Smalle og træbeklædte hytter i bjergene.

Mens du går rundt i landsbyerne i Rize, vil du se små trækonstruktioner, der står på fire stolper og hænger i luften. Nogle er prydet med udskårne bjælker, mens andre har mørke træplanker, der vidner om en håndværkstradition, der er mere end hundrede år gammel. Disse er "serender", også kendt som "nay" i regionen. Når du begiver dig op i bjergene, vil du støde på sommerhuse, hvor stueetagen er lavet af sten, og øverste etage er lavet af tykke træplanker. Denne artikel beskriver Rizes træarkitektur, baseret på officielle kilder og "Østlige Sortehavs Kulturinventar", og viser, hvor du kan se disse bygninger i dag, og hvordan du kan udforske dem.

**Træhåndværkets lange historie**

"Østlige Sortehavs Kulturinventar" fortæller, at træbearbejdning har en meget lang historie i denne region, og giver eksempler fra antikke forfattere. Ifølge inventaret skrev Strabon, at befolkningen, der boede i de højere områder af Rize, og som blev kaldt "Heptakometer" (folk fra syv landsbyer), boede i trækonstruktioner og tårne bygget af træ. Disse trætårne blev kaldt "mosyn", og befolkningen blev derfor også kendt som "Mosyniker". Inventaret understreger, at træbearbejdning stadig praktiseres med stor dygtighed i Rize og omegn, og at håndværket, der ses i "serender", er overlegent lignende konstruktioner i de omkringliggende regioner. Skovens rigdom har gjort træ til det mest naturlige byggemateriale i området. Inventaret nævner træsorter som rødgran, kastanje, valnød, ulm, lind, buksbom og hasselnød. Ved byggeri foretrækkes ahorntræ, kastanje, fyr og østlig gran. I nærheden af kysten bruges kastanje og ahorntræ, mens fyr og gran dominerer i de indre områder, da antallet af nåletræer stiger med højden.

**Hvad er en "serender"?**

Rize Kultur- og Turismeafdeling definerer "nay" som et typisk element i Sortehavsregionens arkitektur. Denne trækonstruktion, der står på stolper og har et tag, bruges til at beskytte fødevarer mod skadedyr, tørre dem og opbevare dem. Afdelingen nævner fødevarer som majs, bælgfrugter, kartofler, olie, ost, vinterpærer, "Laz-æbler" og "muşmula". Ifølge "Østlige Sortehavs Kulturinventar" blev der indtil 1950'erne bygget en "serender" ved siden af næsten hvert hus. Inventaret understreger, at selvom "serenderen" ser ud til at være en separat bygning, er den faktisk en del af huset og får sin betydning i forbindelse med huset. GoTürkiye angiver også, at disse lagre kaldes "nay", "naliye" og "serender" i regionen.

**En "serenders" konstruktion**

"Serenders" Inventarbeskrivelsen giver interessante oplysninger om håndværket i de traditionelle huse. Dygtige håndværkere konstruerer husene uden søm, udelukkende ved hjælp af træsamlinger, således at konstruktionen kan adskilles og flyttes til et andet sted. Ifølge inventarbeskrivelsen er håndværket i de traditionelle huse langt mere udsøgt end i almindelige huse. Mens dekorationer er sjældne i Rize-huse, findes trædekorationer primært i de traditionelle huse og på facaderne af nogle af de lokale huse. Rize Provincial Kultur- og Turismeafdeling skriver også, at de traditionelle huse ofte har trædekorationer på facaderne. Når man står foran et traditionelt hus, bør man kigge på bjælkerne, under taget og på gulvbjælkerne; her findes de fleste udskæringer og dekorationer. Udover selve huset, er det også vigtigt at se på det tilstødende hus for at forstå det bedre. Ifølge inventarbeskrivelsen kaldes det område, hvor huset er bygget, for "yurt" eller "yurtluk". Når man vælger placering, er det vigtigt at sikre, at området får morgensol, at der er vand i nærheden, at det er tæt på landbrugsjord og at det er beskyttet mod skred. Et hus med en stueetage i hugget sten og to etager i sten og træ er den mest almindelige traditionelle hus type i Rize. I stueetagen er der ofte et lade, og hovedindgangen til huset er i siden. Døren fører altid til "eviçe", som betragtes som husets hjerte. Her tilberedes maden, spises og gæster modtages. I ældre huse fyldte ovnen hele en væg i "eviçe", uden vinduer. Loftet over ovnen var lavet som en rist for at lade røg slippe ud, og dette loft blev kaldt "çaçel". Fra "eviçe" kommer man til "hayat", en gang, hvorfra døre til de forskellige rum åbner sig. Inventarbeskrivelsen nævner, at "hayat"s primære funktion er at fordele varmen fra ovnen til de andre rum. Laden i stueetagen bidrager også til at opvarme huset, da loftet i laden er lavet af træ, hvilket tillader varmen at stige op. I nogle af de lokale huse findes der en mellemliggende sektion, kaldet "hanbağı", mellem laden og stueetagen. Under taget findes der altid et område, der bruges som et depot eller et spisekammer, kaldet "dağni", "darni" eller "dereni". Hvis huset er udsat for kraftig vind fra nord eller vest, tilføjes der en tilbygning, kaldet "çardak" eller "pahça", til den pågældende facade. Rize Provincial Kultur- og Turismeafdeling beskriver også, at i de store huse, der er bygget i to etager oven på en kælder, er der en direkte forbindelse fra køkkenet til en stue med udsigt over skråningen.

Inventarbeskrivelsen klassificerer i detaljer de forskellige trækonstruktionsteknikker, der anvendes i Ifølge inventarbeskrivelser findes de smukkeste eksempler på "göz dolma"-teknikken i landsbyen Çağlayan i Fındıklı.

Jo højere man kommer, desto simplere bliver arkitekturen. Ifølge inventarbeskrivelserne er bygningerne, der bruges i sommerhusområderne og på græsningsarealerne i visse perioder af året, mere simple og mindre, og består typisk af en stald i stueetagen og et enkelt rum på første sal. Det er også bemærkelsesværdigt, at dyreboligerne er mere omhyggeligt konstrueret i sommerhusområderne, da formålet med sommerhuslivet primært er at øge produktiviteten fra landbruget. Ifølge Rize Provincial Directorate of Culture and Tourism er husene i nærheden af skoven lavet af træ, mens stueetagen, der fungerer som stald, er lavet af sten, og første sal, der indeholder køkken, spisekammer, opholds- og soveområde, er lavet af tykke træplanker. Taget er dækket med fyrretræsplanker, der er omkring en halv til to centimeter tykke, og som kaldes "hartama", "harduma" eller "hartuma". Sten placeres oven på plankerne for at forhindre, at de bliver blæst væk. I huse med ét rum er spisekammer, køkken og soveområde i samme rum, mens i huse med to rum er køkkenet og spisekammeret i den ene ende, og opholds- og soveområdet i den anden. Ifølge direktoratet omfatter sommerhuslivet en periode på tre måneder, fra begyndelsen af juni til den første uge af september. Østlige Sortehavs Kulturinventar beskriver, at sommerhuslivet var en nødvendig måde at græsse dyrene på og producere olie, ost og andre mejeriprodukter, og at der i en tid, hvor køleskabe ikke nåede ud til landsbyerne, ikke var andre måder at bevare produkterne i løbet af sommeren. Ifølge inventarbeskrivelsen spilles der "horon" med violin og "tulum" under sommerhusfestivaler, og der synges improviserede sange og digte. Disse festivaler blev oprindeligt afholdt for at gøre sommerhusmigrationen og arbejdet i sommerhusområderne mere underholdende.

Fra te til "serender"

Historien om "serender" ændrede sig med te. Ifølge inventarbeskrivelserne var disse lagre, hvor majs blev tørret og opbevaret, begyndt at miste deres funktion, da teplantningen blev mere udbredt. Inventarbeskrivelsens afsnit om håndværk nævner, at produktionen af "serender" og "göz dolma"-huse er helt ophørt, og at stenhuggerne også er blevet sjældnere, da der er færre opgaver, der kræver stenhugning. De gamle, urestaurerede huse er blevet erstattet af betonbygninger, der ikke er et udtryk for traditionel arkitektur. GoTürkiye bemærker, at nogle af "serender"-bygningerne i dag er blevet omdannet til små overnatningssteder til at modtage gæster. Således for Det Naturhistoriske Museum i Çayeli er bygget udelukkende af træ og udstiller landbrugsredskaber og hverdagsgenstande fra området. Hvis du ønsker at udforske landområderne, kan du finde vejledning på provinsdirektoratets side om "konaklar" (historiske boliger). Blandt de stenhuse i Çamlıhemşin findes bygninger, der stammer fra det 18. og 19. århundrede, mens de fyldte stenhuse i Fındıklı primært findes i landsbyerne Çağlayan og Aslandere. For at se de traditionelle sommerhuse (yayla evleri) er Çamlıhemşin-området et godt udgangspunkt. Çamlıhemşin kommune præsenterer Pokut-plateuet, der ligger i en højde af 2032 meter, med sine træhuse i naturen og sin unikke arkitektur.

**Vigtige ting at huske under besøget:**

* Mange af disse huse og sommerhuse er stadig beboet af familier. Bed om tilladelse, før du tager billeder i haven eller på gårdspladsen, og undgå at gå op ad trapperne.
* Det er bedst at besøge disse bygninger i løbet af formiddagen, når solen ikke er direkte på dem, for at kunne se detaljerne i træet.
* Vejene til sommerhusområderne er smalle og snoede, og de kan være glatte efter regn.
* Det anbefales at besøge disse områder om sommeren, og vær opmærksom på, at vejret kan skifte hurtigt.
* Tjek museets hjemmeside (muze.gov.tr) for aktuelle åbningstider og -dage.

**Kilder:**

* Rize Provinsdirektorat for Kultur og Turisme, "Naylalar" (Sommerhuse), [https://rize.ktb.gov.tr/TR-127859/naylalar.html](https://rize.ktb.gov.tr/TR-127859/naylalar.html)
* Rize Provinsdirektorat for Kultur og Turisme, "Ahşap Evler" (Træhuse), [https://rize.ktb.gov.tr/TR-127857/ahsap-evler.html](https://rize.ktb.gov.tr/TR-127857/ahsap-evler.html)
* Rize Provinsdirektorat for Kultur og Turisme, "Konaklar" (Historiske boliger), [https://rize.ktb.gov.tr/TR-127863/konaklar.html](https://rize.ktb.gov.tr/TR-127863/konaklar.html)
* Rize Provinsdirektorat for Kultur og Turisme, "Yaylalar" (Plateauer), [https://rize.ktb.gov.tr/TR-112782/yaylalar.html](https://rize.ktb.gov.tr/TR-112782/yaylalar.html)
* Østlige Sortehavs Kulturinventar, Rize Regional Arkitektur,