Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Lale Devri'nin Yazlığı Sadabad. (Oversættelse: Sommerresidensen Sadabad fra Lale-perioden.)

Kağıthane er i dag en af de mest befolkningstætte bydele i Istanbul; den er fyldt med metrostationer, kontorbygninger og lejlighedskomplekser, der klatrer op ad skråningerne.

Radar TürkiyeRadar Türkiye15 Ekim 202631
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Lale Devri'nin Yazlığı Sadabad. (Oversættelse: Sommerresidensen Sadabad fra Lale-perioden.)

Kağıthane er i dag en af de mest befolkede bydele i Istanbul; den er fyldt med metrostationer, forretningscentre og lejlighedskomplekser, der klatrer op ad skråningerne. Området langs floden, der løber ud i Det Gyldne Horn, var for tre hundrede år siden byens mest berømte sommerresidens. Denne dal, hvor der blev opført paladser, pavilloner, marmorkanaler og vandfald, fik navnet Sadabad, hvilket betyder "et heldigt og velstående sted". Denne artikel beskriver denne sommerresidens fra Tulip-æraen, både kulturelt og arkitektonisk, og viser derefter, hvor du i dag kan finde spor af den i Kağıthane. Fra Kağıthanes grønne område til Tulip-æraen.

Dalens historie begyndte længe før paladset. Ifølge TDV Islamic Encyclopedia hed floden Barbysos i byzantinsk tid; dens navn i det osmanniske rige stammer fra de papirfabrikker, der angiveligt lå her. Fra perioden med Sultan Suleiman var Kağıthanes grønne område et af de mest populære rekreative områder for befolkningen i Istanbul. Evliya Çelebi skriver, at guld- og læderhandlende slog lejr her, både for at more sig og for at afholde møder relateret til deres erhverv. Paladsets heste blev græsset i disse marker, og om foråret strømmede byens befolkning udendørs til dette område. De tidligste bygninger i dalen stammer også fra denne periode. Krudtfabrikken, der blev grundlagt af II. Bayezid og genopbygget i mursten af Suleiman, Imrahor-fontænen og -pavillonen, der blev bygget i slutningen af det 16. århundrede, og pavillonen, som IV. Murad fik bygget til Emirgune Yusuf Han, er de tidligste nævnte bygninger. Men den transformation, der gav dalen sit navn, fandt sted i begyndelsen af det 18. århundrede, i årene med III. Ahmed og hans storvizir, Nevşehirli Damad Ibrahim Pasha. Efter Pasarofça-traktaten i 1718 begyndte en periode med fred, hvilket førte til en stigning i byggeriet af paladser, pavilloner, haver og springvand i Istanbul. Historikeren Ahmed Refik gav disse år navnet "Tulip-æraen" i sit værk, der blev udgivet i avisen i 1913 og senere udgivet som en bog, og navnet blev fast. I sommeren 1722 blev en flodleje omtegnet.

Ifølge TDV førte en udendørs fest, som Damad Ibrahim Pasha afholdt i Kağıthane i 1717, til, at sultanen blev glad for denne dal. I 1722 blev flodlejet foran det palads, der skulle bygges til sultanen, renset og indarbejdet i en lige kanal med jævne bredder. Denne struktur, der blev kaldt "Cedvel-i Sim", eller "sølvkanalen", var beklædt med marmor, der blev hentet fra Kulelibahçe-paladset i Çengel Ahmeds dekret fra september 1722 beordrede, at 450 platantræer, linder, sortnødder, pil og kastanjetræer blev rykket op med rode fra Yoros-bjergene og transporteret til Kağıthane med skibe. En del af haven fik navnet Hüsrevabad. Oprindelsen af den arkitektoniske inspiration er stadig omdiskuteret. Den udbredte opfattelse er, at paladserne og haverne i Versailles, Fontainebleau og Marly, som Yirmisekiz Çelebi Mehmed Efendi beskrev under sin ambassaderejse til Paris i 1720, tjente som model. Arkitekten og akademikeren Sedad Hakkı Eldem argumenterede i sin publikation fra 1977, at bygningerne i Sadabad næsten ikke havde noget til fælles med den franske paladsarkitektur. Andre forskere har påpeget forbindelser til paladset Chihil Sütun i Isfahan. Konklusionen er, at Sadabad ikke var en simpel kopi af en enkelt kilde, men et sted, hvor den osmanniske havekunst mødte nye ideer.

Sadabad blev hurtigt et centrum for luksus og rekreation. Steder langs floden blev tildelt prominente personer, og de blev opfordret til at bygge pavilloner. Ifølge Kağıthane Kaymakamlığı blev der inden for otte år opført 173 pavilloner langs de to skråninger, fra paladset til Det Gyldne Horn. TDV (Türk Dil Kurumu) nævner, baseret på Çelebizade Asım Efendi, omkring 170 pavilloner og bygninger mellem Sadabad og Baruthane. Kilder nævner, at disse bygninger fik navne som Kasr-ı Cenan, Kasr-ı Neşat, Çeşme-i Nur, Kovanlı Köprü og Beyaz Köprü. Underholdningen var ikke begrænset til paladsets mure. I fritiden strømmede folk også til dalen; de ankom i overdådige vogne og med både pyntet med blomster fra Det Gyldne Horn, og hver person fandt et passende sted i dalen, afhængigt af deres status. Denne udflugt blev kaldt "at tage på Sadabad-tur". TDV nævner, at svømmekonkurrencerne i Det Gyldne Horn opstod som en tradition i denne periode. Om dagen blev der afholdt aktiviteter som polo, løb og brydning, og om aftenen fandt der sted samtaler om "kandil" (lyskroner) og tulipaner, samt musikarrangementer. Udenlandske ambassadører blev også lejlighedsvis modtaget her. Ifølge Wikipedia begyndte underholdningen i forbindelse med Hıdrellez-festivalen og fortsatte hele natten under fuldmånen.

1730 og fremefter:

Denne periode med storhed sluttede brat den 25. september 1730 med begyndelsen af Patrona Halil-oprøret. Oprørerne krævede, at pavillonerne og bygningerne i Kağıthane blev ødelagt. Ifølge TDV tillod den nye sultan, I. Mahmud, ikke, at paladset blev brændt ned, men han kunne heller ikke forhindre ø Tre palads, en kommune, en bygning

Når man i dag taler om "Sadabad-paladset", refererer man faktisk til tre bygninger, der blev opført efter hinanden på samme sted. Den første var et palads fra Tulip-perioden i 1722. I 1809 lod II. Mahmud det forældede palads blive revet ned og genopbygget. Ifølge Turkish Language Association (TDV) var arkitekten for dette andet palads Krikor Amira Balyan; byggeriet fortsatte indtil 1816, ifølge Kağıthane Kommune. Ifølge TDV's artikel om Kağıthane tilbragte kejseren og hans harem nogle dage her i 1814 under nytårsfestlighederne, og i de følgende år blev der fortsat afholdt fester og ceremonier i dalen. Da Abdülaziz blev kejser, lod han i 1862-1863 II. Mahmuds palads blive revet ned og lod i stedet Sarkis og Agop Balyan bygge Çağlayan-paladset, en toetagers bygning i vestlig stil. Den samme kejser afholdt i 1863 en fest for soldater og udenlandske diplomater i Kağıthane efter sin rejse til Egypten, og i 1867 åbnede han paladsets have for offentligheden. I 1893 lod II. Abdülhamid bygge en monumentalt fontæne i Kağıthane-engen, og der blev også bygget en lille pavillon ved siden af et skydebaneområde, hvor der blev testet rifler fra Tyskland. Det 20. århundrede var ikke godt for dalen. Efter Første Verdenskrig forsvandt de historiske bygninger, der blev forsømt, en efter en. Ifølge kommunens beskrivelse blev Çadır-paviljongen ved floden revet ned i 1940 på grund af et valnøddetræ, der faldt over den, det tredje palads blev revet ned i 1943, og i stedet blev der bygget en militærskole i 1952. Den samme bygning har siden 1998 været anvendt som administrationsbygning for Kağıthane Kommune. Pavillonen ved skydebanen blev revet ned i 1956 for at blive omdannet til et gasværk, og i dag er der en busgarage på stedet. Efter 1950'erne førte en accelereret migration til en tæt bebyggelse langs floden, og industrielt forurening gjorde floden til et problem i mange år. Sadabad i litteraturen

Selvom bygningerne blev revet ned, levede Sadabad videre i litteraturen. Ifølge TDV er det første værk, der nævner Kağıthane, Tacizade Cafer Çelebis "Hevesname" fra slutningen af det 15. århundrede; Nefi sammenligner dalen med paradis på grund af dens travlhed og skønhed. Den digter, der mest har udødeliggjort Sadabad, er Nedim. Hans ofte gentagne linje "Lad os gå, min elskede, lad os gå til Sadabad" (som den gengives i TDV) er stadig den første linje, der kommer i tankerne, når man taler om Tulip-period Området langs den renoverede floden, som blev påbegyndt i 1990'erne, er i dag omformet til en grøn park og en sti. En del af stien ligger langs det område, hvor Cedvel-i Sim engang lå. Den nemmeste måde at forstå dalens tidligere udseende er at starte gåturen fra nærheden af rådhuset og følge floden i retning af Det Gyldne Horn. Når man kigger på skråningerne, kan man se, at lejlighedskomplekser nu fylder det, der engang var fyldt med bygninger langs begge sider af floden. Ifølge Kağıthane Kommune blev Sadabad-moskeen, som bærer det samme navn, bygget i Tulip-perioden og revet ned sammen med paladset for derefter at blive genopbygget, hvilket også gav den navnet Aziziye. Denne bygning er et af de spor, der stadig kan ses af det gamle Sadabad fra det 19. århundrede. I stedet for İmrahor-palæet ligger der i dag et boligkompleks.

Praktiske oplysninger:
Den nemmeste måde at komme til Kağıthane med offentlig transport er via M7-metroen. Stationen "Kağıthane" ligger i selve distriktet. Tjek de aktuelle afgangstider hos Metro İstanbul, da der lejlighedsvis kører "shuttle"-tog på visse strækninger. Ifølge Wikipedia er den renoverede flodstrækning, der er blevet omdannet til Cedvel-i Sim, omkring en kilometer lang og er en let tilgængelig rute. Som kilderne fortæller, er den bedste tid til at besøge Sadabad om foråret. At gå en tur i dalen i begyndelsen af maj, velvidende at festlighederne starter med Hıdrellez og afholdes i skyggen af rødderne, vil forbedre oplevelsen. Læs artiklerne om Sadabad og Kağıthane i TDV Islamic Encyclopedia før besøget for at få en bedre forståelse af, hvordan de gamle bygninger engang lå i de nuværende gader. Tjek Kağıthane Kommune for aktuelle oplysninger om adgangsforholdene til det udendørs område nær rådhuset.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar