Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Fra Terkos-reservoiret til vandhanen: Istanbul's moderne vandhistorie.

Istanbul er en stor by, der ikke er beliggende ved en sø eller en flod, og derfor har byen gennem sin historie altid været nødt til at hente vand fra fjerne kilder.

Radar TürkiyeRadar Türkiye15 Ekim 202629
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Fra Terkos-reservoiret til vandhanen: Istanbul's moderne vandhistorie.

Istanbul er en storby, der ikke er beliggende ved en sø eller flod, og derfor har været nødt til at hente vand fra store afstande gennem sin historie. ISKI's egen historieoptegnelse opdeler denne lange historie i tre perioder: Romerriget og Byzans, Det Osmanniske Rige og Republikken. Broer, dæmninger, cisterner og springvand er de mest kendte elementer i denne historie, og der findes allerede ruter i byen, der viser disse. Denne artikel ser nærmere på den mindre kendte del af historien, nemlig perioden fra slutningen af det 19. århundrede til i dag, hvor vandet begyndte at blive pumpet med dampmaskiner, ledt gennem rør til husstandene og opsamlet i dæmninger. Til sidst beskriver vi, hvor man i dag kan se spor af denne historie i forskellige bygninger.

Fra springvand til rør:

I det osmanniske rige blev vandet distribueret ved hjælp af tyngdekraften, altså ved at udnytte vandets naturlige strøm. Vandet blev hentet fra kilden, løb gennem rør og tunneler, krydsede dale via broer, blev fordelt i reservoirer, og trykket blev reguleret med vandmålere, før det endelig nåede frem til springvandene. Ifølge ISKI's beskrivelse blev vandet målt ved hvert distributionspunkt, og enheden "lule" blev brugt som måleenhed. Dette system var tilstrækkeligt til at forsyne et lokalt springvand, men det var ikke i stand til at levere vand til de øverste etager i de nye, høje bygninger. I anden halvdel af det 19. århundrede var de nye lejlighedskomplekser i Beyoğlu og Galata et tegn på en ny by, der havde brug for vand under tryk. Løsningen kom i form af en koncession. Ifølge ISKI's historie blev en fransk virksomhed tildelt en koncession i 1868 under Sultan Abdulaziz. Virksomheden, der officielt hed "Dersaadet Anonim Su Şirketi", men som folk kaldte "Terkos Şirketi", skulle levere vand fra Terkos-søen til Beyoğlu, Galata, den vestlige side af Golden Horn og den europæiske side af Bosporus. En afhandling, der blev udarbejdet ved Marmara Universitet, beskriver, at virksomheden var et osmannisk aktieselskab med flere aktionærer, og at vandet blev solgt til abonnenter med vandmålere. Den samme undersøgelse viser, at kontrakten også forpligtede virksomheden til at levere gratis vand til hospitaler, militærenheder og til brandslukning. Ideen om en vandmåler i hvert hjem blev introduceret i Istanbul af denne virksomhed.

De dampdrevne pumper i Terkos:

Virksomhedens første anlæg var et pumpestation, der blev bygget i 1883 ved bredden af Terkos-søen. I 1888 blev der også bygget en dæmning omkring søen for at hæve vandstanden. En kandidatafhandling, der blev udarbejdet ved Istanbul Tekniske Universitet i 2003, undersøger dette anlæg i detal ISKI's side om vandressourcer nævner, at stationen var i drift indtil 1967 og i dag er bevaret som et industrielt museum. Selvet i sig selv er i dag kendt som Terkos-dæmningen og er stadig på listen over byens vandressourcer, hvor driftsstartåret stadig er angivet som 1883.

På den asiatiske side opnåede virksomheden også sin egen virksomhed i de samme år. Ifølge ISKI blev Üsküdar Kadıköy Vandværk grundlagt i 1888, og i 1893 blev den første Elmalı-dæmning bygget over Elmalı-floden. Der blev installeret et vandledningsnet langs kysten fra Anadolu Hisarı til Bostancı. Et renseanlæg til at rense vandet fra dæmningen, et pumpestation, en vandledning til Bağlarbaşı og et vandreservoir i Bağlarbaşı var også projekter udført af dette firma. Den anden Elmalı-dæmning, der ligger over Çavuşbaşı-floden, blev tilføjet i 1950. I dag er de to dæmninger en af byens mindste vandressourcer, men dette er det sted, hvor ordet "dæmning" først blev knyttet til Istanbul.

**Hamidiye-vandet og stationen i Cendere**

Mens trykvandsledninger blev etableret, fortsatte vandressourcerne med at vokse. Ifølge ISKI's historie er den vigtigste af disse Hamidiye-vandet, som blev bygget i Sultan II. Abdülhamid's regeringstid. Dette vand, der blev hentet fra kilder i Kemerburgaz, blev leveret til kaserner, paladser og omkring halvtreds springvand i Beyoğlu-området. Kilder om historien er lidt forskellige; ISKI angiver systemets start i 1904, mens kilder, der beskriver stationen, skriver, at pumpehuset i Cendere begyndte at fungere i 1902. Cendere Hamidiye Pumperstation blev etableret i Cendere-dalen for at pumpe vand fra kilderne til byen. Ifølge Istanbul Storbykommunes biblioteks side blev stationen bygget, fordi Taksim-vandet ikke kunne dække det stigende behov, og den forsynede omkring hundrede springvand, inklusive springvandene langs vejen til Yıldız-paladset, med omkring 1.200 kubikmeter vand om dagen. Bygningen var i drift indtil 1990'erne, hvorefter den kun forsynede et fåtal af springvandene med vand. Ifølge artiklen på Wikipedia blev kedlerne produceret i Schweiz, og i 1960'erne blev de gamle dampmaskiner fra Terkos-stationen flyttet, og der blev installeret elektriske pumper i stedet. Bygningens 33 meter høje murstensskorsten blev med tiden nedbrudt. Efter jordskælvet i 1999 blev der iværksat arbejde for at omdanne bygningen til et kulturcenter, og restaureringen blev afsluttet i 2009, men bygningen forblev lukket i lang tid. Den 24. oktober 2022 blev den åbnet for offentligheden under navnet Cendere Sanat efter Terkos-virksomheden blev opkøbt af Istanbul Kommune, og den 27. maj 1933 blev Istanbul Vandforsyning (İSKİ) oprettet ved lov nr. 2226. Institutionen blev organiseret som en enhed, der var underlagt kommunen, men med egen juridisk personlighed. I denne periode blev kapaciteten af Terkos-pumpestationen og Kağıthane-rensningsanlægget øget, og dampdrevne pumper blev erstattet af elektriske pumper. Der blev ført en energiforsyning mellem Terkos og Silahtarağa, der blev boret brønde i Çırpıcı, og der blev etableret en ny pumpestation der.

**Tidens æra for dæmninger**

Efterhånden som befolkningen voksede hurtigt, blev sø- og kildevand utilstrækkeligt, og Istanbul trådte ind i en æra med dæmninger. Ifølge İSKİ's oplysninger blev Ömerli-dæmningen og Alibey-dæmningen taget i brug i 1972, mens Darlık-dæmningen i Şile og Büyükçekmece-dæmningen blev taget i brug i 1989. Ömerli er i dag byens største vandkilde med en årlig produktion, og næsten hele den asiatiske side får vand fra den. I Büyükçekmece blev forbindelsen mellem søen og havet afbrudt for at skabe et dæmningsoversø. I 1981 blev Istanbul Vand- og Kanaliseringsadministration (İSKİ) oprettet, og i 1984 blev den integreret i den store kommune. I 1990'erne strakte søgningen efter vand sig dybt ind i Thrakien. Düzdere-, Kuzuludere-, Büyükdere-, Sultanbahçedere- og Elmalıdere-dæmningerne i Istranca-dalene blev færdiggjort mellem 1995 og 1997. Kazandere blev åbnet i 1997, og Pabuçdere i 2000. Ifølge İSKİ er disse to dæmninger forbundet af en 2.507 meter lang tunnel, og overskydende vand fra Kazandere ledes til Pabuçdere. Sazlıdere-dæmningen blev taget i brug i 1998 i nærheden af Küçükçekmece-søen.

**Vand fra Bosporus' dybder**

Det seneste store skridt kom fra øst. I 2004 blev Yeşilçay-reguleringsanlæggene, der forsyner vand fra Göksu- og Çanak-strømmene, der ligger ud over Şile, taget i brug. I 2007 kom det første vand fra Melen-floden, der ligger på grænsen mellem Düzce og Sakarya; ifølge İSKİ kan der i første omgang tappes 268 millioner kubikmeter vand om året, og efter den anden fase kan det øges til 575 millioner kubikmeter om året. For at transportere vandet fra Melen til den europæiske side blev der gravet en tunnel under Bosporus. Ifølge artiklen på Wikipedia er Bosporus-vandtunnelen en Vi tilbyder også en tur, der beskriver søen og de omkringliggende skove, som du kan kombinere med andre aktiviteter på samme dag. De bedste steder at se dæmningerne er Ömerli og Büyükçekmece. Søen ved Ömerli-dæmningen strækker sig inde i skovene mellem Çekmeköy og Şile. På grund af, at kysten er et beskyttelsesområde, kan man kun observere fra de steder, hvor det er tilladt, og man skal overholde de skilte, der er opsat i området. Büyükçekmece-søen er en af de vandressourcer, der er lettest at nå fra byen, på grund af dens nærhed til kystvejen.

Praktiske tips:

Mange af de steder, der er nævnt i denne tekst, ligger langt fra hinanden, så prøv ikke at besøge dem alle på én dag. Det er mere fornuftigt at planlægge et besøg i Cendere i løbet af en eftermiddag i byen, et besøg i Terkos i løbet af en weekendtur mod nord og et besøg i Büyükçekmece som en del af en tur langs vestkysten. Mange af vandforsyningsanlæggene er beliggende i beskyttelsesområder, så vær opmærksom på hegnene, skiltene og fotoforbudene. Og næste gang du åbner vandhanen, så husk, at vandet måske kommer fra Istranca, Ömerli eller Melen.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar