Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Malatya-figner: En geografisk betegnelse, fra have til bord.

Når man besøger Malatya om sommeren, er det ofte byens duft, der først giver et indtryk. I begyndelsen af juli høstes fersknerne fra haverne og spredes ud på tage, gårde og marker, hvor solen får dem til at blive mørkere i løbet af få dage.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Malatya-figner: En geografisk betegnelse, fra have til bord.

En person, der besøger Malatya om sommeren, vil først genkende byen ved dens duft. I begyndelsen af juli høstes fersknerne fra haverne og spredes ud over tage, gårde og marker. Solen mørkner frugten inden for få dage. Ifølge oplysninger fra Malatyas afdeling for kultur og turisme, kommer omkring halvdelen af Tyrkiets produktion af tørrede ferskner og 85-90% af produktionen af tørrede ferskner fra denne region. Ferskenen er her mere end bare en frugt; den definerer byens kalender, dens bord og det image, den præsenterer udadtil. Denne artikel undersøger Malatyas ferskenes officielle identitet, de sorter, der gør dem så specielle, klimaet, tørretraditionen og hvordan man i dag kan genkende fersknerne lokalt. En af Tyrkiets første geografiske betegnelser.

Malatyas fersken er registreret som nummer 32 i det tyrkiske patent- og varemærkeinstituts register for geografiske betegnelser. Ansøgningen blev indsendt af Malatyas handels- og industrikammer den 31. juli 2000. Ifølge registreringsdokumentet blev den geografiske betegnelse annonceret i den officielle gazette den 28. januar 2001 og blev registreret med gyldighed fra denne dato. Den er en "oprindelsesbetegnelse", hvilket betyder, at produktet får alle sine karakteristika fra den region, hvor det er produceret. Dette serienummer indikerer, at Malatyas fersken var et af de første produkter, der blev beskyttet under de tidlige år af det geografiske betegnelsessystem i landet. En interessant detalje i dokumentet er den geografiske afgrænsning. Beskyttelsen er ikke kun begrænset til Malatya-provinsen og dens distrikter. Distrikterne Baskil i Elazığ, Gürün i Sivas, Gölbaşı i Adıyaman og Elbistan i Kahramanmaraş er også inkluderet i det samme område. Dette viser, at ferskneh Averne ikke respekterer provinsgrænser, og at det samme klima og den samme jord strækker sig til de omkringliggende dale. Malatyas fersken er også registreret som en tyrkisk geografisk betegnelse hos EU, ifølge listen fra det tyrkiske patent- og varemærkeinstitut. Seks sorter, ét navn.

Registreringsdokumentet nævner de vigtigste sorter af Malatyas fersken ved navn: Hacıhaliloğlu, Hasanbey, Kabaaşı, Soğancı, Çataloğlu og Çöloğlu. Disse er lokale varianter af samme art, *Prunus armeniaca*, men de er ikke ens. Ifølge dokumentet er frugten oval hos Hacıhaliloğlu, Kabaaşı og Çataloğlu, rund hos Soğancı og Çöloğlu, og hjerteformet hos Hasanbey. Skallen og frugtkødet er gult hos alle, og smagen er meget sød hos alle. Hasanbey er den største, og dokumentet angiver en frugtvægt på 45 til 60 gram for denne sort, mens værdierne for de andre ligger omkring 25 til 35 gram. Forskellen mellem sorterne er ikke kun i ud Herunder er en oversættelse af den tyrkiske tekst til dansk:

Landbrugs- og Skovministeriets Aprikosforskningsinstitut beskriver i en brochure, at denne sort er den vigtigste til tørring i Malatya-regionen. Ifølge brochuren stammer sorten fra Malatya og blev forædlet i 1976 i Malatya ved hjælp af selektionsmetoder og blev registreret i 2007. Træet vokser kraftigt og danner en bred krone. Blomstringen finder sted i løbet af de første og tredje uger i marts, og høsten foregår i løbet af den første uge i juli. Frugten er oval, med fast og sød frugtkød, og kernen er ikke bitter. Den tåler ikke kulde, men foretrækker en lang, kold vinter, en tør forår og en solrig, varm sommer. Den vokser godt i varm, næringsrig, leret og kalkholdig jord, men trives ikke i fugtig jord med højt grundvand, hvor rødderne ikke får tilstrækkelig ilt. Forskningsinstitutets brochure til landmænd giver en praktisk forklaring på dette. Da aprikoser er følsomme over for sen frost om foråret, bør man vælge skråninger og højere beliggenheder frem for flade områder og dale, når man anlægger et aprikosplantage. Det lave luftfugtighedsniveau om sommeren er vigtigt for frugtens kvalitet. Derfor er det ikke tilfældigt, at mange plantager er anlagt på skråninger omkring Malatya-sletten. De skråninger, man ser langs vejene, er bevidst valgte steder, hvor træerne er beskyttet mod frost. Gul aprikos, brun aprikos.

I Malatya tørres størstedelen af aprikoserne. Registreringsdokumentet beskriver to forskellige produkter. Aprikoser, der høstes, når de er modne til tørring, og som tørres efter at være blevet behandlet med svovl, har en ensartet gul farve. Naturligt tørrede aprikoser, der ikke er blevet behandlet med svovl, er enten lyse eller mørkebrune. Begge typer har den karakteristiske smag og aroma af aprikoser. Dokumentet angiver, at fugtindholdet i de tørrede frugter ligger mellem 20% og 25%, og det beskriver detaljeret sammensætningen af 100 gram tørrede aprikoser, herunder indholdet af A-vitamin, kalium og jern. Dokumentet, der beskriver tørreprocessen mest detaljeret, er registreringen af aprikoskernerne. Malatya Handelsbørs har registreret "Malatya Aprikoskerner" under nummer 573, som en geografisk betegnelse, den 15. oktober 2020. Ifølge dokumentet høstes aprikoserne enten direkte til tørring eller behandles med svovl, før de tørres i solen. Efter tre eller fire dage fjernes kernerne, og de svovlede og usvovlede aprikoser behandles separat. De udtagne kerner vaskes og tørres i solen i fem til seks dage. Kernerne er også et produkt. Næsten alle abrikoser i det geografiske område er podet, hvilket betyder, at Malatyas abrikoskerner har en sød smag; dette fremhæves som en af produktets vigtigste egenskaber. For at udvinde kernerne blødgøres de i bassiner natten over, knuses med en maskine og tørres i solen eller i en ovn.

Videnskabelig forskning har også spillet en stor rolle i den nuværende popularitet af Malatyas abrikoser. Ifølge historien om Frugtplantningsinstituttet, startede det daværende Høje Landbrugsinstitut i Ankara i 1930'erne en ph.d.-afhandling for at undersøge Malatyas potentiale inden for frugtproduktion, og denne forskning blev gennemført mellem 1933 og 1936. Derefter blev der i 1937 etableret en Abrikosstation i Malatya i samarbejde mellem tyrkiske og tyske eksperter. Fra 1940 blev der produceret frugttræer, primært abrikoser, på stedet. Institutionen har gennem årene haft forskellige navne, herunder Frugtplantningsstationen, Abrikosforskningsstationen og Frugtforskningsinstituttet, og siden 2015 har den været kendt som Abrikosforskningsinstitutledelsen. I dag ligger instituttet cirka fire kilometer sydvest for Malatyas centrum, langs Yeşilyurt-vejen. Ifølge institutets hjemmeside er der pr. 2023 registreret 33 forskellige abrikossorter; listen omfatter både lokale sorter som Hacıhaliloğlu, Hasanbey og Soğancı, samt sorter med navne, der refererer til regionen, såsom Eski Malatya og Levent. Kontrolklausulen i registreringsdokumentet for Malatyas abrikoser binder også disse institutioner sammen. Kontrollen foretages i to faser – på træet og på frugten – af en kommission bestående af eksperter fra Malatya Handels- og Industrikammer, landbrugskontoret, landbrugsforeningen, forskningsinstituttet, İnönü Universitetets abrikosforskningscenter og abrikoslandbrugssammenslutningen, under ledelse af Malatya Handels- og Industrikammer.

Abrikoser i Malatyas køkken

Abrikoser bruges i Malatyas køkken i alt fra desserter til morgenmad. Malatya Kultur- og Turismeafdeling nævner abrikosmarmelade, pestil (en slags frugtgele), nektar, sirup og desserter, der fremstilles af abrikoser; der produceres også produkter som lokum, sucuk (en slags tyrkisk slik) og marmelade af abrikoser. Afdelingens side om lokale retter nævner også en abrikosdessert med fløde. Udover abrikoser kommer andre produkter fra regionen fra den samme frugtplantning. I den tyrkiske database for patenter og varemærker er der i dag over halvtreds geografiske betegnelser knyttet til Malatya; blandt disse er Hekimhan valnødder, Malatya Dalbastı kirsebær og Arapgir Köhnü druer som oprindelsesbetegnelser, mens Malatya Köpük pest Certificeringsdokumentet bruges til mærkning; selve dokumentet angiver, at navnet og oprindelsesbetegnelsen skal være placeret på produktet eller emballagen. At lede efter mærket på emballagen er den nemmeste måde at sikre, at produktet kommer fra det certificerede system. At smage både den sulfiterede gule abrikos og den naturligt brune abrikos er en god måde at opleve to forskellige traditioner for tørring af den samme frugt. Som det også fremgår af dokumentet, bør tørrede abrikoser opbevares et køligt og tørt sted for at bevare deres smag.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar