Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Udgravninger i Kalehöyük: Fyrre års arbejde.

Et par kilometer øst for byen Kaman, lige ved siden af landsbyen Çağırkan, rejser der sig en rund bakke, der stiger op fra stepperne.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Udgravninger i Kalehöyük: Fyrre års arbejde.

Et par kilometer øst for byen Kaman, tæt ved landsbyen Çağırkan, rejser der sig en rund bakke op fra stepperne. Denne bakke, som ved første øjekast ligner en almindelig forhøjning, er i virkeligheden en gravhøj, der rummer spor af bebyggelser, der er blevet opbygget lagvis i løbet af tusinder af år. Stedet, kendt som Kaman-Kalehöyük, har været genstand for arkæologiske udgravninger af japanske forskere siden sommeren 1986. Denne tekst handler ikke så meget om selve udgravningen eller det tilhørende museum, men om historien bag denne langvarige forskning: hvordan den begyndte, hvad forskerne søger, hvad de har fundet indtil videre, og hvordan et videnskabeligt center er opstået midt i stepperne i løbet af fyrre år. Historien begynder med en indledende undersøgelse.

Historien starter i Tokyo. Ifølge det japanske Anadolu Arkæologiske Institut blev Japan-Mellemøsten Kulturcentret oprettet i Mitaka-området i Tokyo i oktober 1979, baseret på en idé fra Prins Takahito Mikasa, med det formål at udføre forskning i Mellemøsten. I 1985 foretog centret en indledende undersøgelse af Kalehöyük. Den 27. rapport fra udgravningsteamet beskriver, at der i denne første overfladeundersøgelse blev indsamlet omkring 240.000 fund, herunder keramikfragmenter, jernslagger og lignende. Efter at have undersøgt en tiendedel af de indsamlede keramikfragmenter, blev det fastslået, at bakken indeholdt en kulturel lagdeling, der strakte sig over cirka 5.500 år. De egentlige udgravninger blev påbegyndt et år senere. Ifølge institutets side om Kalehöyük, foretog Prins Mikasa, i sin rolle som leder af centret, det første spadestik i 1986, og arbejdet er siden blevet udført uafbrudt. I mange år blev udgravningerne ledet af Dr. Sachihiro Omura. Udgravningerne i Tyrkiet foregår med tilladelse fra Kultur- og Turisme Ministeriet, og der arbejdes sammen med en repræsentationsgruppe, der udpeges af ministeriet for hver sæson; gruppens sæsonrapporter noterer hvert år, hvilken museum repræsentanten kommer fra. Hvordan læses en gravhøj?

I en gravhøj læses tiden fra top til bund. Det nyeste bebyggelseslag ligger øverst, mens det ældste bebyggelseslag ligger nederst. Udforskningsteamet angiver, at arealet af stedet er 280 meter i diameter og 16 meter i højden, hvilket gør det til en gravhøj af middelstørrelse i anatolske forhold. Den ligger cirka 100 kilometer sydøst for Ankara, ved siden af den gamle Ankara-Kayseri-vej. Indtil videre har teamet identificeret fire hovedkulturlag. Det øverste, første lag stammer fra osmannisk tid, altså fra omkring det 15. til det 17. århundrede. Det andet lag er fra jernalderen og Udgravningen, der blev påbegyndt i 1986, er designet til at undersøge de forskellige lag i dybden. Udgravningen i syd er derimod åbnet for at få et bredere overblik over bosættelsesmønstrene for alle de kulturer, der er identificeret i nord. Den ene fokuserer på dybde, den anden på bredde. Lys i mørket.

En af de resultater, der har gjort Kalehöyük kendt i den arkæologiske verden, er relateret til jernalderen. Instituttet påpeger, at perioden fra omkring 12. til 8. århundrede f.Kr., efter faldet af det Hittitiske Rige, længe er blevet omtalt som "mørkeårene", da man mente, at den ikke efterlod sig nogen bemærkelsesværdig kultur. Men i Kalehöyüks II-fase, som dækker begyndelsen af denne periode, afslørede man efterfølgende beboelseslag og en rig materiel kultur. Rapporten fra den 24. udgravningssæson beskriver i udgravningen i syd halvt nedgravede strukturer, stolpehuller med jævne mellemrum og rum med afrundede hjørner. Den samme rapport mener, at den malede keramik, der blev fundet i disse lag, kan være nøglen til at forstå kulturen i "mørkeårene" i anatolisk arkæologi. I lagene fra det 2. årtusinde kan man tydeligt se en række kulturer: først Asyriske handelskolonier, derefter det tidlige Hittitiske Rige, og til sidst det Hittitiske Rige. Rapporten fra den 25. udgravningssæson beskriver i udgravningen i nord en stenmur, der er mere end tre meter høj, og en sti belagt med småsten; i samme sæson blev der fundet guldgenstande på en lille platform, og holdet fortolkede dette som et værksted. Jern og værksteder.

Lagene i Kalehöyük bevarer ikke kun strukturer, men også spor af produktion. Blandt fundene fra de indledende overfladeundersøgelser var der også jernslagger, og efterfølgende rapporter dokumenterer metalbearbejdning i detaljer. Rapporten fra den 28. udgravningssæson beskriver ved siden af en fæstning fra den sene jernalder spor af ildsteder, der er blevet anlagt på samme sted igen og igen, slagger dannet under smeltning af kobber og stenkasser. Holdet konkluderede, at der i denne del af udgravningen i nord var værksteder fra den sene jernalder. Spor af det daglige liv er også bevaret i lagene. Den samme rapport beskriver i udgravningen i syd to rektangulære depoter med stenvægge. Det blev bekræftet, at disse strukturer, hvor der blev fundet hvede i det foregående lag, var kornlagre. I samme lag blev der fundet malet keramik dekoreret med stiliserede hjortemotiver. Hvordan en udgravningssæson forløber.

Udgravningsrapporterne fortæller også om rytmen i en sæson. Arbejdet starter normal I dag kan de lange, lyse tage, som man ser fra afstand, ses på højen, og de udgør selve beskyttelsen. Højen er også blevet fotograferet fra luften med et digitalt kamera, der er fastgjort til en ballon. Et institut i stepperne.

Måske er det mest varige resultat af de fyrre års udgravninger det kompleks, der er oprettet ved siden af højen. Det japanske Anatolske Arkæologiske Institut blev oprettet i landsbyen Çağırkan i maj 1998, som en del af det centrale kontor i Tokyo. Ifølge institutets beskrivelse er der i mange år blevet arbejdet i midlertidige bygninger. Byggeriet af den permanente bygning begyndte i 2004; forskningsfløjen blev færdig i september 2005, og konference- og biblioteksfløjen i september 2007. Konferencesalen er opkaldt efter den tyrkiske arkæolog Tahsin Özgüç, som var en nær ven af instituttet. I en artikel, der blev udgivet i 2024 af Gonca Tunçbilek Dinçer fra Nevşehir Hacı Bektaş Veli Universitet, undersøges komplekset fra et arkitektonisk perspektiv. Ifølge artiklen består campusset af et museum, et lager, et institut og boligblokke; institutdelen består af tre sammenhængende ottekantede bygninger, og artefaktlagrene består af to L-formede bygninger, der vender mod dem. Forskningsdelen omfatter laboratorier, et bibliotek, arbejdsrum, et fotocenter og en konferencesal. Institutets egen hjemmeside opdeler også aktiviteter inden for områder som restaurering, arkæokemi, arkæobotanik, zooarkæologi og paleo-miljøstudier. De to andre dele af komplekset formidler historien om højen til offentligheden. Prins Mikasa-mindegården, der blev åbnet i 1993, og arkæologimuseet, der udstiller fund fra Kalehöyük, Yassıhöyük og Büklükale, udgør sammen med instituttet et enkelt kulturområde. Ministeriets museumsportal angiver, at museet blev oprettet i samarbejde mellem de tyrkiske og japanske regeringer og åbnede for offentligheden den 10. juli 2010. En udgravning, der fungerer som en skole.

Kalehöyük er ikke kun et udgravningssted, men også en skole. Instituttet har som et af sine mål at uddanne unge forskere og især at vække interesse for historie og kulturarv hos de lokale børn. I den 26. sæson blev der i forbindelse med udgravningen afholdt et kursus for eksperter fra tyrkiske museer, arrangeret i samarbejde mellem Japanfonden og Kultur- og Turisme Ministeriet. Samme sommer blev der også afholdt feltkurser i arkæologi, zooarkæologi og arkæobotanik; deltagerne kom fra Japan, Tyrkiet, USA, Polen og Australien. Instituttet udbyder hvert år et praktikophold for studerende i restaurering. I 2015 underviste en ekspert fra University of Queensland i et fire-dages kursus i ark I den første sæson af udgravningerne i Yassıhöyük blev der fundet murrester af en stor bygning i et lag, hvor lerstensmurene var blevet brændt. Ifølge udgravningsrapporten bevarer disse mure omkring 230 centimeter af deres oprindelige højde. Büklükale ligger på en klippeformation, der kigger ud over floden Kızılırmak, på vejen mellem Ankara og Kaman. Instituttet beskriver stedet som en by fra Hititterrigets tid, med en diameter på omkring 500 meter, baseret på de fundne keramikfragmenter. Årsagen til, at dette sted blev valgt, er tydelig: Lagene fra Hititterrigets tid er tynde i Kalehöyük og er blevet beskadiget af senere konstruktioner fra Jernalderen. Büklükale kan udfylde dette hul og bidrage til at skabe en sammenhængende kulturarvshistorie for Centralanatolien.

Hvordan oplever man udgravningen i dag?

Den bedste måde at komme ind på området er via museet ved siden af. Det er en god idé først at besøge museet, hvor man kan se en model af området og afsnit, der forklarer de forskellige lag. Derefter kan man se toppen af området udefra. Dette er den nemmeste måde at få et overblik over de lag, der er beskrevet i denne artikel. Det er ikke tydeligt fra officielle kilder, om udgravningsområdet kan besøges uden for udgravningssæsonen. Tjek besøgsforholdene og åbningstiderne på museet eller via Ministeriets museumsportal, før du tager afsted. Udførelsen af udgravningerne foregår om sommeren, og der er et team, der arbejder på stedet. Når man observerer arbejdet udefra, er det vigtigt at respektere teamets arbejde og de beskyttende konstruktioner. Der er begrænset skygge i stepperne, og solens varme kan være intens, så husk at tage en hat og vand med. Om foråret og efteråret er farverne i stepperne blødere, og det er mere behageligt at gå rundt. Sammen med den tilstødende japanske have kan dette område nemt fylde en halv dag under et besøg i Kırşehir. I løbet af fyrre år er Kalehöyük blevet forvandlet til et laboratorium, hvor man kan læse fem tusinde års historie, lag for lag, under en bakke. Midt i stepperne er dette et sted, hvor arkæologer fra to lande arbejder sammen. Det er et af de mest lærerige steder i Kırşehir for dem, der ønsker at se, hvordan videnskab kan slå rødder med tålmodighed.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar