Fra Ankyra til Ankara: En bys navns historie.

Et bys navn er et af byens ældste monumenter. Stenene falder, murene repareres, gaderne omtegnes; men navnet overlever i generationer, videreført fra mund til mund, og hver epoke tilføjer sin egen farve til det. Ankaras navn er også sådan et monument. Fra den omdiskuterede bosættelse Ankuwa under hittitterne, gennem frigernes myter, galaternes Ankyra, romernes Ancyra, seljukkernes og osmannerne Engürü, til Europas Angora og endelig Ankara, som blev officielt navngivet i 1930, er denne rejse også en kort opsummering af byens historie. Denne tekst følger denne rejse trin for trin og fortæller, hvilke spor af navnet du kan finde i dag i Ulus, og hvilke sten der bærer dem. Var det hittitternes Ankuwa?

Oprindelsen af navnet Ankara er ikke kendt med sikkerhed; det fremgår tydeligt af Ankaranes provinsielle arkiver. Bosættelsens historie kan kun spores tilbage til hittitternes periode. I udgravningerne af Boğazköy, der ligger inden for grænserne af Çorum, og som var hittitternes hovedstad Hattuşa, nævnes navnet Ankuwa ofte i teksterne. Nogle udenlandske historikere mener, at dette navn refererer til det område, hvor Ankara ligger i dag. TDV Islamic Encyclopedia nævner også, at navnet kan stamme fra det hittitiske Ankuwa eller Ankuruwa, men dette synspunkt er omstridt og ikke bevist. Det er sikkert, at frigerne dominerede regionen efter hittitterne. Frigerne grundlagde eller udvidede byen i det 8. og 7. århundrede f.Kr.; udgravninger i Ulus bekræfter, at frigerne boede her. Derefter kom lydierne, kimmernes invasion, perserkongen Kyros og i 333 f.Kr. Alexander den Store, der passerede gennem Anatolien. Det betyder, at der var en bosættelse i området i flere århundreder, før byens navn blev registreret som et græsk ord. Fortællingen om ankeret, Midas og Pausanias

I antikke kilder er byens navn græsk: Ankyra, og latin: Ancyra. På græsk betyder "ankyra" et anker. Den rejsende Pausanias, der levede i det 2. århundrede e.Kr., beretter om myten, der forklarer navnet. Ifølge ham grundlagde Midas, søn af Gordios, byen Ankyra i Frigien, og det anker, som Midas fandt, blev endnu i Pausanias' tid opbevaret i Zeus' tempel; i nærheden var der en kilde, der blev kaldt Midas' kilde. Forfatterne af det antikke historiske websted Livius vurderer denne fortælling som en senere opfundet myte for at forklare navnet; det, der kaldes et anker, var sandsynligvis en stor klippe, der lignede de sten, som oldtiden brugte som ankre, og som var en opstillet sten i templet. Pausanias selv bemærker, at Denne gruppe, som grækerne kaldte Galaterne, var opdelt i tre stammer: Tektosaglerne havde Ankyra som centrum, Tolistoboglerne havde Pessinus, og Trokmilerne havde Tavium. På denne måde blev Ankara for første gang i historien et centrum for en folkegruppe; Ankaras provinsarkivs historik beskriver byen som hovedstad for Tektosaglerne i denne periode, og det antages, at det nuværende Kale-område eksisterede allerede i galatisk tid. Galaternes stammer bevarede deres uafhængighed indtil det 1. århundrede før Kristi fødsel, hvorefter de kom under romersk kontrol. Det mest overraskende spor, som galaterne efterlod, er sproget: der er bevis for, at det galatiske sprog blev talt indtil det 7. århundrede efter Kristi fødsel. Under ruinerne af det, som turistguider i dag beskriver som en romersk by, levede et folk, der talte keltisk i næsten ni århundreder. Romerriget i Ancyra

Romerriget havde indflydelse i regionen fra 189 f.Kr., men et vendepunkt kom i 25 f.Kr. Kejser Augustus gjorde Galatien til en romersk provins, gav Ancyra status som en "colonia" og erklærede byen som provinsens centrum. Ifølge forfatteren Livius var byen et vigtigt knudepunkt i det romerske vejnet, og her var en afdeling af den Første Apollinaris Legion stationeret. Under Augustus blev der bygget et tempel mellem 25 og 20 f.Kr. på et område, der tidligere var dedikeret til den frigiske gudinde Kybele og Men. På templets mure blev "Res Gestae Divi Augusti", dvs. en oversigt over Augustus' bedrifter, indgraveret på latin og græsk. Dette er den eneste fuldstændige kopi af teksten, der er bevaret i verden; den tyske historiker Theodor Mommsen kaldte den "inskriptionernes dronning". I dag står dette tempel, med to sidevægge og en smuk dør, lige ved siden af Hacı Bayram-moskeen i Ulus, og det er det mest imponerende bevis på, at navnet Ankara blev brugt i formen Ancyra. Et andet vigtigt spor fra romertiden er de romerske bade, der menes at være blevet færdiggjort i begyndelsen af det 3. århundrede under kejser Caracalla; Caracalla reparerede også byens mure i 217. Byen forblev et provinsielt centrum, selv i Diocletianus' tid, da kejserne reorganiserede det regionale styre. Det byzantinske Mamuriye og Zinkernes Borg

Ifølge Ankaras provinsarkivs historik var byen under byzantinsk herredømme fra 334 til 1073, og i denne periode var den et vigtigt centrum i Anatolien. Templet for Augustus blev i det 5. århundrede omdannet til en kirke ved at åbne vinduer. Efter de sasanidiske angreb i det 7. århundrede holdt araberne byen i en periode, og under de arabisk Ifølge Ankaras valgs historie var byens mest strålende periode under Alaeddin Keykubat; borgen blev befæstet, og byen blev udbygget med moskeer og skoler. Under den tyrkiske periode ændrede navnet sig også: "Ankyra" blev til "Engürü" og "Engüriye" på tyrkisk. TDV Islam-encyclopædien skriver, at denne ændring ikke blot var en lydændring, men at de nye ejere fortolkede navnet igen ved at sammenligne det med det persiske ord "engur", der betyder "drue"; dette er et af de mest kendte eksempler på folkelig etymologi, hvor et fremmedord sammenlignes med et velkendt ord. Under mongolernes invasion søgte sultan Gıyaseddin Keyhüsrev II tilflugt i Ankara-borgen; byen var i en periode underlagt İlhanlı-guvernører, og senere under Eretna-familien. I 1350'erne blev byen en del af Det Osmanniske Rige; valget anfører, at dette skete i 1354, da Orhan Gazis søn, Süleyman Pasha, blev udnævnt som guvernør. Ankara fik sin mest bemærkelsesværdige indflydelse på verdenshistorien i 1402: Slaget ved Ankara, der blev udkæmpet mellem Timur og Yıldırım Bayezid i Çubuk-sletten, endte med, at den osmanniske sultan blev taget til fange, og riget trådte ind i en periode med uro, der varede indtil 1413. Under Sultan Süleymans regeringstid, da der blev etableret en provinsorganisation i Anatolien, blev Ankara hovedstad i en af disse provinser. Det interessante er, at ifølge Wikipedias artikel om navnet, brugte de osmanniske administrative registre formen "Ankara" fra det 16. århundrede, men i folkets sprog fortsatte "Engürü" med at blive brugt i århundreder. Udtalen "Angara", som stadig kan høres i anatolske dialekter i dag, er en rest af denne lange vane. "Angora" var navnet på byen på europæiske kort.

Efter den seldsjukiske erobring begyndte europæiske sprog at kalde byen "Angora", og dette navn blev brugt i Vesten indtil 1930. Det var ikke hære, men tekstiler, der gjorde "Angora" kendt i Europa. Ifølge Ankara Udviklingsagenturets publikation om kashmir, udviklede der sig en stærk tekstilindustri baseret på kashmir i byen fra det 15. århundrede, og "Engürü sofu", der blev vævet af rent kashmirgarn, blev solgt i mange europæiske byer i løbet af det 16. til 18. århundrede. I 1583 gav Dronning Elizabeth I af England tilladelse til tolv britiske købmænd til at handle med "sofu"; hollandske og polske købmænd kom også til byen. I 1890'erne havde Ankara 621 væve. Byen, som europæiske købmænd skrev "Angora", blev således et navn for et stof, og senere for et pelsdyr: Den nye hovedstadens navn blev også ændret. Ifølge Wikipedia's artikel om navne, bad Republikken Tyrkiet i 1930 de udenlandske lande om at bruge de tyrkiske navne for tyrkiske byer; fra denne dato videresendte postvæsenet ikke længere breve adresseret til "Angora" og "Constantinople" til henholdsvis Ankara og Istanbul. Den engelske Wikipedia noterer også, at byen officielt blev kendt som Ankara på vestlige sprog efter 1930. Således blev den lange rejse, der startede med "Ankyra", fortsatte gennem "Ancyra", "Mamuriye", "Engürü" og "Angora", endelig konsolideret til ét navn. Navnet "Angora" forblev dog knyttet til byen og fortsatte med at blive brugt i forbindelse med geder, katte og kaniner. At spore navnets historie er en vandretur.

Disse steder ligger tæt på hinanden, og en halv dag er tilstrækkelig. Start ved Hacı Bayram-pladsen i Ulus; søg efter de latinske og græske indskrifter fra "Res Gestae" på de to tilbageværende sidevægge af Augustus' tempel; du vil bemærke, at bogstaverne er lettere at læse i morgensolen. Navnet på templet, der graverede "Ancyra" i stenen, vil også dukke op i de romerske bade, der ligger længere nede ad vejen; dette friluftsmuseum på Çankırı Caddesi er blevet genåbnet for offentligheden efter en restaurering, der blev afsluttet i 2022. Derfra kan du bestige borgen. Forestil dig de store kæder, der engang gav borgen navnet "Kædeborget", ved porten til den ydre borg; inde i borgens mure kan du finde de romerske marmorblokke, der blev brugt i byzantinske reparationer, og de omvendte inskriptioner. I Anatolien Civilisationsmuseet, der ligger ved foden af borgen, udstilles artefakter fra de ældste lag af navnets historie, nemlig fra hittitterne og frigierne; her finder du materielle vidnesbyrd om debatten om "Ankuwa" og "Midas". Afslut vandreturen på Ulus-pladsen, foran den stenhus, der huser det andet parlament; det var her, at parlamentet samledes i de år, hvor beslutningen om at fastsætte byens navn til Ankara blev truffet. På en eftermiddag har du vandret gennem tre tusinde års historie. At kende byens navn er en anden måde at opleve dens gader på.

Kilder:

• TDV İslam Ansiklopedisi, Ankara-artiklen, https://islamansiklopedisi.org.tr/ankara
• T.C. Ankara Valiliği, Historie, https://www.ankara.gov.tr/tarihce
• Livius.org, Ancyra (Ankara), https://www.livius.org/articles/place/ancyra-ankara/
• Ankara Kalkınma Ajansı, Ankara-geden, Tiftik og Sof, https://www.kalkinmakutuphanesi.gov.tr/assets/upload/