Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

At se Bosporus' kystlinje fra havet.

Alle, der sejler over Bosporusstrædet med færge, stiller på et tidspunkt det samme spørgsmål.

Radar TürkiyeRadar Türkiye24 Eylül 202631
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

At se Bosporus' kystlinje fra havet.

Her der, der Bosporus'u vapurla geçen herkes, bir noktada aynı soruyu sorar: Bu ahşap evler, denizin hemen kıyısında, neredeyse dalgaların içinde, kimin için inşa edildi, ne zaman ve neden? Yalılar, Bosporus'un en tanıdık simgelerinden biridir, ancak çoğu günümüzde hala konut olarak kullanıldığı için içlerini görmek mümkün değildir. Bu yazı, bir yalıyı dışarıdan anlamanıza yardımcı olmayı amaçlamaktadır. Bir yalıdaki her parçanın ne işe yaradığını, renklerinin nereden geldiğini, en eski örneklerinin hangileri olduğunu ve bugün onları vapurdan, kıyıdan veya bir müzeden nasıl görebileceğinizi anlatacağız.

**Yalı ne demek?**

Kelime, Yunanca "kıyı" ve "sahil" anlamına gelen "yalos" sözcüğünden Türkçe'ye geçmiştir. Eski metinlerde, aynı yapılar için Arapça "sahil" ve Farsça "hane" kelimelerinin birleşimiyle oluşan "sahilhane" de kullanılırdı; yapı çok büyüdüğünde ise "sahilsaray" denilirdi. Mimar ve yazar Sinan Genim, Meriç, Porsuk ve Yeşilırmak kıyılarında veya İzmir'in sahil şeridinde benzer yapılar bulunsa da, yalıların günümüzdeki anlamıyla Bosporus'a özgü bir yapı türü olduğunu vurgular. Türkiye Diyanet Vakfı İslam Ansiklopedisi'nin "yalı" maddesine göre, Haliç ve Bosporus kıyılarında 16. yüzyıldan 18. yüzyılın ortalarına kadar inşa edilmiş yalılar bulunmakta ve Bosporus yalıları, asıl kimliğini 18. yüzyılda kazanmıştır. Topkapı Sarayı'nın sahilindeki Yalı Köşkü gibi yapılar, bu türün öncülerinden sayılır; Genim, 1592 tarihli Yalı Köşkü'nü, "yalı" adının geçtiği ilk anıtsal yapı olarak tanımlar. Lale Devri ile, yani III. Ahmed dönemiyle (1703-1730), Bosporus kıyısı, devlet adamlarının, varlıklı tüccarların ve sarayla ilişkili ailelerin yazlık evleriyle dolmaya başlar. "Yalı" kelimesi uzun süre "konak" ve "köşk" ile eş anlamlı kullanılmış ve genellikle ailelerin yaz aylarında taşındığı evleri ifade etmiştir. Türkiye Diyanet Vakfı maddesi, bu taşınmanın bir tören, her yıl tekrarlanan bir ritüel şeklinde gerçekleştiğini belirtir. Günümüzde, Türkçe Vikipedi'deki derlemeye göre, Bosporus'un iki yakasında günümüze ulaşan yalı sayısı yaklaşık 360'tır.

**Bir yalıyı anlamak**

Bir yalıyı anlamak için, onu iki yüzlü bir ev gibi düşünün. Deniz tarafı açık ve hareketlidir, çıkmalarla suya uzanır; kara tarafı ise yüksek bahçe duvarlarıyla dar sokağa kapanır. Türkiye Diyanet Vakfı'nın tanımına göre, yalılar uzun, genellikle iki katlı yapılar olup, suya doğru uzanır ve arkadaki "harem" bölümleriyle yola yüksek duvarlarla çevrilidir. Bu nedenle, bir yalıyı kara tarafından geçerken genellikle sadece bir duvar, bir Kystejendomme bestod generelt af en hovedetage, der strakte sig ud mod havet, ofte med en etage ovenpå. Disse udbygninger blev understøttet af træbjælker. Stueetagen fungerede som serviceområde; her fandtes en flisebelagt terrasse af kalksten eller marmor, og derfra åbnede der sig lyse rum. På den øvre etage, som man nåede via brede, flade trætrapper, fandtes sofaer, repræsentationsrum, stuer, soveværelser og undertiden et bibliotek. Kystejendomme havde sjældent altaner; i stedet var der store, åbne balkoner. Forbindelsen til vandet var også karakteristisk for kystejendomme. I tidligere århundreder var den eneste måde at komme til ejendommen på via vandet, så en bådebro var afgørende. Ifølge Genim blev bådebroerne ofte placeret under haremstrukturen eller i en lille havn i haremhaven. Ved enden af bådebroen kunne der være et badehus, og i et hjørne af haven et fiskeskur. Indendørs blev der placeret små bassiner og springvand i rummene og på sofaerne for at skabe en følelse af vand. En anden tradition, som Genim nævner, var relateret til bådebroerne; søfolk og fiskere havde ret til at gå på disse bådebroer, og fiskerne kunne her hænge deres net til tørre. Hvid, kalk og grå.

Den mest basale information om farverne på kystejendomme findes i TDV (Turkish Historical Society). Selvom de var af beskedne størrelser, lignede kystejendomme små paladser og blev malet i hvid eller kalkfarve. Kalk er et naturligt pigment, der indeholder jernoxid. Kunsthistorikeren Doç. Dr. Zeynep Emel Ekim, som Anadolu Ajansı interviewede i 2024, forklarer, at denne maling, udover rød, også indeholdt brune og gule toner, og at den beskyttede træet mod sol, fugt og regn. Påføringen var en omstændig proces. Først blev træet rengjort og behandlet med en blyholdig primer, derefter blev der påført en hård masse af linolie og kalk, som blev slebet, og til sidst blev malingen påført, eventuelt i to lag. Da malingen kun kunne påføres træ, findes den ikke på bygninger af sten eller marmor. I dag er mange steder erstattet af billigere og nemmere syntetiske røde farver. Ekim nævner som eksempler på steder, hvor den originale kalkmaling er blevet anvendt med omhu, Amcazade Hüseyin Paşa-kystejendommen, Kont Ostrorog-kystejendommen i Kandilli og Sadullah Paşa-kystejendommen i Çengelköy. Ikke alle kystejendomme var røde. TDV nævner, at i kystområder, hvor der boede mange ikke-muslimske familier, var kystejendomme solide bygninger, hvis facader var malet i diskrete farver som grå-beige eller grå-blå, mens vindues- og dørkarme var hvide. I modsætning Her er en oversættelse af den tyrkiske tekst til dansk:

I Yeniköy, Tarabya og Büyükdere lå der sommerhuse tilhørende udlændinge og ambassader, og nogle af de gamle ambassadebygninger i Büyükdere bruges stadig i dag som sommerboliger. I Sarıyer lå der villaer tilhørende middelklassefamilier. På den asiatiske side er det landlige præg mere udtalt; haverne stiger i terrasser op ad skråningen. En af grundene til, at kystlinjen er så detaljeret beskrevet, er "bostancıbaşı"-registrene. Mens sultanen sejlede i sin båd i Bosporus, styrede "bostancıbaşı" båden og gav information om de kystnære villaer, haver, palæer og moler. Disse omhyggeligt førte registre er blandt de vigtigste dokumenter, der i dag bruges til at spore, hvilken villa der tilhørte hvem i hvilken periode. Selve sejladsen havde også sine egne regler. Ifølge TDV (Türk Dil Kurumu) steg ministrene om bord i både med fem årer, mens embedsmænd af lavere rang brugte både med fire, tre eller to årer, og det var et tegn på respekt at lukke parasollen, når man passerede foran en villa. Den ældste af dem er Amcazade Hüseyin Paşa-villaen.

Den ældste eksisterende villa ved Bosporus er Amcazade Hüseyin Paşa-villaen, som blev bygget af sadrazamen (storfyrsten) Amcazade Hüseyin Paşa fra Köprülü-familien på den asiatiske side, mellem Kanlıca og Anadolu Hisarı. Ifølge TDV blev den bygget i 1699, og bygningen beskrives som den ældste eksisterende træbygning i Bosporus, måske endda i Istanbul. Den blev også kaldet "Meşruta-villaen" på grund af sin forbindelse til stiftelser. Efter Karlofça-traktaten blev den østrigske ambassadør officielt bragt hertil ad søvejen den 29. april 1700. Villaen var engang et stort kompleks med et harem på 20 værelser, der strakte sig 80 meter ud mod havet. I det 19. århundrede brændte eller blev de oprindelige bygninger ødelagt; det, der står tilbage i dag, er den etagehøje "divanhanne" (stue), der delvist er placeret på pæle ved kysten. Det er et enkelt, T-formet rum. I midten er der en firkantet flisegulv med et springvand, og de tre "arme" stiger let op som en slags overdækket gang. Selvom bygningen ser meget enkel ud udefra, er interiøret dekoreret med guld, elfenben og perlemor, og der er paneler, der viser blomster, der strømmer ud af krukker. TDV skriver, at denne træ-divanhanne, der blev bygget før vestlig indflydelse, er det eneste af sin slags, der stadig eksisterer i Istanbul. Bygningen blev forsømt i mange år i det 20. århundrede. Ifølge en note til et bille Planen er et af de bedste eksempler på osmansk villaarkitektur. Den er fuldstændig symmetrisk omkring to vinkelrette akser og har en central gårdhave. I hjørnerne af gårdhaven, der løber parallelt med havet, er der to værelser hver, og der er verandaer mod havet og haven. På øverste etage bliver gårdhaven oval, og et fladt kuppel dækker den, hvilket minder om et enkelt rum. Et lille bibliotek, der vender mod gårdhaven, antyder, at dette rum blev brugt til middage og musikarrangementer. Den største overraskelse findes på væggene. I nicherne i værelserne er der udskårne billeder, der viser villaer, palæer og kystresidens ved Bosporus og Det Gyldne Horn. Et af disse billeder viser Topkapı-kystresidensen, der brændte i 1862, hvilket betyder, at væggene i villaen fungerer som et dokument over bygninger, der ikke længere eksisterer. Bygningen fik sit nuværende udseende efter en restaurering udført af arkitekten Turgut Cansever og Cahide Tamer i perioden 1949-1951, og den gennemgik en yderligere restaurering under ledelse af Feyza Cansever i perioden 1995-1997. I dag bevares den af Tek-Esin-fonden. Den røde facade er let genkendelig fra færgerne, der passerer Çengelköy. I Kandilli ligger Kıbrıslı-villaen, og i Kanlıca ligger Hekimbaşı-villaen.

Langs den asiatiske side, efter at have passeret Küçüksu, begynder Kıbrıslı-villaen langs Kandilli-kysten. Villaen blev bygget i slutningen af det 18. århundrede, og den første ejer var İzzet Mehmed Paşa, en af ​​sultans Abdulhamids stormænd. I 1840 blev den købt af Kıbrıslı Mehmed Emin Paşa, og den fik sit nuværende navn. Ifølge den tyrkiske Wikipedia er det den villa, der har den bredeste facade mod Bosporus med en kystlinje på 64 meter. Den bedst bevarede del er selamlik (den offentlige del). Man kommer ind gennem en veranda med fire søjler fra haven, og der er værelser i de fire hjørner af gårdhaven. Når man ser på den fra færgen, skal man lægge mærke til, hvordan facaden er animeret med udspring, og hvordan de smalle, aflange vinduer er arrangeret i rækker. Lidt længere nordpå, mellem Kanlıca og Anadolu Hisarı, ligger Hekimbaşı Salih Efendi-villaen. Villaen er opkaldt efter Salih Efendi, en af ​​lægerne under sultan Abdulmecids regeringstid, som købte den i 1850'erne. TDV skriver, at denne villa er kendt for sine blomsterhaver og citronlunde, og at nellikerne og roserne, der blev dyrket her, var forløbere for de drivhuse, der senere blev etableret i området. Salih Efendi, der var interesseret i botanik, fik også opkaldt I 1995 brændte en stor del af bygningen, og under renoveringen, der startede i 1998, blev udseendet fra 1890'erne bevaret, ikke det, den havde umiddelbart før branden. Denne villa fortæller også om den vestlige indflydelse, der begyndte med Dolmabahçe-paladset. TDV (Turkish Historical Society) påpeger, at i det 19. århundrede blev der bygget prangante villaer i mursten, udstyret med alle elementer af den neoklassiske stil, hvor marmor blev foretrukket, og at den klassiske facade blev ændret med elementer fra Vesten. Den nemmeste måde at forstå denne forandring er at se en trævilla med udhængende dele ved siden af en kolonnadevilla i mursten, når man ser den fra havet. Mehtabiye, solnedgangspavillon og afslutningen på et liv.

Villaerne bestod ikke kun af hovedbygninger. Genim fortæller, at villaerne på den europæiske side (Rumeli) havde en "mehtabiye" (måneskinspavillon), mens de på den asiatiske side (Anadolu) havde en "gurub köşkü" (solnedgangspavillon). Disse små pavilloner, med kun ét rum, blev brugt til at betragte måneskinnet eller solnedgangen over den anden side af Bosporus, som deres navne antyder. Overvej forholdet mellem lys og vand på begge sider af Bosporus: på den asiatiske side, der vender mod vest, er solnedgangen fremtrædende, mens på den europæiske side er det måneskinnet, der reflekteres i vandet. Dette livsform ophørte i begyndelsen af det 20. århundrede. TDV skriver, at Første Verdenskrig også førte til afslutningen på livet langs Bosporus. På grund af økonomiske vanskeligheder kunne familierne ikke længere vedligeholde deres villaer; størstedelen af disse kystejendomme skiftede hænder, blev afveget fra deres oprindelige formål og planer, og nogle blev ødelagt af brande. Brandene, som var en uundgåelig fjende af træ, var den største årsag til tabet af villaer langs Bosporus. Bosporusloven og beskyttelse.

Grundlaget for beskyttelsen af villaerne og deres omgivelser i dag er Bosporusloven, der blev vedtaget den 18. november 1983 og offentliggjort i den officielle gazette den 12. november 1983. Lovens formål er at beskytte og udvikle de kulturelle og historiske værdier og den naturlige skønhed i Bosporus-området, samtidig med at befolkningstætheden begrænses. Loven opdeler området i zoner: en udsigtszone langs kysten, en bagvedliggende zone og en yderste zone. Blandt de generelle bestemmelser er, at kystområder kun må bruges til gavn for offentligheden, at der skal prioriteres restaurering af kulturarv og naturarv, at der ikke må opføres kul- og brændstofdepoter, værfter eller industrianlæg, og at ulov Linjen mellem Çengelköy og İstinye følger en snoet rute mellem Çengelköy, Arnavutköy, Bebek, Kandilli, Anadolu Hisarı, Kanlıca, Emirgan og İstinye, og den passerer foran mange af de smukke villaer langs kysten. Linjen mellem Bebek og Emirgan kører også i weekender og passerer også Anadolu Hisarı og Kanlıca. - Tjek den aktuelle køreplan på Şehir Hatları's hjemmeside, da afgange og tidspunkter kan variere. Hvis du foretrækker at gå, er kystvejen på den europæiske side, fra Bebek til Rumeli Hisarı og videre til Emirgan, et godt valg. Şerifler Yalısı i Emirgan er, ifølge TDV, også en "vej-villa", da vejen passerer mellem villaen og havet, så du kan se facaden fra fortovet. Ifølge Wikipedia blev denne villa bygget i 1780 og er den ældste bevarede villa på den europæiske side. Ifølge TDV er villaen underlagt Kulturministeriet. I Arnavutköy løber kystvejen også forbi flere villaer. På den asiatiske side ligger villaerne ofte mellem vejen og havet, så du ofte kun kan se havemurene fra vejen. Det er meget mere effektivt at se villaerne i Kandilli, Kanlıca og Çengelköy fra den modsatte side, især fra kysten ved Bebek og Rumeli Hisarı. Det sted, hvor du kommer tættest på en villa, er Sadberk Hanım Museet i Büyükdere. Museets hovedbygning er den Azaryan-villa, der blev bygget i slutningen af det 19. århundrede. Den blev restaureret under ledelse af arkitekten Sedad Hakkı Eldem i perioden 1978-1980 og omdannet til et museum, der åbnede som Tyrkiets første private museum den 14. oktober 1980. Når du besøger udstillingen, skal du være opmærksom på både samlingen og størrelsen af værelserne, trapperne og hvordan man ser ud over Bosporus fra vinduerne. Hvis du ønsker at se en kyststruktur i palæ-størrelse, er Küçüksu-palæet og Beylerbeyi-palæet på den asiatiske side også åbne for besøgende. Tjek de aktuelle besøgsdage og -tider på deres officielle hjemmesider.

Praktiske tips:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar