Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Isparta-tæppet: En bys væve.

Når man hører navnet Isparta, kommer man til at tænke på to ting: roser og tæpper. Roserne fylder byens forår med deres duft, mens tæpperne sætter rytmen for resten af året i hjemmene, værkstederne og markederne.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Isparta-tæppet: En bys væve.

Isparta er kendt for to ting: roser og tæpper. Roserne fylder byens forår med deres duft, mens tæpperne sætter rytmen for hjemmene, værkstederne og markederne resten af året. Denne tekst undersøger historien om Isparta-tæpper gennem officielle dokumenter og akademiske studier. Vores kilder er TDV Islamisk Encyklopædi, det tyrkiske patent- og varemærkeinstituts geografiske mærkeattest og to fagfællesevaluerede artikler, der undersøger byens industri. Vi starter med den vævning, der gik forud for tæpperne, derefter byens udvikling, tekstilfabrikken og årene, hvor antallet af væve steg. Til sidst beskriver vi målene for det registrerede "İnce Isparta"-tæppe og hvordan man kan forholde sig til denne arv, når man besøger byen.

**Fra tæpper til stof og kilim**

Ispartas forhold til vævning er langt ældre end tæppeproduktionen. TDV Islamisk Encyklopædi beskriver, at fine bomuldsstoffer spillede en vigtig rolle i byens handelsliv i det 16. og 17. århundrede. Disse stoffer blev solgt i Istanbul og andre steder, herunder havne ved Donau, Polen, Transylvanien og Ungarn. Tilstedeværelsen af et farveri i byen understøtter denne produktion. Ifølge samme kilde, baseret på rapporter fra 1883 og 1885, var der 108 stofferier og vævere samt 101 tekstilhandlere i byen. Det betyder, at da Isparta begyndte at producere tæpper, var der allerede en eksisterende arbejdsstyrke, der spandt, farvede og vævede garn. I landdistrikterne var den primære tradition fladvævning. En undersøgelse fra Süleyman Demirel Universitet, publiceret i tidsskriftet Akdeniz Sanat, påpeger, at kilimvævning var meget udbredt i Isparta før tæppeproduktionen. På håndvæve blev der vævet fine kilimmer af uld, samt stof til tasker og bukser. Ifølge artiklen fortsætter produktionen af fladvævede tekstiler som kilim, cicim, zili og sumak i området, omend i mindre omfang. De mest udbredte steder for denne produktion er Yörük-landsbyerne, og vævningen foregår primært i vintermånederne, når landbrugsarbejdet er mindre. I distrikterne Gönen, Keçiborlu, Sütçüler, Şarkikaraağaç, Aksu og Yalvaç bruges disse tekstiler som dækken, tasker, sække, puder og madrasser, og deres mønstre er geometriske og varierer fra region til region. Samme undersøgelse noterer, at kilimvævning blev erstattet af kommerciel tæppeproduktion efter 1896.

**Byens udvikling og handel**

Sidste del af det 19. århundrede var en vanskelig periode for Ispartas håndværkere. TDV Islamisk Encyklopædi beskriver, hvordan billige europæiske varer fyldte Ulden blev spundet, garnerne blev farvet med rodin, og disse garner blev brugt til at væve tæpper. Artiklen i tidsskriftet ARIŞ, af Önder Küçükerman og Jülide Edirne, viser den anden side af medaljen. I 1890'erne begyndte købmænd at efterspørge motiver fra Europa i stedet for de traditionelle designs og farver. Denne efterspørgsel øgede de vestanatolske tæppers kommercielle potentiale, men den udvaskede også den lokale motivers unikke karakter. Garnfabrikken og "Isparta-kvaliteten"

I de tidlige år af republikken var den største udfordring inden for tæppeproduktion manglen på kvalitets uldgarn. TDV Islamisk Encyklopædi skriver, at garnfabrikken, der blev grundlagt i 1924, blev et symbol på Isparta og bidrog til udviklingen af tæppeproduktionen. Artiklen i ARIŞ nævner, at fabrikken blev etableret med støtte fra lokale iværksættere i Isparta. Samme artikel, baseret på en kilde fra 1938, beskriver, at Isparta-tæpper blev kendt for deres "Isparta-kvalitet" på grund af det høje antal knuder, næsten ni hundrede per kvadratmeter. Dette ry spredte sig også til naboprovinsene. Ifølge artiklen blev Isparta-lignende tæpper vævet i Bucak i Burdur, i Beyşehir, Karaman og Akşehir i Konya, i Dinar og Sandıklı i Afyon og i Denizli. TDV Islamisk Encyklopædi beskriver også byens struktur i de år. Tæppeværkstederne var samlet i byens sydlige del, langs begge sider af floden, og de mest prestigefyldte kvarterer lå omkring denne gamle industripark. Selv byens vækst var knyttet til tæppeproduktionen. Encyklopædien skriver, at kontorerne, der administrerede tæppe- og safrankommercet, var samlet i det centrale område, og at navne på kvarterer som Halıkent afspejlede disse to industriers betydning for byens liv. Årene med stigende antal væve

Væksten fulgte ikke en lige linje. Ifølge artiklen i Akademik Bakış arbejdede der i 1927 næsten 1.774 personer i 48 virksomheder i byens centrum, som producerede tæpper i en lille, hjemmebaseret skala. Den globale økonomiske krise i 1929 ramte også tæppeproduktionen, og i 1930 faldt produktionen til 30.000 kvadratmeter. Som reaktion på dette oprettede byens tæppeproducenter en forening i 1932. Under Anden Verdenskrig stoppede manglen på bomuldsgarn eksporten og forringede kvaliteten. I 1950 udgjorde tæppeproducenterne størstedelen af medlemmerne i byens handels- og industrikammer. Tabellen, som artiklen i ARIŞ citerer fra en årbog fra 1983, viser denne vækst i tal. I 1924 arbejdede der 2.450 arbejdstagere ved Fabrikken, tæppemarkedet og skolen

Arbejdet om ARI beskriver, hvordan byens tæppefabrik i 1943 blev overdraget til staten og i mange år fungerede som en skole for moderne håndvævning. Fabrikken flyttede i 1972 til et nyt område uden for byen. Her blev der oprettet et mønsterarkiv, der blev produceret kvalitetsgarn, og tegninger og garn blev leveret til værksteder i mange dele af Anatolien. Fabrikken lukkede i 2008. Ifølge artiklen er der opført en bygning på det tidligere fabriksområde, hvor der i samarbejde med Middelhavsuniversitetet er oprettet en erhvervsskole for tæppevævning. Samme arbejde beskriver også byens tæppemarked. Bygningen, der hed "Tæppepaladset", var på sin tid regionens største tæppebørs. Den centrale gård var indrettet som et udendørs marked, og i de omkringliggende etager var der forhandlere af tæpper og garn, designere og små virksomheder i branchen. Ifølge artiklen var markedet livligt på bestemte dage indtil 1990'erne, og det var et sted, hvor håndvævede produkter fra Anatolien mødte deres købere. Mål for et registreret tæppe

I dag har Isparta-tæppet også en officiel status. I det tyrkiske patent- og varemærkekontors registre er "İnce Isparta (Hasgül) håndvævet tæppe" registreret som et produktmærke nummer 21. Det er Isparta kommune, der har registreret mærket, og det blev annonceret i den officielle gazette i 1996 og registreret i 1997. Denne registrering er det ældste geografiske mærke, der er registreret i navnet Isparta. Da det er et produktmærke, er det geografiske område Tyrkiet, hvilket betyder, at tæppets navn er knyttet til Isparta, og dets mål er angivet i dokumentet. De tekniske værdier i dokumentet viser, hvordan et fint tæppe defineres. Kvaliteten er angivet som 38x38, og der er 1444 knuder pr. kvadratmeter. Knuden er en tyrkisk knude, hvilket betyder en dobbelt knude. Luvhøjden er mellem 5 og 7 millimeter. Luvgarnet er uld, mens skud- og kædegarnet er bomuld. Den samlede mængde materiale pr. kvadratmeter er 5450 gram. Dokumentet fastslår tydeligt, at det ikke er tilladt at bruge navnet Isparta på tæpper, der ikke opfylder disse specifikationer. Forskellen mellem de "næsten 900 knuder" i 1938 og de 1444 knuder i dag minder os om, at Isparta-tæppets ry er baseret på en konstant forbedring af håndværket, og ikke på en enkelt, fastlagt størrelse. Isparta-tæppets arv i dag

Isparta Kultur- og Turismeafdelingens side om geografiske mærker nævner "İnce Isparta (Hasgül) håndvæ Før du planlægger dit besøg, bør du tjekke museets aktuelle tilstand på dets officielle hjemmeside.

Praktiske råd:

Hvis du overvejer at købe et "İnce Isparta"-tæppe, er målene på registreringsdokumentet et godt udgangspunkt. Se på bagsiden af tæppet. Knuderne skal være tætte, jævne og med lige afstand. På bagsiden skal man tydeligt kunne se de enkelte knuder. Du kan spørge sælgeren, om det "İnce Isparta"-tæppe, du overvejer, lever op til den kvalitet, der er beskrevet i dokumentet. Uldknuder og bomuldsvarp er kendetegn for dette tæppe. Hvis du besøger byen om foråret, kan du kombinere dit besøg med en tur til roserne. Begge er håndværk, der har bidraget til at genopbygge Isparta i begyndelsen af det 20. århundrede, og byens historie forstås bedre, når man ser disse to aktiviteter i sammenhæng. For dem, der besøger om vinteren, er vintermånederne den bedste tid til at opleve traditionen med vævning i landsbyerne.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar