Taşpınar-tæppet: En vævetradition ved foden af Hasan-bjerget.
Et tæppe fra en bestemt region: Blandt Aksarays håndværkstraditioner er det mest omtalte vævetekstilprodukt "Taşpınar"-tæppet.
Log ind for at synes godt om og bedømme

Et et af en region
I Aksaray er det mest omtalte håndværk inden for tekstiler "Taşpınar"-tæppet. Ifølge Kultur- og Turismeafdelingens side om tæppevævning, havde tæppemønstrene indtil 1960'erne en unik karakter i hver eneste landsby omkring Aksaray. Efter denne periode blev "Taşpınar"-tæppemodellen mere udbredt, og den bruges stadig i dag. Den samme side beskriver, at Aksaray har været et kendt center for tæppeproduktion siden Seljuk-perioden, og at denne tradition fortsatte i det osmanniske rige. Siden bemærker også, at dette center ikke er tilstrækkeligt kendt på grund af det begrænsede antal gamle tæpper, der kan bruges til at illustrere dets karakteristika. Denne tekst forsøger at beskrive "Taşpınar"-tæppet ud fra dets materialer, mønstre og typer, snarere end fra et museum. Skriftlige kilder om "Taşpınar"...
Artiklen om "Aksaray" i Aksaray Universitets e-by-encyclopædi samler information om tæppets historie fra rejsendes og historikeres beretninger. Ifølge artiklen var Aksaray-tæpper en af de produkter, der blev eksporteret i Seljuk-perioden, og tæpperne, der var vævet af fåreuld, blev sendt til centre som Damaskus, Egypten, Irak, Indien og Kina. Artiklen nævner også, at rejsende Ibn Batuta, der besøgte byen i det 14. århundrede, skrev, at tæpperne og kilimterne, der blev vævet i Aksaray, var kendt under navnet "Aksaray". Ifølge artiklen er den første skriftlige kilde, der nævner navnet "Taşpınar" i forbindelse med Aksaray-tæpper, "II. Konya Salnamesi" fra 1869-70. Denne årbog giver omfattende information om Aksaray og nævner kilimter og tæpper, og den bemærker, at tæpperne, der blev vævet i Taşpınar, var blandt de bedste. Den engelske rejsende W. J. Hamilton skrev omkring 1837, at der var mange farveplantager og -haver i nærheden af Aksaray. Disse oplysninger viser, at farveplanter spillede en vigtig rolle i regionens økonomi. Geografisk mærke
"Taşpınar"-håndvævet tæppe er registreret som et geografisk mærke. Ifølge oplysningerne på Kulturportalen er registreringsnummeret 0007, og mærket er et oprindelsesmærke. Oplysningerne beskriver, at tæppets karakteristiske træk er den stiliserende placering af vegetabilske og geometriske motiver, der danner hjørner og midter, med en tom baggrund. Farverne er levende, og de primære farver er marineblå, rød og nuancer af disse, samt hvid. Der bruges også små mængder lysegrøn, gul, blå og kamelbrun. Denne beskrivelse fortæller, hvad du vil bemærke, når du ser tæppet på afstand: Ifølge beskrivelsen spandt, garnede og farvede væverne tidligere ulden selv. I dag bruger de fleste vævere færdigfarvet garn på grund af den reducerede husdyrholdning og den besværlige proces med uldbehandling. Men forberedelsen af garnet og farvningen med naturlige farvestoffer forsøges bevaret som et karakteristisk træk ved Taşpınar-tæpperne. En vigtig detalje, der binder dette område til tæpperne, er brugen af en bestemt type sten. Ifølge beskrivelsen er et af de vigtigste kendetegn ved Taşpınar-tæpper, at de er vævet med uld, der er farvet med et materiale, der er indsamlet ved foden af Hasan-bjerget, og som det lokale folk kalder "sey taşı" eller "kara taş" (sten). Det siges, at denne sten forhindrer, at ulden falmer, og bevarer dens glans. Ulden farves ved at blive kogt i gryder sammen med denne sten, andre plantebaserede farvestoffer og krystalsalt. Blandt de anvendte farveplanter nævnes rodfarvestoffer, egblade og -nødder, valnøddekskaller, vinblade, tørrede blommer og granatæbleskaller. Det beskrives, at man opnår lyse gule farver fra vinblade, grønne farver fra "sey taşı" og gule og grønne nuancer fra granatæbleskaller. For at fikse farverne bruges stoffer som alun, bordsalt, aske fra egetræ og saltlage. Tilføjelsen af en sten fra den vulkanske skråning af Hasan-bjerget til tæppets farve er den mest konkrete forbindelse, der binder dette væv til stedets navn.
Efter farvningen forberedes trådene. Ifølge beskrivelsen kaldes trådene, der bruges i længden, "arış" i Taşpınar, og trådene, der bruges i bredden, kaldes "argaç" eller "ara geçgi". Hver anden tråd, der vikles om tråden i længden, kaldes "tin" af det lokale folk, og antallet af "tin" svarer til antallet af knuder, der skal bruges i tæppet. For at forhindre, at tæppet bliver løst, bindes der en knude, der kaldes "çitime", ved hver omvikling af tråden. Alle disse termer er lokale udtryk og afspejler væverens sprog i værkstedet. Et interessant element i fremstillingen af Taşpınar-tæpper er brug af et "eksemplartæppe". Ifølge beskrivelsen væver væverne tæpperne enten fra hukommelsen eller ved at se på tidligere vævede "eksemplartæpper", der kun indeholder mønstre. På "eksemplartæppet" er der en repræsentation af hvert mønster og en fjerdedel af mønsteret i baggrunden. Når væveren glemmer et mønster eller ikke ønsker at lave en fejl, ser hun på dette tæppe. Tæppet fungerer også som en farvekatalog, da det viser de lokale farver. "Eksemplartæpperne" har ikke en bestemt komposition, men indeholder kun Dobbeltvævet tæppe: Dette tæppe får sit navn, fordi det er vævet af to tæpper, der er sat sammen. Det kaldes også "mellemtæppe" og dækker omtrent samme areal som et almindeligt gulvtæppe, når de to tæpper lægges side om side. Et kvarttæppe er, i samme logik, en størrelse mindre end et "kalle"-tæppe. Et pude-tæppe er stort nok til at blive lagt under eller over en person, og det er kendt som et "senge-tæppe". Disse tæpper med lange, tykke tråde (også kaldet "lugg") er dekoreret med mønstre, der ligner hund eller katte poter, med tre "tæer". Bunden er ofte hvid, mens mønstrene er i nuancer af gul, rød og brun. Et "sedir"-tæppe er vævet til at dække den lave jordmur under vinduerne, og det er typisk omkring 500 x 100 centimeter. Mønstrene ligner de, der findes på de lokale "kilim"-tæpper, og der ses ofte "deve tabanı" (kamel fod) motiver langs kanterne. Et pude-tæppe blev vævet til at blive lagt på ryggen af rideheste, og de ældre eksempler er typisk omkring 80 x 60 centimeter. Ifølge afdelingens hjemmeside blev der før 1950 vævet forskellige typer tæpper, herunder senge-tæpper, "sedir"-tæpper, "yan" (side) tæpper, pude-tæpper og "heybe" (taske) tæpper, samt tæpper til hestesele. Mange af disse typer er i dag forsvundet.
At læse mønstrene:
Når man ser på et Taşpınar-tæppe, er det en hjælp at følge en række for at forstå mønstrene. Start med midten: Afdelingen skriver, at midten i de fleste vævninger er opdelt i to: "çivil" (spidse) og "ak" (åbne) midter. Derefter går man videre til hjørnerne: I et gulvtæppe har hjørnerne navne som "taban köşe" (bundhjørne), "çıngıllı köşe" (krog-hjørne), "salkım köşe" (drue-hjørne) og "gül köşe" (rose-hjørne). Foddelen er opdelt i "gül ayak" (rose-fod), "Osmanlı ayak" (osmannisk fod), "el motifli ayak" (fod med håndmotiv), "çapar ayak" (sporskob-fod) og "kamalı ayak" (krog-fod). Foddelen kommer i former som "merdivenli sandık" (trin-fod), "kamalı sandık" (krog-fod) og "güllü sandık" (rose-fod). Foddelen er karakteriseret af mønstre som "boncuklu sallama" (perle-fod), "düz sallama" (glat fod) og "çiçekli sallama" (blomster-fod). I dobbelt- og kvarttæpper fremhæ Når du betragter et tæppe:
Hvis du ønsker at se et Taşpınar-tæppe, er dette din guide. Læs først beskrivelsen i geografisk betegnelse: en bred bund, farver domineret af marineblå og rød, et hjørne- og midtermønster. Prøv derefter at finde midten, hjørnerne, enderne, kanten og mønstrene på tæppet. Se på den dekorative kant og det lille område langs den korte side. Gæt tæppets type baseret på dets størrelse: et bundtæppe er bredt, et hovedtæppe er lidt mindre, og et pude-tæppe har lange frynser. Hvis du overvejer at købe et tæppe, er det nok at have beskrivelsen af den geografiske betegnelse og præferencen for naturligt farvet uld med dig. Tjek den seneste information fra den relevante institution, før du besøger eksempler på museer eller udstillinger. Taşpınar-tæppet er en opsummering af forholdet mellem Aksaray, Hasan-bjerget, fåreavl og plantebaserede farvestoffer. Hvert mønster, hver farveopskrift og hver tæppets type og størrelse er viden, der er hentet fra det daglige liv i et bestemt område. At se tæppet med dette blik forvandler det fra et simpelt dekorativt objekt til et dokument.
Kilder:
- Aksaray Provincial Kultur- og Turismeafdeling, Taşpınar-vævninger, https://aksaray.ktb.gov.tr/TR-232510/taspinar-dokumalari.html
- Aksaray Provincial Kultur- og Turismeafdeling, Kunsten at væve tæpper, https://aksaray.ktb.gov.tr/TR-232506/hali-dokuma-sanati.html
- Kulturportalen, Taşpınar håndvævet tæppe (Geografisk betegnelse, registreringsnummer 0007), https://www.kulturportali.gov.tr/portal/taspinarelhalisi
- Aksaray e-By Encyklopædi, Aksaray (Taşpınar) tæpper, https://e-sehir.aksaray.edu.tr/2021/03/29/aksaray-taspinar-halilari/
Kommentarer
Skriv den første kommentar
