Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

I Silkens fodspor, fra larven til væveriet.

Mens du går gennem den historiske basar i Bursa, passerer du en handelsplads, der er kendt for silke, en overdækket markedsplads fyldt med smykkeforhandlere, og butikker med silkesjal i vinduerne. Dette er ikke tilfældigt.

Radar TürkiyeRadar Türkiye30 Eylül 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

I Silkens fodspor, fra larven til væveriet.

Mens du går gennem Bursas historiske basar, passerer du forbi et "han", der er kendt for sin silke, et "bedesten" fyldt med smykkeforhandlere og butikker med silkesjal udstillet i vinduerne. Dette er ikke tilfældigt. Byens femhundrede års rigdom er i høj grad baseret på den lille larve, silkevormen, og den tråd, der udvindes fra dens kokon. I TDV Islam-encyclopædiens artikel om Bursa skriver historikeren Halil Inalick tydeligt, at silkehandel og -industri var den primære kilde til velstand i Bursa. I denne artikel beskriver vi silkevormens rejse, der begynder med morbærbladet, de karavaner, der ankommer fra Iran, silkemarkedet, der blev etableret i gården ved Koza Han, og hvor du i dag kan finde Bursa-silke. Fra morbærblad til kokon:

Silke er en naturlig fiber, der består af to tynde fibre, som silkevormen (Bombyx mori) udskiller i sin larvefase, og som er dækket af en beskyttende belægning. Ifølge en undersøgelse, der er blevet publiceret i DergiPark, kan en enkelt, uafbrudt tråd, der udvindes fra en kokon, være op til 3000 meter lang. Den eneste fødekilde for denne larve er morbærblade; i en rapport fra Handelsministeriet fra 2019 nævnes morbær også som den eneste fødekilde for silkevormen. Derfor er en morbærplantage nødvendig, hvor end der produceres silke. Den samme rapport giver også en oversigt over den nuværende produktionskalender. I Tyrkiet kan silkevorme fodres to gange om året, men for at opnå en større produktion foretages kun fodring om foråret. Larverne, der klækkes, leveres til producenterne i starten af april i Ege- og Middelhavsområderne, og i slutningen af april eller begyndelsen af maj i andre regioner. Den samlede arbejdsperiode omfatter cirka en måneds fodring og ti dages kokonspinding. Æggene er pakket i kasser, der indeholder omkring 20.000 levende æg, og fra en kasse kan man opnå op til 40-44 kilogram kokoner. Bursa har også sine egne silkevormetyper. Ifølge en nyhed fra Ministeriet for Landbrug og Skovbrug i Bursa fra 2019, bevarer Silkevormeproduktionscentret, der er tilknyttet direktoratet, otte linjer, herunder Bursa Beyazi og Bursa Beyazi Desenli, gennem et projekt, der blev startet i 1992 for at bevare silkevormegenetiske ressourcer. Den samme nyhed fortæller, at omkring 150 kvinder arbejder sæsonbestemt i dette center, og at der produceres omkring 8000 kasser med silkevormeeæg om året. Karavaner fra Tebriz:

Det, der i virkeligheden gjorde Bursa til en silkebyd, var ikke så meget den lokale produktion, men den rå silke, der kom udefra. Ifølge artiklen om silke i TDV Islam Ifølge Inalcık nåede værdien af silke, der blev importeret fra Iran i 1479, 150.000 venetianske guldmønter. Genovesere, venetianere og florentinere, der havde kommercielle repræsentanter i Bursa, konkurrerede med hinanden for at købe silke. I 1501 noterede Maringhi, repræsentanten for Medici-familien fra Firenze i Bursa, at en forsendelse af silke gav et overskud på 70-80 dukater. Der findes andre tal, der illustrerer byens kommercielle betydning. Ifølge samme kilde nåede de årlige skatter, der blev opkrævet på importerede varer i Bursa i 1487, 140.000 dukater. Samme kilde påpeger også, at varer fra Bursa nåede Ungarn via ruten gennem Braşov, og derfra til Øst- og Centraleuropa. Kort sagt var Bursa et marked, der lå i den vestlige ende af Silkevejen, og som forenede Øst og Vest.

Silken fra Bursa blev ikke kun købt og solgt, men blev også produceret i byen. Ifølge Inalcık var der i 1402 mere end tusinde væve i Bursa. Enkcyklopædiens artikel om silke beskriver, hvordan byens håndværkerregulativer opdelte silkevarer i grupper som fløjl, brokade, taffeta og silke. Disse varer blev adskilt baseret på antallet af anvendte tråde, finheden, og om de var vævet med guld- eller sølvtråde. Bursa-fløjl og fløjl vævet med guldttråde var blandt de mest eftertragtede silkevarer i perioden og fandt et bredt publikum i Europa, Egypten og Iran. Kultur- og Turisme Ministeriets Kulturportal skriver, at Bursa i perioden fra det 15. til det 17. århundrede blev et centrum for silkevarer, og at disse varer, der blev produceret under det osmanniske palads' overvågning, både opfyldte paladsets behov og prydede europæiske paladser.

Koza Han's opståen:

Denne intense handel krævede en bygning. Ifølge TDV Islam-encyklopædiens artikel om Koza Han, blev byggeriet påbegyndt i marts 1490 og åbnet den 29. september 1491. Hanen blev bygget af II. Bayezid. Kulturportalen oplyser, at formålet var at generere indtægter til moskeerne og madraserne i Istanbul, og at arkitekten var Abdül-Ula Bin Pulad Şah, mens bygningsarbejdet blev udført af Şuca Bin Karaca. Hanen er beliggende i et stort område mellem Orhan Gazi-moskeen og Ulu Cami. I dag er bygningen kendt som Koza Han, men i gamle kilder findes den også under andre navne. TDV-artiklen nævner navnene Yeni Han, Simkeş og İpek Hanı, mens Kulturportalen tilføjer navne som Han-ı Cedid-i Evvel, Beylik Kervansarayı og Yeni Kervansaray Den lille bygning i gården er et symbol på handelen. Paviljonen, med sin otkantede plan og kuppel, er placeret over en fontæne med bassin nedenunder, og man kommer op til den via en trappe. Ifølge historikeren professor Dr. Hasan Basri Öcalan fra Bursa Uludağ Universitet, som Anadolu Ajansı interviewede i 2024, er dette en af de to paviljoner i Tyrkiet, der har bevaret sin unikke karakter og er bevaret til i dag. Hanen blev restaureret i 1671-72 og 1785, og gennemgik en omfattende restaurering i 1950'erne. Som det fremgår af Osmangazi kommunes markedsføringsmateriale, var dette i århundreder stedet, hvor silkevæveriet blev administreret. Bursa producerede sin egen silke.

Med tiden begyndte også råmaterialerne at komme fra selve Bursa. Ifølge TDV's rapport om silke var der ingen registreringer af silkeproduktion i Anatolien i det 15. århundrede, men fra det 17. århundrede blev Bursa kendt som et vigtigt center for silkeproduktion. En artikel i DergiPark beskriver, hvordan anatolisk silke i det 18. århundrede blev anset for at være af højere kvalitet end persisk silke, og at europæiske tekstilproducenter viste stigende interesse for anatolsk silke, hvilket førte til, at regionen udviklede sig fra at være et sted, hvor silke blev vævet, til et sted, hvor silke blev produceret. Det 19. århundrede var maskinernes århundrede. En encyklopædi nævner, at fra 1838 blev der importeret dampdrevne maskiner, kaldet "mancınık", til at udvinde silke fra kokoner. Ifølge en rapport fra Handelsministeriet startede silkeudvindingsindustrien i 1845 med en fabrik i Bursa, der havde 60 af disse maskiner. Derefter fulgte svære år. En artikel, der blev udgivet i tidsskriftet Belleten fra det tyrkiske historiske institut, beskriver, hvordan sygdomme, der blev observeret i silkemøl fra 1860, bragte industrien i stå. Ifølge den samme artikel spillede Düyun-ı Umumiye İdaresi, som havde ret til at indsamle silkeskatten og administrerede Tyrkiets udenlandske gæld, en afgørende rolle i forsøgene på at genoplive industrien. Fra skole til kooperativ.

Det mest konkrete skridt i søgningen efter en løsning var en skole. Ifølge artiklen i DergiPark blev den første silkeskole, støttet af Düyun-ı Umumiye, oprettet i Bursa i 1888 under navnet Harir Darüttalimi, og den startede med 12 elever; lignende skoler blev senere oprettet i Antalya, Amasya, Beirut og Elazığ. Rapporten fra Handelsministeriet nævner, at der blev oprettet et Institut for Silkevævning i Bursa for at producere lokale silkemøl-larver, og at silkevævning for første gang begyndte at Hvis du leder efter silke fremstillet af lokale kokoner, kan du spørge sælgeren om, hvor produktet kommer fra. Lige et par skridt væk fra hanen ligger Bedesten, som blev bygget af Yıldırım Bayezid i slutningen af det 14. århundrede. Kulturportalen beskriver det som den første bedesten, der blev bygget i osmannisk tid; engang blev byens mest værdifulde varer købt, solgt og opbevaret her. I dag bruges det som et område med smykkebutikker. Kultur- og Turisme Ministeriets side om verdensarvssteder beskriver Orhan Gazi-komplekset og det omkringliggende Hanlar-område med sine store haner, bedestenen og markederne som byens kommercielle hjerte siden det 14. århundrede. Ifølge listen på den tyrkiske Wikipedia er Silk Han også en del af denne verdensarvsattraktion. Hvis du ønsker at se processen fra kokon til stof trin for trin, er der to andre steder at besøge. På Bursa Storbykommunes By Museum er der et separat afsnit om silke, udover den underjordiske galleri, hvor gamle håndværkerbutikker er genskabt, og kommunen fremhæver dette afsnit som et af museets mest interessante områder. På Umurbey Silke Produktions- og Designcenter, som kommunen har oprettet ved at restaurere en gammel tekstilfabrik, vises processen fra kokon til garn og fra garn til stof, samt vævemaskiner, med en guide, ifølge Milli Eğitim Bakanlığı's (Ministeriet for National Uddannelse) vejledning om læring uden for skolen.

Praktiske oplysninger:

Hanlar-området ligger i byens centrum, mellem Ulu Cami og Orhan Gazi Camii, og du kan nemt gå rundt til alle steder. Det er mere fredeligt at sidde i gården ved Koza Han om morgenen. Tjek de officielle hjemmesider for By Museum og silke-centret for at få de seneste oplysninger om åbningstider, betingelser for gruppe besøg og eventuelle gebyrer. Hvis du er interesseret i "koza-sæsonen", så planlæg dit besøg i slutningen af foråret; fodringen i Marmara-regionen starter ved udgangen af april og begyndelsen af maj, og kokonerne høstes cirka fyrre dage senere. Den mest pålidelige måde at genkende silke ved er at spørge sælgeren om produktets indhold og oprindelse. Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar