Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

De tre kunstarter inden for papir: Ebru, kalligrafi og miniaturekunst i Istanbul.

Når man står foran en kalligrafisk plade, ser man faktisk resultatet af arbejdet fra tre forskellige kunstnere. Teksten i midten er skrevet af en kalligraf med en pensel. Den fine, buede ramme, der omgiver teksten, og som er dekoreret med bladguld, er udført af en dekoratør.

Radar TürkiyeRadar Türkiye24 Eylül 202660
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

De tre kunstarter inden for papir: Ebru, kalligrafi og miniaturekunst i Istanbul.

Når du står foran et kalligrafisk værk, ser du faktisk resultatet af tre forskellige kunstneres arbejde. Teksten er skrevet af en kalligraf med en pensel. Den fine, gyldne ramme, der omgiver teksten, er udført af en dekoratør. Den farverige kant, der findes yderst på pladen, er ofte lavet af marmorpapir, et mønster, der kun opstår én gang på overfladen af vandet og aldrig kan genskabes præcis. I det osmanniske Istanbul var disse tre kunstarter ofte forbundet, og man kunne finde dem i de samme miljøer, ofte udført af de samme kunstnere og på samme side. Denne tekst er designet til at føre dig ind i den verden. Vi vil først se på marmorpapirets verden, derefter kalligrafens pennekasse og til sidst dekoratørens guld. Til sidst vil vi fortælle dig, hvor du kan opleve disse kunstarter i Istanbul i dag, hvilke kunstnere du kan finde spor af i forskellige kvarterer, og hvor du kan begynde, hvis du selv ønsker at prøve. To af disse kunstarter er optaget på UNESCO's liste over immaterielt kulturarv. Marmorpapir blev optaget i 2014, og kalligrafi i 2021.

**Tre Kunstarter, Én Side**

Det fælles element for disse tre kunstarter er bogen. Både håndskrevne bøger og separate plader blev ofte skabt gennem arbejdet af flere kunstnere. Kalligrafen skrev teksten, dekoratøren udsmykkede overskrifter, siders kanter og linjeafstand, og bogen blev bundet med marmorpapir. TDV Islamisk Encyklopædi nævner de steder, hvor marmorpapir blev brugt, og beskriver både bogbind, udsmykninger på plader og vers. Den samme encyklopædi beskriver også dekorationskunsten og forklarer, at den blev brugt i et bredt spektrum, fra Koraner til officielle dokumenter, fra hilye-portrætter til murakka-albummer. Derfor er det en god idé at betragte en side i et museum ikke som et enkelt værk, men som en samling af lag. Start med teksten, gå derefter videre til det omkringliggende guld og til sidst til den farverige kant. Når du begynder at skelne de forskellige håndværk på samme side, begynder samlingerne også at fortælle en anden historie. At undre sig over, hvornår en plade blev skrevet, hvilken stil den er udført i, og hvorfor den farvede kant er valgt, forvandler et hurtigt besøg i et museum til en omhyggelig læsning af en bog, side for side.

**Et Billede på Vandet**

Ifølge TDV Islamisk Encyklopædi er marmorpapir "et papir, der er dekoreret med farver, der er spredt på overfladen af vand, og kunsten at fremstille dette papir." Navnet kommer fra persisk. Lignende teknikker var kendt i Kina og Japan for meget længere tid. Ifølge encyklopædien kom denne kunst til Iran via Silkevejen, hvor den blev kendt som "ebri", og den nåede Istanbul via Indien og Iran i det UNESCO's definition refers to it as a natural acid. - Pensel. Den fremstilles ved at vikle hestehår omkring en træstang og bruges til at spre male på overfladen. - Børste og kam. Tynde og tykke metalstænger bruges til at skabe mønstre. Kammen, som består af metalstænger fastgjort til en træstang med bestemte intervaller, er et værktøj, der bruges til kam-ebru. Processen er som følger: Farver tilsat gips spredes med en pensel på en fortyndet vandoverflade. Ifølge encyklopædiens forklaring skubber hver nye farve de foregående væk, afhængigt af den mængde gips, den indeholder, og skaber dermed plads til sig selv. Med andre ord bestemmer farvernes rækkefølge og mængden af gips, hvordan mønsteret vil udvikle sig. Derefter påføres mønsteret med en børste eller kam, papiret lægges forsigtigt på overfladen, mønsteret overføres til papiret, papiret løftes og tørres i skyggen. Mønsteret på overfladen overføres kun til ét stykke papir, og det samme ebru-mønster kan ikke genskabes. Derfor er hvert ebru-papir et unikt eksemplar. Derimod kan en godt forberedt vandoverflade med gips, ifølge encyklopædien, producere omkring seks hundrede stykker papir. Disse to fakta definerer også en ebru-kunstners dag. Vandet er holdbart, mens mønsteret kun er en enkeltstående begivenhed. UNESCO optog ebru på sin repræsentative liste i 2014. Beskrivelsen på listen understreger, at denne kunstform overføres mundtligt og gennem praktisk træning mellem mester og lærling, og at det tager mindst to år at tilegne sig de grundlæggende færdigheder. Mønstrene omfatter blomster, blade, ornamenter og geometriske former, og det er værd at bemærke, at ebru traditionelt er blevet brugt til at dekorere bøger. Beskrivelsen nævner også, at ebru er en tradition, der er åben for alle, uanset alder, køn eller oprindelse.

Fra "Battal" til "Blomster-ebru"

Ebru har sit eget ordforråd. Variationerne får deres navne efter, hvordan malingen spredes, og hvad der bruges til at interagere med overfladen. De vigtigste kategorier, som nævnt i TDV Islam Encyclopedia, er:

  • "Battal" ebru. Farverne spredes jævnt, og mesterens indgriben er minimal. Det er den mest grundlæggende form for ebru, og det er det mønster, som eleverne lærer først.
  • "Gelgit" eller "tarama". En metalstang føres frem og tilbage over overfladen med skarpe bevægelser.
  • "Şal". Stangen roteres uregelmæssigt i cirkulære bevægelser.
  • "Bülbül yuvası". Stangen bevæges i spiraler mod midten, hvilket skaber indviklede kurver I 1646 blev denne teknik udgivet i Rom, og den spredte sig med tiden til Tyskland, Frankrig, Italien og England. I UNESCO's engelske registrering står kunstformen stadig som "marbling".

**Kalligrafi: Kunsten om smuk skrift**

Kalligrafi er smuk skrift, der stammer fra arabiske bogstaver og er blevet en selvstændig kunstform i den islamiske civilisation. UNESCO's definition af "husn-i hat" fra 2021 opsummerer godt essensen af denne kunst. Husn-i hat er en tradition for at skrive bogstaver på en målt og proportional måde, med hensyn til bestemte æstetiske værdier. Det centrale ord her er "mål". Bogstavernes højde, bredde og forhold til hinanden er underlagt regler. TDV Islam-encyclopædien skriver, at reglerne for denne proportionelle skrift først blev fastlagt af Ibn Mukle (død 940). Smuk skrift kommer mere fra disciplin end fra intuition, og det kræver mange års træning. Inden for klassisk kalligrafi findes der seks grundlæggende skrifttyper, der kaldes "aklam-i sitte". TDV Islam-encyclopædien skriver, at den mest avancerede form af disse skrifttyper blev udviklet af Yakut al-Mustasimi (død 1299).

* **Thuluth:** Denne skrifttype er bedst egnet til at vise kunstnerisk flair med sine runde og elegante bogstaver. Kallografer kalder den "skriftens moder".
* **Naskh:** Denne skrifttype foretrækkes til lange tekster, især i bogtryk, fordi den passer godt til linjerne.
* **Muhaqqaq og Reyhani:** Disse er søsterskrifttyper, der er præget af lige linjer, og de blev brugt til at skrive Koranen indtil det 16. århundrede.
* **Tawqi og Riq'a:** Disse skrifttyper blev brugt til officiel korrespondance i det tidlige Osmanniske rige. Der blev udviklet andre typer i Osmanniske rige.
* **Ta'liq:** Denne skrifttype, med sin fine og buede form, blev brugt i litterære værker og digtsamlinger.
* **Divani:** Denne skrifttype blev formet i slutningen af det 15. århundrede til brug for officiel korrespondance. Dens mere udsmykkede og imponerende form, kendt som "Jali Divani", opstod i Istanbul i det 16. århundrede og blev brugt til den mest officielle korrespondance i staten.
* **Jali:** Jali er mere en målestok end en selvstændig skrifttype. Det refererer til store, letlæselige skrifttyper, der bruges på vægge og i indskrifter.

Encyclopædien beskriver, hvordan disse store skrifttyper, der udfordrer kalligrafens færdigheder, bliver forstørret fra et lille eksempel ved hjælp af en kvadreringsmetode og overført til væggen ved hjælp af nåleformede skabeloner. Materialerne, som kalligrafen bruger, er også en del af En tilladelse, der gives af en mester, kaldes "icazetname", og først herefter kan eleven sætte sit eget navn på sine værker. Signaturer begynder ofte med ordet "ketebe", hvilket betyder "skrevet", og derfor kaldes det også at "skrive ketebe" for at signere. UNESCO's definition understreger, at kallografer videregiver viden, håndværksmæssige færdigheder og værdier gennem et lærlingeforhold. Når du bemærker den lille signatur i et hjørne af en plade, ved du, at der ligger mange års træning bag den.

Kalligraferne i Istanbul

"Koranen blev åbenbar i Hijaz, den blev læst i Egypten, og den blev skrevet i Istanbul." Denne sætning, som også nævnes i TDV Islam Encyclopedia under emnet kalligrafi, opsummerer Istanbul's betydning inden for kalligrafi. At kende nogle navne gør det lettere at læse de værker, du ser i museer og moskeer.

* **Şeyh Hamdullah (død 1520):** Født i Amasya. Han blev ven med Bayezid under hans tid som prins, og da Bayezid besteg tronen, blev han ansat som skriver og lærer ved hoffet. Han udviklede Yakuts stil og skabte sin egen vej, og han betragtes som grundlæggeren af den osmanniske kalligrafiske skole. Han var også en dygtig bueskytte og blev udnævnt til leder af Atıcılar Tekkesi i Okmeydanı.
* **Ahmed Şemseddin Karahisari (død 1556):** En af de store kallografer i Suleymans periode. Han skrev personligt teksten på kuplen af Süleymaniye-moskeen. En stor udgave af Koranen, som han skrev for Suleyman, opbevares på Topkapı Palads Museum.
* **Hasan Çelebi:** Karahisar's adoptivsøn. Han er kendt for de indgraverede inskriptioner på Süleymaniye- og Edirne Selimiye-moskeerne.
* **Hafız Osman (1642-1698):** Han genfortolkede Şeyh Hamdullahs stil og skabte en egen skole, der er kendt under hans navn. Hans "hilye" (beskrivelser af profeten Muhammed) udstilles i dag på Hat Sanatları Müzesi i Beyazıt.
* **Mustafa Rakım (død 1826):** Han regnes for at være på toppen inden for "sülüs" og "celi sülüs" stilarter. På grund af hans arbejde med at forbedre kejserlige segl, skelner man mellem "Rakım før" og "Rakım efter" i historien om segl.
* **Kazasker Mustafa İzzet Efendi (1801-1876):** Både kalligraf og komponist. De store plader i Hagia Sophia er hans værker.
* **Sami Efendi (død 1912):** Han tilførte Rakım-skolen en ny dimension med sin finesse inden for "celi" skriften.
* Her papir, først forberedes med et beskyttende lag kaldet "ahar". Afhængigt af teknikken, får de forskellige navne. Den stil, hvor guld anvendes i nuancerede, fine penselstrøg, kaldes "halkari", mens påføring af guldstøv på papiret kaldes "zerefşan". Motiverne er som et alfabet. "Hatayi"-gruppen omfatter stiliserede blade og blomster, samt kløer og knopper. Motiver som "Rumi", skyer og "çintemani" er også almindelige. At kunne identificere disse motiver på en side kan give et fingerpeg om, hvilken periode siden stammer fra. De forskellige perioder inden for osmannisk miniaturekunst kan også adskilles. En encyklopædi beskriver separat "Baba Nakkaş"-stilen, der blev fremtrædende i Fateh-perioden med store "hatayi"-motiver, "saz"-stilen, som Şahkulu udviklede i første halvdel af det 17. århundrede, og de delvist stiliserede haveblomster som tulipaner, nelliker og roser, som "sernakkaş" Kara Memi bragte til siderne i Kanuni-perioden. I det 18. århundrede blev en stil, der er kendt under navnet Ali Üsküdari, fremtrædende. I det 18. og 19. århundrede begyndte tætte buketter af blomster, påvirket af europæisk rokoko, at dukke op på siderne. Når du ser en af Kara Memis tulipaner ved siden af en rokoko-buket på et museum, får du også et indblik i, hvordan smagen i Istanbul har ændret sig over to hundrede år.

Hvor kan man se det på museer?

For at se disse tre kunstarter samlet, er der tre museer i Istanbul, der er værd at besøge. Da udstillingerne kan ændre sig fra tid til anden, er det en god idé at tjekke deres officielle hjemmesider, før du besøger dem. Det Tyrkiske og Islamiske Kunstmuseum ligger i Sultanahmet, ved siden af Hippodromen, i Ibrahim Pasha-paladset. Museet åbnede for første gang i 1914 i Suleymaniye-kompleksets forsyningsbygning og flyttede til sin nuværende bygning i 1983. Bygningen blev restaureret i 2012, og museet åbnede igen i 1984 med en ny udstilling i anledning af sit hundredeårsjubilæum. Museet har afdelinger med tæpper, manuskripter, træ-, sten-, glas-, metal- og keramikværker, samt etnografiske afdelinger. Ifølge Istanbul Guvernørens informationsmateriale udstilles der også den første tyrkiske oversættelse af Koranen blandt manuskripterne. Det samme informationsmateriale nævner, at den etnografiske afdeling beskriver 1800-tallets Istanbul med emner som kaffe, badehus, herregårds-liv, kalligrafer og "Karagöz".

Sakıp Sabancı Museum ligger i Atlı Köşk (hestekøkkenet) i Emirgan. De øverste værelser i køkkenet er blevet o Museet har været lukket siden 2012 på grund af restaurering. Ifølge en meddelelse fra Fatih Kommune genåbnede det for offentligheden den 7. maj 2026. Ifølge oplysninger i pressen udstilles omkring 200 udvalgte værker fra en samling, der tæller over 3.000 genstande. Blandt disse er kalligrafiske værker af sultaner og hilyer (beskrivelser) af Hafız Osman. En encyklopædi i samlingen, der anses for at være det ældste stykke, er en kufisk Koran fra det 9. og 10. århundrede. Bygningen er også kendt som "Havuzlu Medrese" på grund af dammen i gården.

**Skrifter på moskevæggene**

Det er ikke nødvendigt at besøge et museum for at se kalligrafi i Istanbul. Byens moskeer er som en stor udstilling af skrift på sten og vægge. Løft blikket i Süleymaniye-moskeen. Ifølge TDV Islam-encyclopædien skrev Ahmed Karahisari teksten i kuplen, mens han stadig var i live. Da skriften med tiden blev slidt, blev den genopskrevet af Abdülfettah Efendi i en stil, der minder om Rakım. Det betyder, at der i den linje, du ser i dag, er spor af to forskellige århundreder. De indgraverede inskriptioner på moskeens vægge er skrevet af Hasan Çelebi, der var Ahmed Karahisaris adoptivsøn. I Hagia Sophia-moskeen er de store, runde paneler, der hænger under kuplen, værker af Kazasker Mustafa İzzet Efendi. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er de omkring 7,6 meter i diameter og betragtes som de største paneler, der er skrevet i deres tid. Teksten i kuppelbåndet er også hans værk. Du kan også finde spor af Kazasker i Beyazıt. Når du forlader Hat Sanatları Müzesi (Museum for kalligrafiske kunster), skal du kigge på den talik-inskription over den monumentale indgang til Istanbul Universitet – den er også hans værk. Den samme kilde nævner, at Kazaskers værker også findes ved indgangen til Nusretiye-moskeen, i Hırka-i Şerif-moskeen, i Dolmabahçe-paladset og i skattekammeret i Topkapı-paladset.

Når du besøger moskeerne, skal du være opmærksom på etiketten. Undgå at besøge i bønnetider, klæd dig passende med tøj, der dækker skuldre og knæ, kvinder skal dække deres hoved, tag dine sko af ved indgangen og tal lavt indendørs. Det er bedre at stå et øjeblik i gården eller ved indgangen for at læse inskriptionerne og panelerne, end at forstyrre de besøgende indeni.

**I Üsküdar's fodspor**

To store navne inden for kalligrafi og marmorering er forbundet med Üsküdar. Hvis du vil bruge en eftermiddag i deres fodspor, er det bare at tage f At stå foran gården ved den nye Valide Camii og tænk på, at du i fyrre år har gået ind gennem denne dør hver dag, og det vil give dig et helt nyt perspektiv på den blomsterprydede ebru-kunst.

Hvis du ikke blot ønsker at se disse kunstarter, men også selv vil prøve dem, er den mest tilgængelige offentlige ressource i Istanbul ISMEK, et erhvervs- og kunstuddannelsescenter under Istanbul Metropolitan Municipality. Institutionen tilbyder programmer inden for alle tre kunstarter. Ifølge beskrivelserne på kurssiderne er programmerne som følger:

* **Ebru Begyndere:** Her arbejdes der med kitrede vand, jordfarver og pensler af hestehår. Der undervises i teknikker som Battal, gelgit, taraklı, şal, bülbül yuvası, kumlu, kılçıklı og hatip. Kurset er åbent for personer over 16 år, og optagelse sker efter en indledende samtale.
* **Ebru Fortsættere:** Her arbejdes der med traditionelle blomstermønstre ved hjælp af teknikker som hatip, akkase, lale, papatya og murakka på en grundlæggende ebru. Optagelse sker efter en optagelsesprøve og en samtale.
* **Tezhip Begyndere:** Her undervises i farver og materialer, der bruges i tezhip, samt regler for mønstre og kompositioner. Optagelse sker efter en optagelsesprøve og en indledende samtale, og kursisterne skal selv anskaffe materialerne.
* **Hüsn-i Hat Begyndere:** Her fortælles om historien om kalligrafi, forskellige skrifttyper og berømte tyrkiske kalligrafer, hvorefter der arbejdes med at skrive bogstaver og tekster. Programmet omfatter blandt andet skrifttyperne rika, sülüs, talik, divani, celi divani og kufi. Kurserne er defineret som 256 timers undervisning, og de, der gennemfører dem, modtager et certifikat. De centre, der tilbyder kurserne, varierer fra distrikt til distrikt og fra periode til periode. Kunst- og designskolen i Üsküdar er et eksempel på et sted, der tilbyder kurser i ebru. Følg institutionens officielle hjemmeside for at få information om tilmeldingsdatoer og antal pladser.

En advarsel kommer også fra UNESCO: Selv for at mestre de grundlæggende færdigheder inden for ebru tager det mindst to år. De første papirer, der kommer ud af processen, vil have fejl – det er en del af kunsten.

**Vigtige ting at vide før du besøger:**

Her er nogle praktiske forslag til en dag, hvor du følger sporene af disse tre kunstarter:

* Du kan nå at se Sultanahmet og Beyazıt på en dag. Start med at besøge det Tyrkiske og Islamiske Kunstmuseum om morgenen, gå langs Divanyolu eller tag sporvogn T1 til Beyazıt, og om eftermiddagen kan du se Hat Sanatları Müzesi (Museum for kalligrafi) og Süleymaniye.
* Sakıp Sabancı Museum kræver et Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar