Göllüdağ's Sorte Glas, Obsidian og en Ufuldført By.
I det nordlige Niğde, mellem Melendiz-sletten og Kappadokiens bizarre klippeformationer, ligger nogle højdedrag, som ved første øjekast blot fremstår som nøgne bakker.
Log ind for at synes godt om og bedømme

I det nordlige Niğde, mellem Melendiz-sletten og Kappadokiens bizarre klippeformationer, ligger nogle forhøjninger, der ved første øjekast blot fremstår som nøgne bakker. Men i disse bakker gemmer sig en af menneskehedens ældste råmaterialer. De glinsende sorte sten, der findes på Göllüdağ's skråninger, er obsidian, et naturligt glas dannet af vulkaner. Denne artikel fortæller historien om de mennesker, der i hundredtusinder af år har bearbejdet denne sten, snarere end om den ufuldstændige by, der ligger på toppen af Göllüdağ. Vi følger, i lyset af officielle reklamer og akademiske publikationer, hvordan obsidianen blev dannet, hvem der bearbejdede den, og hvor langt denne glasagtige sten spredte sig til.
Göllüdağ er ikke blot én bjerg, men navnet på et vulkansk kompleks. Ifølge en undersøgelse fra Sakarya Universitet, der er blevet publiceret i det tyrkiske geologiske tidsskrift, begyndte kompleksets udvikling i den tidlige Pleistocene med kraftige udbrud, der resulterede i en cirkulær caldera med en diameter på tolv kilometer. I løbet af den efterfølgende periode, indtil den sene Pleistocene, opstod der både isolerede og sammenhængende riolit-domme, og der blev dannet obsidian-intrusioner i forbindelse med disse. I norddelen af komplekset ligger Kayırlı-korridoren, der indeholder Nar Maar og mange cinder-kegler. Den samme undersøgelse understøtter ideen om, at obsidians ofte findes i ringform omkring dommene, og at den i de tidligste stadier af vulkanen blev indlejret i ringformede dykker. Obsidian er en glasagtig sten, der dannes, når lava afkøles hurtigt, uden at der er tid til krystallisering. I Göllüdağ findes den typisk i afbrudte blokke og lag, og store, massive forekomster er sjældne. Forskere påpeger, at for at en overflade kan betragtes som egnet til værktøjsfremstilling, skal den levere blokke på mellem ti og femti centimeter, og den må ikke indeholde små krystal-klynger, der forringer kvaliteten af glasset. En anden undersøgelse, publiceret i det tyrkiske videnskabsakademis arkæologiske tidsskrift, viser, at Göllüdağ-obsidianen med forskellige metoder er blevet dateret til omkring en til halvanden million år siden. Denne glasagtige sten er en af hovedårsagerne til, at regionen var så beboet i forhistorisk tid.
Kaletepe-strømmen og de ældste spor
Ifølge reklamer fra Niğde Provincial Directorate for Kultur og Turisme er Kaletepe-strømmen en dal, der strækker sig langs foden af Göllüdağ, i en højde af cirka 1600 meter over havets overflade. De palæolitiske lag i dette område blev opdaget i 2000, mens der blev foretaget udgravninger af en neolitisk obsidian-værksted. Ifølge udgravningsrapporten fra Ludovic I altlagene er økserne lavet af obsidian, mens nogle lag foretrækker lokale riolit, andesit og basalt. De vulkanaske lag, der dækker de øverste lag, er blevet dateret til at være mere end 160.000 år gamle. Provinsdirektoratet bemærker også, at denne sekvens strækker sig 600.000 år tilbage i tiden og er det eneste kendte fundsted, der potentielt kan besvare spørgsmål om Anatoliens tidligste beboelse. Udgravningerne er blevet udført i samarbejde mellem Istanbul Universitetets afdeling for forhistorie og det franske udenrigsministeriums Anadolu Prehistory Mission. Fremstillingsmetoderne for stenredskaberne ændrer sig også over tid. Ifølge rapporten er der i det syvende lag og opefter fundet genstande fremstillet ved hjælp af Levallois-teknikken, hvor flisene er udformet ved at fjerne stykker fra en forudforberedt kerne. Forskere vurderer dette som en af de tidligste anvendelser af Levallois-teknikken i den tidlige palæolitikum. Under den samme udgravning blev der under en overfladeundersøgelse i år 2000 også fundet et kæbeben fra et hestdyr fra det andet lag. Undersøgelse af tænderne viste, at dette dyr var en meget primitiv art og lignede mere et æsel end andre hestdyr. Neolitiske værksteder og specialiserede håndværkere.
Menneskelig aktivitet i Göllüdağ antager en helt anden dimension i de neolitiske og kalkolitiske perioder. Ifølge studiet i "Türkiye Jeoloji Bülteni" blev produktionen af værktøjer i denne periode systematisk, organiseret og specialiseret, og der blev etableret hundredvis af obsidianværksteder i nærheden af ressourcerne. Rundt om næsten hver klippe, der leverer blokke af passende størrelse og kvalitet, findes et værksted, der dateres til den neolitiske eller kalkolitiske periode. Det vigtigste af disse er Kaletepe-værkstedet i Kömürcü landsby. Kaletepe-værkstedet er blevet undersøgt af professor Dr. Nur Balkan-Atlı fra Istanbul Universitet og præsenteret for det videnskabelige samfund. Provinsdirektoratet skriver, at udgravningen fortsættes under ledelse af Niğde Museum og med videnskabelig rådgivning fra Balkan-Atlı. Ifølge Niğde Tourism Master Plan er der fundet forskellige værktøjer, kerner og fliser fra palæolitikum til kalkolitikum i værkstedet. Området er under beskyttelse som et førsteklasses arkæologisk område. Planen nævner også en separat udgravning, der udføres af Istanbul Universitet og Niğde Museum i Göllüdağ obsidianværkstederne i Kayırlı landsby. En glass' rejse.
Obsidians betydning kommer ikke kun fra dens overflod, men også fra, at dens oprindelse kan spores. Hver vulkan har sit eget unikke kemiske fingeraftryk, og arkæologer kan derfor bestemme, hvor et værktøj, der findes på et Forskere fortæller, at obsidianen fra Göllüdağ, sammen med dens unikke produktionsmetoder, blev brugt fra omkring 8000 f.Kr. til 6000 f.Kr. og blev distribueret til Cypern og vigtige bosættelser i Mesopotamien. Noter fra Ankara Universitet fremhæver også, at produkterne fra Kaletepe blev spredt til mange dele af Mellemøsten i den neolitiske periode, især til det nordlige Syrien og Cypern, hvilket indikerer et handelsnetværk, der strakte sig over store afstande. De samme noter beskriver, at våben og værktøjer fra Aşıklı Höyük blev fremstillet af råmaterialer, der blev hentet fra områderne omkring Göllüdağ. En præsentation af en cykelrute i Master Planen beskriver Tepecik-Çiftlik-højden som en landsby, der for ni tusinde fem hundrede år siden bearbejdede obsidian fra Göllüdağ. En anden bosættelse på toppen, århundreder senere.
Efter obsidianens historie blev en helt anden bosættelse etableret på toppen af Göllüdağ. Ifølge provinsdirektoratet er dette en sen-hitittisk by fra det 8. og 7. århundrede f.Kr., omgivet af en mur, og en af bystaterne i regionen, kendt som Tabal. Det faktum, at mange af skulpturerne blev efterladt uafsluttede, indikerer, at byen blev forladt, før den var fuldt færdig. Udgravningerne blev indledt af Remzi Oğuz Arık i 1934, fortsat af Burhan Tezcan i 1968 og 1969, og mellem 1992 og 1996 blev de udført under tilsyn af Niğde Museum med deltagelse af Wulf Schirmer fra det tyske arkæologiske institut. Ifølge en beskrivelse af Çiftlik-distriktet befinder en udskæring af en to-hovedet løve, fundet under udgravningerne, sig i Kayseri Museum.
Hvad kan man se i Göllüdağ i dag?
Göllüdağ og det omkringliggende område er i dag registreret som et arkæologisk og naturligt område, men der er intet besøgscenter. Ifølge Master Planen kan man komme til Kaletepe-værkstederne via en asfalteret vej til Kömürcü-landsbyen, hvorefter der er cirka en kilometer med jordvej. Der er ingen faciliteter eller informationsskilte for besøgende på stedet. Provinsdirektoratet skriver, at Göllüdağ-området ligger 60 kilometer fra provinsens centrum. Planen angiver også, at man fra landsbyen kan komme til det arkæologiske område på toppen via en lang jordvej. En undersøgelse i Geological Bulletin beskriver, at dette område, der består af stejle vulkaner, ikke er egnet til bilkørsel, bortset fra hovedvejen, der forbinder landsbyerne, men tilbyder derimod vandrestier med forskellig sværhedsgrad. En af disse er Gösterli-dalen, der starter fra Gösterli-landsbyen og Områdets vigtigste regel er at lade de sten, du finder, ligge, hvor de er. En glinsende obsidianskav, der ser ud som en almindelig sten på en skråning, kan være en del af et beskyttet område og en vigtig del af den kontekst, som arkæologer studerer. En artikel i "Geologisk Tidsskrift" fremhæver, at perlitudvinding, udvidede infrastrukturprojekter og ulovlige udgravninger skader området, og anbefaler, at regionen bevares som et geopark. At besøge Göllüdağ er at følge sporene af en håndværkstradition, der er hundredtusinder af år gammel. Det er op til besøgende at beskytte dette spor.
Kilder:
- Niğde Provincial Kultur- og Turismeafdeling, Arkæologiske steder, https://nigde.ktb.gov.tr/TR-74408/oren-yerleri.html
- Niğde Provincial Kultur- og Turismeafdeling, Niğde Regions Turisme Masterplan 2025-2029, https://nigde.ktb.gov.tr/Eklenti/139023,nigde-turizm-master-planipdf.pdf?0
- Niğde Provincial Kultur- og Turismeafdeling, Çiftlik Distrikt, https://nigde.ktb.gov.tr/Eklenti/48883,ciftlik-ilcesipdf.pdf?0
- Erturaç, M. K., Okur, H. og Ersoy, B., Kulturelle og geologiske elementer i Göllüdağ vulkanske kompleks, Tyrkisk Geologisk Tidsskrift 60/1 (2017), https://dergipark.org.tr/tr/download/article-file/283352
- Slimak, L. og Dinçer, B., Kaletepe Deresi 3, Et tidligt paleolitisk bosættelse i Central Anatolien, der viser lagdeling, TÜBA-AR (2007), https://dergipark.org.tr/tr/download/article-file/1726154
- Ankara Universitet, Åbne kurser, Notater fra kurset "Central Anatolien i den neolitiske periode", https://acikders.ankara.edu.tr/mod/resource/view.php?id=145392
Kommentarer
Skriv den første kommentar
