor bør du ikke planlægge at besøge hanen indvendigt; det er tilstrækkeligt at se den udefra, med sin toetagers facade og rækken af butikker mod nord. Den nærliggende Taşhan er et stort, toetagers byhus med en åben gård, bygget mellem 1626 og 1632. Det er her, man bedst kan opleve Tokats tekstilhandel. Hvis du ønsker at købe et tekstil, skal du være opmærksom på et par ting. Kig efter mærket, der indikerer oprindelsesstedet på produktet eller emballagen. I et tekstil, der er trykt med en skabelon, kan der være små forskelle i gentagelsen af mønstrene, og steder, hvor farverne blandes, er et tegn på håndtryk. Tøv ikke med at spørge sælgeren, om skabelonen er udskåret i linden, og hvilket mønster der er typisk for Tokat. Du vil snart kunne skelne mellem "Tokat içi dolusu" og "Tokat elmalısını".

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar