Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Fra lærling til mester: Mimar Sinan.

Alle kender Süleymaniye-moskéen, der med sine fire minareter fuldender byens skyline og ligger på en bakke med udsigt over Det Gyldne Horn. Livet for den mand, der grundlagde den, bliver dog ofte reduceret til blot et par sætninger.

Radar TürkiyeRadar Türkiye24 Eylül 202647
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Fra lærling til mester: Mimar Sinan.

Süleymaniye-moskeen, med fire minareter, er et kendetegn i byens skyline og er kendt af alle. Historien om manden, der skabte den, bliver dog ofte reduceret til få sætninger. Men Mimar Sinans historie er fortællingen om en ung mand fra en landsby nær Kayseri, der først blev tømrer, derefter soldat, og til sidst, i næsten et halvt århundrede, blev imperiets førende arkitekt. I denne artikel følger vi hans liv kronologisk, og vi beskriver, hvilke bygninger fra hans tid, der stadig findes i Istanbul i dag, og hvordan man kan besøge dem. Meget af det, vi ved om Sinan, stammer fra "Tezkiretü'l-bünyan", som hans nære ven, digteren Sai Mustafa Çelebi, angiveligt skrev i 1586-1587. Teksten består af en biografi baseret på Sinans egne beretninger og en beskrivelse af hans værker. Samme forfatters "Tezkiretü'l-ebniye" og tre korte afhandlinger, der opbevares i Topkapı-paladsets arkiver, supplerer disse oplysninger. Sinan opsummerer også sin faglige udvikling med tre bygninger: "Şehzade-moskeen er mit lærlingearbejde," "Süleymaniye-moskeen er mit mesterværk," og "Selimiye-moskeen i Edirne er mit afsluttende arbejde." Titlen på denne artikel er inspireret af disse tre trin.

Fra Ağırnas til Istanbul

Sinan blev født i landsbyen Ağırnas, der ligger nær Kayseri. Hans fødselsår er ikke kendt med sikkerhed. Turkish Encyclopedia of Islam anslår, at han blev født før 1491, mens andre kilder angiver et interval mellem 1488 og 1490. Ifølge sætninger, der er citeret direkte fra ham i "Tezkiretü'l-bünyan", blev han rekrutteret som "devşirme" (en ung mand, der blev taget fra sine forældre og konverteret til islam for at tjene i hæren) under Yavuz Sultan Selims regeringstid, da rekrutteringen fra Kayseri-området begyndte. Dokumenter viser, at han fortsatte med at korrespondere med sine slægtninge i Kayseri i de følgende år. Da han ankom til Istanbul, menes det, at han var omkring 22 år gammel. Dette var en relativt sen alder for "devşirme"-børn. Turkish Encyclopedia of Islam nævner også, at Sinan voksede op i et miljø, hvor tyrkisk blev talt, og at han skrev digte i sin ungdom. Det menes, at han begyndte sin uddannelse på en skole nær Atmeydanı, tæt på paladset og Hagia Sophia. Her valgte han, som han selv fortæller, frivilligt at blive tømrer, eller "neccar" på det gamle tyrkiske. Denne karriere, der begyndte med træ, skulle senere blive grundlaget for alt hans arbejde, lige fra kuppelforme til broer. Hans rigtige navn var Yusuf. I næsten alle dokumenter nævnes navnet Sinan, men på inskriptionen på Büyükçekmece- Her tjente i nyinfanteriet, hvorefter han blev en del af kavaleriet. Efter slaget ved Mohács blev han forfremmet til leder af rekrutterne, senere til leder af portvagterne og til leder af artilleriet. I kampagnen i Irak i 1534 byggede han tre krigsskibe i Tatvan ved Van-søen efter ordre fra Lütfi Pasha, udstyrede dem med kanoner og musketter og overtog ledelsen. I 1537 deltog han i kampagnen til Korfu med rang af "haseki". Et vendepunkt i hans liv var kampagnen til Bogdan i 1538. Hæren havde brug for en bro over Prut-floden, og efter forslag fra Lütfi Pasha blev opgaven overdraget til Sinan. Ifølge TDV (Türk Dil Kurumu) konstruerede han broen på tretten dage. Da der blev foreslået at bygge et tårn for at beskytte broen, protesterede han, hvilket førte til en diskussion med Lütfi Pasha, og han frygtede endda konsekvenserne. Resultatet blev det modsatte. Lütfi Pasha anerkendte hans dygtighed og udnævnte Sinan til efterfølger af den afdøde chefarkitekt Acem Ali i 1537. Sinan blev dermed kejserlig chefarkitekt.

Sinan overtog stillingen som chefarkitekt omkring 1538-1539, i en alder af omkring 48 eller 49 år, og han beholdt stillingen frem til sin død, i cirka 50 år. Han arbejdede under Suleiman den Storsindige, Selim II og Murad III. I sit segl og sin underskrift præsenterede han sig selv som leder af de kejserlige arkitekter, men han glemte aldrig at tilføje "fattig" eller "tjener", hvilket var en almindelig høflighedsformel. Det er omstridt, hvor mange bygninger han har opført. Sammenligning af kilder fra den periode resulterer i en liste over 452 bygninger, mens nogle håndbøger angiver et tal omkring 350. Disse lister omfatter moskeer, bedesteder, madraser, gravsteder, suppekøkkener, hospitaler, vandingssystemer, broer, karavanserajer, paladser og badehus. Det er tydeligt, at Sinan ikke selv har opført alle disse bygninger. Som TDV påpeger, var han leder af et system, hvor han udarbejdede tegninger, gennemgik projekter og overvågede fjerntliggende byggepladser gennem sine assistenter. Bygningerne blev opført i henhold til tegninger, og håndværkere og lærlinge spredte planerne ud over hele imperiet. Derfor er det mere korrekt at betragte Sinan som leder af en skole, der ledte et stort team, snarere end som en enkeltstående genial arkitekt. Sedefkar Mehmed Ağa, arkitekten bag Sultanahmet-moskeen, var også en af hans elever. Chefarkitektens arbejde omfattede ikke kun nye bygninger. Han var også ansvarlig for restaurering af gamle bygninger, fjernelse af bygninger, der skadede monumenter, samt bredde af gader Byggeriet begyndte i juni 1543. Først blev mausoleet, hvor prinsen blev begravet, færdiggjort. Grundstenen til moskeen blev lagt den 23. maj 1544, og moskeen åbnede for offentligheden i august 1548. Komplekset gav navnet Şehzadebaşı til dette område, der ligger langs vejen fra Beyazıt til Edirnekapı. I Şehzade-moskeen understøttes den centrale kuppel af fire halvkubbeler, og alle disse elementer hviler på buer, der er placeret på fire store søjler. Sinan præsenterede her det første eksempel på sit karakteristiske pyramideformede tagkonstruktion. Han skjulte fundamenterne inde i arkader og åbnede de bærende vægge med et stort antal vinduer. Ifølge TDV's vurdering afspejler den overdådige reliefdekoration på facaderne og i minareterne begejstringen fra Sinans lærlingetid. I sine senere værker ville Sinan fremhæve selve arkitekturen frem for overfladedekoration. Samtidig, i de samme år, blev et kompleks opført til ære for Mihrimah Sultan ved siden af Üsküdar-molen. Ifølge moskeens inskription blev dette bygning, der blev færdiggjort i 1547, understøttet af halvkubbeler fra tre sider. Da den smalle grund ved kysten ikke tillod en klassisk gårdhave, anlagde Sinan et dobbelt bedestueområde foran. Bygningen, der er kendt som İskele Camii (molen-moskeen), ligger lige over for molen. I Şehzade's gravsted kan man se den flammede kuppel af Şehzade Mehmed-mausoleet, det farverige stenhåndværk og de fliser, der dækker hele indersiden. I den samme have gentages dette design i Rüstem Paşa-mausoleet, men med et mere enkelt program.

Mesterværket: Süleymaniye

I 1550 ønskede Sultan Süleyman et kompleks opkaldt efter sig selv. Som placering blev valgt en del af det gamle paladsområde i Beyazıt, det mest passende sted på den skrånende ryg mod Det Gyldne Horn. Ifølge de accepterede datoer blev grundstenen lagt den 13. juni 1550 i en ceremoni, hvor selve sultanen deltog, og den første sten blev placeret af Şeyhülislam Ebussuud Efendi ved det sted, hvor mihraben skulle placeres. Den centrale kuppel blev afsluttet den 16. august 1557, og moskeen åbnede den 15. oktober 1557, syv år efter grundlæggelsen. Sinan beskriver selv åbningen. Han præsenterer nøglen til sultanen, som siger, at det ville være mere passende, at den, der havde bygget bygningen, åbnede den, og han giver nøglen tilbage til Sinan. Den centrale kuppel i moskeen har en diameter på 27,40 meter, og højden fra jorden til toppen er lidt over 50 meter. Kuppelen er afbalanceret af På et område på omkring 60 hektar findes der madraser med forskellige uddannelsesniveauer, en hadis-skole, en medicinsk skole, et hospital, en koranskole, en grundskole, et værested, et apotek, et karavanserai, et bad og en række butikker. Evliya Çelebi skriver, at alle bygningerne var dækket af "tusind kupler" og at der arbejdede 3000 mennesker her. De to madraser, Evvel og Sani, der ligger vest for moskeen, bruges i dag som Süleymaniye-biblioteket. Gravkomplekset, der ligger i retning af Mekka, indeholder gravstederne for Sultan Süleyman den Storslåede og Hürrem Sultan, som også er værker af Sinan.

Mesterværket: Selimiye og de sidste år

Ifølge Sinan selv er hans mesterværk ikke i Istanbul, men i Edirne. Selimiye-moskeen, der blev bygget til ære for Sultan Selim II, var ifølge TDV (Türk Dil Kurumu - Det Tyrkiske Sproginstitut) færdiggjort, da Sinan var otteogtres år gammel, og han blev nu omtalt som "den store" på grund af sin alderdom. For dem, der ønsker at se Selimiye, er en tur med titlen "En dag i Edirne i Selimiyes skygge" en god start. Hans spor fra de sidste år i Istanbul er også betydelige. I Kadirga deler moskeen og madrasen i komplekset, der er opkaldt efter Sokullu Mehmed Pasha og hans kone, İsmihan Sultan, den samme gård, og inskriptionen over den fælles indgang dateres til 1572. I dette kompleks, der er bygget på et skråt terræn, fører hovedindgangen til en trappe, der fører til ablutionsgården. Kılıç Ali Pasha-moskeen i Tophane blev færdiggjort i 1580. TDV betragter dette bygværk som et eksperiment, hvor Sinan fortolker Ayasofyas plan i en meget mindre skala og på en statisk mere sikker måde. I perioden under Sultan Selim II blev de huse, der omgav Ayasofya og skadede bygningen, fjernet, og Sinan forstærkede bygningen yderligere med støttepiller. Under de samme arbejder blev Sultan Selim II's grav bygget af Sinan som den første grav på Ayasofyas gård og blev færdiggjort i 1576-1577. Topkapı-paladsets køkkener, der blev beskadiget i en brand i 1574, blev også genopbygget af ham, idet hovedstrukturen blev bevaret. I 1584, da Sinan rejste på pilgrimsrejse til Mekka, efterlod han en arkitekt ved navn Mehmed Subaşı som sin vikar. Efter sin tilbagevenden fortsatte han med at udføre sit arbejde, selvom han var meget gammel.

Badehusene af Sinan

På listerne over Sinans værker nævnes fyrre otte badehuse. Nogle af dem kan stadig ses i Istanbul og bruges som badehuse. Det mest kendte er Haseki Temperaturen i afdelingen afviger fra den traditionelle hammam-plan og bruger en buet struktur, der åbner sig i en stjerneform ud fra et centralt, rundt område, som man ser i badeanstalter. Bygningen, der i mange år blev brugt som et sted for hjemløse om natten, er senere blevet restaureret. Çemberlitaş-hammamen er et interessant spørgsmålstegn. Efter at inskriptionen ved indgangen blev renset, kunne man læse datoen 1584 og Sai Mustafa Çelebis digt. Det blev dermed fastslået, at hammamen var bygget af Nurbanu Valide Sultan, som var moder til Murad III, for at skaffe indtægter til Atik Valide-komplekset i Üsküdar. Atik Valide-komplekset er et værk af Sinan, og hammamen falder sammen med hans tid som arkitekt, men Çemberlitaş-hammamen er ikke med på listerne over Sinans værker. TDV betragter derfor henvisningen som et spørgsmål, der stadig venter på en løsning. I 1868, da Divanyolu blev udvidet, blev en del af omklædningsrummet fjernet, mens herreafdelingen fortsatte med at blive brugt som hammam. Der findes også eksempler, der er forsvundet. Hürrem Sultans dobbelte hammam i Eminönü lå overfor den sydlige indgang til det nuværende Egyptiske Marked. Den blev revet ned omkring 1930 og erstattet af en kontorbygning. Hammamen i Süleymaniye-komplekset er stadig intakt som en del af komplekset. Den bedste måde at se indretningen i disse hammamer er ved at benytte deres tjenester. Husk, at herre- og dameafdelingerne er adskilte, og at åbningstiderne og priserne kan variere.

Ifølge TDV er Sinans vigtigste ingeniørmæssige værk, og det største i volumen, ikke en moské, men Kırkçeşme-anlægget, der forsynede Istanbul med vand. Ifølge kilderne så Sultan Suleiman, da han var i nærheden af Kağıthane, vand, der sivede ud af en gammel vandledning, og han beordrede, at der blev undersøgt, om det var muligt at forsyne byen med vand fra dette område, og han udnævnte Sinan til opgaven. Sinan undersøgte vandløbene og floderne, der kom fra Belgrad-skoven, og rapporterede, at det var muligt. Storveziren Rüstem Paşa var imod det og hævdede, at hvis der kom rigeligt med vand til byen, ville befolkningen vokse, og det ville blive sværere at forsørge dem. Han modsatte sig endda og lod en vandekspert, der arbejdede for Sinan, fængsle. Sultanen beordrede alligevel, at byggeriet fortsatte. Arbejdet, der begyndte i 1554, blev afsluttet før 1563. Efter at de buer, der blev ødelagt i oversvømmelsen den 20. september 1563, blev repareret, blev anlægget genåbnet Broen ved Büyükçekmece, der ligger langs vejen til Rumeli, er også et produkt af samme ingeniørkunst. Der var tidligere en bro i dette sumpområde, men den var forfalden. I stedet for at bygge en kort bro, der forbinder de to sider af sumpen, designede Sinan en meget længere bro, der løb over hele sumpen. Han skrev, at den gamle bro var blevet bygget tæt på havet og i et sumpende område, hvilket var årsagen til dens forfald, og han byggede den nye bro længere sydpå. For hver af broens søjler blev der bygget formskaller, der var store som skibe. Der blev slået pæle ned i dem, og der blev hældt bly ind. Broen, som blev påbegyndt under Kanunis ordre, blev færdiggjort under hans søn, II. Selim, i 1567-1568, da sultanen døde under sin kampagne i Zigetvar. Broens samlede længde er 635,57 meter, og bredden er 7,17 meter. Den består af fire sektioner med op- og nedadgående hældninger og 28 spænd. De åbne rum mellem sektionerne menes at være beregnet til at tillade oversvømmelsesvand at passere uden at beskadige broen. Insriptionen i pavillonen siger "Værk af Yusuf bin Abdullah", hvilket er den signatur, vi nævnte tidligere. I dag er den historiske bro relativt godt bevaret, da biltrafikken føres over en moderne bro i nærheden. I området ved broens hoved ligger også Sokullu Mehmed Paşa-moskeen, Kurşunlu Han og Kanuni Sultan Süleyman-fontænen. Mausoleet i Süleymaniye

Sinan døde i 1588. I Süleymaniye-komplekset, i et lille, trekantet område, der adskiller to gader, blev der først bygget en kuppelformet vandfontæne, og lige bag den blev Sinans mausoleum bygget. Mausoleet ligner en havepavillon. Der er et tag, der hælder i fire retninger, hvilende på stensøjler, og under det er en stensarkofag. På den del af den omgivende mur, der vender mod moskeen, er der en versinskrift af Sai Mustafa Çelebi. Versene, skrevet af en ven, slutter med at sige, at arkitektens mester, Sinan, er gået bort fra denne verden. Ifølge TDV findes der ingen andre eksempler på, at et kompleks indeholder et mausoleum for både den, der har bestilt byggeriet (sultanen), og for arkitekten. Det er nemt at finde mausoleet. Søg efter en enkel bygning i hvid sten foran Süleymaniyes mur mod Det Gyldne Horn, lige efter du er gået ud af Istanbul Muftilighedens port, i starten af Fetva Yokuşu. Sinans stiftelse giver også oplysninger om hans familie. Hans kone, Mihri, døde før ham, og hans søn, Mehmed Bey, blev dræbt i kamp. I stiftelsen nævnes hans to døtre og to børnebørn, og hans formue omfatter huse, butikker, en have og et vand Efter at have besøgt Kılıç Ali Paşa-moskeen og -badet, tag færgen til Üsküdar. På den anden side af færgelejet kan du besøge Mihrimah Sultan-moskeen og Atik Valide-komplekset, der er opkaldt efter Nurbanu Sultan, på samme dag.

  • Starten på historien. Hürrem Sultan-komplekset i Haseki er et godt udgangspunkt for dem, der ønsker at følge Sinans udvikling, da det var hans første projekt i Istanbul som arkitekt.
  • En halv dag uden for byen. Besøg Kanuni Sultan Süleyman-broen og de omkringliggende bygninger i Büyükçekmece. Besøg moskeerne uden for bønnetider, og undgå især fredag eftermiddag. Kvinder skal dække deres hoved, og alle skal have tøj, der dækker skuldre og knæ. Skoene tages af ved indgangen, og der skal være stille inde i moskeen. Du kan finde flere detaljer i artiklen "Det du skal vide om besøg i moskeer" på Radar.

At vide, hvad du skal kigge efter i Sinans bygninger, vil ændre din oplevelse. Stå under kuplen og prøv at se, hvordan vægten fordeles på søjlerne og buerne. Læg mærke til, hvor støttepillerne er skjult, og tæl vinduerne i væggene. TDV (Türkiye Diyanet Vakfı) mener, at Sinans evne til systematisk at åbne vægge med vinduer, efter at de ikke længere var bærende, er et af hans vigtigste bidrag. De mørke indretninger fra tidligere perioder er erstattet af rum fyldt med naturligt lys. Se også Süleymaniye fra afstand, f.eks. fra Galata eller Üsküdar-kysten. Sinan placerede komplekset på toppen, så det ville give det mest imponerende silhuet for dem, der så det fra disse dele af byen. I sine sidste ord udtrykte Sinan et ønske om, at dem, der så hans værker, skulle anerkende det arbejde, der var lagt i dem, og huske ham med gode tanker. Det er ikke svært at vise ham denne respekt, når du besøger disse bygninger. Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar