Hvordan grundlægger man en hovedstad?

I 1923, da Ankara blev udnævnt til hovedstad, var det en by med 30.000 indbyggere, beliggende ved foden af en borg. I løbet af blot femten år blev der opført boulevarder, ministerier, en togstation, en opera, et universitet og ambassader; byen blev transformeret til et udtryk for statens arkitektoniske vision. I dag kan du, mens du går fra Ulus til Kızılay, opleve de to forskellige udtryk for denne vision, hvis du blot ved, hvor du skal kigge.

Det første sprog er den tidlige nationale arkitektur. Denne stil, der opstod i slutningen af det osmanniske rige og blev ført videre i de første ti år af republikken, flyttede til Ankara. Den kombinerer seldsjukiske og osmanniske motiver (spidse buer, fliser, brede frynser, kupler) med moderne offentlige bygninger. Eksempler på denne stil findes i Ulus med Vedat Tek's Andet Parlamentsbygning (1924) og Kemaleddin's Ankara Palas (1927), Arif Hikmet Koyunoğlu's Etnografiske Museum (1928) og det Tyrkiske Hus (nu Billed- og Skulpturmuseum, 1930), samt de italienske bygninger for Ziraat Bankası (1929) og İş Bankası, designet af Giulio Mongeri. Alle disse bygninger ligger inden for gåafstand af hinanden, og du kan besøge dem i dag som museer eller offentlige bygninger.

Det andet sprog er modernismen fra 1930'erne. Den unge republik vendte sig mod Europa, også inden for arkitektur. Tyske og østrigske arkitekter (Clemens Holzmeister, Ernst Egli, Bruno Taut, Paul Bonatz) skabte en stil, der var præget af enkelhed, funktionalitet og monumentalitet i ministerier, skoler og andre offentlige bygninger. I Sıhhiye finder man Taut's Fakultet for Sprog og Historie-Geografi (1937), i ministerområdet finder man Holzmeister's ministerkompleks og det nye parlamentsbygning (påbegyndt i 1938), i Ulus finder man Şevki Balmumcu's Udstillingshus (1933), som Bonatz omdannede til en opera (1948), og Şekip Akalın's togstation (1937). Kendetegnene er facader uden pynt, lange vandrette linjer og stenvægge; når du først har bemærket dem, vil du se dem overalt.

For at opleve begge stilarter sammen, skal du blot gå langs Atatürk Boulevard, som strækker sig fra Ulus til Çankaya. Byen har historisk set udviklet sig fra nord til syd. I Ulus finder du kupler og fliser, i Sıhhiye finder du stenvæggene fra modernismen, i Kızılay finder du lejlighedskomplekser fra 1950'erne, i Kavaklıdere finder du ambassader, og i Çankaya finder du palæer. Selve byen er en kronologisk udstilling.

Hvis man skal nævne, hvad der er gået tabt, så er det, at