Gå til hovedindholdet
Radar Türkiye
Opdag begivenheder i appen
Åbn
Radar Türkiye

Diyarbakır: Byen af basaltsten.

En af de første ting, man bemærker, når man besøger Diyarbakır for første gang, er byens farve. Murene, tårnene, gårdene, bygningernes facader og fortovene har en farve, der ligger et sted mellem mørkegrå og sort. Denne farve kaldes basalt.

Radar TürkiyeRadar Türkiye4 Kasım 2026
Ingen bedømmelser endnu

Log ind for at synes godt om og bedømme

Diyarbakır: Byen af basaltsten.

En person, der besøger Diyarbakır for første gang, bemærker hurtigt byens farve. Murene, tårnene, gårdene, bygningernes facader og fortovsstenene har en nuance, der ligger mellem mørkegrå og sort. Denne farve er basalt. En undersøgelse fra 2018, udgivet af Emine Ekinci Dağtekin fra Fakultetet for Arkitektur ved Dicle Universitet, beskriver, hvordan basalt dominerer hele byen, og hvordan det traditionelle udseende, fra murene til de smalle gader, fra monumentale bygninger til gårde, er skabt af denne sten. Artiklen fortæller om, hvor denne sten kommer fra, hvordan den bearbejdes, og hvor og hvordan man kan se den i byen i dag.

**Karacadağ's gave**

Basalten i Diyarbakır er ikke blevet bragt hertil udefra; byen er bygget på den. Ifølge kilder, som Dağtekin refererer til, består basaltlavaen fra Karacadağ, der ligger sydvest for byen, af et lag, der er omkring 80 meter tykt og dækker et stort område. Karacadağ-vulkanen, der begyndte at udbrude for omkring 11 millioner år siden, dannede et fladt plateau, da den nærmede sig Dicle-floden, og Diyarbakır er bygget på dette plateau. Den samme undersøgelse nævner, at man kan se basaltens afkølingsrevner i den stejle skråning, der vender mod Dicle-floden under murene, og at stenene til murene blev transporteret over den kortest mulige afstand. Karacadağ's vulkanske oprindelse viser sig ikke kun i bygningerne, men også i jorden. TÜRKPATENT's registreringsdokument for Karacadağ-ris beskriver, at jorden i området består af vulkansk materiale og er dækket af små og store sten. Med andre ord har det samme bjerg både defineret byens mure og jorden i de omkringliggende marker.

**Basaltens egenskaber**

Ifølge det materiale, som Dağtekin har samlet, er basalt i Diyarbakır en mørkegrå og sort sten, der ikke absorberer vand og er meget modstandsdygtig over for frost, stød og friktion. Stenen findes i to typer: porøs og ikke-porøs. En undersøgelse fra 2017 af Gülin Payaslı Oğuz og Fatma Meral Halifeoğlu fra Dicle Universitet beskriver, hvordan håndværkerne refererer til disse to typer som "hunsten" og "hansten". Den porøse "hunsten" er lettere at bearbejde, mens den ikke-porøse "hansten" er sværere at bearbejde, men mere robust. Denne forskel bestemmer, hvor stenen bruges. Den samme undersøgelse viser, at bærende elementer som vægge, buer, søjler og søjlehoveder er lavet af ikke-porøs basalt, mens porøs sten foretrækkes til belægning af gårde, rum og gårde. Dağtekin skriver også, at ikke-porøs sten bruges til indskrifter, buer, facader, dørkarme, gesimser, t Evliya Çelebi har registreret, at fortet og bygningerne er bygget af sort, hård sten, og at byen blev kaldt Kara Amid. Murene er det sted, hvor man kan se basalt i sin største udstrækning. Ifølge en restaureringsindsats, der er blevet rapporteret af Diyarbakır Provincial Kultur- og Turismeafdeling, består Diyarbakır-fortet af to sektioner: det indre fort og det ydre fort. Selvom forskellige kilder angiver forskellige datoer for konstruktionen af murene, peger de generelt på midten af det 4. århundrede. Murenes samlede omkreds er cirka 5.200 meter, og den samlede længde, inklusive det indre fort, er cirka 5.800 meter. Der er 82 tårne på de ydre mure og 19 tårne på det indre fort. Ifølge samme kilde varierer højden af tårnene og murene fra cirka 8 til 22 meter, mens tykkelsen varierer fra 1,40 til 5 meter. De tykkeste tårne er på nordsiden og vestsiden. Murene har fire hovedporte: Dağ Kapı vender mod nord, Urfa Kapı mod vest, Mardin Kapı mod syd og Yeni Kapı mod øst. Dağtekin skriver, at brugen af basalt i stort omfang var et afgørende træk i processen med at få murene optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Ifølge Diyarbakır-guvernementets hjemmeside blev Diyarbakır-murene og Hevsel-haverne optaget på UNESCOs verdensarvsliste i 2015.

Hvordan stenen er blevet brugt:
Basalt er en meget hård sten, og det er svært at bearbejde. Dağtekins arbejde beskriver, at de historiske bygninger inde i murene er bygget med en massiv konstruktionsteknik, fra fundament til tag, og at stenene er blevet placeret i en forbandt teknik, hvor de er blevet skåret i forskellige former: glat, grov, og som tilfældige sten. Stenene er ofte blevet lagt tæt sammen, så der næsten ikke er synlig mørtel. En af de mest tydelige eksempler på dette er Dicle-broen. Ifølge Kulturportalen er broen, også kendt som On Gözlü Köprü (broen med ti buer), cirka 180 meter lang og 7-8 meter bred. Broens fyld er lavet af mørtel og tilfældige sten, mens overfladen er lavet af delvist genbrugte, fint skårne basaltsten, der er blevet lagt i en forbandt teknik. Ifølge en inskription på sydsiden blev broen bygget i perioden 1064-65 under Mervanoğulları-dynastiet, men forskere mener, at denne inskription er en restaureringsinskrift, og at selve broen er ældre. Når man ser på broens fundament, kan man se, hvordan stenene i forskellige størrelser er blevet låst sammen.

Sort og hvid:
Diyarbakırs stentyper er ikke kun sorte. Ifølge Dağtekin er basalt blevet brugt sammen med kalksten i byens Her to be translated text:

Denne artikel beskriver brugen af basalt i to bygninger og giver et indblik i, hvordan man kan forstå dets indflydelse. For at opleve basaltens fulde effekt, bør man gå ind i gårdene og observere de stenstrimler, der er placeret i buerne. Cas er en dekorativ overflade på stenen.

Fordi basalts hårdhed gør det vanskeligt at lave udskæringer, har håndværkerne i Diyarbakır fundet andre måder at berige bygningernes facader. Ifølge Payaslı Oğuz og Halifeoğlu blev der i murværket brugt en mørtel bestående af kalk, basaltstøv, knuste mursten, strå og salt. For at skabe en fugeeffekt blev en mørtel kaldet "cas" brugt, som bestod af kalk blandet med æggehvider. Dekorationerne udført med cas har beriget gårdens facader. Ifølge inventarlisten i Kulturportalen findes der cas-dekorationer på alle de ydre vægge i Cemil Paşa-gården, og der findes også motiver af livstræer og tulipaner. De lyse mønstre på den mørke sten lette pludselig basalts vægt. Når man står i en gård og kigger tæt på væggene, kan man se, hvordan disse mønstre omkranser stenfugerne. Gårde og basalts almindelige udseende

Basalt bruges ikke kun i monumentale bygninger, men også i huse. Ifølge Payaslı Oğuz og Halifeoğlu er der 446 traditionelle huse registreret af Diyarbakır Kulturarvsbeskyttelsesrådet. Disse huse er lukket mod ydersiden og vendt indad. Rundt om en firkantet gård ligger der værelser, en veranda, et køkken og et depotrum; gårdens gulv er normalt belagt med porøs basalt, og der er ofte en brønd i midten. Ifølge samme undersøgelse er rummene omkring gården indrettet efter sæsonen. På grund af de varme somre har værelserne i den nordlige del af huset høje lofter og mange vinduer; denne del udgør husets mest imponerende facade med høje verandaer. De bærende vægge er bygget af basalt, og taget er afsluttet med en jordtagkonstruktion, der hviler på poppelbjælker. Nogle af husene har også kælderrum med bassiner, der er indrettet til brug om sommeren og kaldes "serdap". Man kan i dag se dette arrangement bedst i Cemil Paşa-gården. Ifølge inventarlisten i Kulturportalen blev gården bygget i 1887 af hugget basalt. En undersøgelse, der blev udgivet i Electronic Journal of Social Sciences i 2022, beskriver, at gården har i alt 42 værelser i harem- og gæsteafdelingerne, to separate gårde og er den eneste bygning blandt de diarbakiriske gårde, hvor både harem- og gæsteafdelingerne er bevaret i deres oprindelige form. Gården bruges i dag som bymuseum; tjek de officielle kilder for at få oplysninger om besøgsforholdene. Figurer i sten

På trods af Start ved foden af murene omkring Güne Dağ Porten eller Mardin Porten, og observer de forskellige tykkelser af murene. Gå derefter ind i byen og undersøg det sorte og hvide mønster i gården ved Hasan Paşa Han. I Cemil Paşa-gården kan du se gårdens layout, de dekorative elementer og de porøse flisebelægninger. Afslut dagen ved at forlade Mardin Porten og gå ned til Dicle-broen; om aftenen ser basalten mere varm i farven. Stenene bliver meget varme om sommeren, så vælg at besøge stedet om morgenen eller om aftenen i de varmere måneder. Husk at tjekke de officielle hjemmesider for at finde ud af, hvilke dage og tidspunkter museerne og gårdene er åbne.

Kilder:

Kommentarer

0/1000

Skriv den første kommentar