Kapalıçarşı og Hanlar-området: Den historiske halvøs handelslabyrint

En by inde i en by

Midt på den historiske halvø, mellem Beyazıt og Nuruosmaniye, strækker Den Store Basar sig. Det er Istanbuls mest travle overdækkede sted. Men hvis man kun ser den som et stort indkøbscenter, går man glip af fem århundreder under overfladen. Den Store Basar er i virkeligheden en byplan: en miniatureby med egne gader, porte, sikkerhedssystem og kvarterer for forskellige fag.

I denne artikel ser vi både basaren og han-området på skråningen lige nord for den. For de er ikke adskilte steder; det ene er en fortsættelse af det andet. Basaren var detailhandelens område, mens hanerne var produktionens og engroshandelens — og det er de i høj grad stadig.

Fra bedesten til basar

Den Store Basar blev ikke bygget på én gang. Dens kerne er bedestenen, der blev opført under Fatih Sultan Mehmed i anden halvdel af det 15. århundrede. En bedesten er en lukket bygning med tykke mure, blykupler og jerndøre. Formålet var at beskytte kostbare varer mod brand og tyveri — datidens form for pengeskab.

Den Indre Bedesten, også kendt som Cevahir Bedesten, ligger stadig midt i basaren. Her er antikviteter, sølv og smykker koncentreret. Den anden bedesten, Sandal Bedesten, var centrum for tekstilhandelen.

Med tiden blev rækker af træbutikker føjet til omkring de to kerner. Gaderne imellem dem blev overdækket og forbundet, og den nuværende labyrint opstod. Bygningen har mere end tres gader og blev gennem århundreder ramt af brande og jordskælv; hver gang blev den repareret, og ved hver reparation ændrede den sig lidt. Den basar, I ser i dag, er summen af disse lagdelte indgreb. Den er ikke ét arkitektonisk værk, men et fælles bygningsværk på fem århundreder.

Gadernes sprog

Det er let at fare vild i Den Store Basar, men gadenavnene hjælper jer på vej. De er ikke tilfældige; de stammer fra lavssystemet. Hver faggruppe samledes i sin egen gade, hvilket gjorde kontrol og prisregulering mulig.

• Kalpakçılar: Basarens længste og travleste gade. I dag domineres den i høj grad af guldsmede.
• Kuyumcular: Som navnet siger — guld og smykker.
• Yağlıkçılar: Gaden, hvor man engang solgte lommetørklæder og hovedtørklæder.
• Terlikçiler, Fesçiler, Takkeciler: Gader opkaldt efter håndværk, der ikke længere findes.

Navnet på en gade passer ofte ikke længere med butikkernes nuværende arbejde. Denne uoverensstemmelse er basarens mest læselige side: navnet består, faget ændrer sig. At gå gennem basaren og læse skiltene er i virkeligheden at læse fem århundreders forandringer i handelen. Når man går på en gade, hvor ingen længere sælger fez, og tænker over, hvorfor navnet stadig står der, bliver basaren et helt andet sted.

Han-området: basarens baggård

Skråningen fra Den Store Basar ned mod Eminönü er dækket af haner. En han er en bygningstype, hvor værelser ligger i to etager omkring en gård. Underetagen var til lager og værksteder, overetagen til arbejdsrum eller indkvartering. En købmand, der kom med karavane, bar sine varer ned i underetagen og boede selv ovenpå; hanen fungerede altså samtidig som lager, værksted, kontor og hotel.

Området er ikke turistpræget, og netop derfor er det værdifuldt. Når man går ind gennem portene, ser man ikke shopping, men produktion: trykkere, formmagere, drejere og bogbindere. Maskinernes lyd kommer fra trappeopgangene.

Büyük Valide Han

Det er områdets mest imponerende bygning. Den blev opført i det 17. århundrede af Kösem Sultan, en af tidens mest magtfulde politiske skikkelser. Den har gårde, der går over i hinanden, og dens størrelse overrasker ved den første indgang. I dag arbejder mange små værksteder indenfor. Bygningen er nedslidt; mens man går rundt, mærker man både historiens tyngde og sorgen over den manglende bevarelse.

Kürkçü Han og Zincirli Han

Kürkçü Han er blandt byens ældste haner og var, som navnet antyder, forbundet med pelshandel. Zincirli Han ligger inde i Den Store Basar: en lille, rolig niche med en blomsterfyldt gård. At træde ud af basarens larm og sætte sig her efter få skridt kan være dagens bedste pause.

Den Egyptiske Basar

Nederst på skråningen, i Eminönü, ligger Den Egyptiske Basar. Den stod færdig i 1664 og er en del af komplekset omkring Den Nye Moské; den blev bygget, så indtægterne kunne finansiere moskéen og komplekset. Den består af én L-formet korridor, så i modsætning til Den Store Basar kan man ikke fare vild her.

Indenfor dominerer krydderier, nødder, ost og søde sager. Gaderne uden for basaren — især den del, hvor der sælges blomster og frø — er lokalbefolkningens indkøbsområde, og priserne er tydeligt lavere.

Forslag til rute

Det er mest behageligt at gå oppefra og ned, altså ned ad bakken:

• Indgang gennem Beyazıt-porten — Det brugte bogmarked ligger lige ved siden af og er en kort omvej værd.
• Den Indre Bedesten — basarens ældste kerne.
• Zincirli Han — første flugtpunkt fra menneskemængden.
• Mahmutpaşa-skråningen — overgangen fra basaren til han-området.
• Büyük Valide Han — områdets højdepunkt.
• Den Egyptiske Basar — rutens afslutning.

Praktiske bemærkninger

• Den Store Basar er lukket om søndagen; han-området bliver stille lørdag eftermiddag.
• Det roligste tidspunkt er om morgenen ved åbningen. Om eftermiddagen er der både flere mennesker og varmere.
• Pruttekulturen lever stadig, men inden for respektens rammer. Det gør tingene lettere at hilse, før man spørger om prisen.
• Han-gårdene er åbne for offentligheden, men værkstederne er private områder — spørg derfor, før I tager billeder.
• Vær opmærksom på lommetyve i travle perioder; bær tasken foran kroppen.

Hvis I går rundt i Den Store Basar med en indkøbsliste i hånden, bliver den blot en udmattende menneskemængde. Men hvis I går ved at læse gadenavnene, træde ind i han-gårdene og lytte til produktionens lyde, ser I byens ældste mekanisme, som stadig arbejder.