Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Kangal-hyrdehund, steppens vogter.

Hvis du ser en stor, lysfarvet hund med en sort maske, der er sammen med en flok får i det centrale Anatolien, er der stor sandsynlighed for, at du har mødt en Kangal-hund.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Kangal-hyrdehund, steppens vogter.

Hvis du ser en stor, lysfarvet hund med en sort maske ved siden af en fåreflok i Sivas-sletterne, er der stor sandsynlighed for, at du har mødt en Kangal-hund. Kangal er en tyrkisk hyrdehund, der har fået sit navn fra en bydel i Sivas, og som i århundreder har beskyttet fåreflokke i Anatolien. Denne tekst beskriver, hvor Kangal-hunden kommer fra, hvordan man genkender den, hvordan forskere studerer den, og hvordan du kan møde denne hund på en sikker afstand i Sivas.

Landbrugsinstituttet (TİGEM) definerer Kangal-hundens oprindelsessted som Centralasien. Ifølge instituttets beskrivelse bragte de tyrkiske stammer, der levede af småkvægavl, deres heste, får og Kangal-hunde med sig, da de emigrerede til Anatolien. Disse hunde slog sig ned i områderne Uzunyayla, Kayseri, Sivas, Erzincan og Tokat, men det centrale område var byen Kangal i Sivas. En artikel fra 1994 fra Veterinærfakultetet ved Ankara Universitet beskriver tydeligt navnets oprindelse. Ifølge artiklen er de bedste eksempler på racen at finde i Kangal-området i Sivas, og derfor er det navnet, hunden er kendt under i Tyrkiet. Den samme artikel nævner, at racen også opdrættes under andre navne i udlandet, og at disse opdrættere værdsætter avlsdyr, der er blevet bragt fra Tyrkiet. En undersøgelse fra 2012 fra Veterinærfakultetet ved Selçuk Universitet omtaler Kangal som Tyrkiets nationale hund. Ifølge undersøgelsen er racen udbredt i områder, hvor Akkaraman-får opdrættes, især i det østlige Anatolien og i Sivas-provinsen. Forfatterne påpeger, at Sivas og byen Kangal er centre for opdræt, men at gode eksempler på racen også kan findes i andre dele af Tyrkiet.

Et liv sammen med får:
Den nemmeste måde at forstå en Kangal-hund er at se på den flok, den går sammen med. I det tyrkiske Patent- og Varemærkeinstitut er "Kangal" et varemærke, der refererer til får, ikke hunde. Kangal-fåret blev registreret i 2003 som en geografisk betegnelse for Kangal-distriktet. Beskrivelsen definerer den som en underart af Akkaraman-fåret og nævner, at den opdrættes i områder omkring Kangal, samt i de omkringliggende provinser Sivas og Malatya. Ifølge det samme dokument er Kangal-fåret tilpasset de lokale forhold, robust og større end andre varianter af Akkaraman. Den har en buet snude, og der kan være sorte pletter omkring næsen og øjnene, samt på benene. Pelsen er normalt hvid eller cremefarvet. Kød, mælk og uld udnyttes. Når man tænker på Kangal-hundens sorte maske og lyse farve, er det ikke svært at se, at både hunden og fårene er form Her institution angiver forskellige målinger, men generelt vejer voksne hanhunde mellem 50 og 75 kilogram, mens hunner vejer mellem 40 og 60 kilogram. Mankehøjden, altså afstanden fra jorden til skulderbladets højeste punkt, er typisk mellem 70 og 90 centimeter for hanhunde og mellem 65 og 80 centimeter for hunner. Hovedet er mesaticefalt, hvilket betyder, at det har en form, der ligger mellem et smalt, langt hoved og et bredt, kort hoved. Øjnene udtrykker intelligens og pålidelighed. Özbeyaz's artikel berører også arveligheden af den sorte maske. Den sorte farve omkring næsen, munden og ørerne følger en dominerende arvelighed, og den forekommer i mere eller mindre grad hos næsten alle hunde af denne race. Den samme artikel beskriver et stort hoved, en kraftig kæbe, en solid hals og en meget udviklet brystkasse. Forskere måler Kangal-hunde.

Der er blevet udført mange målinger af Kangal-hunde i Tyrkiet, og tallene varierer fra studie til studie. Dette skyldes, at målingerne afhænger af, hvor hundene er blevet opdrættet, under hvilke forhold og i hvilken alder. I 1994 målte Özbeyaz 59 voksne Kangal-hunde, der var blevet opdrættet i ren form på Gemlik Militære Veterinærskole. De gennemsnitlige vægte var 40,5 kilogram for hanhunde og 69,1 centimeter i mankehøjde, mens hunnerne havde en gennemsnitlig vægt på 32,4 kilogram og en mankehøjde på 62,4 centimeter. Et studie fra Selçuk Universitet i 2012 sammenlignede Kangal-hunde med andre tyrkiske racer. I studiet blev 30 Kangal-hunde, 33 Akbaş-hunde, 37 Kars-hunde og 30 tyrkiske jagthunde målt, og det blev fundet, at Kangal-hundenes gennemsnitlige mankehøjde var 76,2 centimeter. I alle de målte kropsmål var Kangal-hundenes værdier signifikant højere end de andre racer. Et studie fra samme team i 2017 udvidede undersøgelsen yderligere. I alt 468 hunde, der lignede Kangal-hunde og blev opdrættet af lokale befolkninger i Tyrkiet, Iran, Aserbajdsjan og Usbekistan, blev målt. Resultaterne viste, at Kangal-hundene i Tyrkiet var større end lignende hunde i andre lande. Det er altså ikke det samme at måle en hund, der er blevet brugt til avl i henhold til TIGEM's retningslinjer, og at måle en almindelig landsbyhund; begge oplysninger er korrekte i deres egen kontekst. Et studie fra 2013, der også involverede Cumhuriyet Universitetets Veterinærfakultet i Sivas, fokuserede ikke på hundens kropsbygning, men på dens fysiologi. Forskere målte pulsen, vejrtrækningen og kropstemperaturen hos 2 Lugtesansen og hørelse er veludviklede. Ifølge artiklen vil en Kangal-hund ofte vente i timevis ved siden af en fårekylling, der er blevet adskilt fra flokken, eller ved siden af en hyrdes ejendele, for at beskytte dem. At beskytte flokken mod rovdyr som ulve er kernen i dens opgave, og dette har gjort Kangal-hunden uundværlig i stepperne i århundreder. Kangal i Sivas-folklore.

To forskere fra Selçuk Universitet indsamlede i 2012 folkloristisk information om Kangal-hunde fra landmænd, hundeejere og folkemedicinere i Sivas-regionen. Studiet viser, at landmændene generelt opdeler Kangal-hunde i tre kategorier baseret på deres raceegenskaber: rene, blandinger og hunde, der er gode til at beskytte får. Navne som "alası boz" (brun), "karayaka" (sorthalet), "sarı yaka" (gulhalet), "boz yaka" (gråhalet), "kıllı" (hårede) og "kırçıl" (krusede) bruges i forhold til pelsfarve. Baseret på halens form bruges også navne som "kılıç kuyruk" (sværdhale), "kuyruğu eğri" (buet hale) og "kıvrak kuyruk" (krøllet hale). Forskernes resultat er bemærkelsesværdigt. Ifølge dem er en af de vigtigste grunde til, at Kangal-hundens race har overlevet indtil nu, de lokale historier i Sivas, der beskriver hundens intelligens, mod og loyalitet, og som er blevet videregivet gennem generationer. Samme studie understreger også, at visse pleje- og opdrætsmetoder, der er almindelige blandt befolkningen, bør revurderes i forhold til dyrevelfærd.

Hvordan Kangal beskyttes i dag.

Det officielle svar på spørgsmålet om, hvor og hvordan Kangal beskyttes i dag, findes hos TİGEM. Institutionen skriver, at det primære formål med opdræt af Kangal-hunde i deres virksomheder er at bevare genetiske ressourcer. På TİGEM's hjemmeside er der to virksomheder listet som avlssteder for Kangal-hunde: Karacabey Landbrugsinstitution i Bursa og Ulaş Landbrugsinstitution i Sivas. En anden vigtig detalje er, at der ikke er nogen hunde registreret under "Sivas" i TÜRKPATENT's database over geografiske betegnelser. Navnet "Kangal" bruges der i stedet for "Kangal Får" og "Kangal Termiske Bade". Det betyder, at beskyttelsen af Kangal ikke sker gennem en geografisk betegnelse, men gennem avlsarbejdet i offentlige virksomheder og den viden, som landmændene har opbygget gennem generationer.

Møde med Kangal i Sivas.

Den bedste måde at se Kangal i sit naturlige miljø er at rejse i landområderne i Sivas, især omkring Kangal, i løbet af sæsonen, hvor flokke græsser. Om foråret og sommeren bringes fl Når du besøger Sivas, bør du også lære om produkterne fra de får, der går sammen med Kangal-hundene. Kødet og mælken fra Kangal-fåret er en del af det centrale Anatoliens madkultur. Vejen til Kangal-distriktet fører også til Divriği og de sydlige områder af Sivas. Derfor er det en god idé at søge efter Kangal-hunden, da det også er en mulighed for at lære det centrale Anatoliens landområder bedre at kende.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar